Møder du de rigtige, der gengælder dine følelser, eller er det omvendt, så du gang på gang kommer ud i ulykkelige forelskelser? Da jeg var helt ung, gjorde jeg næsten altid det sidste og jeg følte mig meget alene med det, men er det mon så usædvanligt? Deltag i den lille undersøgelse herunder, så vi kan få sat nogle procenter på, hvor gode vi egentlig er til at vælge de rigtige.
Der er forskellige mønstre. Nogle har held i kærlighed, mens andre altid bliver afvist, får en ven i stedet for kæreste eller de støder sjovt nok kun ind i gifte mænd osv. – hvad passer bedst på dig?
Længere nede får du hjælp, hvis du har et negativt mønster, men svar først herunder, så du kan få sat ord på, hvad dit mønster er!
Har du et negativt mønster i kærlighed? Få hjælp!
Mit speciale er at hjælpe, hvis du bliver forelsket i de forkerte, dvs. dem, som du ikke kan få eller som er dårlige for dig. Få en gratis prøve på det ved at sende en besked til mig herunder, hvor du prøver at beskrive dit mønster med dine egne ord. Jeg svarer med en personlig mail, hvor jeg giver dig mit bud på, hvordan du kommer videre.
Det du skriver til mig er naturligvis helt fortroligt!
Mange af os singler går rundt og drømmer om ubetinget kærlighed fra vores næste kæreste, men er det overhovedet muligt?
Coach og rådgiver i dating og forelskelse, Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, mener ikke, vi kan forlange ubetinget kærlighed, hvis vi ikke selv kan give den. Læs hans tanker om, hvordan du kommer væk fra idéen om en partner, der elsker dig fuldstændig betingelsesløst:
Indenfor psykologien er det ofte sagt, at vi har brug for at opleve ubetinget kærlighed som børn. Blev det behov ikke dækket, søger vi som voksne stadig efter den kærlighed og møder derfor andre med et: “Se mig!” og “elsk mig!” – vi prøver forgæves at få vores behov opfyldt pr. efterkrav.
Den psykologiske mekanisme spiller os nemt puds, men det nytter ikke at give barndommen skylden, når vi som voksne har brug for at tage ansvar for vores eget liv. Ved at fokusere meget på barndommen risikerer vi at hænge fast i en bitterhed over fortiden, som blot gør ondt værre.
Det du får, er det, du giver
Derfor siger jeg i stedet: Det du får, er det, du giver! Så hvis du vil have ubetinget kærlighed, må du altså selv være i stand til at give det samme. Kan du det? Nej, vel!?
Det er der næppe nogen af os, der kan, og derfor er vi så at sige ude af trit med virkeligheden, hvis vi søger det hos andre – eller måske endda kræver ubetinget kærlighed fra en potentiel partner.
Ingen af os formår at udvise ubetinget kærlighed, men vi kan øve os på kærlighed – både til os selv og andre. Og det er det afgørende, for det peger fremad med et løfte om, at vi med tiden og gradvist vil opleve mere og mere lys, kærlighed og lykke i vores liv.
Øv dig på kærlighed!
Så hvordan øver du dig? Prøv sådan her:
* Stå ved dig selv og din overbevisning.
* Giv dig selv plads og lov til at være den, du er.
* Undgå at suge kærlighed fra andre.
* Giv din kærlighed til en, som ønsker den.
* Forstå, hvordan andres handlinger er et spejl på, hvem du selv er, og tilgiv dem, fordi du selv kunne have gjort det samme som dem.
Mit helt basale synspunkt er som sagt, at vi får, hvad vi giver i kærlighed. Derfor er det at få held i kærlighed heller ikke et spørgsmål om at rage til sig – men derimod, at du vender dit fokus og lægger mærker til, hvordan du kan sprede glæde omkring dig. Hvis du kan være til glæde og behag for dine omgivelser i alt, hvad du gør, så har du nået dit høje mål.
Min bog er nu på trapperne. JUBII. Den hedder ”Dating, desperation og selvudvikling” og handler kort fortalt om, hvordan du bruger selvudvikling til at få held med dating. Den lange forklaring på det fylder knap 200 sider og udkommer på forlaget Indblik til april.
Bogen henvender sig til singler af begge køn. Singler går tit og sukker efter en kæreste og får ondt af sig selv, fordi det ikke sker. Så sniger desperationen sig ind og får dig til at søge ukærlige forhold eller gør, at du bliver forelsket i dem, du ikke kan få. Med hjælp fra Dating, desperation og selvudvikling vendes det mønster på hovedet, så du i stedet møder gensidig kærlighed.
Mange bøger om dating handler om din adfærd; hvordan du bør optræde, og hvad du skal sige. Denne bog går et spadestik dybere og beskæftiger sig med, hvordan du hviler i dig selv og helt naturligt signalerer et højt selvværd. Du bliver også bedre til at mærke, hvad du vil og håndtere dine følelser, for eksempel angst for afvisning.
Nogle gange har jeg tænkt på hvor meget liv, der egentlig er som voksen. Det kan næsten virke som om, at der er et overskud af liv. Fra det tidspunkt, hvor man ligesom er “færdig” som voksen og indtil man dør, er der måske 60 år eller noget i den stil…lang tid. Og hvad hvis man hurtigt når til et punkt, hvor man føler, at man har oplevet det meste eller det hele? Sådan har jeg haft det nogle gange. Er uddannet, har rejst i verden (x antal gange), har arbejde, har haft (x antal) kærester, har måske børn eller valgt ikke at få. Hvad er der så mere at komme efter…???
Så kan man måske opdage, at man er stivnet i en fast form og hver dag ligner den foregående. Og det går jo egentlig meget godt, men HOLD KÆFT hvor er det KEDELIGT. Eller ens liv er bare blevet jævnt og middelmådigt og ikke noget at skrive hjem om.
Så er det på tide at kigge indad. Altså grundigt. Ikke bare et hurtigt kig i en kort pause fra hverdagens trummerum. Det er så nemt at blive lullet i søvn, hvis der ikke er et ydre pres, som udfordrer og sætter os i gang. Man lulles ind i trygheden. Men er det det, vi dybest set vil. Er det det, du vil?
Det var måske et lovlig retorisk spørgsmål… 🙂
Men altså, jeg anbefaler selvudvikling!
Ikke nødvendigvis men hvis man får den der fornemmelse af, at livet er gået lidt i stå…
Personligt har jeg det sådan, at de største oplevelser, og det mest berigende liv, ligger tæt på. På en måde er det ikke så svært at komme i kontakt med, for det er i os selv. Hvis man prikker lidt i ens egen overflade, så kan man opdage, at den dækker over en buldrende livskraft. Overfladen er den dagligdags, trygge væremåde og tankegang. Men hvis vi kigger nærmere på det, vil vi måske opdage, at denne trygge ramme er ret snæver. Og at vi er bange for at bevæge os udenfor den. Men lige under angsten for det ukendte bruser og buldrer livskraften. Så hvis man gerne vil udvikle sig selv og ens liv, kan man starte med at se på, hvad det er man undgår, men som man egentlig gerne ville, hvis man turde… 😉
Hvis man ved hvilken retning, man skal gå i, så gør det ikke så meget, at man ikke kan finde ud af det (endnu), for så har man den der fornemmelse af at være på rette vej, og det er i sig selv en befrielse
—
Jeg er i gang med at skrive en bog, så jeg får nok ikke skrevet lange indlæg her foreløbig – men til gengæld kan der i fremtiden komme sådan nogle små tekststykker som ovenstående… 🙂
Angst er som en tiger, der står og brøler ude i baghaven. Læs, hvad du gør ved det herunder! Foto af Jeffrey Eisen.
Angst er en sjov eller underlig følelse. Den er irrationel. Og det kan være svært at se meningen med den. Dens årsager fortaber sig i glemslens tåger, og den omgærdes følgelig med et skær af mystik. Også for den angste selv.
Angst kan anses for at være et levn fra forne tider – reminiscenser af noget der rent faktisk var farligt engang; det være sig i barndommen, i tidligere liv eller i tidligere epoker af menneskehedens historie. Det var farligt engang, men er det ikke længere. Derfor er det, der i sin tid var en fornuftig og forståelig frygt, nu blevet til en irrationel angst.
Det kendetegner imidlertid de ting, vi er angste for, at der er et gran af sandhed i dem. Tag fx edderkoppe-fobi eller angst for højder; edderkopper kan rent faktisk være farlige (omend i andre dele af verden), og højder KAN være farlige, hvis de er høje nok. Osv.
Ligegyldig hvilken type af angst vi måtte opleve, så har den som regel et gran af sandhed i sig. Og det lille gran af sandhed, kan vi hænge vores angst op på. Det lille gran dyrker vi til ukendelighed.
Således kan den, som lider af tvangshandlinger med en vis ret sige, at: “Ja, jeg ved godt, at jeg har tjekket om døren er låst, men hvad hvis jeg nu ikke fik gjort det godt nok? Jeg må lige tjekke en gang mere…”. På den måde kan vi forføre os selv med noget, der næsten lyder rimeligt og fornuftigt.
Undlad at fodre tigeren
Der kommer et punkt i enhver angst-neurotikers liv, hvor han eller hun må lade fornuften sejre over forførelsen. Man ved det jo godt. Man ved godt, at det ikke giver mening at tjekke den dør for fjerde gang. Man ved et eller andet sted godt, at man lader sig styre af sine følelser på en negativ, destruktiv måde. Man er i sine følelsers vold. Og det er ikke godt for en.
Vi skal ikke lade os styre af følelser. Jo, af det der “føles rigtigt”. I hvert fald ikke af angst. Angsten kan du ikke bruge til noget. Vi skal lytte til den. Mærke den. Men i sidste ende er det op til os at handle i overensstemmelse med vores overbevisning, viden og fornuft. Vi skal selv styre.
Hvis man lader sig styre af angst er det som at have en tiger, der står og brøler ude i baghaven. Den er sulten. Den er arrig. Den vil have mad. Den brøler og derfor bliver man bange. “Jeg må hellere give den en låns kød”, tænker man måske. Så forsvinder den nok. Ja, det gør den. Når den er mæt, så forsvinder den. Men hvor går den mon hen, når den bliver sulten igen?
At lade sig styre af sin angst svarer til at fodre tigeren – at give den næring. Så kommer den igen og igen og igen. Når man lader sig styre af angsten bekræfter man nemlig overfor sig selv, at der rent faktisk er noget at være bange for. Man styrker den uheldige tendens, man har i sindet. Man bygger videre på en kedelig vane.
Hvis man i stedet ønsker at afkode den vane, må man gøre det modsatte. Det gælder så at sige om at sulte den ud. Når man ikke længere giver næring til sin angst, så formindskes dens styrke og den forsvinder gradvist. Bekæmpelse af angst er derfor også at gå på en slags “mental slankekur”.
Men det begynder med et valg. At overvinde angst er AT VÆLGE. Det er at tage sit ansvar på sig, og tage styring på ens eget liv. Det er at sætte foden ned og gøre sig til herre i eget hus.
—
Ps.: En nysgerrig læser eller to kunne måske finde det på sin plads at spørge, hvorfor titlen netop hedder, som den gør…? Det kan jeg desværre ikke svare på. Jeg forstår det heller ikke selv. Jeg kunne bare godt lide at skrive sådan. Men nu har jeg netop slået ordet op for at tjekke, hvad det mon kunne betyde, og jeg må sige, at jeg er noget forbløffet – for ikke at sige lettere chokeret.
“Polyandri” henviser til en ægteskabsform, hvor en kvinde er gift med flere mænd!? Ja, tænk engang hvad man skal stå model til. Hvordan kan det fænomen overhovedet være opstået? Mystisk. Ja, jeg ved godt, at det ikke var noget svar. Jeg er ikke til megen hjælp her.
MEGET senere …
Hov, nu er det gået op for mig, hvad titlen kommer af, for den henviser vel nok til at angsten har mange fædre, dvs. årsager, ikke kun en enkelt. Angst består mange gange i et pres, der øges over tid, hvor den ene stressfaktor efter den anden bygger ovenpå hinanden. Til sidst kan vi ikke overskue og magte det længere, så vores nervesystem giver op. Heraf angstens mange fædre!
Vi har alle hørt om “kreative blokeringer”. En del har også prøvet det. Personligt har jeg en permanent en af slagsen. Og nej, det er ikke en langt ude undskyldning eller et usselt forsøg på at dække over mine manglende evner. Jeg har rent faktisk evnerne – de er bare blokerede!!! 🙂
Forklaring følger
Jeg kan tegne på et vist niveau, så jeg kan sætte mig ned og tegne noget, som så også ligner det, det skulle. Men det er teknik eller håndværk. Når vi taler kreativitet er teknikken imidlertid ikke det interessante men derimod “udtrykket”. Det som kunstneren kan er først og fremmest at udtrykke sig (med sit redskab). Mit problem er så, at når jeg vil udtrykke mig, så kan jeg ikke. Hvis jeg sætter mig for at tegne, så kan jeg ikke få mit udtryk frem. Det er blokeret. Jeg kan kun tegne noget, som teknisk set er pænt og ordentligt.
En kreativ blokering er derfor heller ikke et spørgsmål om mangelfuld teknik, men er noget mentalt eller psykologisk.
Og jeg mener, at jeg har en ganske god ide om, hvad dette mentale består i.
Det er nemlig lykkedes mig at kortslutte eller omgå min egen kreative blokering ved hjælp af et simpelt trick, som gør, at jeg fjerner min opmærksomhed fra det, jeg tegner. Jeg tror, at mange andre har benyttet sig af samme trick uden selv at vide det. Før i tiden (dengang en telefon var noget, der stod på et bord, hvor der også lå en notesblok) var der fx mange, som lavede “kruseduller”, imens de talte i telefon. Man kunne også kalde det “telefontegninger”.
Telefontegninger er kreative udtryk. De er ikke “villede” men spontane og mere eller mindre ubevidste udtryk. Dette udtryk får plads og kommer frem, fordi tegnerens fokus er vendt imod noget andet; nemlig telefonsamtalen. Tricket består altså i, at den normale dagligdags bevidsthed er optaget af noget andet og derfor ikke forhindrer kreativiteten i at udfolde sig på sin naturlige måde.
Min mest kreative tid som tegner var i en periode, hvor jeg var ansat som telefoninterviewer. Nederst har jeg indsat en tegning fra dengang som bevis 🙂
Min påstand er, at kreative blokeringer består i, at vi vil noget med det, vi gør, og derfor forholder os kritisk til det. Vores almindelige dagligdags bevidsthed er optaget af resultater. Af at opnå noget. Og når vi skal præstere, så sniger der sig også en lille angst ind. Præstationsangst. Frygten for ikke at kunne, for at det ikke bliver godt nok, for at blive til grin eller måske bare for ikke at blive anerkendt og billiget. Så skal det være smukt, det vi laver. Det skal være noget særligt. Det skal generere bifald. Præstationsangst hæmmer imidlertid vores udtryk, fordi den gør os forsigtige, famlende og usikre. Det er meget naturligt, for vi vil jo gerne gøre det godt, og hæfter derfor “domme”, på det vi gør, eller vi behæfter vores handlinger med vurderinger. Vi holder et vågent øje med vores præstation, så vi kan sikre os, at den bliver så veludført som mulig.
Det kan måske være en god ide, når vi vil indøve teknik, men er en rigtigt dårlig ide, når vi ønsker at udtrykke os.
For at et kunstnerisk udtryk kan blive sandt og originalt, må det have lov til at flyde frit og uhindret. Det nytter med andre ord ikke noget, at vi løbende vil vurdere om det er godt/dårligt, pænt/grimt, interessant/uinteressant osv. De selvkritiske øjne på det, vi gør, er ikke velkomne.
Tricket kan så være at få denne kritiske bevidsthed til at se i en anden retning, fx ved at tale i telefon imens 🙂
Vi danskere går for at være nogle af de mest tilfredse mennesker i verden. Personligt hører jeg dog ikke til i den kategori. Jeg er en type, som ofte bemærker det utilfredsstillende. Jeg får øje på problemer og jeg adresserer dem før eller oftere end gennemsnittet.
Og når jeg så har løst problemet, eller taget konflikten, så dukker der hurtigt noget nyt op – eller jeg får øje på et andet problem, som også er der, og som jeg bare ikke lagde mærke til før. Det er som om min bevidsthed har en negativ magnetisme – den suger så at sige det negative til sig. Hvis det ikke er det ene, så er det det andet. Og ja, det er i sig selv et problem 🙂 Den fungerer tilsyneladende dårligt uden noget negativt, som den kan søbe rundt i. Den er små-afhængig. Vanemæssigt bundet til bestemte negative tankemønstre. Og til tider en plage for mine omgivelser men nok især for mig selv.
Det lyder jo ikke så godt, vel?
Nej, men det er måske alligevel heller ikke så dårligt.
Eller det er i hvert fald ikke KUN dårligt.
En ekstrem grad af negativitet medfører depression, men jeg tror ikke desto mindre, at vi har brug for et vist mål af negativitet. En positiv vinkel på det kunne være at sige, at vi er “udviklingsvæsener” (ligesom udviklingslande), dvs. væsener der er på vej. Som ikke er færdige. Det er meningen, at vi skal have et vist mål af utilfredshed for det tilsikrer, at vi er skabende og vil ændre noget; at vi opfinder noget nyt, stræber efter at blive dygtigere og mere effektive, tænker nye tanker og forsøger at opnå noget andet og mere. Utilfredshed skaber dynamik og forandring.
Hvis man derimod forestiller sig, at vi syntes, at alt var godt – hvis vi bare var helt og aldeles tilfredse, så ville vi vel opretholde status quo. For hvorfor ændre på noget, der er helt og aldeles tilfredsstillende? Vi ville nøjes med at opretholde det bestående og derved opnå stilstand i vores personligheder, samfund og kultur. Der kunne vi så sidde i al vores selvtilfredshed.
Så budskabet er, at VI HAR BRUG FOR VORES NEGATIVITET!
Den skal vi værdsætte. Vi skal være glade for, at vi ikke er tilfredse (hele tiden) – vi har med andre ord grund til at være positivt stemte overfor det negative… 🙂
Det er nok ikke så sjovt at bo i en hval. Måske en analogi til depression? Foto af Pavel Nekoranec
Følelser er åbne for fortolkning. De er til dels, hvad vi gør dem til, eller hvad vi tænker om dem. Det tager de farve af. Følelser opleves forskelligt afhængigt af, hvordan de tolkes. Man kan eksempelvis tænke på følgende måder om angst:
1) “Jeg er angst = der er noget galt med mig”
2) “Jeg er angst = heri ligger et udviklingspotentiale”
Det gør en forskel. Den første måde er svær, tung og trist. Den anden måde er lovende og håbefuld, men kræver måske en forklaring. For mig at se kan der gemme sig et vigtigt budskab i en angst – den gør os nemlig opmærksomme på, at der er noget på spil i vores liv. Den markerer så at sige et sted, hvor det brænder på. Det kan være et sted, vi skal undgå, men det kan faktisk også være et sted, som vi skal hen. I nogle tilfælde henleder angsten vores opmærksomhed på et potentiale. I så fald skal vi nærme os den. Fx for at få øje på en livsopgave, dvs. på noget som giver vores liv indhold, mål og retning. Noget meget værdifuldt og livsbekræftende.
Angst peger på et sted i vores liv, hvor der virkelig er noget spil, så hvis vi nærmer os angsten for at mærke og forstå den, kommer vi tæt på os selv og får måske mulighed for at transformere vores liv.
Hvis vi derimod løber væk fra angsten, risikerer vi i stedet at ende med en depression. Meget ofte følges angst og depression ad. De som har det ene oplever ofte også det andet. Det ser derfor ud som om, de to er forbundne. Men hvordan?
Som jeg ser det, kan depression være et resultat af at have et undvigende forhold til angst. Når vi ikke vil tæt på angsten, undviger vi måske også vores egen livsnerve. Under angsten ligger livslysten. Så hvis man tør kigge på angsten, får man måske øje på lysten. Ved at konfrontere angst kan vi derfor slippe af med depression.
Jeg er ikke kristen, men jeg ser en analogi til historien om Jonas og Hvalfisken. Den kan forstås som en billedlig fremstilling af forholdet i mellem angst og depression. I historien hedder det, at Jonas får tildelt en opgave fra Gud; han skal forkynde Guds ord. Men Jonas er bange for at gøre, som Gud forlanger af ham. Derfor løber han væk. Man kan vælge at se det som en historie om et menneske og dets mission i livet. Eller dets livsopgave. Uden at inddrage de religiøse termer, kunne man sige, at historien omhandler, hvad der sker med os, hvis vi ikke tør gøre det, som virkelig betyder noget for os. Det allervigtigste i vores liv.
Jonas løber væk fra Gud, og for at komme så langt væk som muligt, går han om bord på et skib og ender ude på åbent hav. Skibet kommer imidlertid ud for en voldsom storm, og da besætningen finder ud af, at Jonas er skyld i stormen, bliver han smidt overbord og ender med at blive slugt levende af en hval.
Nej, det lyder jo ikke som nogen realistisk historie, men det er et godt billede på, hvad der kan ske med os, i mental forstand, hvis vi lader os styre af angst. I hvalens mave er der ensomt, mørkt, trist, tomt og indelukket. Vi kan forestille os, at det er sådan, Jonas har det. Og kan man få et bedre billede på, hvad det vil sige at være deprimeret? Som sådan kan historien være en fortælling om, hvordan angst medfører depression.
Da Jonas befinder sig i hvalens mave går det op for ham, at han er nødt til at påtage sig den mission, som Gud har givet ham. Hvalen spytter ham derefter ud og Jonas går i land for at forkynde Guds ord. Hans liv er igen på rette spor.
På samme måde kan det være med os, når vi holder op med at flygte fra det, vi egentlig gerne vil. Så får vi igen farve i kinderne, fordi livet vender tilbage. Så er vi på rette spor.
Og næste gang vi støder på en angst i vores liv, kan vi med fordel tænke: “Hov, hvad var det? Var der noget der, som jeg virkelig gerne ville, men som jeg hidtil har undgået at gøre?” Så kan vi opleve angsten som vores gode ven, der viser vej. På den måde kan det nærmest blive en nydelse at mærke angst. Ikke noget dårligt.
ALLE vil være lykkelige, men man kan ville det FOR meget, dvs. så meget, at det giver bagslag. Alting med måde. Her er nogle dagligdags eksempler på, hvordan vi spænder ben for os selv i jagten på lykken:
Når vi vil noget rigtigt meget, kan vi få præstationsangst. For en mand er det fx helt almindeligt, hvis han står overfor en smuk kvinde. Nu skal han yde sit allerbedste, men i stedet tør han hverken at tale, bevæge sig eller trække vejret. Foran hende står derfor en helt stiv sag med bedende øjne og et krampagtigt smil på læben. Hun skal have en speciel smag, hvis hun falder for det. Havde han i stedet været sit almindelige afslappede selv, havde han nok sagt noget sjovt eller interessant på et eller andet tidspunkt…men han vil det FOR meget.
I det hele taget kan man sige, at det at ville noget, at skulle præstere og opnå et gode, skaber en spændingstilstand i krop og sind. Det er naturligt og uundgåeligt. Men hvis vi bliver for optagede af vores mål og præstationer, så kan det skabe permanente spændinger og stress. Ikke særlig lykkeligt…
Når vi vil noget for os selv, så bliver vi også nemt selvcentrerede. Det er meget forståeligt. Hvis JEG gerne vil være lykkelig, så er mit fokus på mine mål og behov – det er svært at have fokus på de andres. Så glemmer man at lytte, at give en hjælpende hånd, at udvise venlighed, nærvær og omtanke. Man fremstår kort sagt IKKE som den mest sympatiske person i verden. Man forværrer derved sine relationer. Men eftersom lykken i høj grad afhænger af vores relationer, så er man ved at opnå det modsatte af det, man gerne ville…
Noget af det værste er, når vi skal nå det hele på den halve tid. HELE TIDEN. Vi har jo kun det her ene liv (vil nogen mene), og så skal det leves fuldt ud. Ja, tak. Men det er usundt, hvis det er en slags dødsangst, der får os til at ville leve ekstra meget eller hurtigt. Så brænder vi ud før tid. Vi bliver utålmodige og hektiske. Man skal jo også have TID til at være i live.
Når man vil FOR meget er der også en stor risiko for, at man bliver en fiasko. Man fyldes måske med selvbebrejdelser, fordi det ikke er så nemt at opnå de mål og den succes, man higer efter. Så bliver de høje forventninger til lavt selvværd. Ikke særlig lykkeligt.
Derfor mener jeg faktisk, at man kan anbefale en lidt tilbagelænet indstilling til lykken. Man behøver ikke hele tiden, at være på jagt efter den. I stedet kan man bare tillade sig selv at VÆRE. Uden mål og med. At give slip på alt det man gerne vil opnå og i stedet bare være, den man er. PÅ godt og ondt. Hvis vi tager det sure med det søde, som noget naturligt, så er vi bedre stillet. Hvis vi forventer FOR meget af livet og lykken, så vil vi hele tiden være fortvivlede og skuffede over, hvor lidt vi rent faktisk opnår. Hvis vi ikke forventer alt for meget, kan vi læne os tilbage, veltilfredse. Så får vi måske endda overskud til at kigge os nysgerrigt omkring…
Møder du de rigtige, der gengælder dine følelser, eller er det omvendt, så du gang på gang kommer ud i ulykkelige forelskelser? Da jeg var helt ung, gjorde jeg næsten altid det sidste og jeg følte mig meget alene med det, men er det mon så usædvanligt? Deltag i den lille undersøgelse herunder, så vi kan få sat nogle procenter på, hvor gode vi egentlig er til at vælge de rigtige.
