Det er nok ikke så sjovt at bo i en hval. Måske en analogi til depression? Foto af Pavel Nekoranec
Følelser er åbne for fortolkning. De er til dels, hvad vi gør dem til, eller hvad vi tænker om dem. Det tager de farve af. Følelser opleves forskelligt afhængigt af, hvordan de tolkes. Man kan eksempelvis tænke på følgende måder om angst:
1) “Jeg er angst = der er noget galt med mig”
2) “Jeg er angst = heri ligger et udviklingspotentiale”
Det gør en forskel. Den første måde er svær, tung og trist. Den anden måde er lovende og håbefuld, men kræver måske en forklaring. For mig at se kan der gemme sig et vigtigt budskab i en angst – den gør os nemlig opmærksomme på, at der er noget på spil i vores liv. Den markerer så at sige et sted, hvor det brænder på. Det kan være et sted, vi skal undgå, men det kan faktisk også være et sted, som vi skal hen. I nogle tilfælde henleder angsten vores opmærksomhed på et potentiale. I så fald skal vi nærme os den. Fx for at få øje på en livsopgave, dvs. på noget som giver vores liv indhold, mål og retning. Noget meget værdifuldt og livsbekræftende.
Angst peger på et sted i vores liv, hvor der virkelig er noget spil, så hvis vi nærmer os angsten for at mærke og forstå den, kommer vi tæt på os selv og får måske mulighed for at transformere vores liv.
Hvis vi derimod løber væk fra angsten, risikerer vi i stedet at ende med en depression. Meget ofte følges angst og depression ad. De som har det ene oplever ofte også det andet. Det ser derfor ud som om, de to er forbundne. Men hvordan?
Som jeg ser det, kan depression være et resultat af at have et undvigende forhold til angst. Når vi ikke vil tæt på angsten, undviger vi måske også vores egen livsnerve. Under angsten ligger livslysten. Så hvis man tør kigge på angsten, får man måske øje på lysten. Ved at konfrontere angst kan vi derfor slippe af med depression.
Jeg er ikke kristen, men jeg ser en analogi til historien om Jonas og Hvalfisken. Den kan forstås som en billedlig fremstilling af forholdet i mellem angst og depression. I historien hedder det, at Jonas får tildelt en opgave fra Gud; han skal forkynde Guds ord. Men Jonas er bange for at gøre, som Gud forlanger af ham. Derfor løber han væk. Man kan vælge at se det som en historie om et menneske og dets mission i livet. Eller dets livsopgave. Uden at inddrage de religiøse termer, kunne man sige, at historien omhandler, hvad der sker med os, hvis vi ikke tør gøre det, som virkelig betyder noget for os. Det allervigtigste i vores liv.
Jonas løber væk fra Gud, og for at komme så langt væk som muligt, går han om bord på et skib og ender ude på åbent hav. Skibet kommer imidlertid ud for en voldsom storm, og da besætningen finder ud af, at Jonas er skyld i stormen, bliver han smidt overbord og ender med at blive slugt levende af en hval.
Nej, det lyder jo ikke som nogen realistisk historie, men det er et godt billede på, hvad der kan ske med os, i mental forstand, hvis vi lader os styre af angst. I hvalens mave er der ensomt, mørkt, trist, tomt og indelukket. Vi kan forestille os, at det er sådan, Jonas har det. Og kan man få et bedre billede på, hvad det vil sige at være deprimeret? Som sådan kan historien være en fortælling om, hvordan angst medfører depression.
Da Jonas befinder sig i hvalens mave går det op for ham, at han er nødt til at påtage sig den mission, som Gud har givet ham. Hvalen spytter ham derefter ud og Jonas går i land for at forkynde Guds ord. Hans liv er igen på rette spor.
På samme måde kan det være med os, når vi holder op med at flygte fra det, vi egentlig gerne vil. Så får vi igen farve i kinderne, fordi livet vender tilbage. Så er vi på rette spor.
Og næste gang vi støder på en angst i vores liv, kan vi med fordel tænke: “Hov, hvad var det? Var der noget der, som jeg virkelig gerne ville, men som jeg hidtil har undgået at gøre?” Så kan vi opleve angsten som vores gode ven, der viser vej. På den måde kan det nærmest blive en nydelse at mærke angst. Ikke noget dårligt.
det lyder meget rimeligt, det er vigtigt ikke at blive styret af angsten,
men gælder det også når man er bange for højder eller edderkopper?
jeg tænker at man kan gå glip af en del oplevelser i livet hvis man har forskellige fobier.
Hej Lars 🙂
Godt spørgsmål…det tør jeg ikke sige med sikkerhed, men der er en tendens til at fobier kan brede sig, hvis man ikke konfronterer sin angst, dvs. at man bliver mere bange med tiden eller bange for flere ting. Så det kunne jo tyde på, at det samme gælder her…
Tak for kommentaren
J
Nu er jeg godt nok kristen, men derfor synes jeg alligevel rigtig godt om din analogi. Billedet er næsten så godt, så man kan spekulere på, om det mon kan have været en del af meningen? Der er noget meget sundt i at kalde sin sygdom “en god ven”. Jeg kender én med kræft, der siger det samme, og som oplever, at hendes liv er blevet meget rigere efter diagnosen. Depressionen peger også mange steder hen, blot en skam at den gør én så træt.
Tak for kommentaren.
Jeg er glad for, at du, som kristen, bifalder analogien. Om det har været meningen, at det skulle forstås sådan må guderne vide 🙂 Men ja, det er da påfaldende.
Og ja, det er sundt at ændre sit syn på det “syge”, så det opfattes i termer, der peger fremad. Jeg er enig i, at det ikke blot er angst der kan forstås i positive termer, men måske i virkeligheden alt det såkaldt onde.
Mvh Jens
Først og fremmest; Rigtig inspirerende og velskrevet blog!
Mine tanker…
Jeg oplever, at Mennesket har en evne til at begrænse sig selv i dens tro på det værste, hvilket er ærgeligt, idet jeg tror mennesket er i stand til langt mere end vi selv begriber.
Hvis du styres af din angst, sætter angsten mange begrænsninger i dit liv, hvilket naturligt nok medfører depression..
Ved at opsøge eller konfrontere angsten, vil man i mange tilfælde få succesoplevelser idet ens tanker allerede har “gennemspillet” de værst mulige scenarier.
Vha. succesoplevelser vil troen på en selv også forøges og selve oplevelsen ved at konfrontere angst / overskride grænser – vil måske pludselig være postiv – fordi de tidligere succesoplevelser ved denne konfrontation vil blive “lagret” som gode erfaringer ( selvfølgelig en meget længere proces end den lyder )
Ved hele processen vil man desuden opnå øget selvværd idet man opdager at der er MEGET man kan og man begynder måske mere at tro på sig selv… Derved undgår man måske depressionen og den ” nye selvbevidsthed” er da meget livsbekræftende og værdifuldt!
(nu er det selvfølgelig unuanceret beskrevet og ved ikke om det gav nogen mening :))
Hey Sun Ahn
Tusind tak
Jo, det giver god mening, og det er en rigtig god pointe, at det at “turde” genererer succesoplevelser, som medvirker til at opbygge/øge vores selvfølelse. Og omvendt, hvis man får “kolde fødder” og derfor undlader at gøre ting, som man gerne vil, ønsker sig eller drømmer om, så nedbryder det ens selvfølelse – den får et knæk.
Kh Jens
Omvendt, skal man vel også gøre op med sig selv hvilke udfordringer man starter med at afprøve?
Så chancen for at det bliver en god oplevelse er størst. Man skal jo starte et sted 🙂
Et eks. . jeg har lyst til at spørge den her mand/kvinde om vi skal ses? men jeg er i tvivl om interessen er gengældt.. Bør man springe ud i det , hvis man i forvejen er bange for afslag, når riskikoen for et afslag er 50/50?
Kh Sun Ahn
Ja, da. En 50/50-chance er man nød til at tage 🙂
At vove er at miste fodfæste et øjeblik, ikke at vove er at miste livet, jf. Kierkegaard. Dit eksempel er helt klart en af de situationer, hvor man skal vove noget for at opnå det, som man virkelig ønsker sig.
Og hvis du får et afslag, så har du i det mindste vovet, og kan være stolt af dig selv af den grund. Det kan faktisk give et øget selvværd på trods af afslaget! 🙂
Men, hvis udfordringen er for stor, så må man jo tage en der er mindre, for grundlæggende har du ret i, at det er godt at tage det et skridt af gangen…
Hej Jens.
Interessant indlæg.
Jeg tænker imidlertid på om du har konkrete løsningsforslag til, hvordan man kommer ud af hvalens mave hvis angsten har paralyseret dig?
Så altså selvom livsopgaven er gået op for én, hvilke værktøjer skal der da til for at komme ud af hvalens mave?
Kunne man forestille sig at netop det fællesskab der findes blandt tilhængere af forskellige trosretninger kan være den rette motivator og her tænker jeg i lige så høj grad på fællesskaber generelt, altså udenfor det religiøse regi?
Og er der en mangel på netop disse fællesskaber i dagens Danmark efter din mening?
Kh. Lena:)
Hej Lena
Tak skal du have.
Jeg tager spørgsmålene i omvendt rækkefølge 🙂
Langt tilbage i tiden var vi meget mere forpligtede på vores fællesskaber; det være sig familie, lokalsamfund, arbejdsfællesskab og religiøse fællesskaber. I dag kan vi mere eller mindre vælge det hele fra. Eller skifte det ud hen ad vejen. Vi har en meget større grad af frihed, men til gengæld indgår vi ikke nødvendigvis i nære og stærke fællesskaber. Så ja, det KAN i hvert fald være en mangelvare i dag. Og generelt vil jeg mene, at man står stærkere som individ, hvis man har nære relationer, også i forhold til et psykisk problem som angst.
Ved et religiøst fællesskab kan der desuden være det plus (eller den motivator), at livet her i højere grad tilskrives mål og mening. Det kan man også have brug for, hvis man slås med et psykisk problem.
Jeg ved ikke helt hvad du mener med, at angsten har “paralyseret” dig. Det lyder næsten som om, at du slet ikke kan handle i forhold til den…? Normalt vil det være sådan, at man godt kan handle i forhold til angst, fx kan mennesker der lider af højdeskræk måske godt klare at gå op på første sal…eller om ikke andet tage de to første skridt op ad trappen. Og hvis de så lige tager et skridt ekstra har de allerede konfronteret deres angst. På den måde kan man tage det gradvist, lidt ad gangen, dvs. på en måde som er overskuelig for en selv.
Hvis man ved, hvad man vil, men pga. angst ikke kan komme i gang med det, tror jeg man skal lede efter disse små skidt, som man kan tage i den rigtige retning.
Og selv den længste rejse starter med det første skridt 🙂
Og så skal man huske på, at angst ikke er farligt. Det kan være en rigtig god ide at give sig selv lov til at MÆRKE angsten. At være i den. Det er i sig selv en måde at konfrontere den på. Og på den måde kan man blive fortrolig med den, og den kan som sagt gå hen og blive ens ven 🙂
Kh Jens