Depressioner modvirkes, når vi forstår meningen med lidelser. Foto af Nik Shuliahin.
Depression kan kaldes lidelsernes lidelse, fordi vi let bliver deprimerede, når vi ikke kan få mening med de svære ting i livet. Artiklen her kigger derfor på, hvordan vi opnår tre goder pga. lidelserne. Det indblik skal gøre, at du får et mere optimistisk livssyn og bliver bedre til at tackle modgang.
Der er jo mange forskellige slags lidelser, såvel psykiske som fysiske, og hver især kan de være meget ubehagelige. Ingen af os har lyst til at lide, men alligevel gør vi det alle sammen noget af tiden. Hvorfor kan vi ikke undgå det? Og hvad skal de lidelser gøre godt for?
Jeg mener, at depression er en særlig form for lidelse, fordi den indbefatter, at vi har svært ved at få svar på disse spørgsmål, og derfor kan vi heller ikke få mening med livet. Man kan således sige, at depression ofte har en eksistentiel karakter.
På den baggrund kan man måske også sige, at depression er ”lidelsernes lidelse”, som føjer en ekstra tung dimension til vores almindelige sorger og smerter og gør, at vi ender nede i et sort hul.
Nogle gange har jeg tænkt på hvor meget liv, der egentlig er som voksen. Det kan næsten virke som om, at der er et overskud af liv. Fra det tidspunkt, hvor man ligesom er “færdig” som voksen og indtil man dør, er der måske 60 år eller noget i den stil…lang tid. Og hvad hvis man hurtigt når til et punkt, hvor man føler, at man har oplevet det meste eller det hele? Sådan har jeg haft det nogle gange. Er uddannet, har rejst i verden (x antal gange), har arbejde, har haft (x antal) kærester, har måske børn eller valgt ikke at få. Hvad er der så mere at komme efter…???
Så kan man måske opdage, at man er stivnet i en fast form og hver dag ligner den foregående. Og det går jo egentlig meget godt, men HOLD KÆFT hvor er det KEDELIGT. Eller ens liv er bare blevet jævnt og middelmådigt og ikke noget at skrive hjem om.
Så er det på tide at kigge indad. Altså grundigt. Ikke bare et hurtigt kig i en kort pause fra hverdagens trummerum. Det er så nemt at blive lullet i søvn, hvis der ikke er et ydre pres, som udfordrer og sætter os i gang. Man lulles ind i trygheden. Men er det det, vi dybest set vil. Er det det, du vil?
Det var måske et lovlig retorisk spørgsmål… 🙂
Men altså, jeg anbefaler selvudvikling!
Ikke nødvendigvis men hvis man får den der fornemmelse af, at livet er gået lidt i stå…
Personligt har jeg det sådan, at de største oplevelser, og det mest berigende liv, ligger tæt på. På en måde er det ikke så svært at komme i kontakt med, for det er i os selv. Hvis man prikker lidt i ens egen overflade, så kan man opdage, at den dækker over en buldrende livskraft. Overfladen er den dagligdags, trygge væremåde og tankegang. Men hvis vi kigger nærmere på det, vil vi måske opdage, at denne trygge ramme er ret snæver. Og at vi er bange for at bevæge os udenfor den. Men lige under angsten for det ukendte bruser og buldrer livskraften. Så hvis man gerne vil udvikle sig selv og ens liv, kan man starte med at se på, hvad det er man undgår, men som man egentlig gerne ville, hvis man turde… 😉
Vi danskere går for at være nogle af de mest tilfredse mennesker i verden. Personligt hører jeg dog ikke til i den kategori. Jeg er en type, som ofte bemærker det utilfredsstillende. Jeg får øje på problemer og jeg adresserer dem før eller oftere end gennemsnittet.
Og når jeg så har løst problemet, eller taget konflikten, så dukker der hurtigt noget nyt op – eller jeg får øje på et andet problem, som også er der, og som jeg bare ikke lagde mærke til før. Det er som om min bevidsthed har en negativ magnetisme – den suger så at sige det negative til sig. Hvis det ikke er det ene, så er det det andet. Og ja, det er i sig selv et problem 🙂 Den fungerer tilsyneladende dårligt uden noget negativt, som den kan søbe rundt i. Den er små-afhængig. Vanemæssigt bundet til bestemte negative tankemønstre. Og til tider en plage for mine omgivelser men nok især for mig selv.
Det lyder jo ikke så godt, vel?
Nej, men det er måske alligevel heller ikke så dårligt.
Eller det er i hvert fald ikke KUN dårligt.
En ekstrem grad af negativitet medfører depression, men jeg tror ikke desto mindre, at vi har brug for et vist mål af negativitet. En positiv vinkel på det kunne være at sige, at vi er “udviklingsvæsener” (ligesom udviklingslande), dvs. væsener der er på vej. Som ikke er færdige. Det er meningen, at vi skal have et vist mål af utilfredshed for det tilsikrer, at vi er skabende og vil ændre noget; at vi opfinder noget nyt, stræber efter at blive dygtigere og mere effektive, tænker nye tanker og forsøger at opnå noget andet og mere. Utilfredshed skaber dynamik og forandring.
Hvis man derimod forestiller sig, at vi syntes, at alt var godt – hvis vi bare var helt og aldeles tilfredse, så ville vi vel opretholde status quo. For hvorfor ændre på noget, der er helt og aldeles tilfredsstillende? Vi ville nøjes med at opretholde det bestående og derved opnå stilstand i vores personligheder, samfund og kultur. Der kunne vi så sidde i al vores selvtilfredshed.
Så budskabet er, at VI HAR BRUG FOR VORES NEGATIVITET!
Den skal vi værdsætte. Vi skal være glade for, at vi ikke er tilfredse (hele tiden) – vi har med andre ord grund til at være positivt stemte overfor det negative… 🙂
Det er nok ikke så sjovt at bo i en hval. Måske en analogi til depression? Foto af Pavel Nekoranec
Følelser er åbne for fortolkning. De er til dels, hvad vi gør dem til, eller hvad vi tænker om dem. Det tager de farve af. Følelser opleves forskelligt afhængigt af, hvordan de tolkes. Man kan eksempelvis tænke på følgende måder om angst:
1) “Jeg er angst = der er noget galt med mig”
2) “Jeg er angst = heri ligger et udviklingspotentiale”
Det gør en forskel. Den første måde er svær, tung og trist. Den anden måde er lovende og håbefuld, men kræver måske en forklaring. For mig at se kan der gemme sig et vigtigt budskab i en angst – den gør os nemlig opmærksomme på, at der er noget på spil i vores liv. Den markerer så at sige et sted, hvor det brænder på. Det kan være et sted, vi skal undgå, men det kan faktisk også være et sted, som vi skal hen. I nogle tilfælde henleder angsten vores opmærksomhed på et potentiale. I så fald skal vi nærme os den. Fx for at få øje på en livsopgave, dvs. på noget som giver vores liv indhold, mål og retning. Noget meget værdifuldt og livsbekræftende.
Angst peger på et sted i vores liv, hvor der virkelig er noget spil, så hvis vi nærmer os angsten for at mærke og forstå den, kommer vi tæt på os selv og får måske mulighed for at transformere vores liv.
Hvis vi derimod løber væk fra angsten, risikerer vi i stedet at ende med en depression. Meget ofte følges angst og depression ad. De som har det ene oplever ofte også det andet. Det ser derfor ud som om, de to er forbundne. Men hvordan?
Som jeg ser det, kan depression være et resultat af at have et undvigende forhold til angst. Når vi ikke vil tæt på angsten, undviger vi måske også vores egen livsnerve. Under angsten ligger livslysten. Så hvis man tør kigge på angsten, får man måske øje på lysten. Ved at konfrontere angst kan vi derfor slippe af med depression.
Jeg er ikke kristen, men jeg ser en analogi til historien om Jonas og Hvalfisken. Den kan forstås som en billedlig fremstilling af forholdet i mellem angst og depression. I historien hedder det, at Jonas får tildelt en opgave fra Gud; han skal forkynde Guds ord. Men Jonas er bange for at gøre, som Gud forlanger af ham. Derfor løber han væk. Man kan vælge at se det som en historie om et menneske og dets mission i livet. Eller dets livsopgave. Uden at inddrage de religiøse termer, kunne man sige, at historien omhandler, hvad der sker med os, hvis vi ikke tør gøre det, som virkelig betyder noget for os. Det allervigtigste i vores liv.
Jonas løber væk fra Gud, og for at komme så langt væk som muligt, går han om bord på et skib og ender ude på åbent hav. Skibet kommer imidlertid ud for en voldsom storm, og da besætningen finder ud af, at Jonas er skyld i stormen, bliver han smidt overbord og ender med at blive slugt levende af en hval.
Nej, det lyder jo ikke som nogen realistisk historie, men det er et godt billede på, hvad der kan ske med os, i mental forstand, hvis vi lader os styre af angst. I hvalens mave er der ensomt, mørkt, trist, tomt og indelukket. Vi kan forestille os, at det er sådan, Jonas har det. Og kan man få et bedre billede på, hvad det vil sige at være deprimeret? Som sådan kan historien være en fortælling om, hvordan angst medfører depression.
Da Jonas befinder sig i hvalens mave går det op for ham, at han er nødt til at påtage sig den mission, som Gud har givet ham. Hvalen spytter ham derefter ud og Jonas går i land for at forkynde Guds ord. Hans liv er igen på rette spor.
På samme måde kan det være med os, når vi holder op med at flygte fra det, vi egentlig gerne vil. Så får vi igen farve i kinderne, fordi livet vender tilbage. Så er vi på rette spor.
Og næste gang vi støder på en angst i vores liv, kan vi med fordel tænke: “Hov, hvad var det? Var der noget der, som jeg virkelig gerne ville, men som jeg hidtil har undgået at gøre?” Så kan vi opleve angsten som vores gode ven, der viser vej. På den måde kan det nærmest blive en nydelse at mærke angst. Ikke noget dårligt.
