Hvad gør jeg, når min partner går mig på nerverne?

Måske vender I jer væk, når I går hinanden på nerverne. Læs, hvordan I finder sammen igen. Foto af Ian.

Artiklen ser på, hvordan du håndterer, at andre går dig på nerverne – for eksempel din kæreste, men i princippet hvem som helst. Vrede eller irritable tanker sender dig steder hen, hvor du nok ikke ønsker at være. Prøv så at ændre din sindstilstand ved hjælp af nogle andre tankebaner. Du får ti ideer til, hvad du med fordel kan tænke, hvis kæresten går dig på nerverne.

Hvis du elsker din kæreste, så er det himmelsk. Men din kæreste er jo kun et menneske, og det kan være, at du er blevet opmærksom på, at han smasker. Det har generet dig et stykke tid, men du har ikke sagt noget, og nu går det dig virkelig på nerverne.

Og så siger han pludselig: ”Der er noget vi skal tale om, for jeg er ret træt af, at du altid kommer for sent”.

Nu koger det over inde i hovedet på dig: ”Nej, nu stopper du simpelthen dit store drog. Du sidder der og smasker som et andet kreatur, og så vil DU kritisere MIG!?”, tænker du.

Men fordi du ønsker at bevare den gode stemning, siger du noget helt andet: ”Ja skat, det er rigtigt, jeg skal nok huske at komme til tiden”.

Imidlertid er idyllen ødelagt, du er anspændt og føler dig forurettet, uelsket, usikker, mismodig og så videre.

For kort tid siden havde I to et dejligt forhold, men der er gået skår i glæden. Nu går I hinanden på nerverne og kan ikke komme tilbage til den lykke, der var imellem jer.

Hvis vi er bevidste om, hvilke tanker der kører rundt i hovedet på os, forstår vi, hvorfor humøret er blevet så dårligt. Men ofte giver vi den anden skylden og tænker: ”Hvis bare jeg havde en kæreste, som var mere forstående”, og ”hvis bare han/hun ikke smaskede”.

Måske holder du det for dig selv og går og skumler i stilhed. Eller måske prøver du at gå i rette med ham eller hende og opdrage på vedkommende.

Mit bud vil imidlertid være, at ingen af de to strategier er særligt effektive, og de skaber nok flere problemer, end de løser.

Derfor skal vi nu se på en helt tredje strategi, som bygger på, at du bearbejder din sindstilstand. Men allerførst kigger vi på, hvad det vil sige at være et godt sted i sindet, og vi undersøger, hvordan man kommer derhen.

Et godt sted i sindet

Engang drømte jeg om et vidunderligt sted. Det var himmelsk, fyldt med lykke og kærlighed og et sted, hvor jeg fik det, jeg ønskede mig i form af en pige, jeg var forelsket i.

I drømmen havde jeg været der før, og jeg ville derhen igen, men nu havde jeg glemt, hvor det var. Jeg led åbenbart af en slags hukommelsestab, og det var meget frustrerende.

Det var også helt absurd, for jeg havde glemt det vigtigste, der fandtes.

Hvordan kan man tabe det af syne, som man allerhelst vil huske på? Det er mærkeligt, men i drømme gælder der nogle andre regler end i vores vågne liv.

I drømme er det omtalte ”sted” heller ikke geografisk, men er nok snarere et sted indeni. Måske er det en lykkelig sindstilstand. Måske er det der, hvor min sjæl hører hjemme. Jeg forestiller mig, at hvis jeg kom derhen, så ville jeg føle mig hjemme på et meget dybt plan.

Situationen fra min drøm minder om den føromtalte situation, hvor der er gået skår i glæden imellem to elskende. Jeg forestiller mig derfor også, at drømmen afspejler sådan en dagligheds erfaring, hvor vi mentalt set er blevet lukket ude fra det sted, vi ønsker at befinde os.

Mentalt set er du det sted, du tænker på

Man kan spørge sig selv, hvordan vi kommer et sted hen i sindet – er det ikke ved at tænke på det sted? Hvis jeg forestiller mig at være i New York, så er der skyskrabere og trafik, bilerne dytter, og der er meget trængsel.

Ja, det er mit billede af New York. Jeg har aldrig været der, så det er bare en fordom.

Men i samme øjeblik jeg forestiller mig det, så er jeg der i en vis forstand allerede inde i hovedet og oplever, hvordan det er at befinde sig i min personlige version af New York.

Jeg har ikke særlig meget lyst til at være i min version. Men du får måske nogle helt andre associationer, når du tænker på New York, og forestiller dig noget, som gør dig glad. 

På den baggrund kan man sige, at vores tankebaner tager os forskellige steder sted hen. De steder kan være smukke, lyse og dejlige. Men de kan også være meget ubehagelige, og hvis vores tanker kredser om et ubehageligt sted, så er vi så at sige fanget der.

Lad os så vende tilbage til situationen, hvor du er vred og irriteret på din kæreste, som går dig på nerverne.

Måske med god grund. Eller dårlig grund. Men hvad enten det er med god eller dårlig grund, så er det ikke et rart sted at være. Det ødelægger jo dit humør, og du er dermed udelukket fra dit lykkelige sted.

Undgå, at kæresten går dig på nerverne

Du står altså i sådan en situation, som du er rigtig træt af, og hvor du er vred og ked af det. Du er et meget ubehageligt sted indeni, og du ønsker at finde tilbage til den kærlighed, der var imellem jer.

Spørg nu dig selv om følgende: Hvordan skal jeg tænke for at få det lidt bedre med situationen? Kan jeg se lidt anderledes på den? Og kan der komme noget godt ud af den?

Du skal ikke forvente mirakler, men forvent, at du altid kan ændre din sindstilstand en lille smule ved at forstå situationen på en ny måde.

Din sindstilstand kan ændre sig, selvom de ydre omstændigheder er uforandrede. Og min erfaring er, at når vi først har foretaget dette ”indre arbejde” med vores sindstilstand, så får vi lettere ved at forandre de ydre omstændigheder til det bedre.

Jeg siger ikke, at du skal holde din frustration for dig selv. Måske skal I have en åbenhjertig snak om, hvordan I går hinanden på nerverne. I kan nok gøre noget for at undgå det og for at komme hinanden mere i møde.

Men vent lidt med det. Prøv først at komme i balance med dig selv, så du ikke går ind til den snak med en dårlig energi, hvor du er fuld af harme og bebrejdelser.

Du skal kunne være i dig selv, før du kan fungere godt i relationen!

Man siger også, ”træk vejret dybt og tæl til ti!” Det er lidt i samme boldgade og kan hjælpe i en ophidset situation, men her prøver vi at gå mere i dybden med, hvordan du kan ændre indstilling og få ro med dig selv.

Ti tanker fjerner fokus fra det, der går dig på nerverne

Til inspiration får du ti konkrete ideer til, hvordan du kan tænke for at opnå en bedre sindstilstand. Det er mine forslag, måske finder du selv nogle tankegange, som hjælper dig endnu mere.

Tankegangene skaber et nyt fokus i sindet, og de hjælper, fordi du er der, hvor du har dine tanker.

Tænk for eksempel:

  • ”Vi har en udfordring, men det gør også, at vi kan lære en masse af at komme igennem det”
  • ”Lige nu har vi en svær periode, men bagefter kommer der nok en god periode”
  • ”På grund af min kæreste får jeg lejlighed til at udvikle større tålmodighed og tolerance”
  • ”Jeg bliver et mere empatisk menneske, når jeg accepterer det, der irriterer mig”
  • ”Det jeg udsættes for er et spejl på, hvem jeg selv er”
  • ”Jeg tiltrækker det, der går mig på nerverne, så det er en god øvelse at give slip”
  • ”Vi har hver især vores fejl og svagheder, så vi har begge to brug for overbærenhed”
  • ”Vi finder hinanden igen, når vi ændrer indstilling”
  • ”Hvis jeg finder frem til et godt sted inde i mig, så påvirker det vores relation i en god retning”
  • ”Når konflikten er ovre, og vi finder hinanden igen, så har vi opnået en dybere forståelse og samhørighed”

Mærk efter, om de tankerbaner hjælper på din sindstilstand. Det vil sige, læg mærke til, om du får det lidt bedre? Bliver lidt mere rolig, mindre irritabel eller mere dig selv.

Hvis ja, så er du på rette vej. Også selvom du kun opnår små skift i dit humør.

I så fald mener jeg også, at du tænker mere sandt. De nye tankegange repræsenterer nemlig bedre måder at tænke på, som bringer dig tættere på dit ”hjem”, det vil sige den kærlighedens hjemstavn, hvor din sjæl hører til.

Hvad er meningen med ulykkelig kærlighed (og andre ulykker)?

Hvad er meningen med ulykkelig kærlighed
Det kan være meget svært at få mening med det, når vi står midt i en ulykkelig situation. Foto af Jeremy Perkins.

Der er forskel på ”årsagen til” og ”meningen med” vores problemer – det første er bagudrettet, mens det andet peger fremad imod det, vi opnår, for eksempel større selvindsigt eller empatiske evner. Nu ser vi nærmere på, hvorfor det er godt at finde mening, og til sidst får du nogle bud på, hvordan du gør det i dit eget liv.

Hvad enten det drejer sig om dating og parforhold eller handler om andre områder af livet, så er det klart, at vi gerne vil opleve lykke og opnå succes.

Når jeg taler med folk om deres problemer, så løser vi dem som oftest ved at kigge på årsagerne. Det er imidlertid også vigtigt at finde meningen med dem.

Et eksempel kan tydeliggøre forskellen på årsag og mening: Lad os sige, at du føler dig meget usikker, fordi du blev forladt af din forrige kæreste. Nu er du bange for at blive svigtet igen, hvis du indleder et nyt forhold.

Umiddelbart er årsagen til din usikkerhed altså, at du blev forladt. Dykker vi ned i problematikken, kan vi måske også konstatere, hvorfor du blev forladt og dermed pege på en dybereliggende årsag.

Når vi forstår årsagerne, kan vi desuden formulere nogle bud på, hvad du skal gøre anderledes fremover. Alt det er naturligvis meget hjælpsomt.

Få mere viden om årsager til ulykkelig kærlighed: Køb De to regler i dating og parforhold

Så vidt årsagerne, men hvad er så meningen med, at du blev forladt og føler dig usikker?

Mening peger fremad

For at besvare meningsspørgsmålet skal vi forestille os, hvad der kan komme ud af dine vanskeligheder på sigt. Nu og her er det jo ikke nogen rar situation, og du vil naturligvis gerne være fri for den usikkerhed, der hæmmer dig.

Men tænk langt frem i tiden, og forestil dig, hvordan det vil være, når du er kommet ud på den anden side. Til den tid er du ikke længere usikker, det har du lagt bag dig. Til gengæld er du er blevet erfaringerne rigere.

Spørgsmålet er så, hvad de har bibragt dig.

Det kan for eksempel være empati og forståelse. Både indsigt i din egen psykologi men også forståelse for andre – for når du selv har stået i en svær situation, kan du bedre leve dig ind i deres vanskeligheder.

Du har også udviklet nye evner, for nu kan du håndtere angst og usikkerhed. Ikke bare i relation til dating og parforhold, men generelt. Derfor hviler du i dig selv på en ny måde og har fået mere selvtillid og gå på mod.

De goder har du altså opnået, fordi du blev forladt og var meget usikker i en periode.

Når du gør det op, føler du derfor også, at det har været umagen værd. I tilbageblik giver vanskelighederne mening, og du ville ikke have været dem foruden.

Fordelene opdager vi måske først mange år senere, men selv de sværeste ting i livet kan give mening i tilbageblik. Nogle kan for eksempel fortælle, hvordan de på grund af en depression kom i kontakt med deres følelser og lærte at håndtere dem. På den måde fik de mening med det og glæde af det bagefter.

Årsag og mening er altså ikke det samme. Man kan vel sige, at det ene er bagudrettet i den forstand, at årsagerne allerede er sket, for de har jo forårsaget den situation, som vi befinder os i nu. Mening peger til gengæld fremad og er svaret på, hvad det svære skal gøre godt for.

Derfor skal du kende meningen

Jeg havde engang en veninde, som led af panikangst. Da det var værst turde hun dårligt nok bevæge sig udenfor en dør, så det var en meget svær periode.

Hun havde lavet en seddel til sig selv, hvor der bare stod et enkelt ord: ”Hvorfor?” Og når hun kiggede på den seddel, så græd hun som pisket.

Reaktionen bundede nok i, at hun inderst inde havde et stort behov for at forstå, hvad meningen var. Sådan er der mange af os, der har det.

At få mening er tilsyneladende et af hjertets mere dybtliggende behov. Jeg tror, at det er meget svært for os at blive tilfredse med livet, endsige lykkelige, hvis vi ikke kan se meningen med det.

Hver især har vi forskellige mål i livet, som vi stræber efter, og hvis vi får noget af det, vi drømmer om, så forsøger vi at holde fast på det.

Og omvendt når vi oplever det modsatte af det, vi håbede på, så stritter vi måske imod med næb og kløer.

Men at stritte imod kan gøre ondt værre, fordi vores problemer i så fald kommer til at strække sig over en længere periode.

Vi ryger også let ned i et sort hul, hvor vi føler, at verden er imod os.

Når vi forstår, hvad modgangen gør godt for, undgår vi derimod de mørke og forbitrede tankebaner. Vi opnår balance og sindsro.

Vi får også lettere ved at overvinde vanskelighederne. Vores motivation gør nemlig en stor forskel, når vi gennemgår en svær periode eller påtager os en hård opgave.

Det er ligesom at bygge et hus. Det føles meget hårdt og slidsomt, hvis det ikke siger dig noget. Men er det derimod dit drømmehus, så giver arbejdet mening – derfor føles det også relativt let, selvom du skal grave nøjagtig ligeså meget og lægge det samme antal mursten.

3 former for mening med modgang og ulykke

For at hjælpe dig med at finde mening i dit eget liv, gennemgår jeg nu kort tre forskellige slags mening, som man ofte kan pege på.

En af de sværeste problematikker, der findes i vores kærlighedsliv, er at ”forelske sig i de forkerte”. Hvis folk klager over det, vil jeg måske sige noget a la:

I en vis forstand er de forkerte forhold også rigtige. At et forhold er forkert betyder nemlig ikke, at det var forgæves. Intet er forgæves. Vi lærer jo af vores fejltrin, og det er kun ved, at du gør dig erfaringer med det forkerte, at du til gengæld kommer til at forstå, hvad der er rigtigt. På den måde går det forkerte og rigtige op i en højere enhed.

Noget i den stil mener jeg, at man kan sige på alle områder af livet, hvor det går skævt for os.

Den form for mening gengives i øvrigt i gamle talemåder såsom ”af skade bliver man klog” og ”nød lærer nøgen kvinde at spinde”.

Vi tilegner os nye indsigter og evner i kraft af vores genvordigheder og udfordringer, for ellers kunne vi jo ikke overvinde dem. Kundskaber og indsigt er således den første form for mening eller formål.

Men vi opnår også noget mere, for kontrasten imellem lykke og ulykke eller succes og fiasko har i sig selv betydning.

Uden kontrasterne ville det svare til, at vi skulle male med hvid maling på et hvidt lærred – så kunne man jo ikke se noget billede, og på samme måde er kontraster nødvendige for vores livsoplevelse.

Med andre ord kan vi kun opleve succes i kraft af fiaskoer. Hvis du derimod forestiller dig, at du altid havde succes og aldrig havde oplevet andet, så ville du ikke regne det for noget.

På baggrund af nederlagene bliver du til gengæld i stand til at opfatte og påskønne din succes. Det er således den anden form for mening.

Men ikke nok med det. For hvis vi altid havde succes, ville vi nok også se ned på dem, der fejler og har det svært.

Man kan forestille sig, hvordan du i den situation kun ville have en hånlig bemærkning tilovers for de svage: “Tag jer sammen!”, ville du måske sige og dermed udvise hovmod.

Vores egne nederlag gør imidlertid, at vi får medfølelse med andre. Nu kan vi pludselig sætte os ind i deres vilkår, og forstår hvor svært det er at befinde sig på bunden.

Vi bliver således mere ydmyge og empatiske, og det er den tredje form for mening.

På den måde er der altså rigtigt meget godt, man kan sige om vores nederlag. Derfor er de heller ikke rigtige nederlag, men derimod byggesten til nogle højere mål.

Sådan får du mening i dit eget liv

Ovenstående var nogle generelle overvejelser omkring, hvad der er meningen med de svære ting i livet. Men når du står midt i et konkret problem, så vil du nok gerne forstå, hvad lige præcis dét problem skal gøre godt for.

Så hvordan finder du ud af det? Prøv følgende:

  1. Til at starte med kan du simpelthen stille dig selv spørgsmålet: Hvad skal det gøre godt for? Vær åben for de svar, der måtte komme.
  2. Prøv så at tænke frem – forestil dig, at du er blevet ældre. Dit problem er for længst overstået og måske glemt. Hvad har du til den tid opnået i kraft af problemet?
  3. Du kan også få inspiration af at tænke tilbage – gå for eksempel ti år tilbage i tiden og tænk på noget, som var meget svært dengang. Hvad har du fået ud af den gamle problematik?
  4. Hvis du er åben for det, kan du desuden bruge bøn. Bed om svar på, hvad modgangen skal gøre godt for, og bed om hjælp til at tage den let.

Til sidst vil jeg nævne, at det at få mening også er en evne i sig selv. Ovenstående kan du således øve dig på, og øvelse gør som bekendt mester.

Med tiden bliver det let for dig, fordi du har vænnet dig til at få mening med tingene. Dermed har du også vænnet dig til at komme igennem problemer med sindsro og gå på mod.

Så er du med andre ord blevet ”resilient”, som det hedder i psykologiske termer. Resiliens er en overordentlig vigtig og stærk evne, fordi den indebærer, at vi kan klare modgang.

En stor modstandskraft afgør ofte, om vi bukker under eller kommer ud på den anden side, og i mange tilfælde er det også forskellen på, om vi får succes eller fiasko.

Derfor er det at få mening med livet også noget af det vigtigste, vi kan foretage os.

Læs mere om mening

Deprimeret? Forstå hvorfor vi lider, og hvad det gør godt for

Deprimeret
Depressioner modvirkes, når vi forstår meningen med lidelser. Foto af Nik Shuliahin.

Depression kan kaldes lidelsernes lidelse, fordi vi let bliver deprimerede, når vi ikke kan få mening med de svære ting i livet. Artiklen her kigger derfor på, hvordan vi opnår tre goder pga. lidelserne. Det indblik skal gøre, at du får et mere optimistisk livssyn og bliver bedre til at tackle modgang.

Der er jo mange forskellige slags lidelser, såvel psykiske som fysiske, og hver især kan de være meget ubehagelige. Ingen af os har lyst til at lide, men alligevel gør vi det alle sammen noget af tiden. Hvorfor kan vi ikke undgå det? Og hvad skal de lidelser gøre godt for?

Jeg mener, at depression er en særlig form for lidelse, fordi den indbefatter, at vi har svært ved at få svar på disse spørgsmål, og derfor kan vi heller ikke få mening med livet. Man kan således sige, at depression ofte har en eksistentiel karakter.

På den baggrund kan man måske også sige, at depression er ”lidelsernes lidelse”, som føjer en ekstra tung dimension til vores almindelige sorger og smerter og gør, at vi ender nede i et sort hul.

Continue reading

FOMO gør os til singler – tag dig bedre tid!

FOMO gør os til singler

Der er en udbredt frygt for at gå glip af noget, ikke mindst pga. sociale medier. Vi kan fx være bange for at gå glip af den helt rigtige partner, men paradoksalt nok betyder det tit, at vi forbliver singler eller er uengagerede i et parforhold. Det kan også betyde, at vi forelsker os i dem, vi ikke kan få. Læs hvorfor!

I dag snakkes der meget om fear of missing out (FOMO), som på dansk betyder angst for at gå glip af noget. Det kommer i praksis til udtryk ved, at vi ikke tør vælge. Eller vi prøver at få det hele på en gang.

Fænomenet forbindes som regel med nye teknologier såsom sociale medier og smartphones, der gør, at vi hele tiden kan være på og i kontakt med alle og enhver.

Der er en særlig flygtighed over os i dag, som især kommer til udtryk i vores adfærd på nettet. I den forbindelse er der jo også kommet netdating og dating apps, og hvad gør det ved vores kærlighedsliv?

Continue reading

Forstå din angst på fire forskellige måder

Angst er en svær følelse

For at håndtere angst kan du lade dig inspirere af forskellige metoder, herunder præsenteres du kort for fire af dem. Foto: Gabriel Matula

Angstlidelser er meget udbredte. Nogle opgørelser siger, at 25 % af os er ramt af dem, fx i form af fobier, tvangshandlinger, panikanfald eller social angst. Der er forskellige psykologiske teorier om angst, og herunder præsenteres du kort for fire af dem. Det giver god mening at kende dem alle, fordi de samlet set giver et helhedsbillede af, hvorfor vi får angst, og hvad vi gør ved det.

Herunder får du derfor et kort overblik over, hvordan man forstår og behandler angst indenfor adfærdsterapi og eksistentiel samt psykodynamisk og kognitiv terapi. De perspektiver giver nogle ret forskelligartede syn på angst, men har hver især har en sandhed i sig. Det ene perspektiv udelukker ikke nødvendigvis det andet, og de supplerer hinanden godt.

Når du kender lidt til de forskellige retninger, kan du desuden bedre tage stilling til, hvad der giver mest mening for dig at arbejde med.

Når det drejer sig om angst, mener jeg, at vi skal undgå to faldgruber. På den ene side at ignorere angsten, for der er jo en grund til, at vi reagerer, som vi gør. Hvis du forstår, hvad din angst bunder i, så kan du bedre håndtere den korrekt. På den anden side skal vi heller ikke lade os styre af angst, for det begrænser os og gør kun ondt værre.

Læs mere om de to faldgruber her

Angst er yderst ubehageligt, og det ubehag vil vi selvfølgelig gerne slippe for. Men undgår vi alt det, vi er bange for, så styrer angsten vores liv. Det bevirker desuden ofte, at den angst breder sig og forværres. Adfærdsterapiens styrke er, at den adresserer det problem på en simpel men effektiv måde.

Adfærdsterapi
Ifølge denne retning er angst indlært og skal aflæres. På et eller andet tidspunkt har du lært at være bange for det eller det. Nu reagerer du derefter, så du fx bliver bange og flygter ved synet af en edderkop, selvom du godt ved, at danske edderkopper er ufarlige.

Ved at flygte reagerer du imidlertid som om, edderkoppen er farlig, og derved bekræfter du faktisk dig selv i, at det er tilfældet.

Ifølge en adfærdsterapeutisk tilgang skal du i stedet blive ved edderkoppen, indtil din angst afdæmpes, og du er tryg. Derved indlæres en ny følelsesmæssig respons.

Typisk vil man starte med at udsætte sig for det angstprovokerende i små doser, så du fx først nærmer dig en død edderkop, og vænner dig til det. Derefter går du et trin højere op på din angsttrappe, hvor du bliver tryg ved en lille bitte en, og til sidst konfronterer du en af de helt store.

I stedet for at lade en irrationel angst styre vælger du altså helt bevidst at udsætte dig for det ”farlige” og lærer gradvist, at det reelt set er ufarligt. I kraft af denne adfærdsændring tager du magten tilbage i dit liv.

Hvor adfærdsterapien kun beskæftiger sig med at indlære en ny adfærd, så adresserer kognitiv terapi i stedet vores tankemønstre. De to teorier kombineres ofte i praksis, så man både arbejder med adfærd og tanker.

Kognitiv terapi
I kognitiv terapi vil man gå ind og undersøge, hvilke bagvedliggende tanker, som forårsager en bestemt følelse, fx angst for afvisning.

I den forbindelse leder man typisk efter en grundantagelse, dvs. en bestemt overbevisning, som dirigerer vores reaktioner.

Det kunne fx være: ”Jeg kan ikke holde på en kæreste”. Sådan en negativ grundantagelse fungerer som et par briller, der får dig til at se alt i et bestemt lys.

Forestil dig, at du har sendt en besked, hvor der står, hvor meget du savner ham eller hende. Du får imidlertid ikke den samme besked retur og bliver bange, for du tolker det som en afvisning og tror, at vedkommende går fra dig. Den slags kaldes katastrofetanker.

Få ti gode råd om angst for afvisning her

En grundantagelse medfører altså specifikke tolkninger, som forårsager de og de følelser. Grundantagelser kan virke som selvopfyldende profetier, hvor negative forventninger genererer dårlige oplevelser.

Terapeutisk set arbejder vi derfor med at realitetsteste din tolkning af adfærden som afvisning.

Så ville jeg fx spørge: ”Hvilke andre grunde kan din kæreste have?” Og: ”Viser han/hun fx sine følelser på en anden, ikke-verbal, måde?”

Med den slags spørgsmål kan vi undersøge, om din tolkning bunder i vedkommendes adfærd eller i dit eget indre spøgelse. Og du kan få en helt ny forståelse for jeres relation.

Eksistentiel terapi
Med en eksistentialistisk tilgang kommer vi endnu et lag dybere ned i en forståelse af vores angst, for her ses den ikke som et individuelt problem men derimod som et fællesmenneskeligt grundvilkår.

Angst anses altså for at være noget normalt, der forårsages af, at vi som mennesker kan forestille os noget, som ikke er der.

Hvor dyrene kun kan være bange for noget konkret (fx et rovdyr), så kan vi bl.a. være bange for at tage dårlige valg.

Dyr tager deres valg pr. instinkt eller pr. automatik, men vi kan overveje forskellige muligheder – den frihed er et gode, men betyder samtidig, at vi kan blive bange for at tage fejl. Vi ved jo ikke med sikkerhed, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert.

Vi kan også blive bange for noget, som vi ved skal ske (fx døden). Og vi ængstes ved tanken om noget ukendt (fx morgendagen) eller noget, som potentielt set kan ske (fx at din partner forlader dig).

Ifølge eksistentiel psykologi skal vi besinde os på de grundvilkår. Vi bliver mere ængstelige, hvis vi fx prøver at fortrænge døden eller vil styre noget, der dybest set er ukontrollabelt.

I stedet må vi leve med, at vi ikke kender morgendagen, nødvendigvis skal dø, kan fejle og måske bliver forladt.

Som coach vil jeg derfor hjælpe dig med at få mening med og blive afklaret omkring disse store spørgsmål i livet. Fx kunne jeg spørge, hvad du har fået ud af fejl, du har begået i fortiden? – Måske blev fejlene i virkeligheden til en fordel for dig i det lange løb, og så er de jo ikke så farlige, når det kommer til stykket.

Psykodynamisk terapi
Ifølge dette sidste perspektiv skyldes angst dybest set, at vi er i konflikt med os selv. Vi kan fx have lyst til at gøre noget, som er i modstrid med vores samvittighed.

Vi fortrænger sider af os selv, fordi de ikke er socialt acceptable. Processen foregår især i vores barndom, hvor vi tilpasser os til forældrenes krav og forventninger.

Barnets jeg opbygger derfor et værn af forsvarsmekanismer, som fortrænger eller fordrejer forbudte ønsker. Angsten opstår, når forsvaret er truet, dvs. vi er ved at blive bevidste om de ønsker.

Mennesker, der er meget præget af sådanne fortrængninger, kaldes neurotikere.

Når vi er bange for specifikke ting, personer eller situationer, skyldes det, at de minder om eller symboliserer en indre konflikt. Ved at undgå de ting, slipper du for at forholde dig til barndomstraumet.

Ifølge den psykodynamiske tilgang skal vi imidlertid forsøge at bevidstgøre os om vores fortrængninger, så vi kan tage stilling til dem på ny og løse den underliggende konflikt.

Måske er det, der var så farligt eller forkert i din barndom, slet ikke så galt, når du genovervejer det som voksen? Lad os sige, at du blev nedgjort eller straffet, når du viste bestemte følelser, og derfor lukker du stadig af for dem.

På den baggrund prøver vi at finde ud af, hvordan du kan få en ny holdning til det at mærke og vise de følelser, og hvordan du kan gøre det på en måde, du er tryg ved. Vi arbejder således med at integrere de fortrængte sider, så du bliver hel.

Gå ind i angsten
Således de 4 psykologiske teorier. På hver deres måde bidrager de til, at vi forstår vores angst bedre og kan tage hånd om den.

Angst kan skyldes, at vi er i dårlig kontakt med os selv og/eller bange for at gøre det, som vi inderst inde føler for. Så vi flygter fra os selv, men det er en dårlig løsning, der kan medføre depression. Derfor skal du ikke lade dig styre af angst.

Læs mere om angst og depression her

Husk at angst i sig selv ikke er farligt. Det er bare en følelse, så der er ikke nogen grund til at være bange for at være bange. Du kan bevidst opsøge angsten, så du lærer den bedre at kende. Og du kan risikofrit blive i din angst og mærke den helt inde i sin kerne, indtil den aftager.

Find ud af, hvor i kroppen du mærker angst. Sidder den i din mave? I benene eller armene? Hvor? Find det specifikke sted, og gå så helt ind i det, for derved forvandles og heales det ubehag. Hvis ubehaget flytter sig til et nyt sted, så flyt også din opmærksomhed derhen.

Det kan være for svært at håndtere selv. Hvis du lider af angst, er du meget velkommen til at kontakte mig for at høre nærmere eller for at få en tid.

Dating guide: 10 råd om angst for afvisning

Angst for afvisning

Angst for afvisning kan fx få dig til at stivne eller at tale som et vandfald – men det kan sagtens håndteres. Foto: Frankie Cordoba

De fleste af os kan komme ud for svære følelser, når vi dater – typisk vil der fx være en frygt for at blive afvist. Angst er en forsvarsmekanisme, men du skal ikke lade dig styre af den, og den kan sagtens bekæmpes. Herunder får du en række tips til at håndtere angst.

Hvis du har angst for afvisning, tør du måske slet ikke gå ud, eller du bliver helt stiv på en date og siger ikke et ord. Omvendt er der nogle, der af samme grund taler som et vandfald.

Vi reagerer altså forskelligt, men når angsten styrer som regel ikke så heldigt. Derfor vil det være bedst for dig, at du håndterer det på en mere bevidst måde.

Hvorfor angst?

De fleste har prøvet at blive afvist og svigtet eller har oplevet dårlige forhold og relationer – den slags smertelige erfaringer lagres i det ubevidste og kan betyde, at du bliver nervøs eller bange på en date. For går det nu galt igen?

Angst er et forsvarAngsten er din forsvarsmekanisme, som ihærdigt forsøger at beskytte dig imod fare, og i den forstand har den en positiv funktion.

Men du skal ikke overlade beslutningerne i dit liv til angst.

Hvis du lader dig styre af den, så siger du til dit ubevidste sind: “Ja, det ER farligt”, og den besked vil kun gøre ondt værre og forstærke din angst.

Hvis du ikke vil have den angst i dit liv, så læg den til side – det er dig, der bestemmer!

Du kan lykkes med at overtage styringen, og der er hjælp at hente – herunder er nogle råd til at starte med:

10 råd om angst

Hvis du gerne vil rumme og håndtere din angst for afvisning, så prøv følgende metoder. Tag det eller de råd, der virker bedst for dig:

1) Adskil angsten fra personen – I stedet for at fokusere på, om han/hun vil dig eller ej, så fokuser på, hvorfor du er så bange for at blive afvist? Spørg dig selv, hvad den angst dækker over. Dine fantasier om, hvor galt det kan gå, kaldes “katastrofetanker”. Undersøg dem nærmere. Er de reelle? Hvad er det værste, der kan ske? Og er du villig til at løbe den risiko for at få en partner?

2) Slip håb og forventninger – Når du har meget fokus på, at du gerne vil opnå noget bestemt, kan du få præstationsangst, som er en frygt for, at det ikke lykkes. Giv slip på dit mål, for du kan alligevel ikke styre, hvad der skal ske imellem jer. Prøv i stedet at være til stede i nuet og hav tillid til, at det, der sker, er til det bedste.

3) Gør det, du er bange for – Hvis du er bange for afvisning, så udsæt dig selv for den risiko i nogle rammer, som er relativt trygge. Eller date en person, som du er nogenlunde tryg ved. Vær så tilpas tryg ved situationen, at du kan håndtere det. Du udfordrer altså dig selv, men ikke for meget, og på den måde udvider du stille og roligt dine grænser for, hvad du kan og tør.

4) Kom ned i kroppen – Da angst er drevet af katastrofetanker, hjælper det at komme ud af hovedet og ned i kroppen, fx ved at løbe en tur inden en date. På den måde får du også brugt noget af al din urolige energi.

5) Mærk angsten – Når du mærker en følelse i dens kerne falder dit sind til ro, og du kan være i dig selv. Så find det sted i kroppen, hvor følelsen sidder, og gå så helt ind i den med din opmærksomhed. Det er en øvelse, der egner sig godt til, at du ligger eller sidder ned i fred og ro derhjemme. Brug fx 15 min. på det. Når du går ind i angsten med din opmærksomhed, kan den flytte sig til et andet sted i kroppen, og i så fald vender du også din opmærksomhed imod det nye sted.

6) Træk vejret – Når du er bange, kan du have svært ved at trække vejret ordentligt, men hvis du bevidst vælger at tage nogle dybe vejrtrækninger, kan det omvendt hjælpe dig til at slappe af. Træk gerne vejret igennem næsen, da det aktiverer kroppens ro system, det såkaldte parasympatiske nervesystem.

7) Tro på dig selv – Når du går på en date, er du måske bange for den andens ”bedømmelse” af dig. Det er næsten som at gå til eksamen. Men du kan bygge dig selv op rent mentalt ved at sige noget positivt til dig selv og på den måde få selvtillid. Husk på dine egne dyder og kvaliteter. Bekræft på den måde dig selv i, at du er et godt parti eller en interessant person at være sammen med.

8) Tal om det – Hvis du er meget nervøs, er det en god ide at sætte ord på. Når du er åben omkring dine følelser, får du lettere ved at rumme dem og kan bedre slappe af – på den måde åbner du også op for, at I to kommer tættere på hinanden og lærer hinanden bedre at kende. Hvis du er heldig, får det ligeledes din date til at åbne mere op, og I opnår en større fortrolighed og tryghed sammen.

9) Et godt match går begge veje – Dating er ikke en konkurrence, hvor du skal præstere, men handler derimod om at finde et godt match. Derfor skal du også være dig selv og vise, hvem du er. I to skal jo finde ud af, om I passer sammen. Og gør I det, bliver du næppe afvist, så det behøver du altså ikke at være så bange for.

10) Tænk på noget andet – Sæt din vilje ind på at lægge angsten til side, og tænk på noget andet. Fx at der er noget, du gerne vil vide om din date, så du har fokus på at stille de spørgsmål. På den måde afleder du din opmærksomhed fra, at du er bange. I stedet får du dine tanker ind på noget, som er relevant for dig at vide om den anden, og som kan være med til at afgøre, om han/hun er rigtig for dig.

Få hjælp

Det er helt naturligt at være nervøs på en date, og målet med ovenstående er derfor heller ikke, at du skal blive fuldstændig fri for det.

Du kan anvende de redskaber, hvis du er hæmmet af din nervøsitet. Og de kan hjælpe dig et stykke af vejen i forhold til at håndtere angst.

Hvis angsten tager overhånd, og du har brug for mere hjælp, er du meget velkommen til at bestille en tid.

➡ Få hjælp ved en individuel session, du kan kontakte mig via formularen herunder! Se tilbud og priser.

Grib dagen … og få stress!

Flere liv

Billedtekst: Der er mange, som siger: ”Du lever kun en gang!” Men vores udviklingsprocesser kommer ikke til deres ret i et et-livsperspektiv, så måske tjekker du bare ud og ind igen. Foto: Heng Films

I mange år har man sagt: ”Vi lever kun en gang”. Og ud fra den antagelse, har vi skyndt os med at ”gribe dagen” og leve fuldt ud, imens tid er. Jeg er ikke modstander af at leve i nuet, og i nogle situationer er det vigtigt, at vi tør gribe dagen og dens muligheder. Men som samlet livsfilosofi mener jeg, at den holdning er forfejlet og skadelig.

Jeg mener, at holdningen til livet som en engangsforeteelse, og som noget vi skal få mest muligt ud af, skaber et konstant pres på os for at leve intenst og hurtigt.

Så skal vi gribe dagen, for vi vil nødigt gå glip af noget. Men vi risikerer at få stress, hvis vi dermed forventer at nå vores mål og realisere os selv fuldt ud.

Holdningen kan oven i købet resultere i mange selvbebrejdelser, for måske magter vi det ikke. I virkeligheden er det nemlig ikke altid sådan, at mulighederne byder sig, og nogle mennesker griber forgæves ud efter dem den ene gang efter den anden.

Nyd livet

Derfor er det vigtigt at få sagt og fastslået, at en del af det at leve godt er forbundet med accept og tålmodighed. Vi skal forstå, at tiden er en uomgængelig faktor i vores langsommelige udviklingsprocesser.

I løbet af et enkelt liv vil der være noget, du ikke når. Du kan ikke, og du skal heller ikke nå det hele. Så læn dig blot roligt tilbage, accepter det, og nyd livet så godt du kan!

Der vil være muligheder, som går din næse forbi, og der vil være noget, som du bare ikke magter. Det behøver du til gengæld ikke at bekymre dig om, hvis du tror på, at livet er evigt, og at alting har sin tid.

Der findes mange beretninger om og undersøgelser af livet før og efter døden. Hvorvidt de kan overbevise os om reinkarnation må være op til den enkelte at afgøre.

Men der er et ekstra argument, som jeg kan påpege: Vores udviklingsprocesser er tilsyneladende ikke designet til et enkelt liv – nogle af de processer giver kun mening, hvis man betragter dem i et mere langsigtet perspektiv.

Få fred

Nu skriver jeg fx på en bog om det at blive ”forelsket i de forkerte” og har i den anledning indsamlet en hel del historier, hvor folk fortæller om deres kærlighedsliv, og hvordan det er gået galt gentagne gange. Læs Sandras historie og Annies historie.

Når jeg hører om de dårlige forhold, siger jeg tit noget a la:

I en vis forstand er de forkerte forhold også rigtige. At et forhold er forkert betyder nemlig ikke, at det var forgæves. Intet er forgæves. Vi lærer jo af vores fejltrin, og det er kun ved, at du gør dig erfaringer med det forkerte, at du til gengæld kommer til at forstå, hvad der er rigtigt. På den måde går det forkerte og rigtige op i en højere enhed.

forkert-er-rigtigtMen det kan virke som en ringe trøst. Du når nemlig ikke nødvendigvis at høste frugterne af det, der gik galt – selvom folk arbejder aktivt med disse ting, og selvom de gradvist gør fremskridt, så sker det som regel med små skridt.

Derfor kan vi godt blive gamle og opleve, at vi har forpasset vores chance. Det blev aldrig helt til det, vi håbede på.

Sådan mener jeg, at det er på alle livets områder, hvor vi måske, måske ikke når frem til at udfolde vores fulde potentiale. En accept af det faktum er vigtig, hvis du skal have fred med dig selv.

Uafsluttede processer taler for reinkarnation

Intet varer evigt, og der kommer en dag, hvor alt det, du nu kæmper med, er lykkeligt glemt og borte. Men der er ingen garanti for, at det vil ske indenfor en overskuelig fremtid, så selvom alle ønsker sig et lykkeligt kærlighedsliv, er det ikke alle, der får det.

Et-livsperspektivet lukker sig om sig selv på en måde, så nogle af vores problemer ikke får en løsning. Så tager vi dem med os i graven. Dermed kan man selvfølgelig også mene, at de er afsluttede, men jeg synes ikke, at det giver anledning til noget særlig positivt livssyn.

Så jeg vil hellere sige, at selve det faktum, at vi tager uafsluttede processer med os i døden, er et vægtigt argument for at livet må fortsætte og gentage sig. Og hvis du ser sådan på det, kan du bedre leve et liv i harmoni og balance.

Kuren imod de sædvanlige cirkler

blonde-woman-hitchhiking
Sig ja, grib chancen og lad tilfældigheder lede dig ud på nye eventyr!

Er du typen, der sidder lidt fast i dine sædvanlige cirkler og rutiner? Måske er du en skeptiker eller nej-siger, som skal lokkes eller presses meget for at tage nye initiativer. Du er eventuelt nervøs for forandringer, og ikke så god til at komme i kontakt med nye mennesker.

Derfor kommer du heller ikke så meget ud, møder kun de sædvanlige venner/veninder, kommer på de samme steder eller sidder mere eller mindre fastklistret til sofaen derhjemme. Så er din chance for at møde en kæreste relativt lille.

Den her artikel henvender sig til dig, der er single, keder dig med det og måske drømmer om en kæreste, men som har svært ved at komme ud af døren for slet ikke at sige ud over rampen!

Bryd med rutinen

Rutiner er trygge adfærdsmønstre. Det er jo det, vi plejer at gøre, og som sådan ved vi lige præcis, hvad det indebærer, og hvad vi kan forvente os. De rutiner kan være kedelige og deprimerende. Måske er du slet ikke glad for dit liv, som det er nu, men fordi det er trygt, bliver du nemt fanget i de rutiner, som du nu engang har etableret.

Det er helt naturligt, at du på den måde søger en tryg base i din dagligdag, og det har vi nok alle sammen brug for til en vis grad. Problemet er kun, hvis du altid vælger trygheden. I så fald går dit liv nemlig let i stå og du bliver sat.

Så lad os sige, at du nu har fået nok af din daglige trummerum. Du føler, at du har brug for at tage flere initiativer og chancer, sådan at blodet ruller hurtigere i årerne, så du får farve i kinderne og oplever noget nyt og eventyrligt.

Kurens syv punkter

Her er, hvad du gør:

  • Følg spontane indskydelser – Ikke nødvendigvis dem alle, men nedsæt gerne den tid, der normalt går fra du får en ide, til du handler på den. Ved at være lidt hurtigere når du ikke at få alle de sædvanlige bagtanker, der dræber ethvert initiativ.
  • Sig ja, hvis du har den mindste smule lyst – Fx hvis du får et forslag til en ny aktivitet.
  • Grib chancen – Hvis du præsenteres for en spændende mulighed, så tag den, mens den er der!
  • Vær til stede og nærværende – Når du kommer ud, så er du nærværende, lytter, spørger og snakker med dem, du møder.
  • Hold øjne og ører åbne – Nye steder eller mennesker kan give dig inspiration til at gøre noget mere nyt og anderledes, så det interesserer du dig for.
  • Læg mærke til tilfældige sammentræf – Sker der et eller andet påfaldende, fx et sjovt sammentræf, så lad det være et tegn til dig om, at du er på rette vej eller et signal om, hvad dit næste træk skal være.
  • Tag det med et smil – Hvad enten en ny aktivitet viser sig at give dig en dejlig eller ubehagelig oplevelse, tager du det med et smil. Under alle omstændigheder er du blevet den erfaring rigere.

Velkommen til eventyret

Ved at følge de råd får du ny energi og en fornemmelse af, at din hverdag bliver mere eventyrlig, nyskabende, sjov og givende. Det der var en trummerum, kan forvandles til helt nye oplevelser, så du siger farvel til den triste, trætte og kedelige stemning, du ellers befandt dig i.

Natur rouge

Du skal ikke underkende betydningen af, hvordan din egen energi influerer på dine omgivelser, så når du nu udstråler en ny energi og optimisme, tiltrækker du måske lige præcis ham eller hende, som du har ventet på. Velkommen til dit personlige eventyr!

Hvis du afprøver metoden, så er du meget velkommen til at skrive og fortælle mig, hvad du gjorde, og hvordan det gik. Lad mig høre, hvordan du brød ud af de sædvanlige cirkler, eller skriv til mig, hvis du ikke får noget resultat, så vil jeg prøve at guide dig.

Det kan også være, at du allerede for længst har haft succes med at gøre noget a la det, jeg taler om her – så må du også meget gerne fortælle om det.

Fortæl din historie

Skriv til mig via formularen herunder. Din historie er fortrolig, men hvis du giver din tilladelse, vil jeg gengive den i en anonymiseret form, så den kan være til inspiration for andre.

Et kærligt nytårsforsæt

Girl-with-heart-by-Dannie

Hvad med at vælge kærligheden i 2016? Foto af Dannie

 

Her i individualismens tidsalder får vi ofte et bestemt råd: ”Du skal lytte til dig selv”. Jeg synes sådan set, at det er et godt råd, for jeg tror også på, at vi er henvist til at finde svarene i os selv frem for fx i traditioner eller normalitet. Det er ikke sikkert, at du bliver særlig lykkelig af at gøre, som man plejer, så det er vigtigt at følge dit hjerte.

Alligevel har jeg ofte haft et problem med det råd, for det er slet ikke så enkelt, som man skulle tro. Mange gange er jeg splittet og i tvivl om, hvad jeg selv mener. Selvet er ikke entydigt: Det ene øjeblik fortæller jeg mig selv, at jeg skal gøre et, og snart efter er der så en ny stemme i mig, som siger noget andet. Hvilken af de stemmer, skal jeg så lytte til?

Kærlighed som valg
Nu er det årstid for nytårsforsætter, så jeg vil foreslå, at du fremover lytter til kærlighedens stemme – hvis du er i tvivl, så prøv at spørge dig selv: ”Hvad er det mest kærlige at gøre?”

Rigtigt mange af vores nytårsforsætter handler om noget, som er surt, og hvor det indebærer en form for selvdisciplin, fx at holde op med at ryge eller at gå på slankekur. I stedet går jeg ind for at vælge et forsæt, som kan inspirere os og gøre os gladere. Og hvem vil ikke gerne have mere kærlighed i deres liv? Personligt mener jeg, at kærlighed er det vigtigste overhoved, og jeg tror ikke på, at vi kan være lykkelige uden. Men jeg mener også, at der er en ret simpel måde at få mere kærlighed på, og det er ved at vælge den.

Så for at få mere kærlighed ind i dit liv, så kan du give dig selv den opgave i 2016, at du så vidt muligt vælger kærligheden, når du tager beslutninger.

Todelt natur
Jeg mener, at den menneskelige natur er todelt. Vi har en kærlig, uselvisk side, men vi har også den anden side, hvor vi sætter os selv først, dvs. egoisme, skadefryd, grådighed, hævngerrighed, jalousi, misundelse osv. – jeg må indrømme, at mit eget sind har mange af de sidste dårlige egenskaber, så det er en daglig opgave at rydde ud i de mentale tidsler.

Hvis det også er sådan for dig, så kan det være svært at se i øjnene. Jeg tror nu, at det er sådan for langt de fleste, så du er bestemt ikke alene. Vi er ivrige efter at fremstå på en måde, hvor vi sætter os selv i et gunstigt lys, og derfor ser vi ikke altid vores egne dårlige sider. Selverkendelsen er imidlertid vigtig, hvis du vil have mere kærlighed i dit liv. Du kan jo ikke rydde op i noget ukærligt, som du ikke vil se.

Nu skrev jeg, at det er simpelt, og det er det på sin vis også, men samtidig kan det være enormt svært, fordi det er uvant, så husk at have en selvkærlig tolerance med i det. En gammel sandhed siger, at vi ofte kommer til kort, når vi forsøger at vælge det gode – Paulus citeres ofte for at: ”Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”.

Kærlighedsevnen opøves
I og med at vi har en todelt natur, så vil det at lytte til sig selv nogle gange resultere i, at vi gør noget godt og andre gange, at vi gør noget ondt. Når vi tager de ukærlige valg, så er det, fordi vi er behersket af gamle egoistiske vaner i sindet.

Det kræver tålmodighed med dig selv, hvis du vil opbygge nye vaner i sindet, så du i højere grad vælger det gode. Som med alle andre evner kræver kærlighedsevnen lang tids øvelse, før den er indarbejdet og bliver til en rutine eller en ubesværet handlemåde. Men husk, at øvelse gør mester!

Godt nytår!

 

Tilmeld nyhedsbrev og se mine tilbud

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

 

Dating: Er du for meget? Eller for lidt?

Indlæg på singlespot.dk d. 21. juni 2015 af Jens W. Pedersen

dating-for-meget-eller-for-lidt-på-en-date-e1434799088382-874x492

Lader du som kvinde manden være den aktive? Eller er du som mand altid meget maskulin? Og er den rolle den mest passende for dig?

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, forklarer, hvordan du kan udfordre dine grænser, så du bliver lidt modigere eller mere sårbar alt efter, hvad du har brug for, når du dater:

Jeg har lagt mærke til, at singler, der gerne vil have en kæreste, groft sagt kan deles op i passive og aktive. Nogle kvinder vælger passiviteten og mener, at det er deres feminine rolle som kvinde, og at mandens opgave består i at tage initiativet.

Sådan behøver det bestemt ikke at være. Det er vigtigt, at du gør det, som føles rigtigt og er naturligt for dig, men prøv også at udfordre dine egne grænser lidt, for nogle gange viser det sig, at det er vejen frem.

Det at turde kan være en måde at bryde et dårligt mønster og et dødvande, som du er kommet ind i. Hvis du oplever, at du bare står og ser passivt til på sidelinjen, imens de andre flirter, danser, griner og dater, så prøv at blive lidt mere kamikaze-agtig – udvis dødsforagt, tag et initiativ og vis, hvad du vil!

Det her råd gælder i øvrigt også de feminine, bløde mænd, som lader sig dominere af usikkerhed og derfor ikke kommer ud over rampen.

En kedelig single?
Kønsroller er en sjov størrelse, der godt kan hjælpe os til at vide, hvordan vi skal opføre os, men som også kan amputere os og gøre os til kedelige, overfladiske pap-udgaver af os selv. Jeg oplever det sådan, at vi i disse år mere og mere blander energierne kønnene imellem, og det betyder, at der kommer flere og flere bløde mænd, og der kommer flere og flere stærke kvinder.

Men jeg oplever også, at de mest attraktive, er de sammensatte, der netop formår at mikse energierne – de demonstrerer både uafhængighed, styrke og initiativ på den ene side og på den anden side, er de i dyb kontakt med egne følelser, som de giver plads og står ved.

Jeg vil sige, at mit allermest powerfulde råd til alle på tværs af køn er dette ene: Miks energierne!

Hvis du er en blød mand, så mand dig op. Hvis du er en passiv kvinde, så tag initiativ – om ikke andet med dit blik og din flirt, så manden ved, hvad du vil! Og omvendt, hvis du er stærk og hård, aktiv og direkte, så prøv at lægge mærke til din indre svaghed og følsomhed. Giv den plads og lov til at være der, så du kan blive hel, blød og elskelig.

Det kan godt være, at vi fascineres og tiltrækkes af de stærke og selvsikre, men vores hjerter åbner sig for dem, der som hele mennesker tør vise svaghed. Når du er bevidst om begge sider, står du ved dig selv i din helhed og ikke blot i en bestemt, afgrænset og mere eller mindre påtaget rolle.

Læs mere om at blande energierne

Følg med på Facebook