
Hvad gør du, hvis fortiden kaster mørke skygger indover dit kærlighedsliv?
Herunder kan du læse Sandras historie om et kærlighedsliv fyldt med mænd, der ikke var gode for hende, som var voldelige eller negligerede hende. Det er en sigende historie om, at barndommens prægning kan kaste lange skygger indover vores kærlighedsliv, men som også peger fremad og viser, hvordan vi arbejder os ud af den dårlige indflydelse.
I øjeblikket arbejder jeg på min anden bog, der har fået arbejdstitlen “Forelsket i de forkerte”. I den forbindelse har jeg modtaget en del personlige historier, som jeg vil bringe i bogen i en anonymiseret form.
Hermed får du en af de historier til oplysning og måske inspiration, hvis du selv kæmper med et negativt mønster i dit kærlighedsliv!
Vil du bryde et dårligt mønster? Individuel session
Sandra på 26 år fortæller:
“Der er en sammenhæng imellem det, der skete i mit barndomshjem, og så mine forhold. Hvis vi havde ondt et sted, sagde min mor: ”Nu stopper du!” eller: ”Det har du ikke!”. Det blev nedgjort, negligeret eller benægtet. Jeg er blevet opdraget til, at jeg ikke måtte lytte til mig selv og mærke mine egne følelser, derfor har jeg heller ikke været i stand til at sætte grænser og sige: ”Det her vil jeg ikke være med til”.Min første kæreste fik jeg som 14-årig, og vi var sammen i syv år. Han var en fyr, der udadtil var meget forstående og sød, og jeg følte mig meget elsket til at starte med, men med tiden ændrede han sig. Han var utro, men jeg tilgav ham, og vi flyttede sammen, men derefter startede hans vold og trusler. Når jeg var alene med ham, kunne han blive et monster. Alligevel boede jeg sammen med ham i to år.
Til sidst kunne jeg ikke mere og gik fra ham, men kun for at finde en ny, der var ligesådan. Denne gang gik der dog kun et halvt år, så turde jeg ikke mere. Jeg har stadig mareridt med fyr nummer to. I begge forhold var der fysisk vold, men også psykisk, så jeg fik fx at vide, at jeg var grim og tyk.
Flere dårlige forhold
Efter det andet forhold var jeg over en 3-årig periode sammen med flere mænd, som havde misbrug, det var af hash eller computere, som de sad ved døgnet rundt. Der var også fysisk og psykisk vold, men det var dog blevet mindre end i de to første forhold. Derefter var det militærmænd, jeg blev forelsket i – de havde været i krig og var traumatiserede.Jeg meldte mig ind i hjemmeværnet, og mit seneste forhold var til en fyr, som jeg mødte der. Det gik så godt, jeg følte mig forelsket og var lykkelig. Vi flyttede sammen efter kun 2 måneder, men det viste sig, at han var endnu en knudemand, som havde lavt selvværd, men ikke kunne tale om det.
Jeg kunne heller ikke stole på ham, han løj for mig. På et tidspunkt meldte han sig på dating.dk, men sagde, at det ikke betød noget. Igen følte jeg mig negligeret, ligesom i barndommen, det var det han ville, der talte, men det, jeg ville, var ligegyldigt. Til sidst blev jeg syg af det, fik ondt i maven og kastede op.
Jeg fortjener ikke bedre
Når jeg ser tilbage på det, så vil jeg sige, at jeg har været styret af en ide om, at: ”Jeg fortjener ikke bedre”. Derfor fandt jeg mig i alt for meget. Så det jeg gør nu er, at jeg arbejder meget med mig selv, lærer at sætte grænser og sætte ord på, hvad jeg føler. Fx vidste jeg førhen ikke, hvordan vrede føles, men jeg har fundet ud af, at jeg får ondt i benene og maven af det.Så på den måde er jeg kommet videre og begynder at kende mig selv, mærke mine reaktioner og finde ud af, hvad jeg vil. Jeg er gået i gang med en liste over, hvad jeg søger hos en kæreste, altså hvilken type jeg vil have.
Nu er jeg også blevet mere klar over, hvad jeg skal undgå, jeg går fx udenom fyre, som er sexfikserede eller har en baggrund i militæret. Det er også et no go, hvis de siger ”jeg elsker dig”, før vi overhovedet har mødt hinanden. Eller hvis de skiftevis skriver til mig, så hører jeg pludselig ikke noget, og så er de på igen. Den slags viser, at de ikke er til at regne med.”
Det du lærer af Sandras historie
Såvidt Sandras historie. Hendes negative overbevisning om, at: “Jeg fortjener ikke bedre” er et af de typiske motiver, vi kan have til at forelske os i de forkerte – se flere eksempler her.
Sandra evnede ikke at sige fra, og derfor kom hun ind i nogle parforhold, hvor hun blev presset til det yderste og til sidst kunne hun ikke mere. Men på den måde lærte hun jo sine grænser at kende og opøvede altså den evne, som hun ikke fik med hjemmefra.
Nu fravælger hun de voldelige mænd, så der er fremskridt at spore, og hun er blevet langt mere bevidst om sig selv og sine følelser. Det træk går igen i de historier, jeg har modtaget: Vi tager ved lære af vores forhold og bliver klogere på, hvad vi vil, og hvad vi skal undgå.
Indsend din egen historie
Hvis du selv har en historie med at forelske dig i nogle, du ikke kunne få, eller som var dårlige for dig, må du meget gerne skrive til mig – især hvis du er mand, for jeg mangler de historier til bogen. Jeg er også særligt interesseret, hvis din historie handler om de mere almindelige tilfælde af ulykkelig kærlighed, hvor der ikke er vold involveret.
Det er vigtigt, at du ligesom Sandra kan reflektere over din egen historie, så du forstår, hvorfor du har været tiltrukket af nogle, som ikke var gode for dig. Du må også meget gerne være klar over, hvad du skal gøre/har gjort for at komme videre, så den viden kan virke som inspiration for andre. Jeg kan hjælpe dig med det, hvis du er i tvivl.
Send din historie til mig herunder: