Har du fået en sang på hjernen?

Folk klager jævnligt over, at de har fået en sang på hjernen: “Åh, nej, ikke nu igen”, siger de så med et grin og trækker opgivende på skuldrene. Melodien forstyrrer dem, og når først de har fået den på hjernen, så kan de ikke slippe af med den igen.

Den kører simpelthen på repeat i samme rille.

Det behøver nu ikke at være en sang, for det kan også være en bestemt episode, du var vidne til, eller måske en replik, du har hørt, og som nu dukker op i hovedet i tide og utide.

Men det er der jo en grund til!

Der er tale om et budskab til dig. Om du vil, kan du sige, at det er et budskab fra dit eget ubevidste, som banker på døren til din bevidsthed. Dit ubevidste vil på den måde råbe dig op eller give dig et godt råd.

det er et budskab fra dit eget ubevidste, som banker på døren til din bevidsthed

I stedet for at du prøver at få den irriterende sang ud af hovedet, så byd den velkommen, lyt og forstå det budskab, den rummer. Når du har forstået det, så giver sangen slip af sig selv og vil ikke plage dig mere.

Det er et udtryk for selvudvikling, at der foregår en sådan kreativ proces, hvor det ubevidste meddeler sig til bevidstheden og på den måde forsøger at rykke dig et nyt sted hen.

Jeg synes også, at det at få en sang på hjernen er et godt eksempel på, hvordan vi alle sammen til enhver tid er “udsat” for selvudvikling. Det er med andre ord en naturlig proces, som presser sig på i vores liv, hvad enten vi ønsker det eller ej.

Pointer fra en skriveproces

Som forfatter til bogen Dating, desperation og selvudvikling har jeg brugt et helt år i en kreativ skriveproces. Undervejs har jeg derfor også gjort mig mange erfaringer med kreativitet, og nogle af dem vil jeg gerne dele ud af nu.

Én erfaring er, at det er nemmere at genkende en god, rammende formulering, end det er at komme på den formulering. Når vi hører en sandhed udtalt, så kan vi nikke genkendende og tænke: Hvor er det rigtigt sagt. Så vi kan få øje på en sandhed og lade os inspirere af den, selv om vi måske aldrig var kommet frem til den formulering på egen hånd, og selv om vi måske dårligt nok selv forstår, hvorfor vi synes, at den lyder så rigtig.

Det er ligesom med ansigter. Hvem kan forklare, hvordan et ansigt ser ud? “Han har lyst hår, briller og…øh”. Vi kommer hurtigt i knibe, når vi vil beskrive en persons udseende. Til gengæld har vi ikke noget problem med at genkende det ansigt, når vi ser det, så et eller andet sted ved vi altså godt, hvordan det ser ud.

Sådan er det også, når du vil formulere en pointe eller en ide på skrift – du kan let genkende den rigtige formulering, når du har skrevet den, men der kan gå pokkers lang tid og mange fejlagtige forsøg, før det lykkes at komme op med den rigtige ordlyd. Det var min første pointe.

Du kan let genkende den rigtige formulering, når du har skrevet den, men der kan gå pokkers lang tid og mange fejlagtige forsøg, før det lykkes at komme op med den rigtige ordlyd.

Jeg kan have en uklar ide om noget, som jeg gerne vil udtrykke, men når jeg så prøver at formulere det, føles det bare ikke rigtigt. Til gengæld ved jeg, at sandheden ligger gemt et eller andet sted i de følelser, som fortæller mig, at sådan som jeg har formuleret det nu, ser den i hvert fald ikke ud. Så prøver jeg igen senere, men nogle gange bliver det ikke helt rigtigt, før jeg skriver det for 10. gang. En skriveproces er så langsommelig, fordi du ofte er nødt til at omskrive igen og igen og igen.

Nogle gange opgav jeg at udtrykke en bestemt ide. Men så førte den kreative proces mig alligevel frem til målet via en omvej, som gjorde, at jeg kom ind på samme emne fra en ny vinkel – og pludseligt vidste jeg så lige præcis, hvordan det skulle skrives. Så den sandhed kom ind fra sidelinjen i en kreativ proces, som du ikke selv er herre over, for den styrer dig.

Hvis jeg begiver mig ud på en omvej, kan jeg tænke, at jeg er på vej ud ad en tangent, som egentlig er irrelevant for mit emne, og nogle gange er det virkelig et vildspor. Men fortsætter jeg alligevel ud ad tangenten, fordi jeg føler mig inspireret, så kan den rette sammenhæng og formulering pludselig være der, og det fremgår tydeligt, hvorfor den omvej alligevel var den helt rigtige retning.

Pointe nr. to er derfor, at kreative processer kan bestå i omveje, som du styres ind på uden selv at vide hvorfor. Og det er fint, at du ikke altid ved, hvor du er på vej hen, for hvis du var meget målrettet, ville du jo ikke have taget den omvej, vel?

Kreative processer kan bestå i omveje, som du styres ind på uden selv at vide hvorfor. Og det er fint, at du ikke altid ved, hvor du er på vej hen, for hvis du var meget målrettet, ville du jo ikke have taget den omvej, vel?

Det ligger i kreativitetens natur, at den er uforudsigelig. Hvis du vidste, hvad du ville skrive fra starten af, så var det slet ikke en kreativ proces, for i så fald bestod opgaven jo blot i at nedskrive det, som du i forvejen ved. Det er altså først, når du selv bliver overrasket undervejs, at der er tale om kreativitet. Jeg vil mene, at en kreativ proces er defineret ved, at den ikke er styret af dit bevidste jeg, men kommer fra et andet sted, og tager dig et nyt sted hen.

Det er netop også det fantastiske ved den kreative proces, at den tager dig steder hen, som du ikke havde regnet med. Og det er først i det øjeblik, at du ankommer til det sted, at du genkender det, som det rigtige. Det kan føles både opløftende og bevægende, og jeg tror, det er grunden til, at vi opsøger kreative processer; de forandrer bevidstheden ved at løfte den op og flytte den til et nyt og bedre sted. Det er min tredje pointe.

Grunden til, at vi opsøger kreative processer, er, at de forandrer bevidstheden ved at løfte den op og flytte den til et nyt og bedre sted.

Men hvad er det så nærmere bestemt, der løfter bevidstheden og bevæger den? Jeg vil mene, at det er det, som vi normalt kalder inspiration. Derfor er kreativitet afhængig af inspiration. Hvis inspirationen udebliver, så kommer der heller ikke kreativitet ind i din skriveproces.

Du ejer ikke inspirationen, men den kan komme til dig. Inspiration er som en impuls fra et andet, højere sted, og den impuls har du kun i så og så lang tid. Derfor har jeg også tit haft travlt, når jeg følte mig inspireret, for jeg skulle skynde mig at få det ned på papiret, inden øjeblikket var forpasset og det var for sent. Min fjerde pointe bliver derfor, at det er vigtigt at gribe en sandhed, når den er der. Den er ikke et produkt af din dagligdags bevidsthed, som du uden videre kan finde frem igen.

Det er vigtigt at gribe en sandhed, når den er der, for den er ikke et produkt af din dagligdags bevidsthed, som du uden videre kan finde frem igen.

Jeg tror i øvrigt, at de fleste forfattere helt automatisk vil skrive, når inspirationen er over dem, for den inspiration føles som en gave, og det at gå glip af gavens indhold føles som et tab – heraf de klassiske notesbøger, som forfatteren tager med sig, hvor end han går, og som måske endda ligger på natbordet.

Og såvidt fire pointer om kreativitet fra en skriveproces.

PS: Dating, desperation og selvudvikling udkommer pr. 30/4 og kan forudbestilles her.

kritisk versus kreativ – eller om ikke at kunne når man skal…

Vi har alle hørt om “kreative blokeringer”. En del har også prøvet det. Personligt har jeg en permanent en af slagsen. Og nej, det er ikke en langt ude undskyldning eller et usselt forsøg på at dække over mine manglende evner. Jeg har rent faktisk evnerne – de er bare blokerede!!! 🙂

Forklaring følger

Jeg kan tegne på et vist niveau, så jeg kan sætte mig ned og tegne noget, som så også ligner det, det skulle. Men det er teknik eller håndværk. Når vi taler kreativitet er teknikken imidlertid ikke det interessante men derimod “udtrykket”. Det som kunstneren kan er først og fremmest at udtrykke sig (med sit redskab). Mit problem er så, at når jeg vil udtrykke mig, så kan jeg ikke. Hvis jeg sætter mig for at tegne, så kan jeg ikke få mit udtryk frem. Det er blokeret. Jeg kan kun tegne noget, som teknisk set er pænt og ordentligt.

En kreativ blokering er derfor heller ikke et spørgsmål om mangelfuld teknik, men er noget mentalt eller psykologisk.

Og jeg mener, at jeg har en ganske god ide om, hvad dette mentale består i.

Det er nemlig lykkedes mig at kortslutte eller omgå min egen kreative blokering ved hjælp af et simpelt trick, som gør, at jeg fjerner min opmærksomhed fra det, jeg tegner. Jeg tror, at mange andre har benyttet sig af samme trick uden selv at vide det. Før i tiden (dengang en telefon var noget, der stod på et bord, hvor der også lå en notesblok) var der fx mange, som lavede “kruseduller”, imens de talte i telefon. Man kunne også kalde det “telefontegninger”.

Telefontegninger er kreative udtryk. De er ikke “villede” men spontane og mere eller mindre ubevidste udtryk. Dette udtryk får plads og kommer frem, fordi tegnerens fokus er vendt imod noget andet; nemlig telefonsamtalen. Tricket består altså i, at den normale dagligdags bevidsthed er optaget af noget andet og derfor ikke forhindrer kreativiteten i at udfolde sig på sin naturlige måde.

Min mest kreative tid som tegner var i en periode, hvor jeg var ansat som telefoninterviewer. Nederst har jeg indsat en tegning fra dengang som bevis 🙂

Min påstand er, at kreative blokeringer består i, at vi vil noget med det, vi gør, og derfor forholder os kritisk til det. Vores almindelige dagligdags bevidsthed er optaget af resultater. Af at opnå noget. Og når vi skal præstere, så sniger der sig også en lille angst ind. Præstationsangst. Frygten for ikke at kunne, for at det ikke bliver godt nok, for at blive til grin eller måske bare for ikke at blive anerkendt og billiget. Så skal det være smukt, det vi laver. Det skal være noget særligt. Det skal generere bifald. Præstationsangst hæmmer imidlertid vores udtryk, fordi den gør os forsigtige, famlende og usikre. Det er meget naturligt, for vi vil jo gerne gøre det godt, og hæfter derfor “domme”, på det vi gør, eller vi behæfter vores handlinger med vurderinger. Vi holder et vågent øje med vores præstation, så vi kan sikre os, at den bliver så veludført som mulig.

Det kan måske være en god ide, når vi vil indøve teknik, men er en rigtigt dårlig ide, når vi ønsker at udtrykke os.

For at et kunstnerisk udtryk kan blive sandt og originalt, må det have lov til at flyde frit og uhindret. Det nytter med andre ord ikke noget, at vi løbende vil vurdere om det er godt/dårligt, pænt/grimt, interessant/uinteressant osv. De selvkritiske øjne på det, vi gør, er ikke velkomne.

Tricket kan så være at få denne kritiske bevidsthed til at se i en anden retning, fx ved at tale i telefon imens 🙂

Africana

Telefontegningen her hedder Africana