Hvad gør jeg, når min partner går mig på nerverne?

Måske vender I jer væk, når I går hinanden på nerverne. Læs, hvordan I finder sammen igen. Foto af Ian.

Artiklen ser på, hvordan du håndterer, at andre går dig på nerverne – for eksempel din kæreste, men i princippet hvem som helst. Vrede eller irritable tanker sender dig steder hen, hvor du nok ikke ønsker at være. Prøv så at ændre din sindstilstand ved hjælp af nogle andre tankebaner. Du får ti ideer til, hvad du med fordel kan tænke, hvis kæresten går dig på nerverne.

Hvis du elsker din kæreste, så er det himmelsk. Men din kæreste er jo kun et menneske, og det kan være, at du er blevet opmærksom på, at han smasker. Det har generet dig et stykke tid, men du har ikke sagt noget, og nu går det dig virkelig på nerverne.

Og så siger han pludselig: ”Der er noget vi skal tale om, for jeg er ret træt af, at du altid kommer for sent”.

Nu koger det over inde i hovedet på dig: ”Nej, nu stopper du simpelthen dit store drog. Du sidder der og smasker som et andet kreatur, og så vil DU kritisere MIG!?”, tænker du.

Men fordi du ønsker at bevare den gode stemning, siger du noget helt andet: ”Ja skat, det er rigtigt, jeg skal nok huske at komme til tiden”.

Imidlertid er idyllen ødelagt, du er anspændt og føler dig forurettet, uelsket, usikker, mismodig og så videre.

For kort tid siden havde I to et dejligt forhold, men der er gået skår i glæden. Nu går I hinanden på nerverne og kan ikke komme tilbage til den lykke, der var imellem jer.

Hvis vi er bevidste om, hvilke tanker der kører rundt i hovedet på os, forstår vi, hvorfor humøret er blevet så dårligt. Men ofte giver vi den anden skylden og tænker: ”Hvis bare jeg havde en kæreste, som var mere forstående”, og ”hvis bare han/hun ikke smaskede”.

Måske holder du det for dig selv og går og skumler i stilhed. Eller måske prøver du at gå i rette med ham eller hende og opdrage på vedkommende.

Mit bud vil imidlertid være, at ingen af de to strategier er særligt effektive, og de skaber nok flere problemer, end de løser.

Derfor skal vi nu se på en helt tredje strategi, som bygger på, at du bearbejder din sindstilstand. Men allerførst kigger vi på, hvad det vil sige at være et godt sted i sindet, og vi undersøger, hvordan man kommer derhen.

Et godt sted i sindet

Engang drømte jeg om et vidunderligt sted. Det var himmelsk, fyldt med lykke og kærlighed og et sted, hvor jeg fik det, jeg ønskede mig i form af en pige, jeg var forelsket i.

I drømmen havde jeg været der før, og jeg ville derhen igen, men nu havde jeg glemt, hvor det var. Jeg led åbenbart af en slags hukommelsestab, og det var meget frustrerende.

Det var også helt absurd, for jeg havde glemt det vigtigste, der fandtes.

Hvordan kan man tabe det af syne, som man allerhelst vil huske på? Det er mærkeligt, men i drømme gælder der nogle andre regler end i vores vågne liv.

I drømme er det omtalte ”sted” heller ikke geografisk, men er nok snarere et sted indeni. Måske er det en lykkelig sindstilstand. Måske er det der, hvor min sjæl hører hjemme. Jeg forestiller mig, at hvis jeg kom derhen, så ville jeg føle mig hjemme på et meget dybt plan.

Situationen fra min drøm minder om den føromtalte situation, hvor der er gået skår i glæden imellem to elskende. Jeg forestiller mig derfor også, at drømmen afspejler sådan en dagligheds erfaring, hvor vi mentalt set er blevet lukket ude fra det sted, vi ønsker at befinde os.

Mentalt set er du det sted, du tænker på

Man kan spørge sig selv, hvordan vi kommer et sted hen i sindet – er det ikke ved at tænke på det sted? Hvis jeg forestiller mig at være i New York, så er der skyskrabere og trafik, bilerne dytter, og der er meget trængsel.

Ja, det er mit billede af New York. Jeg har aldrig været der, så det er bare en fordom.

Men i samme øjeblik jeg forestiller mig det, så er jeg der i en vis forstand allerede inde i hovedet og oplever, hvordan det er at befinde sig i min personlige version af New York.

Jeg har ikke særlig meget lyst til at være i min version. Men du får måske nogle helt andre associationer, når du tænker på New York, og forestiller dig noget, som gør dig glad. 

På den baggrund kan man sige, at vores tankebaner tager os forskellige steder sted hen. De steder kan være smukke, lyse og dejlige. Men de kan også være meget ubehagelige, og hvis vores tanker kredser om et ubehageligt sted, så er vi så at sige fanget der.

Lad os så vende tilbage til situationen, hvor du er vred og irriteret på din kæreste, som går dig på nerverne.

Måske med god grund. Eller dårlig grund. Men hvad enten det er med god eller dårlig grund, så er det ikke et rart sted at være. Det ødelægger jo dit humør, og du er dermed udelukket fra dit lykkelige sted.

Undgå, at kæresten går dig på nerverne

Du står altså i sådan en situation, som du er rigtig træt af, og hvor du er vred og ked af det. Du er et meget ubehageligt sted indeni, og du ønsker at finde tilbage til den kærlighed, der var imellem jer.

Spørg nu dig selv om følgende: Hvordan skal jeg tænke for at få det lidt bedre med situationen? Kan jeg se lidt anderledes på den? Og kan der komme noget godt ud af den?

Du skal ikke forvente mirakler, men forvent, at du altid kan ændre din sindstilstand en lille smule ved at forstå situationen på en ny måde.

Din sindstilstand kan ændre sig, selvom de ydre omstændigheder er uforandrede. Og min erfaring er, at når vi først har foretaget dette ”indre arbejde” med vores sindstilstand, så får vi lettere ved at forandre de ydre omstændigheder til det bedre.

Jeg siger ikke, at du skal holde din frustration for dig selv. Måske skal I have en åbenhjertig snak om, hvordan I går hinanden på nerverne. I kan nok gøre noget for at undgå det og for at komme hinanden mere i møde.

Men vent lidt med det. Prøv først at komme i balance med dig selv, så du ikke går ind til den snak med en dårlig energi, hvor du er fuld af harme og bebrejdelser.

Du skal kunne være i dig selv, før du kan fungere godt i relationen!

Man siger også, ”træk vejret dybt og tæl til ti!” Det er lidt i samme boldgade og kan hjælpe i en ophidset situation, men her prøver vi at gå mere i dybden med, hvordan du kan ændre indstilling og få ro med dig selv.

Ti tanker fjerner fokus fra det, der går dig på nerverne

Til inspiration får du ti konkrete ideer til, hvordan du kan tænke for at opnå en bedre sindstilstand. Det er mine forslag, måske finder du selv nogle tankegange, som hjælper dig endnu mere.

Tankegangene skaber et nyt fokus i sindet, og de hjælper, fordi du er der, hvor du har dine tanker.

Tænk for eksempel:

  • ”Vi har en udfordring, men det gør også, at vi kan lære en masse af at komme igennem det”
  • ”Lige nu har vi en svær periode, men bagefter kommer der nok en god periode”
  • ”På grund af min kæreste får jeg lejlighed til at udvikle større tålmodighed og tolerance”
  • ”Jeg bliver et mere empatisk menneske, når jeg accepterer det, der irriterer mig”
  • ”Det jeg udsættes for er et spejl på, hvem jeg selv er”
  • ”Jeg tiltrækker det, der går mig på nerverne, så det er en god øvelse at give slip”
  • ”Vi har hver især vores fejl og svagheder, så vi har begge to brug for overbærenhed”
  • ”Vi finder hinanden igen, når vi ændrer indstilling”
  • ”Hvis jeg finder frem til et godt sted inde i mig, så påvirker det vores relation i en god retning”
  • ”Når konflikten er ovre, og vi finder hinanden igen, så har vi opnået en dybere forståelse og samhørighed”

Mærk efter, om de tankerbaner hjælper på din sindstilstand. Det vil sige, læg mærke til, om du får det lidt bedre? Bliver lidt mere rolig, mindre irritabel eller mere dig selv.

Hvis ja, så er du på rette vej. Også selvom du kun opnår små skift i dit humør.

I så fald mener jeg også, at du tænker mere sandt. De nye tankegange repræsenterer nemlig bedre måder at tænke på, som bringer dig tættere på dit ”hjem”, det vil sige den kærlighedens hjemstavn, hvor din sjæl hører til.

Hvad er de to regler i dating og parforhold?

De to regler i dating og parforhold
De to regler i dating og parforhold udkommer d. 1. september 2020 på forlaget Historia.

I anledning af at ”De to regler i dating og parforhold” udkommer, får du her en kort introduktion til bogens to regler og et eksempel på, hvordan de kan vise sig i praksis. Reglerne skal forstås som en del af vores normale psykologi.

Lad os sige, at du er en kvinde, der dater. Du har mødt en mand, som du overvejer at indlede et forhold til.

I begyndelsen er du dog rigtig streng overfor ham. Du er fræk nok til at påpege alle hans mangler, så du gør ham opmærksom på, at han ikke er sådan og sådan og ikke kan det og det.

På et tidspunkt får han nok af legen og siger noget a la: “Ja, det er rigtig nok, at jeg har de og de mangler, men spørgsmålet er, om du vil have mig alligevel?”

Når han sætter foden ned på den måde, skifter du fokus. Nu bliver du mere bevidst om, hvad du kan glip af, hvis han bliver træt af dig og går sin vej.

Derfor lægger du også din skeptiske indstilling til side. Inderst inde er du nemlig interesseret, og du ved udmærket godt, at kærligheden imellem jer kun kan blomstre, hvis du har fokus på hans gode sider frem for fejl og mangler.

De to regler i dating og parforhold

Ovenstående dagligdags eksempel illustrerer, hvordan to regler for vores tænkning om en date eller partner kan komme til udtryk i praksis. De to regler lyder som følger:

Når der er en person, som du ikke kan få, så har du tendens til at fokusere på, hvad du går glip af.

Hvorimod hvis der er en person, du godt kan få, så har du tendens til at fokusere på, om det nu også er en god ide og på de bagsider, der måtte være ved det forhold.

De to regler i dating og parforhold

I eksemplet har kvinden først et kritisk blik på sin mulige partner. Man kan også sige det sådan, at hun ser ham an og prøver ham af. Det er en virkning af den anden regel og en del af det at have seriøse overvejelser omkring at gå ind i et parforhold.

Derefter bliver hun opmærksom på, hvad hun kan gå glip af, hvis hun mister ham, og så er det altså den første regel, der er i spil. Nu fokuserer hun på alt det gode han repræsenterer for hende, og derfor kan de komme videre i deres forhold.

Der er forskellige variationer over det, så for dig kan de to regler vise sig på en helt anden facon. Bogen har mange af den slags eksempler, og hvis du studerer dem nærmere, vil jeg tro, at du kan genkende dig selv i nogle af dem.

Reglerne kan også omtales som en kognitiv ”udvælgelsesmekanisme”, der har indflydelse på vores valg af partner og på, hvordan vi opfatter denne partner.

Mekanismen indvirker på, hvem vi tiltrækkes af og forelsker os i, men det er også i betydningen af fravalg – for eksempel spiller den ofte en rolle, når vi mister interessen for vores partner og afslutter et forhold.  

Er de to regler generelle?

Når du læser om de to regler, synes du måske ikke, at de passer særlig godt på dig og tænker for eksempel, at de må være forbeholdt typen, der (ubevidst) opsøger afvisning.

Virkningen af reglerne er da også meget iøjnefaldende hos den type. Ikke desto mindre tror jeg, at de to regler indgår i vores helt normale psykologi, og jeg synes at ovenstående lille case er et godt eksempel på det.

Jeg mener, at de to regler siger noget basalt om, hvordan vi fungerer som mennesker.

Det er tit sådan med det generelle i vores psykologi, at det både viser sig i nogle ekstreme tilfælde og i nogle mere gængse og dagligdags.

I relation til den første regel kan man for eksempel se ekstreme tilfælde, hvor vi bliver som besatte af én, vi ikke kan få. Flertallet reagerer dog ikke sådan, men oplever måske blot, at det pirrer dem eller vækker en slumrende interesse.

Læs mere i ”De to regler i dating og parforhold”

De to regler behøver ikke at skabe dårlige relationer eller ulykkelige forelskelser. I ovenstående case gik det jo godt imellem de to, som i øvrigt senere blev gift.

I nogle tilfælde kan reglerne imidlertid skabe svære problemer i vores kærlighedsliv. De medvirker formentlig til, at der er større og større chance for, at vi bliver skilt, lever i seriel monogami eller forbliver singler i lange perioder.

For at afhjælpe de problemer mekanismen kan forårsage, introducerer bogen en cyklus i parforholdet, som vi bør indrette os efter, og som kræver, at vi behersker fire forskellige evner. Vi får harmoniske forhold, når vi både tør give slip og sige fra samt tager imod og viser kærlighed.

Alt det og mere til kan du læse om i ”De to regler i dating og parforhold”, der udkommer den 1. september 2020 på forlaget Historia.

Dating og parforhold: Hvad gør du, hvis han/hun trækker sig?

Dating og parforhold
Nogle finder ofte sammen med én, som er kølig eller distanceret. Foto: Eloise Ambursley

Mange klager over, at deres dates eller partnere trækker sig eller virker distancerede. Hvis du er én af dem, så undrer du dig måske over, hvorfor det lige netop skal ske for dig. I artiklen her ser vi på, hvordan det kan skyldes en ubevidst dynamik. For at lægge den problematik bag dig skal du både kende din indre ”isolatør” og ”sammensmelter”.

Folk henvender sig ofte til mig, fordi de oplever, at dem, de dater, virker uinteresserede eller tilbageholdende. Eller de har mødt en, som er ambivalent eller kun vil have et løst forhold. Fællesnævneren er, at de møder nogle, som tilsyneladende ikke vil forholdet ligeså meget som dem selv.

Tit sker der så det, at de bliver bange for at miste, de engagerer sig endnu mere, forsøger at holde fast i den relation og bliver måske påtrængende eller omklamrende.

I den forbindelse kan man tale om, at vi optræder som enten ”isolatører” eller ”sammensmeltere”. Begreberne har jeg lånt fra den amerikanske parterapeut Harville Hendrix, som bruger dem i sin populære bog Kærlighed & samliv.

De dækker over, at man i mange parforhold ser, hvordan den ene part, sammensmelteren, søger samværet og presser på for at opnå nærvær og intimitet.

Den anden part, isolatøren, har til gengæld tendens til at trække sig væk og søge ensomheden eller sit eget rum. Den person er ikke specielt meddelsom og åbner ikke op omkring sine følelser og behov.

Det kan komme til udtryk i nogle meget fastlåste roller, for eksempel i form af klicheen om manden, der dagligt forskanser sig bag sin avis ved morgenbordet, imens konen ivrigt stiller spørgsmål og forsøger at få gang i en samtale. I sådan en relation kan hun nærmest føle det som om, at hun er blevet forladt, mens han til gengæld oplever det som om, at han bliver invaderet af hendes påtrængende adfærd.

Hvilken rolle tager du, isolatør eller sammensmelter?

I Kærlighed & samliv skriver Hendrix, at ”mange isolatører uden selv at vide det genskaber barndommens konflikter ved at gifte sig med en sammensmelter, det vil sige et menneske med et uopfyldt behov for nærhed. Herved videreføres netop den konflikt, der plagede dem som børn.”

Hos Hendrix er isolatør og sammensmelter altså personlighedstræk, der blev grundlagt i barndommen. Jeg bruger begreberne på en lidt anden måde, idet jeg har iagttaget, hvordan de kan optræde som omskiftelige roller snarere end faste personlighedstræk.

De skift sker ofte, fordi vi i høj grad tager den modsatte rolle af vores partner eller date. Så hvis du er på date med en isolatør, kommer du nemt til at optræde som sammensmelter og omvendt.

Det er omskifteligt, for hvis han/hun presser på for at ses og være sammen, så vil du måske være skeptisk og tilbageholdende. Når han eller hun til gengæld trækker sig tilbage og vælger en mere afventende rolle, kan der meget vel ske det, at du kommer på banen, for egentlig vil du jo gerne.

Disse spil imellem parterne ser man ofte i de indledende faser af et parforhold.

Når jeg mener, at der er tale om roller, så bunder det også i den grundlæggende antagelse, at vi alle sammen har begge karaktertræk i os, idet vores samlede psykologi er en helhed af modsætninger.

Isolatør og sammensmelter er jo et modsætningspar, men selvom vi kan være særligt disponerede for at optræde som den ene af de to modsætninger, så har vi ikke desto mindre den anden i os som en ubevidst eller fortrængt side af os selv.

Et eksempel: Hun virker kølig eller afvisende

Vi skal nu se et eksempel på, hvordan vi kan ”projicere” den ubevidste side af os selv over på modparten. Det ubevidste indhold ligger og lurer lige under overfladen. Selvom eksemplets to parter tilsyneladende er modsætninger, sætter de i virkeligheden et spejl op overfor hinanden og ser sig selv i den anden.

For eksemplets skyld siger vi, at du er en fyr, der er usikker på din date, fordi hun virker noget lunken i sin interesse. Hun svarer måske, når du henvender dig, men det er kortfattet, og der kommer ingen eller få initiativer fra hendes side.

Du er derfor i tvivl, om du skal blive ved med at prøve. I nogle situationer har hun dog givet indtryk af, at hun virkelig var interesseret, så du giver det et skud mere.

Nu henvender du dig til hende og adresserer hendes manglende engagement. Du fortæller hende måske direkte, at du savner, at hun kommer noget mere på banen, så I kan lære hinanden ordentlig at kende.

Det viser sig imidlertid, at hun har været tilbageholdende, fordi hun ikke var sikker på, hvor seriøs du var. Derfor har hun været i tvivl, om det var værd at bruge tid på dig for alvor.

Det er i hvert fald hendes forklaring, og når du tænker nærmere efter, giver den god mening. Du ér nemlig en frihedselskende type, som kan være bange for at binde sig. Du indser også, at du undervejs har givet hende grund til at tvivle på din seriøsitet. Det havde du bare ligesom glemt, fordi du var optaget af hendes kølige distance.

Med andre ord kan man sige, at du var bevidst om dig selv som sammensmelter og ubevidst om din indre isolatør. I har begge projiceret jeres usikkerhed og tilbageholdenhed over på den anden. Nu hvor I har fået afklaret, hvad der er foregået imellem jer, kommer jeres relation imidlertid ud af det dødvande og ind i en mere seriøs fase, hvor begge parter engagerer sig.

Sådan gør du, hvis du ofte møder afvisning

Eksemplet er blot et ud af mange forskellige variationer over, hvordan dynamikken imellem sammensmelter og isolatør kan udspille sig, og hvor mange kvaler det modsætningspar kan give os.

Det demonstrerer, hvordan vi måske nok kan opleve os selv som den, der altid er fremme i skoene, eller den, der altid holder igen, men så simpelt er det som regel ikke – for i så fald har vi kun haft øje for den ene side af os selv.

For at undgå, at det selvsamme mønster gentager sig i den ene relation efter den anden, skal du blive bevidst om helheden af, hvem du er.

Du skal kende dig selv så godt, så du indser, hvordan begge sider virker i dig. Du skal blive bevidst om, at du er en helhed af både sammensmelter og isolatør. I modsat fald kommer du let ind i skæve relationer, hvor I får hver jeres fastlåste roller.

Så hvis du oplever dig selv som én, der altid presser på for at få mere samvær og intimitet, så anbefaler jeg, at du kommer i tanke om, hvordan du også i nogle situationer kan have brug for at trække dig væk – du har dit eget liv og egne interesser, som du prioriterer.

Læg også mærke til, hvordan du reagerer, hvis du møder en date, som er rigtig meget på, for måske virker det rent faktisk frastødende på dig.

Omvendt, hvis du opfatter dig selv som én, der kun ønsker løse forbindelser eller overfladiske forhold – bid så mærke i, hvordan du også nogle gange har en trang til nærvær, omsorg, kærlighed og det at høre sammen.

Måske finder du sjovt nok altid sammen med partnere, som vil noget mere. Det er ikke tilfældigt men et tegn på, at du tiltrækkes af den side hos dem. 

Meget ofte tiltrækker vi mennesker, som spejler os. Sammensmeltere og isolatører ser godt nok ud til at være modsætninger, men de spejler og tiltrækker ikke desto mindre hinanden, fordi de hver især er ubevidste i det, den anden har.

Få mere hjælp og viden

Modsætningsparret sammensmelter/isolatør er måske det allermest aktuelle at se på i relation til de problematikker, der findes i moderne dating og parforhold.

Jeg oplever i hvert fald, at de to roller udspiller sig i utrolig mange tilfælde og skaber svære problemer for parterne.

De repræsenterer et kompliceret dilemma for os, både som individer og partnere – i dag har vi tilsyneladende meget svært ved at finde den rette balance imellem individualisme, frihed og autonomi på den ene side samt parforhold, intimitet og samvær på den anden side.

Få hjælp i to bøger, som begge handler om, hvordan vi får bedre dates og parforhold

Læs mere om emnet:

Temperer følelser på fire måder ♥♥♥♥

tempererede følelser
Tempererede følelser er varme, men ikke for varme. De er afbalancerede. Foto: Ian Dooley

Forelskelser og andre stærke følelser tager let magten fra os og bringer os ud af balance. ”Tempererede følelser” er derimod afbalancerede og i god overensstemmelse med din fornuft og realitetssans. Herunder får du fire eksempler på, hvordan følelser tempereres i praksis. Det kan være rigtig godt at kende de fire metoder, fx hvis du er ulykkeligt forelsket.

Jeg omtaler det som ”tempererede følelser”, når vi får en vis grad af bevidst styring ind i vores seksuelle eller romantiske impulser, og fx kan fravælge en forelskelse.

Ordet temperere bruges, fordi det er en proces, hvor vi afpasser vores følelser. Vi tænder eller slukker så at sige for varmen og opnår derved den rette temperatur i den givne situation.

Continue reading

Parforhold: Bliv hele sammen ved at forstå skyggen

Parforholdets skyggeside
En stor del af parforholdets dynamik ligger på den ubevidste skyggeside. Foto af Everton Vila.

Hvorfor tiltrækkes vi nogle gange af typer, som vi tilsyneladende passer dårligt sammen med? Det lyder irrationelt, men giver god mening, hvis man forstår forelskelsens dynamik på baggrund af C. G. Jungs begreb om ”skyggen”. Så kan forelskelse ses som et ønske om at forenes med en skjult side af os selv.

Forelskelse og tiltrækning er ofte lidt af et mysterium. Hvorfor var det lige ham eller hende, du blev forelsket i? I nogle tilfælde kan det nærmest virke fornuftsstridigt, hvis vi kommer ind i dårlige forhold.

Måske er der en rigtig god, skjult, grund. For at illustrere det skal vi kigge på forholdet imellem to personlighedstyper, nemlig ”sammensmeltere” og ”isolatører”.

Continue reading

Forelsket i de Forkerte – Hvad betyder det?

Forelsket i de forkerte

Ulykkelig kærlighed er ofte forbundet med et mønster, hvor vi gentagne gange bliver forelsket i dem, vi ikke kan få eller, som behandler os dårligt. Foto af Kristina Tripkovic.

Herunder gennemgår jeg, hvad det vil sige, at blive forelsket i de forkerte, hvordan du slipper det mønster, og hvorfor det i det hele taget opstår. Det er et stort emne, som der kan siges meget mere om, så artiklen er kun ment som en kort introduktion. Til sidst får du links til, hvor du kan fordybe dig mere i emnet. Du er også meget velkommen til at bestille en tid, hvis du har brug for hjælp.

Hvem er de forkerte?

At forelske sig i de forkerte kan betyde, at du vil have dem, som du ikke kan få, eller kun kan få halvt. Fx fordi de allerede er taget, holder dig hen eller kun vil være venner. Begrebet om de forkerte kan også dække over, at du gentagne gange kommer ind i parforhold, som er dårlige eller usunde for dig. Du bliver fx såret og nedgjort eller det, der er værre.

Der er rigtig mange, som oplever noget i den retning, så det er et udbredt fænomen. Du er bestemt ikke alene.

Continue reading

FOMO gør os til singler – tag dig bedre tid!

FOMO gør os til singler

Der er en udbredt frygt for at gå glip af noget, ikke mindst pga. sociale medier. Vi kan fx være bange for at gå glip af den helt rigtige partner, men paradoksalt nok betyder det tit, at vi forbliver singler eller er uengagerede i et parforhold. Det kan også betyde, at vi forelsker os i dem, vi ikke kan få. Læs hvorfor!

I dag snakkes der meget om fear of missing out (FOMO), som på dansk betyder angst for at gå glip af noget. Det kommer i praksis til udtryk ved, at vi ikke tør vælge. Eller vi prøver at få det hele på en gang.

Fænomenet forbindes som regel med nye teknologier såsom sociale medier og smartphones, der gør, at vi hele tiden kan være på og i kontakt med alle og enhver.

Der er en særlig flygtighed over os i dag, som især kommer til udtryk i vores adfærd på nettet. I den forbindelse er der jo også kommet netdating og dating apps, og hvad gør det ved vores kærlighedsliv?

Continue reading

Derfor skal du kende “De 5 kærlighedssprog” som single

Indlæg på singlespot.dk d. 15. februar 2018 af Jens W. Pedersen

De fem kærlighedssprog

Du har måske hørt, om de fem kærlighedssprog, men vidste du, at du også kan bruge dem til noget som single – og ikke kun i et parforhold?

Amerikanske Gary Chapman står bag teorien om “De fem kærlighedssprog”, som er:

  • anerkendende ord
  • tid til hinanden
  • gaver
  • tjenester
  • fysisk berøring

Ved at kende til sprogene kan du gøre en forskel i dine relationer. Måske går du i øjeblikket glip af en masse kærlighed, fordi du ikke er bevidst om, hvordan du selv og andre udtrykker den på hver sin måde?

Kærlighedssprogene er relevante i alle nære relationer, men ikke mindst i vores parforhold.

Som single, der gerne vil være i et sundt parforhold i fremtiden, er det også et godt “sprog” at kunne, for i parforholdet er vi allermest motiverede for at lykkes med kærligheden.

Hvis du fortæller om dit eget kærlighedssprog og påtager dig den opgave at forstå din partners, så kan du/I udøve kærlighed på en ny og mere succesfuld måde.

Derfor skal du kende kærlighedssprogene

Hvorfor er det så godt at vide noget om kærlighedssprog? Særligt af to vigtige grunde:

Grund #1: Genkend kærlighed
For det første for at du kan genkende den andens udtryk for kærlighed og altså ved det, når han/hun udviser kærlighed overfor dig.

Hvis du ikke genkender det udtryk, så kan du jo fejlagtigt tro, at du er uelsket.

F.eks. hvis du har en partner, som viser sin kærlighed ved at gøre dig en tjeneste og hjælpe med havearbejdet.

Men imens i går der og arbejder sammen, så ville du bare sådan ønske, at han tog om dig – for fysisk berøring er din foretrukne måde, og når han ikke gør det, så mærker du ikke rigtig hans kærlighed.

I værste fald går du altså glip af kærlighed, som du virkelig har savnet og ønsker dig, fordi du simpelthen ikke opdager, at du får den.

Manglende viden om den andens kærlighedssprog kan altså være skyld i nogle store misforståelser imellem jer, som gør jer meget frustrerede.

Grund #2: Vis kærlighed bevidst
For det andet for at du selv kan udøve kærlighed på den måde, som din partner værdsætter allermest.

At udøve kærlighed er ikke nødvendigvis noget, der kommer helt af sig selv. Det er nemlig også en opgave, som vi påtager os, og hvor vi bevidst sætter os i den andens sted for at forstå, hvad han eller hun har brug for

Det betyder så også, at vi sætter os lidt ud over vores egne automatiske handle- og reaktionsmønstre.

I ovenstående eksempel kunne din havemand bevidst vælge at holde om dig, fordi han ved, at det er dit kærlighedssprog – og omvendt kunne du påtage dig at gøre ham en tjeneste, fordi du ved, hvor glad han bliver for det.

Det kan føles kunstigt i nogle situationer, men er det ikke et større udtryk for kærlighed, når vi på den måde gør os umage for at være der for den anden?

Hvis du er single og dater

Hvis du dater, anbefaler jeg, at du finder ud af, hvilket kærlighedssprog din date har. Det er måske ikke det første, du spørger om, men det er virkelig et godt emne.

Dels fordi du gerne vil have den viden, så du kan vise din interesse på den mest hensigtsmæssige måde, og dels fordi det er relevant for, hvorvidt I to er et godt match.

F.eks. ville jeg nok have svært ved at have en partner, hvis vigtigste udtryk for kærlighed var at give gaver, for det ligger lavest på min egen liste, og det siger mig ikke ret meget.

Et lille tip om kærlighedssprog
Egentlig synes jeg bare, at du skal spørge ligeud, hvis du vil vide, hvad der skal til for, at din partner eller date føler sig elsket.

Men du kan også afkode en masse ud fra, hvad han/hun gør. Mange gange gør vi nemlig det for andre, som vi selv ville sætte pris på, at de gjorde for os.

Test dit kærlighedssprog

Ved at kende hinandens kærlighedssprog kan I altså undgå mange frustrationer og dyrke kærligheden på en ny og mere bevidst facon.

Du kan læse mere om emnet og teste dit kærlighedssprog her >>

Testen er ikke særlig detaljeret, men den kan være et godt udgangspunkt for en snak eller for, at du bliver mere bevidst om dine egne ønsker og præferencer.

Hvem er den rette for dig?

hvem er den rette?

Ved du, hvordan den rette ser ud? Ellers læs med herunder, hvor du får nogle bud på det. Foto: Rachael Crowe.

De fleste singler tænker over spørgsmålet: ”Hvem er den rigtige for mig?” Eller: ”Findes der overhovedet en derude, som er rigtig for mig?” Hvis du har erfaringer med at møde de forkerte, så bliver det sidste spørgsmål sikkert ekstra påtrængende. Du kan også blive i tvivl, om du selv egner dig til et parforhold. De tvivlsspørgsmål vil jeg give nogle bud på i det følgende.

Men vi starter med spørgsmålet om, hvem du selv er, for det rigtige match er jo lige præcis den, der passer til dig og din særlige personlighed.

Herunder er der nogle basale værdier, som vi helst skal være fælles om, fx mener jeg, at du skal være meget opmærksom på følgende:

Du matcher bedst med en, som har den samme prioritet i et bestemt spørgsmål, nemlig: ”Hvad er vigtigst, ånds- eller familielivet?”

Hvis du kommer ind i et forhold til en, som slet ikke har den samme vægtning i det spørgsmål, så vil det nok gå galt – I kommer i hvert fald let til at slide på hinanden og strides om, hvis behov, der skal have forrang, for de er meget forskellige.

Familie- og åndsliv

Den letteste måde at skelne imellem de to områder er, at familielivet er det, vi har tilfælles med dyrene. Åndslivet består derimod i det specifikt menneskelige, som adskiller os fra dyr.

På den ene side står derfor alt det, der relaterer til at stifte familie og forsørge den. Det hører til vores biologi, kroppen og drifterne. Heri ligger også forelskelse og romantik. Det andet område består i ånds- eller bevidsthedslivet, såsom vores intellektuelle og kunstneriske virke, et kald eller en passion. Heri kan også nævnes en hobby eller interesse samt humanisme og næstekærlighed.

Døgnet har kun 24 timer, så hvis du vægter det ene af de to områder højt, vil der være mindre tid og energi til det andet.

meget-her---mindre-her-copy

Hvis der er meget fokus i det ene livsområde, er der mindre til det andet.

Dit familieliv kan dog godt have noget åndelighed i sig, fx hvis de nære relationer virker sådan på dig, at du får slebet kanterne af, og du af den grund udvikler dig som menneske, bliver mere rummelig, tilgivende og tolerant.

På samme måde med arbejdslivet, for det kan både forstås som det at forsørge sig selv og familien, men dit job kan også være et kald, en sag eller karriere, som optager dig – i så fald er det en del af dit åndsliv.

Hvis du har klar overvægt i dit åndsliv, kan det fx komme til udtryk i lange perioder som single og i kortvarige forhold. Klar overvægt på den modsatte side kan betyde, at du godt nok har andre interesser end ægteskabet, fx en hobby, men du vil have mand/kone og børn, og dit liv handler først og fremmest om det projekt.

Du kan også befinde dig i en mellemzone, hvor du vægter ånds- og kønslivets nogenlunde ligeligt. Så kan det være svært at vælge imellem dem, og du kommer let i konflikt med dig selv.

Mellemzonen

Hvis du er på vej ud af parforholdets domæne, vil du opleve, at din trang til at være i et parforhold, din afhængighed af det og din fornemmelse af, at det er formålet med dit liv, langsomt eroderer. Lidt efter lidt bliver det knap så vigtigt.

Så får du andre interesser, som du investerer din energi i. Og i takt med, at du investerer din energi der, så vokser de områder og får en selvstændig betydning for dig. På den måde kan du komme til et punkt, hvor du nedprioriterer et parforhold til fordel for de interesser.

Nu begynder du måske at tænke på parforholdet, som noget, der kan være dejligt, og som du gerne vil på et tidspunkt, men det haster ikke.

Eller som noget du gerne vil, hvis det ikke fylder alt for meget – så din kæreste må ikke lægge beslag på dig. Du begynder, at opleve det som irriterende, hvis han eller hun kræver alt for meget af din tid og opmærksomhed. Du vil i hvert fald ikke have, at I sidder lårene af hinanden.

Det er vigtigt, at han/hun også har noget andet at gå op i, sit eget selvstædige liv og sine egne ambitioner, som ikke har noget med dig at gøre – men som det kan være spændende at høre om, når I ses. Du er ikke så sikker på, at I skal bo sammen og bygge rede. Det med, om I skal have børn, er et åbent spørgsmål.

Placer dig og find et match

Hvis du har svært ved at afgøre, hvilket område, der vægter mest i dit tilfælde, så spørg dig selv, hvad du vil ofre dig for. Altså, hvis du fik sat pistolen for panden og skulle vælge imellem de to, hvad tager du så?

Vil du ofre parforhold og romantiske håb til fordel for dit åndsliv, dvs. fx en sag, du brænder for, eller dit kunstneriske virke. Eller vil du omvendt sige, at ægteskab og familieliv går forud for det andet.

Det er et basalt valg i vores kærlighedsliv, og i kraft af den stillingtagen bliver du afklaret på et dybt plan.

Du får en bedre forståelse for, hvem du selv er, og hvilke former for romantik og samliv, du passer ind i – men det gør også, at du bedre kan spore dig ind på, hvilken type partner, du skal opsøge for at finde den rigtige. Sørg for at finde en partner med samstemmende værdier, dvs. en, som vægter samme side.

Ubalance-copyright

De to passer ikke sammen, for han vægter parforholdet meget højere end hende.

Du bør ikke vælge en partner, som prioriterer omvendt i familie- og åndslivet, for i så fald vil I jo hele tiden slås om, hvad der er vigtigst. Den, som prioriterer parforholdet, vil hive i dig for at få sit større ægteskabelige behov dækket. Han eller hun, som prioriterer åndslivet, vil til gengæld skubbe dig væk og distancere sig.

For at få et godt match, må I altså have nogenlunde samstemmende prioriteter, så I er enige om, hvor meget I vil investere i tosomheden, hvor tit I ses, om I skal være tro, flytte sammen, have børn osv..

Dine valg har konsekvenser og indebærer tit et afsavn. Når vi vælger til, vælger vi også fra. Lad os sige, at du prioriterer dit kunstneriske virke, så vær klar over, at det kan koste på hjemmefronten. Hvis du er heldig, går de to ting op i en højere enhed, men det kan du ikke regne med.

For at få mest mulig held i dit romantiske liv, må du finde en, som ikke lægger beslag på dig og tager alt for meget af din tid. Hvis det lykkes, kan I nyde jeres liv sammen. Men I kan også begge nyde det hver for sig, for I får ikke dårlig samvittighed over at efterlade den anden, og I går ikke på kompromis med jer selv.

Balance-copyright

Der er balance i deres forhold, fordi begge prioriterer åndslivet højt.

Derfor bliver det nok heller ikke et traditionelt parforhold – I bliver mere som frie og uafhængige partnere, der nyder og inspirerer hinanden, end som ægtefolk, der ejer hinanden.

Lav din tjekliste!

Jeg anbefaler, at du laver en tjekliste over dine vigtige prioriteter – dvs. det, der skal stå flueben ud for, før du indlader dig på et forhold. Listen har flere punkter, men herunder bør indgå, om du er til et traditionelt forhold med mand/kone og børn – eller du ønsker en mere uforpligtende, moderne samlivsform.

Brug tjeklisten til at orientere dig efter, når/hvis du dater – og ud fra den stiller du spørgsmål til din date.

For hvis du vil giftes og have børn, skal du nok ikke kaste dig i armene på den første den bedste – så er det vigtigt, at du tager dig god tid og bliver sikker i din sag. Ellers risikerer du at finde sammen med typer, som ikke kan/vil give dig det, du søger.

Omvendt, hvis du er til sjov og ballade, flirt og fri sex. Vær ærlig omkring det, så I ikke går forkert af hinanden.

Og hvis du er til moderne samlivsformer, dvs. ikke at bo sammen, åbne forhold og deslige. Meld det ud, så du ikke kommer ind i et forhold, hvor du gang på gang vil skuffe din partner, som håbede på noget andet og mere.

På den måde sorterer du de forkerte fra og skaber plads til den rette!

Her er 5 punkts-planen til at finde den rigtige

Indlæg på singlespot.dk d. 5. maj 2017 af Jens W. Pedersen

find-den-rigtige-e1493983793923

Er det aldrig den helt rigtige, du forelsker dig i – så hænger du fast i noget hængedynd. Det forklarer coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen i indlægget herunder.

Han har tidligere udgivet bogen “Dating, desperation og selvudvikling”, der henvender sig til singler af begge køn, og i de kommende måneder holder han workshops  i København og Odense med titlen “Forelsket i de forkerte”. Her kommer indlægget, der handler om netop det emne:

Jeg mener, vi har noget tågesnak omkring valg af de forkerte partnere. Mange af os falder i den slags dårlige mønstre, hvor vi gentagne gange kommer ind i usunde forhold.

Når jeg taler med folk om det emne, så siger de tit: ”Jamen, der er jo en mening med, at vi finder dem, vi finder”. Det fremhæves f.eks., at vi ved at komme ind i de dårlige forhold gentager og healer traumer fra barndommen.

Det kan være rigtigt nok, men jeg får på fornemmelsen, at vi luller os selv i søvn med de forestillinger. Jeg får lyst til at sige (eller råbe):

”Vågn nu op, det er da ikke meningen, at du skal blive hængende i det der hængedynd!”

De dårlige forhold og negative tiltrækningsmønstre er hængedynd. Måske hænger du meget fast der og kan ikke hive dig op?

Følg de råd, jeg giver forneden, for hvis du fortsætter med at opsøge partnere ud fra de samme gamle kriterier, så bliver du også ved med at opnå de samme dårlige resultater.

Kærlighed skal ikke gøre ondt
Jeg tror på, at der er en mening med alt. Skal du slå et søm i, og hamrer du dig selv over fingrene, er der også en mening med det – men da ikke, at du skal fortsætte med at slå søm i på den måde.

Når vi næsten får vendt vores dårlige forhold til noget positivt med kommentarer a la: ”Men er det ikke i modgang, vi lærer mest?” Så svarer jeg: ”Jo, intet er forgæves, men hvis du går i de samme fælder gang på gang, hvad har du så lært?”

Der ligger ikke nogen fordømmelse eller kritik i det, og jeg ser ikke ned på dem, der gentager dårlige mønstre. Det har jeg selv gjort, og jeg har fuld forståelse for, at man gør det i afmagt eller af gammel vane.

Det, jeg påpeger, er kun, at vores holdninger til det her felt og til de fejltagelser, vi laver i det felt, ikke bør være anderledes, end de holdninger vi har på andre områder af livet.

Hvis det gør ondt, er der noget galt, og vores opgave er at finde ud af, hvordan vi så vidt muligt undgår den smerte i fremtiden. Kærlighed skal ikke gøre ondt.

Gør sådan i praksis
Vi skal altså have styr på, hvad det er for nogle valg, vi tager, der fører os ud i noget skidt. Og prøve at finde ud af, hvilke andre valg vi kan tage i stedet, og som fører i den rigtige retning.

I praksis anbefaler jeg, at du arbejder med følgende 5 punkter:

1. Find ud af, hvad dit mønster er
Dvs. hvad der går igen i forhold til, hvem du bliver tiltrukket af, og i de forhold, du kommer ind i. F.eks. at du altid møder gifte mænd, bliver nedgjort eller kommer ind i yoyo-forhold osv.

2. Prøv at forstå, hvad der kan være dit motiv til at tage de valg
Hvad kan f.eks. være dit motiv til kun at gå efter gifte mænd? Eller hvad kan være dit motiv til at forelske dig i piger, som nedgør dig?

Og her mener jeg altså ikke noget med, hvad der er sket/ikke sket i din barndom, men hvad du får ud af det her og nu som voksen. Eksempler på motiver kan være selvhad, dvs. at du ikke føler, at du har fortjent bedre.

Eller det kan være en ubevidst modvilje imod at komme ind i et fast parforhold – måske vil du slet ikke den der trummerum, når det kommer til stykket?

3. Tag stilling til dine motiver
Når vores motiver er ubevidste, er de svære at håndtere, men hvis du kan få øje på, hvad det motiv måtte være, så kan du også tage stilling til det igen, dvs. tage et bevidst valg. Så vil du lade dig styre af det motiv fremover?

4. Kig nærmere på den proces, der fører frem til, at du bliver afvist eller kommer ind i et dårligt forhold
I den proces vil der være nogle tegn på, at du er på vej ind i noget dårligt, men de signaler har du formentlig ignoreret hidtil. Opgaven består derfor nu i at tænke tilbage og finde ud af, hvad det var for nogle signaler, for de er dine alarmklokker.

Det kan f.eks. være, at han/hun ikke er ærlig over for dig, negligerer dig, sender skiftende signaler osv.. Det kan også være en dårlig mavefornemmelse. Hvis alarmklokkerne bimler, så holder du dig væk.

5. Vid, hvad der til gengæld fører i den rigtige retning
Dvs. f.eks. de modsatte signaler af dem, du fandt i punkt 4. Hvis din alarmklokke var en dårlig mavefornemmelse, så ved du, at en god mavefornemmelse er et godt tegn, og at du trygt kan gå et skridt videre med ham eller hende.

I punkt 5 opsumerer du, hvad du har lært i punkt 1-4. På den baggrund formulerer du din egen personlige opskrift på, hvad der skal til for, at du får mere held i kærlighed næste gang.

Som et sidste og mere generelt råd vil jeg nævne, at mennesker, der har de her dårlige mønstre, tit er for hurtige med at komme ind i stærke, lidenskabelige følelser.

Du når simpelthen ikke at lære den person at kende og finde ud af, om I to passer sammen, før du er forelsket til op over begge ører.

Så lav en tjekliste over, hvad du skal vide om den person, før du giver efter for de følelser. Og giv dig god tid til at finde ud af, hvem han/hun er, før I indleder et intimt, seksuelt forhold.

Workshop i Odense og København.
Hvis du har brug for hjælp med de fem punkter, så afholder jeg workshoppen ”Forelsket i de forkerte” i Odense og København. Læs mere om workshoppen her eller kontakt mig for at få en individuel session.

Jens W. Pedersen er forfatter til bogen Dating, desperation og selvudvikling fra forlaget Indblik (nu EgoLibris).