
Hvorfor tiltrækkes vi nogle gange af typer, som vi tilsyneladende passer dårligt sammen med? Det lyder irrationelt, men giver god mening, hvis man forstår forelskelsens dynamik på baggrund af C. G. Jungs begreb om ”skyggen”. Så kan forelskelse ses som et ønske om at forenes med en skjult side af os selv.
Forelskelse og tiltrækning er ofte lidt af et mysterium. Hvorfor var det lige ham eller hende, du blev forelsket i? I nogle tilfælde kan det nærmest virke fornuftsstridigt, hvis vi kommer ind i dårlige forhold.
Måske er der en rigtig god, skjult, grund. For at illustrere det skal vi kigge på forholdet imellem to personlighedstyper, nemlig ”sammensmeltere” og ”isolatører”.
Isolatøren er en kølig og distanceret type. Vedkommende kan alligevel godt komme ind i et forhold, men har svært ved at sige ja for alvor og helhjertet.
Paradoksalt nok kan isolatøren blive tiltrukket af en, som er helt modsat, en såkaldt sammensmelter, der hele tiden opsøger kontakt og vil noget sammen.
Annie og hendes fyr
I et tidligere blogindlæg så vi et godt eksempel på det, hvor Annie fik rollen som sammensmelter, og hendes fyr som isolatør.
Læs hele Annies fortælling her: Slip en seksuel besættelse
Det er meget sigende, at Annie er imponeret over, hvor let fyren har det med at være alene. Selv blev hun derimod bange for at miste, bare han gik ud for at trække frisk luft.
Det er også sigende, at han til gengæld ikke kunne sige ja til et intimt parforhold men i stedet opsøgte sex og løse forbindelser.
På trods af denne umage konstellation imellem dem varede deres forhold ved i 4 år, og de boede sammen i en periode. Jeg tror, det viser noget om, hvordan de to roller hører sammen og tiltrækker hinanden, selvom de altså tilsyneladende er helt uforenelige.
Hvad er skyggen?
For at forstå sammenhængskraften imellem de to typer betragter jeg dem som et ”skyggepar”. Teorien om skyggen stammer fra den schweiziske psykiater C. G. Jung (1875-1961).
Ifølge ham er vi alle sammen mangesidede væsener, der indeholder alt, hvad et menneske kan være.
Nogle af de sider træder frem og viser sig udadtil i vores personlighed og selvopfattelse (den såkaldte persona), mens andre sider fortrænges til en ubevidst skyggeside.
Ifølge Jung arbejder selvet, dvs. helheden af, hvem vi er, hele tiden på at realisere den helhed – det sker blandt andet ved at integrere skyggen i vores selvopfattelse.
De fortrængte sider lever fortsat i os og gør deres indflydelse gældende, hvilket kan forklare, at Annie og hendes fyr tiltrækkes af hinanden.
Annies ubevidste trang til isolation gør, at hun fascineres så meget af den fyr, der kan være alene. Ubevidst tiltrækkes han til gengæld af hendes ønske om at være sammen.
Hvis ikke disse ubevidste kræfter var i spil, ville det være meget mere enkelt at finde en passende partner. Så kunne sammensmelteren jo bare finde sammen med en anden sammensmelter, og en isolatør kunne passende vælge en anden isolatør. Sådan går det imidlertid ikke, for de ubevidste kræfter er mindst ligeså stærke som de bevidste.
Forelskelse er projektion
Hvis vi skal applicere Jungs teori på eksemplet her, så kan man sige, at vi alle sammen både er sammensmeltere og isolatører, men vi kan være ubevidste i den ene af rollerne.
Så opfatter du fx dig selv som en sammensmelter og optræder som sådan over for din partner. Du klager gerne over, at han/hun har for travlt, ikke er nærværende, negligerer dig osv.
Du er ubevidst om, at du også selv har den side i dig, som opsøger ensomhed, har brug for fred eller gerne vil have sin frihed. Den side ”projiceres” over på din partner, så du kun ser den hos ham/hende.
Derfor kan det altså også være sådan, at du netop opsøger og tiltrækkes af en partner, som har det samme skyggepar, men i den omvendte konstellation – dvs. han/hun er bevidst i sin trang til frihed og autonomi, men ubevidst i sin trang til at smelte sammen i et intimt parforhold.
Hvis det er rigtigt, kan du få større harmoni i dig selv og i dit parforhold ved at integrere skyggen. Det betyder, at du bliver bevidst om, at du har den side. Du lytter til den side af dig selv og giver den mere plads i dit liv.
Integrer skyggen sammen
Der opstår meget let magtkampe imellem de to parter. De vil igen og igen prikke til hinandens angst og til det ubehag, som er forbundet med, at de ikke får det, de hver især længes efter.
Sammensmelteren bliver hele tiden forladt af sin partner, som trækker sig væk. Isolatøren føler sig derimod belejret eller invaderet af sin partner, som hele tiden vil tæt på.

De to parter kommer til at slås, hvis ikke de kan finde ud af at samarbejde, elske og hjælpe hinanden.
Meningen med deres samvær er, at de hver især skal blive bevidste i deres skygge og komme til at elske den fortrængte side.
Hvis begge parter indser det, kan de indlede et samarbejde om dette fælles mål.
I så fald afløses magtkampen imellem dem af parternes ønske om at gøre det fælles bedste.
Det er for mig at se essensen af kærlighed, og på den måde vil deres forhold blomstre op og bære frugt.