Dating guide: 10 råd om angst for afvisning

Angst for afvisning

Angst for afvisning kan fx få dig til at stivne eller at tale som et vandfald – men det kan sagtens håndteres. Foto: Frankie Cordoba

De fleste af os kan komme ud for svære følelser, når vi dater – typisk vil der fx være en frygt for at blive afvist. Angst er en forsvarsmekanisme, men du skal ikke lade dig styre af den, og den kan sagtens bekæmpes. Herunder får du en række tips til at håndtere angst.

Hvis du har angst for afvisning, tør du måske slet ikke gå ud, eller du bliver helt stiv på en date og siger ikke et ord. Omvendt er der nogle, der af samme grund taler som et vandfald.

Vi reagerer altså forskelligt, men når angsten styrer som regel ikke så heldigt. Derfor vil det være bedst for dig, at du håndterer det på en mere bevidst måde.

Hvorfor angst?

De fleste har prøvet at blive afvist og svigtet eller har oplevet dårlige forhold og relationer – den slags smertelige erfaringer lagres i det ubevidste og kan betyde, at du bliver nervøs eller bange på en date. For går det nu galt igen?

Angst er et forsvarAngsten er din forsvarsmekanisme, som ihærdigt forsøger at beskytte dig imod fare, og i den forstand har den en positiv funktion.

Men du skal ikke overlade beslutningerne i dit liv til angst.

Hvis du lader dig styre af den, så siger du til dit ubevidste sind: “Ja, det ER farligt”, og den besked vil kun gøre ondt værre og forstærke din angst.

Hvis du ikke vil have den angst i dit liv, så læg den til side – det er dig, der bestemmer!

Du kan lykkes med at overtage styringen, og der er hjælp at hente – herunder er nogle råd til at starte med:

10 råd om angst

Hvis du gerne vil rumme og håndtere din angst for afvisning, så prøv følgende metoder. Tag det eller de råd, der virker bedst for dig:

1) Adskil angsten fra personen – I stedet for at fokusere på, om han/hun vil dig eller ej, så fokuser på, hvorfor du er så bange for at blive afvist? Spørg dig selv, hvad den angst dækker over. Dine fantasier om, hvor galt det kan gå, kaldes “katastrofetanker”. Undersøg dem nærmere. Er de reelle? Hvad er det værste, der kan ske? Og er du villig til at løbe den risiko for at få en partner?

2) Slip håb og forventninger – Når du har meget fokus på, at du gerne vil opnå noget bestemt, kan du få præstationsangst, som er en frygt for, at det ikke lykkes. Giv slip på dit mål, for du kan alligevel ikke styre, hvad der skal ske imellem jer. Prøv i stedet at være til stede i nuet og hav tillid til, at det, der sker, er til det bedste.

3) Gør det, du er bange for – Hvis du er bange for afvisning, så udsæt dig selv for den risiko i nogle rammer, som er relativt trygge. Eller date en person, som du er nogenlunde tryg ved. Vær så tilpas tryg ved situationen, at du kan håndtere det. Du udfordrer altså dig selv, men ikke for meget, og på den måde udvider du stille og roligt dine grænser for, hvad du kan og tør.

4) Kom ned i kroppen – Da angst er drevet af katastrofetanker, hjælper det at komme ud af hovedet og ned i kroppen, fx ved at løbe en tur inden en date. På den måde får du også brugt noget af al din urolige energi.

5) Mærk angsten – Når du mærker en følelse i dens kerne falder dit sind til ro, og du kan være i dig selv. Så find det sted i kroppen, hvor følelsen sidder, og gå så helt ind i den med din opmærksomhed. Det er en øvelse, der egner sig godt til, at du ligger eller sidder ned i fred og ro derhjemme. Brug fx 15 min. på det. Når du går ind i angsten med din opmærksomhed, kan den flytte sig til et andet sted i kroppen, og i så fald vender du også din opmærksomhed imod det nye sted.

6) Træk vejret – Når du er bange, kan du have svært ved at trække vejret ordentligt, men hvis du bevidst vælger at tage nogle dybe vejrtrækninger, kan det omvendt hjælpe dig til at slappe af. Træk gerne vejret igennem næsen, da det aktiverer kroppens ro system, det såkaldte parasympatiske nervesystem.

7) Tro på dig selv – Når du går på en date, er du måske bange for den andens ”bedømmelse” af dig. Det er næsten som at gå til eksamen. Men du kan bygge dig selv op rent mentalt ved at sige noget positivt til dig selv og på den måde få selvtillid. Husk på dine egne dyder og kvaliteter. Bekræft på den måde dig selv i, at du er et godt parti eller en interessant person at være sammen med.

8) Tal om det – Hvis du er meget nervøs, er det en god ide at sætte ord på. Når du er åben omkring dine følelser, får du lettere ved at rumme dem og kan bedre slappe af – på den måde åbner du også op for, at I to kommer tættere på hinanden og lærer hinanden bedre at kende. Hvis du er heldig, får det ligeledes din date til at åbne mere op, og I opnår en større fortrolighed og tryghed sammen.

9) Et godt match går begge veje – Dating er ikke en konkurrence, hvor du skal præstere, men handler derimod om at finde et godt match. Derfor skal du også være dig selv og vise, hvem du er. I to skal jo finde ud af, om I passer sammen. Og gør I det, bliver du næppe afvist, så det behøver du altså ikke at være så bange for.

10) Tænk på noget andet – Sæt din vilje ind på at lægge angsten til side, og tænk på noget andet. Fx at der er noget, du gerne vil vide om din date, så du har fokus på at stille de spørgsmål. På den måde afleder du din opmærksomhed fra, at du er bange. I stedet får du dine tanker ind på noget, som er relevant for dig at vide om den anden, og som kan være med til at afgøre, om han/hun er rigtig for dig.

Få hjælp

Det er helt naturligt at være nervøs på en date, og målet med ovenstående er derfor heller ikke, at du skal blive fuldstændig fri for det.

Du kan anvende de redskaber, hvis du er hæmmet af din nervøsitet. Og de kan hjælpe dig et stykke af vejen i forhold til at håndtere angst.

Hvis angsten tager overhånd, og du har brug for mere hjælp, er du meget velkommen til at bestille en tid.

➡ Få hjælp ved en individuel session, du kan kontakte mig via formularen herunder! Se tilbud og priser.

Derfor skal du kende “De 5 kærlighedssprog” som single

Indlæg på singlespot.dk d. 15. februar 2018 af Jens W. Pedersen

De fem kærlighedssprog

Du har måske hørt, om de fem kærlighedssprog, men vidste du, at du også kan bruge dem til noget som single – og ikke kun i et parforhold?

Amerikanske Gary Chapman står bag teorien om “De fem kærlighedssprog”, som er:

  • anerkendende ord
  • tid til hinanden
  • gaver
  • tjenester
  • fysisk berøring

Ved at kende til sprogene kan du gøre en forskel i dine relationer. Måske går du i øjeblikket glip af en masse kærlighed, fordi du ikke er bevidst om, hvordan du selv og andre udtrykker den på hver sin måde?

Kærlighedssprogene er relevante i alle nære relationer, men ikke mindst i vores parforhold.

Som single, der gerne vil være i et sundt parforhold i fremtiden, er det også et godt “sprog” at kunne, for i parforholdet er vi allermest motiverede for at lykkes med kærligheden.

Hvis du fortæller om dit eget kærlighedssprog og påtager dig den opgave at forstå din partners, så kan du/I udøve kærlighed på en ny og mere succesfuld måde.

Derfor skal du kende kærlighedssprogene

Hvorfor er det så godt at vide noget om kærlighedssprog? Særligt af to vigtige grunde:

Grund #1: Genkend kærlighed
For det første for at du kan genkende den andens udtryk for kærlighed og altså ved det, når han/hun udviser kærlighed overfor dig.

Hvis du ikke genkender det udtryk, så kan du jo fejlagtigt tro, at du er uelsket.

F.eks. hvis du har en partner, som viser sin kærlighed ved at gøre dig en tjeneste og hjælpe med havearbejdet.

Men imens i går der og arbejder sammen, så ville du bare sådan ønske, at han tog om dig – for fysisk berøring er din foretrukne måde, og når han ikke gør det, så mærker du ikke rigtig hans kærlighed.

I værste fald går du altså glip af kærlighed, som du virkelig har savnet og ønsker dig, fordi du simpelthen ikke opdager, at du får den.

Manglende viden om den andens kærlighedssprog kan altså være skyld i nogle store misforståelser imellem jer, som gør jer meget frustrerede.

Grund #2: Vis kærlighed bevidst
For det andet for at du selv kan udøve kærlighed på den måde, som din partner værdsætter allermest.

At udøve kærlighed er ikke nødvendigvis noget, der kommer helt af sig selv. Det er nemlig også en opgave, som vi påtager os, og hvor vi bevidst sætter os i den andens sted for at forstå, hvad han eller hun har brug for

Det betyder så også, at vi sætter os lidt ud over vores egne automatiske handle- og reaktionsmønstre.

I ovenstående eksempel kunne din havemand bevidst vælge at holde om dig, fordi han ved, at det er dit kærlighedssprog – og omvendt kunne du påtage dig at gøre ham en tjeneste, fordi du ved, hvor glad han bliver for det.

Det kan føles kunstigt i nogle situationer, men er det ikke et større udtryk for kærlighed, når vi på den måde gør os umage for at være der for den anden?

Hvis du er single og dater

Hvis du dater, anbefaler jeg, at du finder ud af, hvilket kærlighedssprog din date har. Det er måske ikke det første, du spørger om, men det er virkelig et godt emne.

Dels fordi du gerne vil have den viden, så du kan vise din interesse på den mest hensigtsmæssige måde, og dels fordi det er relevant for, hvorvidt I to er et godt match.

F.eks. ville jeg nok have svært ved at have en partner, hvis vigtigste udtryk for kærlighed var at give gaver, for det ligger lavest på min egen liste, og det siger mig ikke ret meget.

Et lille tip om kærlighedssprog
Egentlig synes jeg bare, at du skal spørge ligeud, hvis du vil vide, hvad der skal til for, at din partner eller date føler sig elsket.

Men du kan også afkode en masse ud fra, hvad han/hun gør. Mange gange gør vi nemlig det for andre, som vi selv ville sætte pris på, at de gjorde for os.

Test dit kærlighedssprog

Ved at kende hinandens kærlighedssprog kan I altså undgå mange frustrationer og dyrke kærligheden på en ny og mere bevidst facon.

Du kan læse mere om emnet og teste dit kærlighedssprog her >>

Testen er ikke særlig detaljeret, men den kan være et godt udgangspunkt for en snak eller for, at du bliver mere bevidst om dine egne ønsker og præferencer.

Tag ved lære af det, der går galt!

bumps-yellow-sidewalk-road

Læs, hvordan du bruger bump på vejen, så du ikke støder på dem igen og igen.

En af mine venner har fået en lys ide. Når noget går galt for ham, så vil han fremover spørge sig selv: ”Hvad vil jeg gøre anderledes, næste gang jeg står i den situation?” Han vil forberede sig ved at lave et mentalt billede af det, han vil gøre, og det billede vil så aktiveres, når han står i situationen igen en anden gang.

Det er en yderst effektiv teknik, som sikrer os imod, at vi bevidstløst gentager de samme gamle vanemæssige adfærdsmønstre.

Da han fortalte om sin ide, sad han i øvrigt med en forstuvet lillefinger. I raseri havde han banket hånden ind i en skabslåge, fordi han havde begået en irriterende fejl, imens han satte sit nye køkken op. For ham er problemet selve raseriet. De udbrud er dårlige for ham – ikke kun pga. den forstuvede finger, de resulterer nemlig også i hovedpine og træthed. Derfor ønsker han at forholde sig på en anden og mere afbalanceret måde.

Din egen udfordring
Vi ærgrer os alle sammen jævnligt over, at noget er gået galt for os, får ondt af os selv og/eller har en masse selv-bebrejdelser. Sådan er det, fordi vi er mennesker, og det er menneskeligt at fejle.

Det er også helt naturligt, at vi ærgrer os og bliver kede af det, når noget går galt, så det skal vi have lov til. Men mange gange stopper processen der. Vi kommer ikke skridtet videre, hvor vi gør os den ulejlighed at reflektere over, hvad vi skal gøre i stedet.

Derfor kommer der heller ikke læring ud af situationen, og vi får ikke vendt den triste sindsstemning til en ny optimisme, som opstår, når vi forstår, hvordan den situation kan gå meget bedre for fremtiden.

Min påstand er, at formålet med følelsesmæssig smerte er at skabe personlig udvikling. Og jeg vil mene, at vi møder de samme former for ulykke igen og igen, hvis vi ikke tager ved lære af vores fejl. Før eller siden bliver vi derfor også tvunget til at ændre adfærd. Til sidst bliver vi så lede og kede af de samme dårlige erfaringer, at vi absolut må sige stop, men vi kan fremskynde læringsprocessen ved at bevidstgøre os om den og tage aktivt del i den. På den måde sparer vi os selv for mange sorger.

Brug disse trin
Vi har hver vores udfordringer, og det er egentlig ligegyldigt, hvad de drejer sig om for dit vedkommende, princippet og metoden er ens i alle tilfælde. Det virker bedst, hvis du virkelig ønsker at ændre adfærd, så mærk efter, om du har hjertet med i det. Hvis ja, gør du som følger:

  1. Sæt ord på det, du gør galt, og som du ikke ønsker at gentage fremover
  2. Find ud af, hvad du gerne ville gøre i stedet
  3. Genkald dig den situation, hvor det typisk går galt, og forestil dig så, at du nu handler sådan, som du gerne vil
  4. Gentag det sidste punkt tre gange

Nu har du skabt et nyt mentalt spor, som aktiveres i den specifikke situation, du slås med. Gentag evt. trinnene flere gange, hvis det ikke virker i første omgang.

Stjerner i kærlighedslivet

Lad dig lede af stjernerne, som har dykket ned i kærlighedens væsen! Foto: John Flaskager

I gamle dage navigerede vi efter stjernerne. Det er der nok ikke så mange, der gør længere, men det med at lade sig lede af stjernerne synes jeg er et godt billede på, hvad mange af os trænger til i det moderne kærlighedsliv. Der er meget uklarhed og forvirring. Vi har brug for, at vi kan sætte vores liv ind i et større perspektiv og lade os guide af den visdom, som bl.a. findes hos de psykologer, filosoffer og mystikere, som har dykket ned i kærlighedens væsen. Selv har jeg haft stor glæde af at læse om de emner, og jeg har især fået en masse inspiration fra den danske åndsfilosof Martinus.

En anden af dem, der kan inspirere os, er Mother Theresa, som citeres for følgende udtalelse: “If you judge people, you have no time to love them”. Jeg mener, at hun rammer plet, og jeg opfatter det at iagttage og styre sin egen bevidsthed som en nøgle til kærlighedslivet. Hvis vi øver os i at rense ud i de negative, dømmende tanker, som fylder i vores bevidsthed, så kan der i stedet blive plads til kærligheden.

Øv dig i kærlighed
Et af de punkter, som forvirrer os, er, hvordan vi får mere kærlighed? Vi søger med lys og lygte efter den udenfor os selv, men er det mon den helt rigtige strategi? Nej, det mener jeg ikke, for jeg opfatter det sådan, at vi får, hvad vi giver i kærlighed. Og jeg mener, at den store forvirring stammer fra, at vi har vores blik rettet udad og har fokus på, hvordan vi får kærlighed. Men hvis vi får, hvad vi giver, så handler det i stedet om at blive gode til at repræsentere kærlighed. At være kærlig. Både overfor andre men ikke mindst i forhold til os selv.

Og hvordan gør man så det, vil du måske spørge. Det vil jeg sige er lidt af en kunst, og jeg vil også mene, at det er en øvelse, som vi ikke lærer lige fra den ene dag til den anden, men prøv fx at lægge mærke til din egen bevidsthed i løbet af en enkelt dag:

Hvor mange kærlige tanker går igennem dit hoved? Og hvor mange er i stedet mere eller mindre vrede, bebrejdende, jaloux, misundelige, bitre, intolerante osv.?

Alle den slags negative mentale klimaer eller tankeformer behersker os langt mere, end vi måske selv ønsker at være ved. Hvis du gør den øvelse, hvor du iagttager dine tanker og følelser i løbet af en dag, så vil jeg anbefale, at du virkelig husker på at være tolerant og mild overfor dig selv imens. Når de svære, ufine eller mørke tanker kommer forbi, så gør vi det jo kun værre, hvis vi banker os selv i hovedet af den grund.

Ha’ tålmodighed med dine gamle tanker
Prøv i stedet at se det, du gør, som et udtryk for fremskridt og øget bevidstgørelse – det er den kærligste tilgang, når du ser på dig selv og lægger mærke til alt det, som ikke er så smukt, ønskeligt og ideelt. Vi kan ikke ændre på noget, som vi ikke vil se – det at se helt ærligt og upartisk på os selv er derfor også et meget vigtigt første skridt på vejen. Alene det, at du går i gang med den øvelse, fortjener anerkendelse.

Vi kan ikke uden videre vælge at pakke de “slemme” tanker væk, for de repræsenterer årtusind gamle vanemæssige tankeformer. Når du arbejder med dig selv på den her måde, så må du i stedet have en masse tålmodighed, idet du langsomt og gradvist lader de tankebaner passere og svækkes. Og imens du stille og roligt giver mere plads til de gode og kærlige dele af din bevidsthedsstrøm. Her taler vi om et livslangt arbejde.

Selv den længste rejse starter imidlertid med det første skridt, og din første kærlighedsgerning består i at se på dig selv uden bebrejdelser. Den attitude kan du så tage med dig, når du ser på alle os andre, som lider af de samme skavanker og besværligheder i vores kærlighedsliv. Vi er alle i den samme båd og sejler rundt i den samme suppedas – men kig op, se stjernerne og lad dem lyse for dig på din vej!

Tilmeld nyhedsbrev og se mine tilbud

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”