#Metoo: Derfor er der så få mandlige ofre

Photo-by-freestocks-web

Traditionelt set er det manden, der tager initiativ. Det er en af grundene til, at mænd oftest står bag seksuelle krænkelser. Foto: Freestocks.org

Den 5. oktober offentliggjorde New York Times en artikel, hvor en række kvindelige skuespillere anklagede Hollywood producer Harvey Weinstein for seksuelle overgreb og uterlighed. Siden har metoo-kampagnen fejet henover jorden, og kvinder en masse træder frem med deres historier. Men hvor er de mandlige ofre? Dem hører vi stort set ikke noget til af to grunde, som begge hidrører fra traditionelle kønsroller.

Det skal siges, at traditionelle kønsroller er i opløsning, så vi lever ikke nødvendigvis i pagt med dem længere. Metoo spiller selv med i de opløsningstendenser og fremmer den proces, fordi kampagnen modvirker magtmisbrug og skaber mere ligestilling imellem kønnene. På den konto bliver der mindre og mindre plads til machomænd og kvinder med stort k.

Nedenstående analyse baserer sig imidlertid på de traditionelle kønsroller.

Som moderne mand/kvinde er det ikke sikkert, at vi føler, at de passer særlig godt på os. Ikke desto mindre har vi de roller med os i bagagen, og de indgår i vores psykologi – som sådan spiller de formentlig også fortsat en rolle for vores adfærd.

Grund #1: Mænd har den seksuelle serveret
Det er typisk mænd, der står som afsendere på en seksuel krænkelse, for traditionelt set er det manden, der har serveretten i en seksuel relation. Dvs. at det påhviler ham at tage initiativ, imens kvinden forholder sig afventende og passivt.

Ja, som en del af det spil kan hun endda afvise ham på skrømt. En traditionel kvinde kan ikke sige ja i første omgang, for hun vil ikke fremstå som billig eller let på tråden.

Så ikke nok med, at mandens rolle var at tage initiativ, men han forventedes altså også til dels at ignorere og overvinde hendes modstand. Han skulle gøre kur og have selvtillid nok til at prøve igen, selvom hun afviste ham.

Allerede der har man vel nærmest opskriften på en seksuel krænkelse!

Hvis nu vi mænd var genier udi sådan noget som at læse imellem linjerne, aflæse kropssprog og afkode signaler, ja så ville vi nok have nemt ved at orientere os i det spil. Men ak, lige præcis der har vi ikke vores stærkeste side.

Det kan derfor også være lidt af et pres at påtage sig rollen som initiativtager for, hvordan ved vi, om hun ønsker sig de tilnærmelser? Nej, vi kan dårligt spørge hende først. Det vil en traditionel mand i hvert fald ikke gøre, for det opfattes som et svaghedstegn.

Han er således henvist til at tage chancen og håbe det bedste. Det er så der, at det jævnligt går galt, for han har ikke tolket hendes signaler korrekt.

Grund #2: Mænd må ikke vise svaghed
Mænd kommer ud for massevis af krænkelser af den ene eller anden slags, men vi har endog meget svært ved at italesætte os selv som ofre.

Det er umandigt at være et offer og giver ikke høj status at sætte sig selv i den position. Derfor censureres krænkelsen væk, dvs. vi fortrænger den.

Jeg kan nævne et bizart eksempel på denne kultur fra fodboldens verden, som er en slags mandighedens højborg.

Tilbage i 2003 blev AGF-spiller og holdets anfører Brian Steen Nielsen dømt for at have nikket klubkammeraten Nikolaj Hust en skalle, hvorved sidstnævnte fik beskadiget flere tænder. Det voldelige overfald blev takseret til en bødedom på 10 dagbøder a 500 kr.

Til Jyllandsposten udtalte Hust imidlertid, at: »Det var ikke mig, der bragte historien frem i lyset, og at sagen nu er taget op af politiet er heller ikke min fejl«.

Havde han selv rejst sagen, ville det da også være i strid med fodboldens macho-kodeks.

I fodbold gør man regnskaber op ved at tage sagen i egen hånd. Så den ene svinestreg gengældes med den anden, hvilket jo minder meget om de ”byttere”, der ses i bandemiljøet.

Derfor mener jeg også, at traditionel maskulinitet og voldskultur hænger sammen. I den kultur kan vi ikke være ofre og mænd på samme tid, for det er mere passende at slå igen end at udstille sin egen svaghed.

Metoo er en gave til os alle
Således de to vigtigste grunde til, at mænd sjældent figurerer som ofre for seksuelle krænkelser.

Som det fremgik, ser jeg den traditionelle machokultur som en magt og voldskultur. Det er en kultur, der baserer sig på den stærkes ret. Derfor er det også en ukærlig kultur.

En traditionel mand vil således udnytte sin magt, og en traditionel kvinde vil underlægge sig den magt.

Metoo-kampagnen modvirker disse forældede kønsroller, og dens succes demonstrerer, at vi nu for alvor er på vej væk fra en mandsdomineret kultur.

Personligt mener jeg, at metoo er en gave til os alle sammen, mænd såvel som kvinder. Den frigør os og fremmer kærlige og demokratiske værdier i vores kultur.

Stop med at pege fingre ad dine dates

Indlæg på singlespot.dk d. 28. september 2016 af Jens W. Pedersen

peg-fingre-ad-dine-dates1-e1475052591146

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til indlægget herunder, forklarer i det, hvordan mange af os singler ubevidst kommer til at pege fingre ad vores dates, når tingene ikke går, som vi ønsker.

En af de grundsætninger, jeg lever efter, er den om, at vi møder det, som vi selv sender ud. Kald det karma, lige tiltrækker lige, eller at vi får det, vi giver.

Hvis du ikke har en spirituel indstilling til livet, så har du nok alligevel oplevet det helt almindelige, at du på en sur morgentur ikke møder mange smil fra de forbipasserende på gaden – eller omvendt, at du går dagen i møde med masser af overskud, og så vender det modsatte køn sig om efter dig på gaden.

Ja, selv folk af dit eget køn smiler opmuntrende til dig. De ser jo alle sammen, hvad du sender ud og replicerer blot det samme.

Halvhjertet dating

Vi møder meget ofte vores egne spejlbilleder, det gælder også i dating-verdenen. Jeg læste for nylig indlægget “Kom ud af dusken, mand” af Charlotte Højlund, hvor hun beskriver en periode med dating efter en skilsmisse. Hun var ikke klar til at date, men gik alligevel halvhjertet i gang med det.

Da hun så efter halvandet år, endelig når frem til den mere seriøse søgen efter en kæreste, møder hun den ene mand efter den anden, som ikke er klar.

Sådan tror jeg meget ofte, at det går. Jeg har oplevet noget lignende for mit eget vedkommende.

Kig indad, kvinde!

Den ”forsinkelse”, som Højlund beskriver, er typisk. Altså, at det, du sender ud, kommer tilbage med en forsinkelse – jeg kalder det “spejldating” – så når du endelig selv synes, at du er klar til at date for alvor, så skal du absolut belemres med useriøse dates. Det er irriterende, men forventeligt.

Det er meget ofte kvinder, som skriver om emner indenfor selvudvikling. De skriver ofte som kvinder til kvinder om kvinders problematikker og set fra en kvindes synsvinkel. Det er i og for sig meget forståeligt, men det bliver også til tider noget ensidigt.

Det kan af og til få formen: ”Mænd er sådan og sådan!”, ”Hvorfor er mænd ikke mere seriøse?”, ”Mand dig nu op, mand!”, ”Giv os det, vi vil have!”, osv. i samme dur.

Jeg savner af og til den sunde selvrefleksion og en helt basal erkendelse af, at du får det, du giver, så i stedet for at hanke op i mændene, var det måske en ide at gribe i egen barm?

Sender du useriøsitet ud?

Og hvad så tænker du måske? For mig at se kan den erkendelse bruges til at forstå datingens mekanismer bedre, så du får en klarhed over det, der sker, og kan dermed bedre orientere dig i det.

Hvis du gang på gang møder mænd (eller kvinder), som ikke vil dig, er det jo nærliggende at tænke, at du ikke selv er noget værd, ikke attraktiv længere osv. – men hvad hvis det, du møder, i virkeligheden bare er noget useriøsitet, som du selv har sendt ud?

Så venter den rigtige måske på dig henne om det næste gadehjørne, du skal bare bevare modet og tålmodigt vente på, at du får overstået den svære periode.

Så klarhed over spejldatingens mekanismer giver følgende:

  • At du ikke får så ondt af dig selv, men tager modgangen uden at kny
  • At du holder fanen højt, har en god tro på dig selv og bevarer dit selvværd
  • At du ikke peger unødvendigt meget fingre af andre (der gør, ligesom du)
  • At du undgår den “gift” i dit sind, som består i forurettelse, nag og bitterhed
  • At du bliver bedre til at sende det ud i verden, som du gerne selv ville modtage

Feminin dominans

my-eye-3-1251315-639x430

Byttes der i dag rundt på kønsrollerne, så kvinder dominerer?

 

En dialog om kønsroller og kønsforvirring imellem “Englen fra Viby”, Cilje Tinemari Tiemroth samt coach og forfatter Jens W. Pedersen.

Dialogen tager udgangspunkt i tidens fremherskende kønsforvirring og uvidenhed om, hvad det vil sige at være en mand og en kvinde. Vi har svært ved at definere det, og vi har svært ved at udvise kvindelighed og mandighed. Der er en tendens til, at rollerne byttes rundt, men er det godt eller skidt? Her får I både en kvinde og en mands perspektiv på emnet. Cilje lægger ud med et spørgsmål, som hun har haft svært ved at få svar på:

Hvad er feminint?
Cilje: Hvad er en kvinde, når hun er feminin? Hvordan er hun? Jeg har prøvet at stille spørgsmålet i en singlegruppe, og det sjove er, at der er ingen i den gruppe, der har kunnet svare. Det er så udefinerbart.

Jens: Ja, godt spørgsmål. Jeg opfatter det sådan, at en kvinde (og en mand) er en blanding af begge køn, og jeg opfatter det ikke som et mål i sig selv at være mest muligt i kontakt med sin kønsrolle. Vil næsten sige tværtimod. En mand, der kun er maskulin, og en kvinde, der kun er feminin, synes jeg godt kan være kedelig og endimensionel. En rolle er noget ydre, så hvis vi forsøger at være en rolle, er vi ikke længere os selv.

Cilje: Vi er helt enige om, at kvinden er både mand og kvinde, og manden omvendt. Og at man ikke kan definere det og sige: Kun sådan. Men alligevel så leder jeg lidt efter, hvad er det, der gør, at man siger: Sådan der, den kvinde, hun er feminin. Hvad er det hun er, er hun bare blød og rund og stille? Rigtig mange kvinder tager kontrol og tager styring, og jeg tænker på, om det faktisk er, fordi de ikke selv ved, hvad femininitet er. Som manden også kan have sin maskulinitet, sådan lidt mere ur-agtigt.

Jens: Hm, ja, jeg synes i hvert fald ikke, at “kontrol” er særlig feminint, men du har nok ret i, at mange kvinder forsøger at udøve kontrol. At hvile i sig selv, synes jeg, er attraktivt, hvad enten det er for det ene eller andet køn, og når vi hviler i os selv, så tror jeg også, vi har en naturlig tilgang til vores feminine eller maskuline kvaliteter – hvad de så end består i.

Cilje: Præcist, hvad så end det består i. Jeg oplevede i dag, da jeg svømmede, at man kan svømme sådan ”hårdt”, og det virkede meget maskulint. Og man kan tage lange, bløde bevægelser, det virkede meget feminint. Jeg tror, der er en eller anden forklaring på begge dele og med viden om begge dele, tror jeg, at man kan få større balance.

Rollerne byttes rundt
Jens: Jo, det vil jeg give dig ret i, det hårde, udfarende, stærke og magtfulde er traditionelt mandligt, mens det bløde, eftergivende og modtagende er kvindeligt. Men jeg oplever omvendt, at mange kvinder i dag er hårde i filten, skarpe og dominerende, mens mange mænd er forsigtige og lidt vage. Jeg synes, at rollerne er byttet rundt.

Cilje: Det er det, som jeg synes, er lidt skræmmende. Jeg så en dag en kvinde komme gående, hvor hun holdt manden i hånden og hun gik forrest. Han gik bare der bagefter. Og forleden dag så jeg en kvinde stå og nærmest diktere, hvad hendes mand burde tage på. Og det gør faktisk lidt ondt, for jeg tror ikke, det er sundt, at kvinden ikke er kvinde. Og jeg tror ikke, det er sundt, at manden ikke er mand. Ikke helt urtyper, men den der følelse af, at hun faktisk kan putte sig ind og kan være underdanig. Og vide, at han helt klart varetager hendes interesser, og han får lov at føle, at han faktisk er mand nok til at klare opgaven. Der er altså et eller andet helt skrå i verden i dag.

Jens: Nej, måske er det ikke så sundt, men jeg tror, at mange kvinder tager hævn eller revanche efter tusindvis af års undertrykkelse og mandsdomineret historie. Og omvendt er der mange mænd, der slet ikke længere gider påtage sig den lidt anstrengende rolle, hvor vi skal beskytte og tage os af. Mænd er muligvis trætte af at slås og skændes. Hvorimod en kvinde i det at udøve sin vilje får mulighed for at udtrykke en side af sig selv, som hun førhen ikke fik lov til at vise. Men ja, jeg synes heller ikke, at det er helt godt på den måde. Er faktisk ret så træt af dominerende kvinder, orker det ikke.

Cilje: Jeg synes, det er så ubeskriveligt usexet, når kvinder er dominerende. Jeg synes, det er utrolig smukt, når hun har tillid til, at han helt klart tager vare på hende. Og hun kan læne sig op af ham, for hun ved, at han er manden, der er der. Og han ved, at hun er kvinden, som nærer ham og renser hans sår, når han skal være barsk, hvis man går helt i ur-terminologien. Jeg synes, der er noget smukt over den fordeling. Ikke at hun ikke skal kunne klare sig selv, og at han ikke skal kunne føle og være sensitiv. Men der er altså noget smukt over, at det kan være fordelt lidt på hver sin måde.

Lort nok
Cilje: Det sjove ved ordet kontrol, det er, at hvis man deler det lidt op og læser det bagfra, så står der ”lort nok”. Jeg tror faktisk, at man griber efter kontrollen, hvis man føler, at man har så meget lort indeni, at man ikke rigtigt kan stå helt selv uden at være ved at segne under alt det pjat, man har påført sig eller ædt fra andre.

Jens: Ha ha, den havde jeg ikke hørt før. Lort nok. Jeg ved ikke, om det hænger sådan sammen, men det er da den respons, jeg får på at blive forsøgt domineret – altså, at det er mere end nok og ikke særlig rart. Og jeg går min vej, hvis jeg overhovedet kan komme afsted med det. Ja, så foretrækker jeg bestemt også en mere mild eller føjelig kvinde. Eller måske foretrækker jeg bare ligeværd, hvor der ikke er dominans involveret.

Cilje: Jeg ved ikke, om jeg synes, at dominans altid er negativt, for man er også nødt til at kunne slå igennem. Nødt til at kunne være stærk. Men dominans når det er i form af at skulle holde nogen nede for at hæve sig selv – altså den negative egoist, ikke den positive egoist. Det synes jeg ikke er pænt, hvad enten det er en mand eller en kvinde. Det er ikke lige mig, men 100 % ynder jeg at være kvinde. Jeg synes, det er dejligt, og jeg synes, det er dejligt, når en mand er mand. Bliver han mere feminin end mig, ej, det går altså ikke.

 

Cilje Tinemari Tiemroth er clairvoyant og ejer af Englehuset. Jens W. Pedersen er coach og forfatter til bogen Dating, desperation og selvudvikling.

 

Kæresten skrider og manden går i hundene!

manden gik i hundene

Manden har en større risiko for at blive ensom, hvis forholdet ryger

 

Nu er der en masse debat om ensomhed og senest har DR haft fokus på, at mænd er de mest udsatte. Se programmet her.

Mænd er typisk “sagsorienterede”, mens kvinder som oftest er “relationsorienterede”, og det betyder, at mændene i højere grad mister deres relationer, hvis de ikke længere har dem i forbindelse med en sag, som de beskæftiger sig med eller går op i.

Hvis han melder sig ud af klubben, flytter, mister jobbet eller lignende, så mister han også nemt sine venner og netværk.

Hvis ægteskabet eller forholdet til kæresten også ryger, så er det manden, der går i hundene, fordi hun var den eneste, som var helt tæt på ham. Typisk er det også hende, der har stået for det sociale og plejet relationerne til deres fælles venner og familien.

Rollerne er byttet rundt
Før i tiden var det sådan, at kvinden var økonomisk afhængig af manden, som forsørgede hende. Derfor blev kvinderne ofte i de dårlige ægteskaber, selvom de mest af alt havde lyst til at løbe skrigende bort. I dag er det omvendt! Nu er manden den mest afhængige, og typisk er det kvinden, som afbryder forholdet, hvis de går fra hinanden. For hvad har han, hvis han ikke har hende…?

Læs mere:  Mandens ensomhed