Såvel spiritualitet som religion beskæftiger sig med den åndelige verden. Jeg skelner imidlertid mellem dem, idet jeg opfatter religion som trosbaseret og dogmatisk, hvorimod spiritualitet vægter viden og erfaringer.
Man kan sige, at der findes to former for kærlighed i vores liv, den romantiske og den spirituelle. Den sidste er specifikt menneskelig, men vi har den første tilfælles med dyrene.
Begge former for kærlighed er tilstede i vores liv samtidig, men som det fremgår af ovenstående liste er de hinandens modsætninger.
Se videoen på YouTube for at blive klogere på, hvad vores dobbelte natur betyder for dit kærlighedsliv.
Hermed bydes du også velkommen til min nye YouTube kanal 🍾🎈🎇🎉
I øjeblikket skriver jeg primært på engelsk. Min medforfatter Suzette Lyn Michaelsen og jeg har startet en serie om The Law of Attraction, så læs med på den engelske blog, hvis det emne interesserer dig.
My co-author Suzette Lyn Michaelsen and I started a series of articles on The Law of Attraction. Lately the subject being “Sexual Alignment”, that is the kind of sex which is in concordance with your soul.
Billedtekst: Der er mange, som siger: ”Du lever kun en gang!” Men vores udviklingsprocesser kommer ikke til deres ret i et et-livsperspektiv, så måske tjekker du bare ud og ind igen. Foto: Heng Films
I mange år har man sagt: ”Vi lever kun en gang”. Og ud fra den antagelse, har vi skyndt os med at ”gribe dagen” og leve fuldt ud, imens tid er. Jeg er ikke modstander af at leve i nuet, og i nogle situationer er det vigtigt, at vi tør gribe dagen og dens muligheder. Men som samlet livsfilosofi mener jeg, at den holdning er forfejlet og skadelig.
Jeg mener, at holdningen til livet som en engangsforeteelse, og som noget vi skal få mest muligt ud af, skaber et konstant pres på os for at leve intenst og hurtigt.
Så skal vi gribe dagen, for vi vil nødigt gå glip af noget. Men vi risikerer at få stress, hvis vi dermed forventer at nå vores mål og realisere os selv fuldt ud.
Holdningen kan oven i købet resultere i mange selvbebrejdelser, for måske magter vi det ikke. I virkeligheden er det nemlig ikke altid sådan, at mulighederne byder sig, og nogle mennesker griber forgæves ud efter dem den ene gang efter den anden.
Derfor er det vigtigt at få sagt og fastslået, at en del af det at leve godt er forbundet med accept og tålmodighed. Vi skal forstå, at tiden er en uomgængelig faktor i vores langsommelige udviklingsprocesser.
I løbet af et enkelt liv vil der være noget, du ikke når. Du kan ikke, og du skal heller ikke nå det hele. Så læn dig blot roligt tilbage, accepter det, og nyd livet så godt du kan!
Der vil være muligheder, som går din næse forbi, og der vil være noget, som du bare ikke magter. Det behøver du til gengæld ikke at bekymre dig om, hvis du tror på, at livet er evigt, og at alting har sin tid.
Der findes mange beretninger om og undersøgelser af livet før og efter døden. Hvorvidt de kan overbevise os om reinkarnation må være op til den enkelte at afgøre.
Men der er et ekstra argument, som jeg kan påpege: Vores udviklingsprocesser er tilsyneladende ikke designet til et enkelt liv – nogle af de processer giver kun mening, hvis man betragter dem i et mere langsigtet perspektiv.
Nu skriver jeg fx på en bog om det at blive ”forelsket i de forkerte” og har i den anledning indsamlet en hel del historier, hvor folk fortæller om deres kærlighedsliv, og hvordan det er gået galt gentagne gange. Læs Sandras historie og Annies historie.
Når jeg hører om de dårlige forhold, siger jeg tit noget a la:
I en vis forstand er de forkerte forhold også rigtige. At et forhold er forkert betyder nemlig ikke, at det var forgæves. Intet er forgæves. Vi lærer jo af vores fejltrin, og det er kun ved, at du gør dig erfaringer med det forkerte, at du til gengæld kommer til at forstå, hvad der er rigtigt. På den måde går det forkerte og rigtige op i en højere enhed.
Men det kan virke som en ringe trøst. Du når nemlig ikke nødvendigvis at høste frugterne af det, der gik galt – selvom folk arbejder aktivt med disse ting, og selvom de gradvist gør fremskridt, så sker det som regel med små skridt.
Derfor kan vi godt blive gamle og opleve, at vi har forpasset vores chance. Det blev aldrig helt til det, vi håbede på.
Sådan mener jeg, at det er på alle livets områder, hvor vi måske, måske ikke når frem til at udfolde vores fulde potentiale. En accept af det faktum er vigtig, hvis du skal have fred med dig selv.
Intet varer evigt, og der kommer en dag, hvor alt det, du nu kæmper med, er lykkeligt glemt og borte. Men der er ingen garanti for, at det vil ske indenfor en overskuelig fremtid, så selvom alle ønsker sig et lykkeligt kærlighedsliv, er det ikke alle, der får det.
Et-livsperspektivet lukker sig om sig selv på en måde, så nogle af vores problemer ikke får en løsning. Så tager vi dem med os i graven. Dermed kan man selvfølgelig også mene, at de er afsluttede, men jeg synes ikke, at det giver anledning til noget særlig positivt livssyn.
Så jeg vil hellere sige, at selve det faktum, at vi tager uafsluttede processer med os i døden, er et vægtigt argument for at livet må fortsætte og gentage sig. Og hvis du ser sådan på det, kan du bedre leve et liv i harmoni og balance.
Hvordan opstår en ulykkelig forelskelse? Og hvordan slipper du af med den igen? Det forklarer coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen i indlægget herunder.
Kender du det med at møde en et tilfældigt sted og tænke ”wow” og opleve, at der er en eller anden forbindelse imellem jer?
Men så fuser det ud i ingenting, fordi det sociale rum ikke indbyder til, at I kommer i kontakt med hinanden – der på gaden eller i toget eller supermarkedet ved du ikke, hvordan du skal overskride den kløft af sociale konventioner, som siger, at her taler vi altså ikke sammen.
I forrige uge gik jeg i mine egne tanker på Strøget i København. Da jeg kom til Gammel Torv, blev min opmærksomhed pludselig fanget af en kvinde, som krydsede min vej. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vendte mig spontant om, og vi kiggede hinanden direkte i øjnene. Så smukke øjne!
Jeg skulle have sagt et eller andet, måske bare ”hej”, men jeg trak kun let på smilebåndet, vendte mig og gik videre, som om intet var hændt. Pokkers også, sikke et antiklimaks.
På DR3 kørte fornylig en serie programmer med titlen ”Efterlyst kærlighed”, hvor ”modige danskere eftersøger deres ukendte crush”, som det hedder i programomtalen.
Flere af deltagerne havde oplevet den slags kortvarige møder i det offentlige rum, og bagefter kunne de ikke få ham eller hende ud af hovedet.
I løbet af programmerne forsøger de at reparere på det, de aldrig fik gjort i første omgang. Nu vil de finde vedkommende igen, og det skal så vise sig, om det rent faktisk var lynet, der slog ned i form af den store kærlighed.
Det er al ære værd, at de på den måde opsøger deres held, men I alle tilfældene viser det sig, at de enten ikke kan finde personen igen, eller at interessen ikke er gengældt.
Og vi kan spørge os selv: Jamen, hvis der ikke var noget i det, hvorfor blev de så forelskede? Hvorfor blev de ved med at gå og tænke på den person?
Når de ikke havde heldet med sig, kan det skyldes, at den kærlighed i virkeligheden var noget så banalt og almindeligt som forelskelse i en romantisk drøm. De forelskelser trives nemlig lige præcis der, hvor virkeligheden ikke trænger sig alt for meget på.
F.eks. fordi den anden ikke er til stede, ikke vil have os, er gift eller følelsesmæssig distanceret, kun vil have sex, bor i en anden verdensdel eller om ikke andet så i hvert fald på den anden side af Storebælt.
Når en seksuel tiltrækning ikke fuldbyrdes i et fast parforhold, kan den i stedet blive til sværmeriske drømme og udødelig kærlighed a la Romeo og Julie.
Det er særligt i de tilfælde, at vi bliver som besatte og ikke kan få den person ud af hovedet igen. I mangel af samvær med ham eller hende, fodrer vi os selv med fantasier om, hvor dejligt det forhold kunne være, og sådan vokser drømmen og blæser sig op til en ordentlig omgang hjernespind.
Hvis du er som besat af en person, du ikke kan få (helt), er her en lille øvelse, der kan hjælpe. Det er en øvelse i selvkærlighed eller selvhealing.
At give slip på sådan en besættelse er forbundet med sorg. Også selvom I ikke har haft et decideret forhold, for du vil under alle omstændigheder sørge over tabet af de romantiske drømme og forhåbninger. Øvelsen har til formål at drage omsorg for det tab:
Denne meditative øvelse er fuldstændig simpel, men mange har svært ved at tro på, at den virker. Du skal ikke prøve på at få sorgen til at gå væk – kun mærke den i dens centrum.
Den lindres automatisk i kraft af bevidsthedens healende evne. Øvelsen gør, at du bedre kan finde ro og være i dig selv. Du kan opleve, at sorgen letter, mens du laver øvelsen, men at den vender tilbage igen senere. Gentag så øvelsen dagligt, indtil din sorg ikke plager dig længere.
Hvis du har brug for hjælp, kan du få en individuel session.
Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til indlægget herunder, forklarer i det, hvordan mange af os singler ubevidst kommer til at pege fingre ad vores dates, når tingene ikke går, som vi ønsker.
En af de grundsætninger, jeg lever efter, er den om, at vi møder det, som vi selv sender ud. Kald det karma, lige tiltrækker lige, eller at vi får det, vi giver.
Hvis du ikke har en spirituel indstilling til livet, så har du nok alligevel oplevet det helt almindelige, at du på en sur morgentur ikke møder mange smil fra de forbipasserende på gaden – eller omvendt, at du går dagen i møde med masser af overskud, og så vender det modsatte køn sig om efter dig på gaden.
Ja, selv folk af dit eget køn smiler opmuntrende til dig. De ser jo alle sammen, hvad du sender ud og replicerer blot det samme.
Vi møder meget ofte vores egne spejlbilleder, det gælder også i dating-verdenen. Jeg læste for nylig indlægget “Kom ud af dusken, mand” af Charlotte Højlund, hvor hun beskriver en periode med dating efter en skilsmisse. Hun var ikke klar til at date, men gik alligevel halvhjertet i gang med det.
Da hun så efter halvandet år, endelig når frem til den mere seriøse søgen efter en kæreste, møder hun den ene mand efter den anden, som ikke er klar.
Sådan tror jeg meget ofte, at det går. Jeg har oplevet noget lignende for mit eget vedkommende.
Den ”forsinkelse”, som Højlund beskriver, er typisk. Altså, at det, du sender ud, kommer tilbage med en forsinkelse – jeg kalder det “spejldating” – så når du endelig selv synes, at du er klar til at date for alvor, så skal du absolut belemres med useriøse dates. Det er irriterende, men forventeligt.
Det er meget ofte kvinder, som skriver om emner indenfor selvudvikling. De skriver ofte som kvinder til kvinder om kvinders problematikker og set fra en kvindes synsvinkel. Det er i og for sig meget forståeligt, men det bliver også til tider noget ensidigt.
Det kan af og til få formen: ”Mænd er sådan og sådan!”, ”Hvorfor er mænd ikke mere seriøse?”, ”Mand dig nu op, mand!”, ”Giv os det, vi vil have!”, osv. i samme dur.
Jeg savner af og til den sunde selvrefleksion og en helt basal erkendelse af, at du får det, du giver, så i stedet for at hanke op i mændene, var det måske en ide at gribe i egen barm?
Og hvad så tænker du måske? For mig at se kan den erkendelse bruges til at forstå datingens mekanismer bedre, så du får en klarhed over det, der sker, og kan dermed bedre orientere dig i det.
Hvis du gang på gang møder mænd (eller kvinder), som ikke vil dig, er det jo nærliggende at tænke, at du ikke selv er noget værd, ikke attraktiv længere osv. – men hvad hvis det, du møder, i virkeligheden bare er noget useriøsitet, som du selv har sendt ud?
Så venter den rigtige måske på dig henne om det næste gadehjørne, du skal bare bevare modet og tålmodigt vente på, at du får overstået den svære periode.
Så klarhed over spejldatingens mekanismer giver følgende:
Lad dig lede af stjernerne, som har dykket ned i kærlighedens væsen! Foto: John Flaskager
I gamle dage navigerede vi efter stjernerne. Det er der nok ikke så mange, der gør længere, men det med at lade sig lede af stjernerne synes jeg er et godt billede på, hvad mange af os trænger til i det moderne kærlighedsliv. Der er meget uklarhed og forvirring. Vi har brug for, at vi kan sætte vores liv ind i et større perspektiv og lade os guide af den visdom, som bl.a. findes hos de psykologer, filosoffer og mystikere, som har dykket ned i kærlighedens væsen. Selv har jeg haft stor glæde af at læse om de emner, og jeg har især fået en masse inspiration fra den danske åndsfilosof Martinus.
En anden af dem, der kan inspirere os, er Mother Theresa, som citeres for følgende udtalelse: “If you judge people, you have no time to love them”. Jeg mener, at hun rammer plet, og jeg opfatter det at iagttage og styre sin egen bevidsthed som en nøgle til kærlighedslivet. Hvis vi øver os i at rense ud i de negative, dømmende tanker, som fylder i vores bevidsthed, så kan der i stedet blive plads til kærligheden.
Øv dig i kærlighed
Et af de punkter, som forvirrer os, er, hvordan vi får mere kærlighed? Vi søger med lys og lygte efter den udenfor os selv, men er det mon den helt rigtige strategi? Nej, det mener jeg ikke, for jeg opfatter det sådan, at vi får, hvad vi giver i kærlighed. Og jeg mener, at den store forvirring stammer fra, at vi har vores blik rettet udad og har fokus på, hvordan vi får kærlighed. Men hvis vi får, hvad vi giver, så handler det i stedet om at blive gode til at repræsentere kærlighed. At være kærlig. Både overfor andre men ikke mindst i forhold til os selv.
Og hvordan gør man så det, vil du måske spørge. Det vil jeg sige er lidt af en kunst, og jeg vil også mene, at det er en øvelse, som vi ikke lærer lige fra den ene dag til den anden, men prøv fx at lægge mærke til din egen bevidsthed i løbet af en enkelt dag:
Hvor mange kærlige tanker går igennem dit hoved? Og hvor mange er i stedet mere eller mindre vrede, bebrejdende, jaloux, misundelige, bitre, intolerante osv.?
Alle den slags negative mentale klimaer eller tankeformer behersker os langt mere, end vi måske selv ønsker at være ved. Hvis du gør den øvelse, hvor du iagttager dine tanker og følelser i løbet af en dag, så vil jeg anbefale, at du virkelig husker på at være tolerant og mild overfor dig selv imens. Når de svære, ufine eller mørke tanker kommer forbi, så gør vi det jo kun værre, hvis vi banker os selv i hovedet af den grund.
Ha’ tålmodighed med dine gamle tanker
Prøv i stedet at se det, du gør, som et udtryk for fremskridt og øget bevidstgørelse – det er den kærligste tilgang, når du ser på dig selv og lægger mærke til alt det, som ikke er så smukt, ønskeligt og ideelt. Vi kan ikke ændre på noget, som vi ikke vil se – det at se helt ærligt og upartisk på os selv er derfor også et meget vigtigt første skridt på vejen. Alene det, at du går i gang med den øvelse, fortjener anerkendelse.
Vi kan ikke uden videre vælge at pakke de “slemme” tanker væk, for de repræsenterer årtusind gamle vanemæssige tankeformer. Når du arbejder med dig selv på den her måde, så må du i stedet have en masse tålmodighed, idet du langsomt og gradvist lader de tankebaner passere og svækkes. Og imens du stille og roligt giver mere plads til de gode og kærlige dele af din bevidsthedsstrøm. Her taler vi om et livslangt arbejde.
Selv den længste rejse starter imidlertid med det første skridt, og din første kærlighedsgerning består i at se på dig selv uden bebrejdelser. Den attitude kan du så tage med dig, når du ser på alle os andre, som lider af de samme skavanker og besværligheder i vores kærlighedsliv. Vi er alle i den samme båd og sejler rundt i den samme suppedas – men kig op, se stjernerne og lad dem lyse for dig på din vej!
Dovenskab er ikke altid dårligt – heller ikke når du er single.
Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, forklarer, hvordan du kan bruge mindfulness og meditation i dit singleliv:
Jeg klagede engang til en ven over, at jeg “ikke havde lyst til noget”. Men han svarede, at “så har du jo lyst til ikke at gøre noget”, og det var faktisk rigtigt. Jeg mener, at det er en form for lyst, som vi skal lytte til. Altså lysten til bare at være eller lysten til at slænge sig på sofaen.
Den lyst skal der være tid til i en dagligdag, hvor vi ellers ofte har fokus på mål, præstationer og effektivitet. Nogle gange siger jeg, at det bedste middel imod stress er dovenskab. En anden modvægt til præstationsræset kan være at dyrke mindfulness.
Hvad har det lige med singleliv at gøre?
Det handler om at vide, hvem du er! At være mindful som single betyder dels, at du bliver bedre til at forstå, hvem du selv er og ved, hvilken retning du ønsker at gå i livet. Dels får du lettere ved at være i den situation, du er i nu uden hele tiden at tænke på, at græsset er grønnere hos naboen (som har kæreste).
I min bog ”Dating, desperation og selvudvikling” har jeg ofret en hel del plads på det emne, fordi det er så vigtigt, at du forstår dig selv og dine motiver. I modsat fald kommer du nemlig let til at spænde ben for dig selv og bliver ulykkelig, når du prøver på at opnå noget, som du i virkeligheden ikke rigtigt føler for. Prøv derfor at lytte til dig selv og tro på, at det du vil inderst inde, er det rigtige.
Det er særlig vigtigt for en single. Du kommer nemt til at føle dig forkert, når du ikke har en kæreste, fordi folk spørger, om du ikke snart skal have det. Måske synes de, at det er synd for dig, at du er alene. Mange går helt automatisk ud fra, at parforhold og tosomhed er det rigtigste og bedste. Grundet det sociale pres kan du faktisk komme til at bilde dig ind, at du ønsker en kæreste, selvom du egentlig ikke føler for det eller i hvert fald ikke har lyst til det lige nu.
Mediter dig til et godt singleliv
Som udgangspunkt er mindfulness en helt simpel meditativ teknik. Hvis du vil bruge teknikken anbefaler jeg, at du har en instruktør, som du kan gå til med dine spørgsmål. Men selve teknikken er så simpel, at du kan lære den her og nu.
Det du gør, er:
* Vælg et fokus for din opmærksomhed – det kan i princippet være hvad som helst men f.eks. dit åndedræt.
* Mærk så, hvordan din mave hæves og sænkes i takt med åndedrættet.
* Når du opdager, at din opmærksomhed er blevet fanget af noget andet (og det sker hele tiden), så vender du bare tilbage til dit fokus på åndedrættet.
Det er det!
Som nybegynder er det uvant, og du skal måske gøre det en hel del gange, før du kan mærke effekten af det. Til at starte med skal du kun meditere i 10-15 minutter om dagen. Hvis det føles dårligt, eller du får det underligt, så lad helt vær.
Formålet med teknikken er, at sindet falder til ro. I vores almindelige dagligdags bevidsthed er vi mere eller mindre konstant optaget af at opnå (det vi ønsker), og undgå (det vi ikke ønsker), og anderledes kan det dårligt være. Men det er en form for anspændelse, og vi har derved en grad af alarmberedskab i sind og krop. Vi skal jo præstere noget for at opnå det, vi gerne vil og for at undgå det modsatte.
Det den meditative teknik gør er derfor at kappe vores almindelige tankebaner over. Meditationen afbryder igen og igen vores engagement i at opnå og undgå. Dermed kan sindet gradvist få lov til at falde til ro, og vi når frem til en tilstand af væren frem for den sædvanlige gøren. Når sindet på den måde er faldet til ro, har du nemmere ved at mærke, hvem du selv er og hvad du vil.
Vind bogen Dating, desperation og selvudvikling
Indlægget er skrevet af Jens W. Pedersen, der er coach og rådgiver om dating og forelskelse. Han har for nyligt udgivet bogen “Dating,desperation og selvudvikling”. Bogen henvender sig til singler af begge køn, og lige nu kører der en konkurrence om fem bøger. Deltag inden 11. april 2015 via linket herunder.
Køb bogen Dating, desperation og selvudvikling
Er du en single nr. 5? Test dig selv og afgiv din stemme her
Meditation er uhyre simpelt
Det man gør er at vælge et fokus for sin opmærksomhed – det kan i princippet være hvad som helst men fx ens åndedræt.
Så det man gør i praksis er at mærke, hvordan ens mave hæves og sænkes i takt med åndedrættet.
Og når man så opdager, at ens opmærksomhed er blevet fanget af noget andet (og det sker hele tiden), så vender man bare tilbage til sit fokus på åndedrættet.
Det er det 🙂
Nej, der er ikke mere i det!
Meditation er en teknik og teknikken er uhyre simpel.
Formålet med det er at få sindet til at falde til ro. I vores almindelige dagligdags bevidsthed er vi mere eller mindre konstant optagede af at OPNÅ (det vi ønsker) og UNDGÅ (det vi ikke ønsker), og anderledes kan det dårligt være…men det er en form for anspændelse. Eller vi har derved en grad af alarmberedskab i sind og krop. Vi skal jo præstere noget for at opnå det vi gerne vil og for at undgå det modsatte. Det den meditative teknik gør er at kappe vores almindelige tankebaner over. Eller den afbryder igen og igen vores engagement i at opnå og undgå. Derved kan sindet gradvist få lov til at falde til ro. Og vi kan opnå en tilstand af VÆREN frem for den sædvanlige GØREN.
Og ja, nu skrev jeg “opnå” igen.
For man vil gerne opnå noget med sin meditation, selvfølgelig vil man det, men det kan virke paradoksalt, fordi meditationen netop er en øvelse i at give slip på at opnå. Målet er som sagt at få sindet til at falde til ro, og det gør man ved ikke at have noget mål, ha ha. Nogle gange hænger folk sig i paradokset og kommer så til at synes, at meditation er kompliceret.
Men altså, hvis man vil hvile sig, opnår man også sit mål ved ikke at gøre noget – og der er ingen, som synes, at det er paradoksalt.
Meditation er så uhyre simpelt, det er blot at udføre en bestemt, meget enkel teknik, og teknikken er så den, der fører os frem til målet – derfor behøver vi ikke have fokus på målet undervejs i meditationen. Man kan trygt overlade målet til teknikken.
Når vi alligevel gør det til noget svært, kompliceret eller mystisk, kan det måske skyldes, at det simple også er kedeligt. Så opfinder vi måske noget svært for at gøre det mere spændende. Men kedsomhed er blot en af de følelser, vi kan have, når vi mediterer. Og ligesom med ALLE andre bevidsthedsfænomener (tanker, følelser, sansninger) forholder den mediterende sig helt neutralt til sin følelse. Man forsøger således ikke at UNDGÅ kedsomhed, mens man mediterer, og hvis man i meditationen opdager, at man er blevet optaget af sin følelse af kedsomhed, så vender man blot tilbage til sit fokus på åndedrættet.
Jeg må derfor skuffe de, som tror, at meditation er noget svært eller avanceret!
Det er SÅ uhyre simpelt, og ethvert barn kan udføre det uden problemer!
Og det kan du også, hvis du ellers gider! 😉
Ordet “spirituel” forekommer mig at være et noget tåget begreb. Ved folk hvad de selv taler om? Jeg har mine tvivl. I hvert fald har jeg haft et hyr med at finde ud af, hvad ordet egentlig dækker over. Omend det er meget brugt. I dag vægrer mange sig ved at omtale sig selv som “religiøse” (og det ved man ellers hvad er), men de vil til gengæld gerne vedgå, at de er “spirituelle”. Hvad??? Måske er ordet netop så populært, fordi vi ikke helt ved, hvad det betyder, og så kan man jo sige det uden at blive hængt op på noget…eller alle kan bruge det på hver deres måde.
Helt galt går det, hvis man benytter sig af et afledt begreb som “spirituel energi” – det er så flot, at det er umuligt at forstå. I den forbindelse er det jo sjovt, at vi også har ordet “spiritus”, som kan antyde, at det ikke er noget helt ædrueligt, vi taler om.
Meget klogere bliver man ikke, hvis man slår op i Politikens nudanske ordbog, så står der nemlig, at spirituel betyder: “Er åndfuld eller vittig på et højt plan”. Ja tak. Det er i hvert fald ikke sådan jeg forstår ordet. Så kommer vi tættere på med et opslag på Wikipedia, hvor der bl.a. står, at: “spiritualitet betyder det samme som “åndelighed”, som er en særlig religiøs form, der ikke nødvendigvis forankrer sig i faste religioner og dogmer, men ofte hviler på mere løse religiøse erfaringer”.
Jeps, det er det. “Løse erfaringer”. Der har vi koden til en forståelse af begrebet 🙂
Jeg er også med på, at “åndelighed” og “spiritualitet” er synonyme.
For at al denne tågede forvirring nu straks må ophøre, vil jeg give et forsigtigt bud på, hvad vi (jeg) mener at kunne mene med termerne, og hvordan de kan bruges som betegnelser for noget, der rent faktisk findes. For noget der kan registreres. For noget der har en indvirkning på den “virkelige verden”. Jeg mener fx, at spiritualitet kan resultere i konkrete fysiologiske virkninger, som kvalitativt adskiller sig fra, hvad man ellers oplever med sin krop.
Man kunne tage en tilfældig person. Fx MIG. Tro endelig ikke at jeg er selvoptaget! Det er bare det mest nærliggende eksempel. Det JEG kender bedst. Her har jeg så at sige et førstehåndsindtryk. Derfor kommer nu et par (løse) selvoplevede erfaringer med, at spiritualitet ikke (kun) er fantasifuld tågesnak men også noget, som har en konkret betydning og funktion i vores liv.
Jeg starter med det mest kropslige eksempel. Min erfaring er nemlig, at mennesker, der er skeptiske (for ikke at sige fuldstændig afvisende) overfor åndelighed, til gengæld har stor respekt for det fysisk sanselige eller målbare. Og en af de mest synlige og kropsligt sanselige effekter af en spirituel praksis er det, som man benævner “spændingsløsninger”. Personligt får jeg dem både under/efter meditation, men også i forbindelse med læsning af åndelige emner, bøn mv.
Hvis jeg skal forsøge at forklare fænomenet, for de som ikke kender det, så vil jeg sige, at det der sker ved en spændingsløsning er, at en muskel (et eller andet vilkårligt sted i kroppen) begynder at sitre eller “bloppe” på en meget karakteristisk måde. Når jeg siger “bloppe”, så er det, fordi jeg synes, at det føles som om musklen har nogle indre bobler, der udløses. Det er en behagelig og dejlig afspænding af musklen, som forekommer at foregå på et andet eller på et dybere (åndeliggjort) plan end en almindelig afspænding. Det er også karakteristisk, at denne type spændingsløsninger er så præcist lokaliserede. Dvs. de foregår kun et specifikt sted af gangen. Det er ikke hele kroppen på en gang, det er heller ikke en hel muskel, men ét bestemt sted i én bestemt muskel. Spændingsløsninger er i øvrigt synlige på huden, som bevæger sig i takt med dem på det givne sted.
Når jeg omtaler spændingsløsninger for andre, så kender de det som regel ikke. De jeg støder på, som rent faktisk kan nikke genkendende til fænomenet, har så godt som altid en meditativ praksis eller spirituel tilgang til livet. Personligt oplevede jeg heller aldrig disse spændingsløsninger, før jeg begyndte på en sådan praksis. Jeg ved desuden af lang erfaring, at jeg kan styre, hvor mange spændingsløsninger jeg får ved at skrue op og ned for min spirituelle praksis. Så de er en effekt af denne praksis. Og vel og mærke en konkret kropslig eller fysiologisk effekt. Kroppen reagerer altså på den spirituelle praksis ved at opføre sig på en ny og anderledes måde.
Det helt vilde er, at jeg faktisk får disse spændingsløsninger bare ved at sidde her og skrive om dem. Hmm…
Jeg kan ikke forstå det på anden måde end, at en åndelig eller spirituel energi påvirker kroppen og skaber nogle effekter, som vi ikke kan opnå ved ikke-spirituelle praksisser. Dvs. ved vores almindelige, normale adfærd og ageren.
Mit andet eksempel er ikke kropsligt, men viser, hvordan et meditativt fokus kan forandre følelser spontant og mere eller mindre øjeblikkeligt. Det drejer som en helt enkel men effektiv teknik. Den går på at vende sin opmærksomhed imod et bestemt sted på kroppen, hvor der sidder en følelsesmæssig smerte – lad os fx sige, at du mærker en tristhed eller depressiv følelse i brystet. Hvis du så “går helt ind i” denne tristhed. Dvs. mærker den inderst inde i dens kerne. Så begynder den at ændre karakter og forsvinder gradvist. Hvorfor? Ja, det er et godt spørgsmål. Bevidstheden er gådefuld. Så tæt på os og dog så ukendt.
Men det er jo godt at vide, at det er sådan, og det er mange ikke klar over. Vi har i stedet en tendens til at flygte/vende os bort fra det, der gør ondt. Fortrænge det. Beskæftige os med noget andet. Forsøge at glemme det osv. Det kan være en fin strategi i nogle situationer, men det modsatte kan altså også være befriende og forvandlende. Jeg tror man kan sige, at bevidstheden eller ånden har en helende kraft.
Det vi vender vores opmærksomhed imod påvirkes og forvandles tilsyneladende. Og vi behøver vel og mærke ikke at “gøre noget” andet end blot dette at have vores opmærksomhed direkte på/i det sted, der gør ondt.
Ja, det var så mine eksempler på, hvordan en spirituel praksis kan forandre noget “virkeligt”; kroppen og følelserne.
Nu er De, ærede læser, måske blot endnu mere forvirret, end da De startede. Til det er der kun at sige, at…eller nej, det er der ikke noget at sige til.
Men følg gerne med i næste afsnit af Soap.
—
Apropos spiritus så har vi vist alle prøvet den der følelse af, at det “kører rundt for os” når/hvis vi er fulde. Sjovt nok kan jeg få en lignende fornemmelse under meditation (dog uden de andre virkninger af fuldskab). Utallige gange har det således kørt rundt for mig, som svævede jeg på en sky – eller på indre energiplaner, der bare kørte rundt og rundt.
Ja, spørg mig ikke hvorfor, men man skal huske at holde op, før man bliver helt rundtosset! 🙂
Jeg tror på karma, dvs. at jeg tror på, at jeg selv er den første årsag til de ting, der sker i mit liv.
Hvis der sker noget dårligt, så er det altså i sidste ende min egen “skyld”.
I en vis forstand læsser jeg skyld oveni den dårligdom, som jeg allerede oplever. Man kunne mene, at det var at føje spot til skade. En psykolog kunne måske finde på at advare imod den praksis 🙂
Men jeg oplever ikke, at jeg derved forværrer noget, som i forvejen er skidt. Tværtimod. For mig virker det omvendt, befriende. Ved at påtage mig skylden, påtager jeg mig også ansvar, og jeg tilskriver mig selv evnerne til at skabe forandring. Jeg kommer derved ud af magtesløsheden og fjerner mig fra en offerrolle.
Jeg fjerner mig fra den der fornemmelse af, at nogle andre er skyldige overfor mig.
Og jeg fjerner mig fra en grund-fornemmelse af, at verden er et uretfærdigt sted. Et ulykkeligt sted.
I sidste ende tilskriver jeg verden mening.
OG man kan håndtere rigtig meget modgang, hvis det er meningsfyldt for en.
Jeg bøjer mig således for det, der sker i (min) verden og tager det på mig. I ydmyghed.
Det lidt sjove, og paradoksale, er så, at ydmygheden her går hånd i hånd med magten. Jeg bøjer mig i ydmyghed og indrømmer, at jeg selv har skabt den misere, som er mit liv. Dermed får jeg imidlertid også lov at føle, at jeg dybest set er herre over (min) verden. Det lykkes at tilskrive mig selv en slags omnipotens (hvilket ellers kun er Gud forundt) 🙂
SE nu er der virkelig noget for psykologen at tage fat på! 😀