Jeg diskuterer jævnligt tro og livsanskuelse, og som regel kommer der et tidspunkt i diskussionen, hvor de rationelle argumenter og begrundelser hører op. Man når til et punkt, hvor man bare må sige, at “ja, men sådan ser jeg altså på det” eller “sådan vælger jeg at tro”. Det gælder hvad enten ens livsanskuelse er religiøs eller ej. I sidste ende når man det sted, hvor man bare TROR.

For mit vedkommende er det punkt fx der, hvor jeg siger, at “jeg tror på et liv efter døden, fordi jeg ikke har et alternativ”. Jeg kan ikke tro, at livet ender med et sort punktum. Et mørkt hul hvor alt liv hældes ned i og, hvor der ikke ER noget mere. Jeg anerkender for så vidt, at det logisk set godt kunne være sådan. Som jeg ser det, er der nemlig hverken tvingende rationelle argumenter for eller imod liv efter døden.

Til gengæld har jeg, hvad man måske kunne kalde en eksistentiel begrundelse; hvis livet bare er dette enkelte livs korte og blandede fornøjelse, så ved jeg egentlig ikke, om det er det værd. Det giver ikke nogen mening for mig at tænke på den måde. Hvis jeg skulle tænke sådan, ville jeg dømme mig selv til at leve i, hvad jeg ville opfatte som en kold og trøstesløs eksistens. Et dødens domæne. Og hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg VÆLGER at tro noget andet.

Artiklen her handler om, hvordan vi, min bror og mig, påvirkes af tilfældigheder. Held og uheld. Vores adfærd vil her blive betragtet som et casestudy 🙂

Nærmere bestemt ser vi på mange års observationer i forbindelse med spillet backgammon, hvor tilfældigheder spiller en helt afgørende rolle pga. de mange terningekast.

Vi to er (angiveligt) moderne, rationelle individer, men vores adfærd indikerer noget helt andet; under spillet forsøger vi nemlig at påvirke terningerne ved at udøve magi, bøn (vi trygler) og i kraft af små ritualer, som fx at puste på terningerne inden vi kaster dem 🙂

Det er formentlig ret komisk at se på, men ikke desto mindre lægger vi stor alvor i det – ikke bare en gang imellem men HVER gang.

Alt sammen er det noget, der snarere kendetegner den arkaiske psyke hos vores animistiske forfædre. For dem var alt besjælet, inkl. de “døde” ting; stenene, vinden osv. Det er terninger ikke for os. Især ikke for min ateistiske bror, som til enhver tid vil sværge til strengt videnskabelige forklaringer på et hvilket som helst fænomen.

Jeg er spændt på, hvordan han vil (bort)forklare sin egen adfærd her??? 🙂

Og ikke nok med at vi ihærdigt søger at manipulere med terningerne; vi reagerer også som forurettede, når de går os imod. Især hvis vi “sidder i uheld” i længere tid. Så hidser vi os op, bliver vrede og føler os dårligt eller uretfærdigt behandlet.

Som om hele verden var imod os.

Nu er han blevet mere afbalanceret, men før i tiden kastede lillebror endda ting efter mig, når han var tilstrækkelig ophidset 🙂

Vi påtager os tilsyneladende en meget uklædelig offerrolle, et martyrium.

Men for at verden kan være imod os, må den være besjælet. Den må have en vilje eller intention. Døde ting kan ikke være imod noget. Vores adfærd afslører, at vi implicit tillægger verden et væsens kvaliteter. Vi betragter den som en modstander; en som ikke kan lide os, eller som behandler os dårligt og uretfærdigt. Vores psykologiske respons vidner om lag i vores psyke, der har en anden verdenstydning, end den vi bevidst tillægger os. Der må være tale om en ubevidst religiøsitet, som så at sige tager magten fra os.

Ur-psyken er tilsyneladende stærkere end den moderne, rationelle intelligens 🙂