Single fri weekend

Jeg har en hel weekend for mig selv. Ingen aftaler. Jeg har en god roman af Henrik Stangerup, som jeg kan læse i ro og mag.

MEN

Så kommer den der uro over mig. Jeg bliver utilfreds og synes, at der mangler noget. NOGEN. Og jeg føler, at jeg bør gøre noget, sætte noget i gang, flytte ud af byen, oprette en datingprofil, skrive et indlæg, arrangere og løbe for livet. Realisere mig selv.

Og jeg som ellers tror på evigheden

Jeg burde kunne sidde her som en anden buddhistisk munk i fuldkommen ubekymret ro

Vel vidende at jeg har god tid til ALT

Om at tro fordi man ikke har noget alternativ

Jeg diskuterer jævnligt tro og livsanskuelse, og som regel kommer der et tidspunkt i diskussionen, hvor de rationelle argumenter og begrundelser hører op. Man når til et punkt, hvor man bare må sige, at “ja, men sådan ser jeg altså på det” eller “sådan vælger jeg at tro”. Det gælder hvad enten ens livsanskuelse er religiøs eller ej. I sidste ende når man det sted, hvor man bare TROR.

For mit vedkommende er det punkt fx der, hvor jeg siger, at “jeg tror på et liv efter døden, fordi jeg ikke har et alternativ”. Jeg kan ikke tro, at livet ender med et sort punktum. Et mørkt hul hvor alt liv hældes ned i og, hvor der ikke ER noget mere. Jeg anerkender for så vidt, at det logisk set godt kunne være sådan. Som jeg ser det, er der nemlig hverken tvingende rationelle argumenter for eller imod liv efter døden.

Til gengæld har jeg, hvad man måske kunne kalde en eksistentiel begrundelse; hvis livet bare er dette enkelte livs korte og blandede fornøjelse, så ved jeg egentlig ikke, om det er det værd. Det giver ikke nogen mening for mig at tænke på den måde. Hvis jeg skulle tænke sådan, ville jeg dømme mig selv til at leve i, hvad jeg ville opfatte som en kold og trøstesløs eksistens. Et dødens domæne. Og hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg VÆLGER at tro noget andet.

Så forsvandt “jeg”…eller?

Jeg dyrker mindfulness, hvilket oprindeligt er en buddhistisk praksis. En del af den praksis går ud på at søge efter “jeget” og (hvis man ellers er en god buddhist) at opdage dets totale fravær. Ifølge buddhismen er der nemlig ikke noget “jeg” i betydningen en permanent kerne i individet.

Hvis en ordentlig buddhist nu ryster opgivende på hovedet ved at læse denne gennemgang, må den person meget gerne skrive en hovedrystende kommentar herunder. Måske spreder jeg fejlinformationer – eller bare en hel række dårlige argumenter? 🙂

Det jeg har forstået er imidlertid, at man i meditationen søger “jeget” ved at gennemgå hele ens eget væsen; dvs. tanker, følelser og krop. Alt det viser sig at være foranderligt eller forgængeligt. Tankerne kommer og går, følelserne ændres løbende og kroppen forfalder med alderen. Der er med andre ord ikke noget, som er permanent. Jeget forsvinder.

Ideelt set burde man altså kunne begynde en mindfulness meditation med et “jeg” og afslutte den uden 🙂

Det er bare ikke sket for mig. Tværtimod bliver jeg hårdnakket ved med at finde et jeg, når jeg leder efter det 🙂

Her er de steder, hvor jeg mener, at “jeg” kan lokaliseres:

1.  “Jeg” er ikke mine tanker, følelser og krop, men den som tænker tankerne, har følelserne og sanser kroppen. Jeg er så at sige det permanente vidne til alt det, der konstant forandres.

2.  “Jeg” har en personlig historie, som jeg erindrer. Jeg erindrer jo netop min egen historie, og ikke nogen andens. Det afgrænser mig som individ.

3.  Buddhister tror på karma (også jeg). Men den forestilling kræver for mig at se et jeg, som sår karma og efterfølgende høster selvsamme. Eller med andre ord en handlende agent, et “jeg”.

Ps.: Jeg er med på, at “jeget” ikke kan tilskrives særlige individuelle kvaliteter – det som kendetegner mit jeg er med andre ord det samme, som kendetegner alle andre jeger. Min pointe er altså blot, at jeg rent faktisk er en afgrænset entitet.

Med mindre en god buddhist kan gendrive ovenstående??? 🙂

Tilfældets psykologi

Artiklen her handler om, hvordan vi, min bror og mig, påvirkes af tilfældigheder. Held og uheld. Vores adfærd vil her blive betragtet som et casestudy 🙂

Nærmere bestemt ser vi på mange års observationer i forbindelse med spillet backgammon, hvor tilfældigheder spiller en helt afgørende rolle pga. de mange terningekast.

Vi to er (angiveligt) moderne, rationelle individer, men vores adfærd indikerer noget helt andet; under spillet forsøger vi nemlig at påvirke terningerne ved at udøve magi, bøn (vi trygler) og i kraft af små ritualer, som fx at puste på terningerne inden vi kaster dem 🙂

Det er formentlig ret komisk at se på, men ikke desto mindre lægger vi stor alvor i det – ikke bare en gang imellem men HVER gang.

Alt sammen er det noget, der snarere kendetegner den arkaiske psyke hos vores animistiske forfædre. For dem var alt besjælet, inkl. de “døde” ting; stenene, vinden osv. Det er terninger ikke for os. Især ikke for min ateistiske bror, som til enhver tid vil sværge til strengt videnskabelige forklaringer på et hvilket som helst fænomen.

Jeg er spændt på, hvordan han vil (bort)forklare sin egen adfærd her??? 🙂

Og ikke nok med at vi ihærdigt søger at manipulere med terningerne; vi reagerer også som forurettede, når de går os imod. Især hvis vi “sidder i uheld” i længere tid. Så hidser vi os op, bliver vrede og føler os dårligt eller uretfærdigt behandlet.

Som om hele verden var imod os.

Nu er han blevet mere afbalanceret, men før i tiden kastede lillebror endda ting efter mig, når han var tilstrækkelig ophidset 🙂

Vi påtager os tilsyneladende en meget uklædelig offerrolle, et martyrium.

Men for at verden kan være imod os, må den være besjælet. Den må have en vilje eller intention. Døde ting kan ikke være imod noget. Vores adfærd afslører, at vi implicit tillægger verden et væsens kvaliteter. Vi betragter den som en modstander; en som ikke kan lide os, eller som behandler os dårligt og uretfærdigt. Vores psykologiske respons vidner om lag i vores psyke, der har en anden verdenstydning, end den vi bevidst tillægger os. Der må være tale om en ubevidst religiøsitet, som så at sige tager magten fra os.

Ur-psyken er tilsyneladende stærkere end den moderne, rationelle intelligens 🙂