Vær mindful i dit singleliv!

Indlæg på singlespot.dk d. 18. marts 2015 af Jens W. Pedersen

Vær mindful i dit singleliv!

Dovenskab er ikke altid dårligt – heller ikke når du er single.

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, forklarer, hvordan du kan bruge mindfulness og meditation i dit singleliv:

Jeg klagede engang til en ven over, at jeg “ikke havde lyst til noget”. Men han svarede, at “så har du jo lyst  til ikke at gøre noget”, og det var faktisk rigtigt. Jeg mener, at det er en form for lyst, som vi skal lytte til. Altså lysten til bare at være eller lysten til at slænge sig på sofaen.

Den lyst skal der være tid til i en dagligdag, hvor vi ellers ofte har fokus på mål, præstationer og effektivitet. Nogle gange siger jeg, at det bedste middel imod stress er dovenskab. En anden modvægt til præstationsræset kan være at dyrke mindfulness.

Hvad har det lige med singleliv at gøre?

Det handler om at vide, hvem du er! At være mindful som single betyder dels, at du bliver bedre til at forstå, hvem du selv er og ved, hvilken retning du ønsker at gå i livet. Dels får du lettere ved at være i den situation, du er i nu uden hele tiden at tænke på, at græsset er grønnere hos naboen (som har kæreste).

I min bog ”Dating, desperation og selvudvikling” har jeg ofret en hel del plads på det emne, fordi det er så vigtigt, at du forstår dig selv og dine motiver. I modsat fald kommer du nemlig let til at spænde ben for dig selv og bliver ulykkelig, når du prøver på at opnå noget, som du i virkeligheden ikke rigtigt føler for. Prøv derfor at lytte til dig selv og tro på, at det du vil inderst inde, er det rigtige.

Det er særlig vigtigt for en single. Du kommer nemt til at føle dig forkert, når du ikke har en kæreste, fordi folk spørger, om du ikke snart skal have det. Måske synes de, at det er synd for dig, at du er alene. Mange går helt automatisk ud fra, at parforhold og tosomhed er det rigtigste og bedste. Grundet det sociale pres kan du faktisk komme til at bilde dig ind, at du ønsker en kæreste, selvom du egentlig ikke føler for det eller i hvert fald ikke har lyst til det lige nu.

Mediter dig til et godt singleliv

Som udgangspunkt er mindfulness en helt simpel meditativ teknik. Hvis du vil bruge teknikken anbefaler jeg, at du har en instruktør, som du kan gå til med dine spørgsmål. Men selve teknikken er så simpel, at du kan lære den her og nu.

Det du gør, er:

* Vælg et fokus for din opmærksomhed – det kan i princippet være hvad som helst men f.eks. dit åndedræt.

* Mærk så, hvordan din mave hæves og sænkes i takt med åndedrættet.

* Når du opdager, at din opmærksomhed er blevet fanget af noget andet (og det sker hele tiden), så vender du bare tilbage til dit fokus på åndedrættet.

Det er det!

Som nybegynder er det uvant, og du skal måske gøre det en hel del gange, før du kan mærke effekten af det. Til at starte med skal du kun meditere i 10-15 minutter om dagen. Hvis det føles dårligt, eller du får det underligt, så lad helt vær.

Formålet med teknikken er, at sindet falder til ro. I vores almindelige dagligdags bevidsthed er vi mere eller mindre konstant optaget af at opnå (det vi ønsker), og undgå (det vi ikke ønsker), og anderledes kan det dårligt være. Men det er en form for anspændelse, og vi har derved en grad af alarmberedskab i sind og krop. Vi skal jo præstere noget for at opnå det, vi gerne vil og for at undgå det modsatte.

Det den meditative teknik gør er derfor at kappe vores almindelige tankebaner over. Meditationen afbryder igen og igen vores engagement i at opnå og undgå. Dermed kan sindet gradvist få lov til at falde til ro, og vi når frem til en tilstand af væren frem for den sædvanlige gøren. Når sindet på den måde er faldet til ro, har du nemmere ved at mærke, hvem du selv er og hvad du vil.

Vind bogen Dating, desperation og selvudvikling

Indlægget er skrevet af Jens W. Pedersen, der er coach og rådgiver om dating og forelskelse. Han har for nyligt udgivet bogen “Dating,desperation og selvudvikling”. Bogen henvender sig til singler af begge køn, og lige nu kører der en konkurrence om  fem bøger. Deltag inden 11. april 2015 via linket herunder.

Deltag i konkurrencen her

Køb bogen Dating, desperation og selvudvikling

Er du en single nr. 5? Test dig selv og afgiv din stemme her

2 thoughts on “Vær mindful i dit singleliv!

  1. Thomas says:

    Fedt med den enkle åndedrætsøvelse til at få ro i sindet.
    Mange tror det er svært, men det behøver ikke være svært at skabe sig ro med åndedrættet.
    God bog☺. Tak for det☺

  2. jenswpedersen says:

    Tak Thomas. Ja, det er meget nemt, hvis man ellers kan sidde stille 🙂 Jeg er spændt på at høre, hvordan det kommer til at gå med din meditative praksis! 🙂

Leave a Reply