Hvad er de to regler i dating og parforhold?

De to regler i dating og parforhold
De to regler i dating og parforhold udkommer d. 1. september 2020 på forlaget Historia.

I anledning af at ”De to regler i dating og parforhold” udkommer, får du her en kort introduktion til bogens to regler og et eksempel på, hvordan de kan vise sig i praksis. Reglerne skal forstås som en del af vores normale psykologi.

Lad os sige, at du er en kvinde, der dater. Du har mødt en mand, som du overvejer at indlede et forhold til.

I begyndelsen er du dog rigtig streng overfor ham. Du er fræk nok til at påpege alle hans mangler, så du gør ham opmærksom på, at han ikke er sådan og sådan og ikke kan det og det.

På et tidspunkt får han nok af legen og siger noget a la: “Ja, det er rigtig nok, at jeg har de og de mangler, men spørgsmålet er, om du vil have mig alligevel?”

Når han sætter foden ned på den måde, skifter du fokus. Nu bliver du mere bevidst om, hvad du kan glip af, hvis han bliver træt af dig og går sin vej.

Derfor lægger du også din skeptiske indstilling til side. Inderst inde er du nemlig interesseret, og du ved udmærket godt, at kærligheden imellem jer kun kan blomstre, hvis du har fokus på hans gode sider frem for fejl og mangler.

De to regler i dating og parforhold

Ovenstående dagligdags eksempel illustrerer, hvordan to regler for vores tænkning om en date eller partner kan komme til udtryk i praksis. De to regler lyder som følger:

Når der er en person, som du ikke kan få, så har du tendens til at fokusere på, hvad du går glip af.

Hvorimod hvis der er en person, du godt kan få, så har du tendens til at fokusere på, om det nu også er en god ide og på de bagsider, der måtte være ved det forhold.

De to regler i dating og parforhold

I eksemplet har kvinden først et kritisk blik på sin mulige partner. Man kan også sige det sådan, at hun ser ham an og prøver ham af. Det er en virkning af den anden regel og en del af det at have seriøse overvejelser omkring at gå ind i et parforhold.

Derefter bliver hun opmærksom på, hvad hun kan gå glip af, hvis hun mister ham, og så er det altså den første regel, der er i spil. Nu fokuserer hun på alt det gode han repræsenterer for hende, og derfor kan de komme videre i deres forhold.

Der er forskellige variationer over det, så for dig kan de to regler vise sig på en helt anden facon. Bogen har mange af den slags eksempler, og hvis du studerer dem nærmere, vil jeg tro, at du kan genkende dig selv i nogle af dem.

Reglerne kan også omtales som en kognitiv ”udvælgelsesmekanisme”, der har indflydelse på vores valg af partner og på, hvordan vi opfatter denne partner.

Mekanismen indvirker på, hvem vi tiltrækkes af og forelsker os i, men det er også i betydningen af fravalg – for eksempel spiller den ofte en rolle, når vi mister interessen for vores partner og afslutter et forhold.  

Er de to regler generelle?

Når du læser om de to regler, synes du måske ikke, at de passer særlig godt på dig og tænker for eksempel, at de må være forbeholdt typen, der (ubevidst) opsøger afvisning.

Virkningen af reglerne er da også meget iøjnefaldende hos den type. Ikke desto mindre tror jeg, at de to regler indgår i vores helt normale psykologi, og jeg synes at ovenstående lille case er et godt eksempel på det.

Jeg mener, at de to regler siger noget basalt om, hvordan vi fungerer som mennesker.

Det er tit sådan med det generelle i vores psykologi, at det både viser sig i nogle ekstreme tilfælde og i nogle mere gængse og dagligdags.

I relation til den første regel kan man for eksempel se ekstreme tilfælde, hvor vi bliver som besatte af én, vi ikke kan få. Flertallet reagerer dog ikke sådan, men oplever måske blot, at det pirrer dem eller vækker en slumrende interesse.

Læs mere i ”De to regler i dating og parforhold”

De to regler behøver ikke at skabe dårlige relationer eller ulykkelige forelskelser. I ovenstående case gik det jo godt imellem de to, som i øvrigt senere blev gift.

I nogle tilfælde kan reglerne imidlertid skabe svære problemer i vores kærlighedsliv. De medvirker formentlig til, at der er større og større chance for, at vi bliver skilt, lever i seriel monogami eller forbliver singler i lange perioder.

For at afhjælpe de problemer mekanismen kan forårsage, introducerer bogen en cyklus i parforholdet, som vi bør indrette os efter, og som kræver, at vi behersker fire forskellige evner. Vi får harmoniske forhold, når vi både tør give slip og sige fra samt tager imod og viser kærlighed.

Alt det og mere til kan du læse om i ”De to regler i dating og parforhold”, der udkommer den 1. september 2020 på forlaget Historia.

Temperer følelser på fire måder ♥♥♥♥

tempererede følelser
Tempererede følelser er varme, men ikke for varme. De er afbalancerede. Foto: Ian Dooley

Forelskelser og andre stærke følelser tager let magten fra os og bringer os ud af balance. ”Tempererede følelser” er derimod afbalancerede og i god overensstemmelse med din fornuft og realitetssans. Herunder får du fire eksempler på, hvordan følelser tempereres i praksis. Det kan være rigtig godt at kende de fire metoder, fx hvis du er ulykkeligt forelsket.

Jeg omtaler det som ”tempererede følelser”, når vi får en vis grad af bevidst styring ind i vores seksuelle eller romantiske impulser, og fx kan fravælge en forelskelse.

Ordet temperere bruges, fordi det er en proces, hvor vi afpasser vores følelser. Vi tænder eller slukker så at sige for varmen og opnår derved den rette temperatur i den givne situation.

Continue reading

Parforhold: Bliv hele sammen ved at forstå skyggen

Parforholdets skyggeside
En stor del af parforholdets dynamik ligger på den ubevidste skyggeside. Foto af Everton Vila.

Hvorfor tiltrækkes vi nogle gange af typer, som vi tilsyneladende passer dårligt sammen med? Det lyder irrationelt, men giver god mening, hvis man forstår forelskelsens dynamik på baggrund af C. G. Jungs begreb om ”skyggen”. Så kan forelskelse ses som et ønske om at forenes med en skjult side af os selv.

Forelskelse og tiltrækning er ofte lidt af et mysterium. Hvorfor var det lige ham eller hende, du blev forelsket i? I nogle tilfælde kan det nærmest virke fornuftsstridigt, hvis vi kommer ind i dårlige forhold.

Måske er der en rigtig god, skjult, grund. For at illustrere det skal vi kigge på forholdet imellem to personlighedstyper, nemlig ”sammensmeltere” og ”isolatører”.

Continue reading

Forelsket i de Forkerte – Hvad betyder det?

Forelsket i de forkerte

Ulykkelig kærlighed er ofte forbundet med et mønster, hvor vi gentagne gange bliver forelsket i dem, vi ikke kan få eller, som behandler os dårligt. Foto af Kristina Tripkovic.

Herunder gennemgår jeg, hvad det vil sige, at blive forelsket i de forkerte, hvordan du slipper det mønster, og hvorfor det i det hele taget opstår. Det er et stort emne, som der kan siges meget mere om, så artiklen er kun ment som en kort introduktion. Til sidst får du links til, hvor du kan fordybe dig mere i emnet. Du er også meget velkommen til at bestille en tid, hvis du har brug for hjælp.

Hvem er de forkerte?

At forelske sig i de forkerte kan betyde, at du vil have dem, som du ikke kan få, eller kun kan få halvt. Fx fordi de allerede er taget, holder dig hen eller kun vil være venner. Begrebet om de forkerte kan også dække over, at du gentagne gange kommer ind i parforhold, som er dårlige eller usunde for dig. Du bliver fx såret og nedgjort eller det, der er værre.

Der er rigtig mange, som oplever noget i den retning, så det er et udbredt fænomen. Du er bestemt ikke alene.

Continue reading

Hvem er den rette for dig?

hvem er den rette?

Ved du, hvordan den rette ser ud? Ellers læs med herunder, hvor du får nogle bud på det. Foto: Rachael Crowe.

De fleste singler tænker over spørgsmålet: ”Hvem er den rigtige for mig?” Eller: ”Findes der overhovedet en derude, som er rigtig for mig?” Hvis du har erfaringer med at møde de forkerte, så bliver det sidste spørgsmål sikkert ekstra påtrængende. Du kan også blive i tvivl, om du selv egner dig til et parforhold. De tvivlsspørgsmål vil jeg give nogle bud på i det følgende.

Men vi starter med spørgsmålet om, hvem du selv er, for det rigtige match er jo lige præcis den, der passer til dig og din særlige personlighed.

Herunder er der nogle basale værdier, som vi helst skal være fælles om, fx mener jeg, at du skal være meget opmærksom på følgende:

Du matcher bedst med en, som har den samme prioritet i et bestemt spørgsmål, nemlig: ”Hvad er vigtigst, ånds- eller familielivet?”

Hvis du kommer ind i et forhold til en, som slet ikke har den samme vægtning i det spørgsmål, så vil det nok gå galt – I kommer i hvert fald let til at slide på hinanden og strides om, hvis behov, der skal have forrang, for de er meget forskellige.

Familie- og åndsliv

Den letteste måde at skelne imellem de to områder er, at familielivet er det, vi har tilfælles med dyrene. Åndslivet består derimod i det specifikt menneskelige, som adskiller os fra dyr.

På den ene side står derfor alt det, der relaterer til at stifte familie og forsørge den. Det hører til vores biologi, kroppen og drifterne. Heri ligger også forelskelse og romantik. Det andet område består i ånds- eller bevidsthedslivet, såsom vores intellektuelle og kunstneriske virke, et kald eller en passion. Heri kan også nævnes en hobby eller interesse samt humanisme og næstekærlighed.

Døgnet har kun 24 timer, så hvis du vægter det ene af de to områder højt, vil der være mindre tid og energi til det andet.

meget-her---mindre-her-copy

Hvis der er meget fokus i det ene livsområde, er der mindre til det andet.

Dit familieliv kan dog godt have noget åndelighed i sig, fx hvis de nære relationer virker sådan på dig, at du får slebet kanterne af, og du af den grund udvikler dig som menneske, bliver mere rummelig, tilgivende og tolerant.

På samme måde med arbejdslivet, for det kan både forstås som det at forsørge sig selv og familien, men dit job kan også være et kald, en sag eller karriere, som optager dig – i så fald er det en del af dit åndsliv.

Hvis du har klar overvægt i dit åndsliv, kan det fx komme til udtryk i lange perioder som single og i kortvarige forhold. Klar overvægt på den modsatte side kan betyde, at du godt nok har andre interesser end ægteskabet, fx en hobby, men du vil have mand/kone og børn, og dit liv handler først og fremmest om det projekt.

Du kan også befinde dig i en mellemzone, hvor du vægter ånds- og kønslivets nogenlunde ligeligt. Så kan det være svært at vælge imellem dem, og du kommer let i konflikt med dig selv.

Mellemzonen

Hvis du er på vej ud af parforholdets domæne, vil du opleve, at din trang til at være i et parforhold, din afhængighed af det og din fornemmelse af, at det er formålet med dit liv, langsomt eroderer. Lidt efter lidt bliver det knap så vigtigt.

Så får du andre interesser, som du investerer din energi i. Og i takt med, at du investerer din energi der, så vokser de områder og får en selvstændig betydning for dig. På den måde kan du komme til et punkt, hvor du nedprioriterer et parforhold til fordel for de interesser.

Nu begynder du måske at tænke på parforholdet, som noget, der kan være dejligt, og som du gerne vil på et tidspunkt, men det haster ikke.

Eller som noget du gerne vil, hvis det ikke fylder alt for meget – så din kæreste må ikke lægge beslag på dig. Du begynder, at opleve det som irriterende, hvis han eller hun kræver alt for meget af din tid og opmærksomhed. Du vil i hvert fald ikke have, at I sidder lårene af hinanden.

Det er vigtigt, at han/hun også har noget andet at gå op i, sit eget selvstædige liv og sine egne ambitioner, som ikke har noget med dig at gøre – men som det kan være spændende at høre om, når I ses. Du er ikke så sikker på, at I skal bo sammen og bygge rede. Det med, om I skal have børn, er et åbent spørgsmål.

Placer dig og find et match

Hvis du har svært ved at afgøre, hvilket område, der vægter mest i dit tilfælde, så spørg dig selv, hvad du vil ofre dig for. Altså, hvis du fik sat pistolen for panden og skulle vælge imellem de to, hvad tager du så?

Vil du ofre parforhold og romantiske håb til fordel for dit åndsliv, dvs. fx en sag, du brænder for, eller dit kunstneriske virke. Eller vil du omvendt sige, at ægteskab og familieliv går forud for det andet.

Det er et basalt valg i vores kærlighedsliv, og i kraft af den stillingtagen bliver du afklaret på et dybt plan.

Du får en bedre forståelse for, hvem du selv er, og hvilke former for romantik og samliv, du passer ind i – men det gør også, at du bedre kan spore dig ind på, hvilken type partner, du skal opsøge for at finde den rigtige. Sørg for at finde en partner med samstemmende værdier, dvs. en, som vægter samme side.

Ubalance-copyright

De to passer ikke sammen, for han vægter parforholdet meget højere end hende.

Du bør ikke vælge en partner, som prioriterer omvendt i familie- og åndslivet, for i så fald vil I jo hele tiden slås om, hvad der er vigtigst. Den, som prioriterer parforholdet, vil hive i dig for at få sit større ægteskabelige behov dækket. Han eller hun, som prioriterer åndslivet, vil til gengæld skubbe dig væk og distancere sig.

For at få et godt match, må I altså have nogenlunde samstemmende prioriteter, så I er enige om, hvor meget I vil investere i tosomheden, hvor tit I ses, om I skal være tro, flytte sammen, have børn osv..

Dine valg har konsekvenser og indebærer tit et afsavn. Når vi vælger til, vælger vi også fra. Lad os sige, at du prioriterer dit kunstneriske virke, så vær klar over, at det kan koste på hjemmefronten. Hvis du er heldig, går de to ting op i en højere enhed, men det kan du ikke regne med.

For at få mest mulig held i dit romantiske liv, må du finde en, som ikke lægger beslag på dig og tager alt for meget af din tid. Hvis det lykkes, kan I nyde jeres liv sammen. Men I kan også begge nyde det hver for sig, for I får ikke dårlig samvittighed over at efterlade den anden, og I går ikke på kompromis med jer selv.

Balance-copyright

Der er balance i deres forhold, fordi begge prioriterer åndslivet højt.

Derfor bliver det nok heller ikke et traditionelt parforhold – I bliver mere som frie og uafhængige partnere, der nyder og inspirerer hinanden, end som ægtefolk, der ejer hinanden.

Lav din tjekliste!

Jeg anbefaler, at du laver en tjekliste over dine vigtige prioriteter – dvs. det, der skal stå flueben ud for, før du indlader dig på et forhold. Listen har flere punkter, men herunder bør indgå, om du er til et traditionelt forhold med mand/kone og børn – eller du ønsker en mere uforpligtende, moderne samlivsform.

Brug tjeklisten til at orientere dig efter, når/hvis du dater – og ud fra den stiller du spørgsmål til din date.

For hvis du vil giftes og have børn, skal du nok ikke kaste dig i armene på den første den bedste – så er det vigtigt, at du tager dig god tid og bliver sikker i din sag. Ellers risikerer du at finde sammen med typer, som ikke kan/vil give dig det, du søger.

Omvendt, hvis du er til sjov og ballade, flirt og fri sex. Vær ærlig omkring det, så I ikke går forkert af hinanden.

Og hvis du er til moderne samlivsformer, dvs. ikke at bo sammen, åbne forhold og deslige. Meld det ud, så du ikke kommer ind i et forhold, hvor du gang på gang vil skuffe din partner, som håbede på noget andet og mere.

På den måde sorterer du de forkerte fra og skaber plads til den rette!

Her er 5 punkts-planen til at finde den rigtige

Indlæg på singlespot.dk d. 5. maj 2017 af Jens W. Pedersen

find-den-rigtige-e1493983793923

Er det aldrig den helt rigtige, du forelsker dig i – så hænger du fast i noget hængedynd. Det forklarer coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen i indlægget herunder.

Han har tidligere udgivet bogen “Dating, desperation og selvudvikling”, der henvender sig til singler af begge køn, og i de kommende måneder holder han workshops  i København og Odense med titlen “Forelsket i de forkerte”. Her kommer indlægget, der handler om netop det emne:

Jeg mener, vi har noget tågesnak omkring valg af de forkerte partnere. Mange af os falder i den slags dårlige mønstre, hvor vi gentagne gange kommer ind i usunde forhold.

Når jeg taler med folk om det emne, så siger de tit: ”Jamen, der er jo en mening med, at vi finder dem, vi finder”. Det fremhæves f.eks., at vi ved at komme ind i de dårlige forhold gentager og healer traumer fra barndommen.

Det kan være rigtigt nok, men jeg får på fornemmelsen, at vi luller os selv i søvn med de forestillinger. Jeg får lyst til at sige (eller råbe):

”Vågn nu op, det er da ikke meningen, at du skal blive hængende i det der hængedynd!”

De dårlige forhold og negative tiltrækningsmønstre er hængedynd. Måske hænger du meget fast der og kan ikke hive dig op?

Følg de råd, jeg giver forneden, for hvis du fortsætter med at opsøge partnere ud fra de samme gamle kriterier, så bliver du også ved med at opnå de samme dårlige resultater.

Kærlighed skal ikke gøre ondt
Jeg tror på, at der er en mening med alt. Skal du slå et søm i, og hamrer du dig selv over fingrene, er der også en mening med det – men da ikke, at du skal fortsætte med at slå søm i på den måde.

Når vi næsten får vendt vores dårlige forhold til noget positivt med kommentarer a la: ”Men er det ikke i modgang, vi lærer mest?” Så svarer jeg: ”Jo, intet er forgæves, men hvis du går i de samme fælder gang på gang, hvad har du så lært?”

Der ligger ikke nogen fordømmelse eller kritik i det, og jeg ser ikke ned på dem, der gentager dårlige mønstre. Det har jeg selv gjort, og jeg har fuld forståelse for, at man gør det i afmagt eller af gammel vane.

Det, jeg påpeger, er kun, at vores holdninger til det her felt og til de fejltagelser, vi laver i det felt, ikke bør være anderledes, end de holdninger vi har på andre områder af livet.

Hvis det gør ondt, er der noget galt, og vores opgave er at finde ud af, hvordan vi så vidt muligt undgår den smerte i fremtiden. Kærlighed skal ikke gøre ondt.

Gør sådan i praksis
Vi skal altså have styr på, hvad det er for nogle valg, vi tager, der fører os ud i noget skidt. Og prøve at finde ud af, hvilke andre valg vi kan tage i stedet, og som fører i den rigtige retning.

I praksis anbefaler jeg, at du arbejder med følgende 5 punkter:

1. Find ud af, hvad dit mønster er
Dvs. hvad der går igen i forhold til, hvem du bliver tiltrukket af, og i de forhold, du kommer ind i. F.eks. at du altid møder gifte mænd, bliver nedgjort eller kommer ind i yoyo-forhold osv.

2. Prøv at forstå, hvad der kan være dit motiv til at tage de valg
Hvad kan f.eks. være dit motiv til kun at gå efter gifte mænd? Eller hvad kan være dit motiv til at forelske dig i piger, som nedgør dig?

Og her mener jeg altså ikke noget med, hvad der er sket/ikke sket i din barndom, men hvad du får ud af det her og nu som voksen. Eksempler på motiver kan være selvhad, dvs. at du ikke føler, at du har fortjent bedre.

Eller det kan være en ubevidst modvilje imod at komme ind i et fast parforhold – måske vil du slet ikke den der trummerum, når det kommer til stykket?

3. Tag stilling til dine motiver
Når vores motiver er ubevidste, er de svære at håndtere, men hvis du kan få øje på, hvad det motiv måtte være, så kan du også tage stilling til det igen, dvs. tage et bevidst valg. Så vil du lade dig styre af det motiv fremover?

4. Kig nærmere på den proces, der fører frem til, at du bliver afvist eller kommer ind i et dårligt forhold
I den proces vil der være nogle tegn på, at du er på vej ind i noget dårligt, men de signaler har du formentlig ignoreret hidtil. Opgaven består derfor nu i at tænke tilbage og finde ud af, hvad det var for nogle signaler, for de er dine alarmklokker.

Det kan f.eks. være, at han/hun ikke er ærlig over for dig, negligerer dig, sender skiftende signaler osv.. Det kan også være en dårlig mavefornemmelse. Hvis alarmklokkerne bimler, så holder du dig væk.

5. Vid, hvad der til gengæld fører i den rigtige retning
Dvs. f.eks. de modsatte signaler af dem, du fandt i punkt 4. Hvis din alarmklokke var en dårlig mavefornemmelse, så ved du, at en god mavefornemmelse er et godt tegn, og at du trygt kan gå et skridt videre med ham eller hende.

I punkt 5 opsumerer du, hvad du har lært i punkt 1-4. På den baggrund formulerer du din egen personlige opskrift på, hvad der skal til for, at du får mere held i kærlighed næste gang.

Som et sidste og mere generelt råd vil jeg nævne, at mennesker, der har de her dårlige mønstre, tit er for hurtige med at komme ind i stærke, lidenskabelige følelser.

Du når simpelthen ikke at lære den person at kende og finde ud af, om I to passer sammen, før du er forelsket til op over begge ører.

Så lav en tjekliste over, hvad du skal vide om den person, før du giver efter for de følelser. Og giv dig god tid til at finde ud af, hvem han/hun er, før I indleder et intimt, seksuelt forhold.

Workshop i Odense og København.
Hvis du har brug for hjælp med de fem punkter, så afholder jeg workshoppen ”Forelsket i de forkerte” i Odense og København. Læs mere om workshoppen her eller kontakt mig for at få en individuel session.

Jens W. Pedersen er forfatter til bogen Dating, desperation og selvudvikling fra forlaget Indblik (nu EgoLibris).

Test dig selv: Hvor god er du til at temperere følelser?

Hvis du er god til at temperere følelser, vil det være lettere for dig at møde den rigtige og få held i kærlighed. At temperere følelser betyder ikke, at de undertrykkes, eller at du er kølig og distanceret. Tværtimod baserer det sig på, at du kender og forstår dig selv, din seksualitet og egne følelser så godt, at du kan finde den rigtige balance imellem fornuft og følelse.

Du kender din egen lyst, og du mærker det, hvis du har følelser for en anden person, men du kan også lægge den passion og de følelser tilside, hvis de ikke er afstemte, dvs. hvis den anden person ikke er klar til at modtage dem (her og nu). Så tempererede følelser er et udtryk for både følelsesmæssig og social intelligens.

Her kan du læse meget mere om tempererede følelser.

Hvad betyder testen?

Jo flere udsagn, hvor du i det store og hele kan svare ja, jo bedre er du til at temperere følelser i dit kærlighedsliv. Som en tommelfingerregel vil jeg sige, at du mestrer den disciplin godt, hvis du kan svare ja til mindst 15 udsagn. Hvis du ligger mellem 10-15, så er der plads til forbedring, og nok noget du skal have kigget på. Hvis du ligger under 10, vil jeg anbefale dig at gøre noget ved det, for så vil du formentlig være meget udsat for at ende i ulykkelige forelskelser og/eller dårlige forhold.

Husk, at det ikke er nogen skam, hvis du ikke er så god til den disciplin! Men det kan være et wake up call for dig og anledning til, at du gør noget ved det. Hvis du ikke er god til det nu, så kan du blive det.

Tæl op til sidst

Du skal selv holde styr på, hvor mange udsagn du har afkrydset (tæl det op til sidst). Når du trykker “vote”, forsvinder dine egne svar, og du kan i stedet se, hvad alle deltagere har svaret tilsammen.

Var der mindre end 15 udsagn, du kunne sige ja til? Så kan du nok blive bedre til at temperere følelser i dit kærlighedsliv. Testen er kun et fingerpeg, det er dig selv, der afgør, om du har brug for at forbedre den evne.

➡ Få hjælp ved en individuel session, du kan kontakte mig via formularen herunder! Se tilbud og priser.

Denne øvelse hjælper dig ud af din ulykkelige forelskelse – selv om den virker alt for simpel

Indlæg på singlespot.dk d. 18. marts 2017 af Jens W. Pedersen

ulykkelig forelskelse

Hvordan opstår en ulykkelig forelskelse? Og hvordan slipper du af med den igen? Det forklarer coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen i indlægget herunder.

 

Kender du det med at møde en et tilfældigt sted og tænke ”wow” og opleve, at der er en eller anden forbindelse imellem jer?

Men så fuser det ud i ingenting, fordi det sociale rum ikke indbyder til, at I kommer i kontakt med hinanden – der på gaden eller i toget eller supermarkedet ved du ikke, hvordan du skal overskride den kløft af sociale konventioner, som siger, at her taler vi altså ikke sammen.

En kvinde krydser min vej

I forrige uge gik jeg i mine egne tanker på Strøget i København. Da jeg kom til Gammel Torv, blev min opmærksomhed pludselig fanget af en kvinde, som krydsede min vej. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vendte mig spontant om, og vi kiggede hinanden direkte i øjnene. Så smukke øjne!

Jeg skulle have sagt et eller andet, måske bare ”hej”, men jeg trak kun let på smilebåndet, vendte mig og gik videre, som om intet var hændt. Pokkers også, sikke et antiklimaks.

Efterlyst kærlighed

På DR3 kørte fornylig en serie programmer med titlen ”Efterlyst kærlighed”, hvor ”modige danskere eftersøger deres ukendte crush”, som det hedder i programomtalen.

Flere af deltagerne havde oplevet den slags kortvarige møder i det offentlige rum, og bagefter kunne de ikke få ham eller hende ud af hovedet.

I løbet af programmerne forsøger de at reparere på det, de aldrig fik gjort i første omgang. Nu vil de finde vedkommende igen, og det skal så vise sig, om det rent faktisk var lynet, der slog ned i form af den store kærlighed.

Er det kærlighed?

Det er al ære værd, at de på den måde opsøger deres held, men I alle tilfældene viser det sig, at de enten ikke kan finde personen igen, eller at interessen ikke er gengældt.

Og vi kan spørge os selv: Jamen, hvis der ikke var noget i det, hvorfor blev de så forelskede? Hvorfor blev de ved med at gå og tænke på den person?

Når de ikke havde heldet med sig, kan det skyldes, at den kærlighed i virkeligheden var noget så banalt og almindeligt som forelskelse i en romantisk drøm. De forelskelser trives nemlig lige præcis der, hvor virkeligheden ikke trænger sig alt for meget på.

F.eks. fordi den anden ikke er til stede, ikke vil have os, er gift eller følelsesmæssig distanceret, kun vil have sex, bor i en anden verdensdel eller om ikke andet så i hvert fald på den anden side af Storebælt.

Besat af romantik

Når en seksuel tiltrækning ikke fuldbyrdes i et fast parforhold, kan den i stedet blive til sværmeriske drømme og udødelig kærlighed a la Romeo og Julie.

Det er særligt i de tilfælde, at vi bliver som besatte og ikke kan få den person ud af hovedet igen. I mangel af samvær med ham eller hende, fodrer vi os selv med fantasier om, hvor dejligt det forhold kunne være, og sådan vokser drømmen og blæser sig op til en ordentlig omgang hjernespind.

Sorg over tabte forhåbninger

Hvis du er som besat af en person, du ikke kan få (helt), er her en lille øvelse, der kan hjælpe. Det er en øvelse i selvkærlighed eller selvhealing.

At give slip på sådan en besættelse er forbundet med sorg. Også selvom I ikke har haft et decideret forhold, for du vil under alle omstændigheder sørge over tabet af de romantiske drømme og forhåbninger. Øvelsen har til formål at drage omsorg for det tab:

  • Find et behageligt og roligt sted, hvor du kan sidde eller ligge ned.
  • Vend din opmærksomhed indad, og find det sted, hvor sorgen sidder, f.eks. i brystet eller maven.
  • Gå nu helt ind i den følelse af sorg, dvs. mærk den i dens kerne eller centrum.
  • Hvis den flytter sig til et nyt sted, så lader du din opmærksomhed følge med til det nye sted.
  • Læg mærke til, hvordan sorgen gradvist letter, når din bevidsthed trænger helt ind i den.
  • Bliv ved så længe, du har lyst.

Denne meditative øvelse er fuldstændig simpel, men mange har svært ved at tro på, at den virker. Du skal ikke prøve på at få sorgen til at gå væk – kun mærke den i dens centrum.

Den lindres automatisk i kraft af bevidsthedens healende evne. Øvelsen gør, at du bedre kan finde ro og være i dig selv. Du kan opleve, at sorgen letter, mens du laver øvelsen, men at den vender tilbage igen senere. Gentag så øvelsen dagligt, indtil din sorg ikke plager dig længere.

Hvis du har brug for hjælp, kan du få en individuel session.

Slip en seksuel besættelse

Seksuel besættelse

Læs om en seksuel besættelse, som fik alvorlige konsekvenser. Og lær, hvordan du slipper forelskelser, som er dårlige for dig.

Annie på 44 år fortæller om en seksuel besættelse og et afhængighedsforhold, der fik hende til at knække fuldstændig. Det endte med en indlæggelse på psykiatrisk.

Læs hendes dramatiske historie, som vidner om, hvor stærke kræfter, der er på spil i en forelskelse, og som viser, hvordan vi kan tænde ekstra meget på den uopnåelige kærlighed.

Der kommer også en liste over de 8 mest almindelige kendetegn på sådan en besættelse, og til sidst får du mine bud på, hvordan man slipper fri.

Få mere vejledning: Individuel session

Annie fortæller:

Det begyndte, da jeg blev skilt fra min ex-mand. Vi havde været sammen, siden vi var helt unge. Jeg kunne ikke finde ud af at være alene, så jeg datede meget og mødte den her fyr, som gerne ville ses, men som ikke ville have en kæreste. Han var typen, der ikke kunne knytte sig til nogen. Det sagde han fra dag et. Men for mig var det som en rød klud, og jeg tænkte: ”Det skal jeg nok få lavet om på!”

Samtidig følte jeg nærmest, at han havde reddet mit liv, for jeg havde det jo elendigt med at være alene. Det var han til gengæld god til, så det fascinerede mig. Vi havde også meget humor sammen, grinede meget, og havde en god tid. Det seksuelle var også fantastisk, det var det, det hele handlede om. Men jeg fik angst, bare han skulle ud og trække noget frisk luft, så var jeg bange for at blive forladt.

Vores forhold blev en kæmpe rutsjetur, der strakte sig over 4 år, hvor vi brød op flere gange, men fandt sammen igen. Men det var som om, jeg aldrig helt kunne få ham, kun i glimt. Når vi havde sex, kunne han fx ikke kigge mig i øjnene. Efter det første halve år var han utro første gang. Det hele ramlede for mig, jeg havde det som om jeg var i et andet univers. Min verden brød sammen.

Men jeg så alligevel igennem fingre med det, og det endte med at være mig, der samlede ham op. Det blev tit sådan, at det var ham det hele handlede om, og jeg skubbede mig selv til side. Jeg prøver at please ham, behage ham.

Jeg blev mere og mere som en skygge af mig selv. Jeg overtog hans værdier og gjorde mig selv dummere, end jeg er, fordi det var som om, at jeg ikke kunne få det, jeg ville have fra ham, hvis jeg var mig selv.

Så flyttede vi sammen. Jeg kan godt mærke, at han går med til at flytte sammen, men egentlig ikke vil. Han flyttede ud igen efter et halvt år, men vi fortsatte med at ses.

På et tidspunkt ringer han og afslutter vores forhold. Det viser sig desuden, at han har haft en anden ved siden af i et års tid. Jeg går i ”koma”. Passer mit arbejde, men overlever kun ved at spise sovepiller, drikke rødvin, tage joints osv. Vilde ting. Jeg dater en helt masse, gør alt hvad jeg kan for at bedøve mig selv.

Vi starter igen med at ses. Så ville han have, at vi skulle date andre, og det gik jeg med til for at holde på ham. Men når vi ringede sammen, var det ligesom at få et skud kokain. Jeg skrev dagbog over vores samtaler. Det eneste jeg kunne tænke på var ham, så til sidst erklærede jeg ham min kærlighed: ”Jeg elsker dig, kan ikke, at du har andre!” Men hans svarede: ”Jeg har aldrig elsket dig. Når du ikke er her, så fylder du ikke noget!”

Der forstod jeg, at jeg var blevet narret, bondefanget. Og jeg følte, at jeg aldrig havde en chance mere hos ham, for nu havde jeg jo lagt kortene på bordet. Efter det tudede jeg i 14 dage og tabte 10 kg. Det endte med, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg var helt fra den, kunne ikke kende mig selv. Gjorde ting, som slet ikke er mig, stak bl.a. af fra afdelingen og rendte rundt på en kirkegård.

Når jeg fortæller om det nu, er det virkelig underligt, hvordan jeg kunne fanges så meget ind af ham. Jo, mere han fjernede sig, jo større blev mit begær. Men det slår mig, at jeg måske dyrkede afvisningen, opsøgte den. Jeg kunne jo ikke holde de afvisninger ud, men samtidig var det som om, at de skulle være der, for at jeg kunne tænde.

I perioder, hvor jeg datede andre, mødte jeg også gode mænd, som ikke havde tilknytningsproblemer, men de virkede kedelige. Måske fordi jeg så ikke kan få det drama. Han sagde på et tidspunkt til mig, at hvis han havde tilbudt, at vi skulle gifte os, så havde jeg sikkert ikke villet. Så han havde også på fornemmelsen, at jeg var forelsket i en drøm, afhængig og besat, men i virkeligheden var det ikke ham, jeg ville have.

Kendetegn på en seksuel besættelse

Så vidt Annies historie, der er en klassisk fortælling om at ville have en, som du ikke kan få. Det er et ekstremt tilfælde, men har alle de helt almindelige kendetegn, som kan opsummeres i følgende punkter:

  1. Det er typisk, at processen sættes i gang af, at vi er i krise eller har det dårligt med os selv og vores dagligdag. Der er et element af flugt eller eskapisme i det.
  2. For at bekræftes ønsker vi at opnå den andens kærlighed.
  3. I sådan en proces mister vi os selv, fordi vi i vores jagt på de bekræftelser tilpasser os alt for meget og glemmer, hvem vi selv er.
  4. Det er også typisk, at Annie indfanges af, at hun kan få ham halvt – det animerer os og gør, at vi holdes til ilden. Besættelsen vedligeholdes af de skiftende signaler. Det, at vi ikke kan få den anden helt, er blot som at hælde benzin på bålet.
  5. Det, du rent faktisk kan få, forekommer til gengæld kedeligt.
  6. Disse historier har typisk et dramatisk vendepunkt. Tit er det der, hvor vi er kommet helt ud til kanten og indser, at nok er nok. Vi kan ikke længere fortsætte ud af det samme spor.
  7. Det er også ofte på det tidspunkt, at du giver slip på en myte eller indbildning, fx dit håb om, at den anden også elsker dig eller forestillingen om, at kærlighed overvinder alt.
  8. Der vil typisk være sorg forbundet med at slippe den forelskelse, men når den er helt overstået, står du tilbage og undrer dig: ”Hvorfor pokker var jeg så optaget af den person?”

Annie har selv haft det på fornemmelsen undervejs, og hun siger det i sine efterfølgende refleksioner: Hvis hun havde fået ham helt, havde hun måske ikke været så interesseret, når det kom til stykket. Men fordi hun netop ikke kan få ham helt, kan hun blive ved at drømme de samme hede drømme. Hun er besat af at jagte den umulige drøm. Når hun får lidt af den, fx bare i kraft af en telefonsamtale med fyren, er det som et skud kokain, så den besættende forelskelse er en form for afhængighed.

Slip besættelsen!

Hvis du selv befinder dig i en lignende situation, så er der forskellige ting, du kan gøre. Det vigtigste er nok, at du gennemskuer situationen og forstår, at den er en illusion, dvs. din store forelskelse er ikke i ham eller hende, som du er besat af, men i en drøm, som du har ”projiceret” ud på den person. Du har altså lagt al din kærlighed over på den person, og forbinder ham eller hende med den største lykke. Så det at forstå og gennemskue, at det er noget, du selv har skabt, er punkt nr. 1.

I den forbindelse kan det være en ide at gennemgå din historie over forelskelser, og se et mønster i, hvem du tiltrækkes af. Det er punkt 2. Hvis du fx den ene gang efter den anden, har været interesseret i en, du ikke kunne få eller kun kunne få halvt, så bliver det mere tydeligt for dig, at det er det, der sker.

Punkt 3 er at lægge den besættelse fra dig, slippe tankerne, og så vidt muligt koncentrere dig om noget andet. Det er nemmest, hvis du distancerer dig fra personen. For at få ham eller hende helt ud af dit system, må du opgive kontakten eller i hvert fald holde den på et minimum. For nogle hjælper det også at gå i byen eller date en anden, fordi de på den måde kan dirigere deres erotiske energi ud i en ny retning.

Hvis du har svært ved at slippe, fordi du er i tvivl om, hvad den anden føler, kan du fremprovokere et vendepunkt ved at konfrontere ham/hende: ”Vil du mig? – ja eller nej!” Forlang et klart svar. Det kan medvirke til at skære igennem alle de forvirrede tanker. Du opnår klarhed, så du kan komme videre.

Punkt 4 er at lade tiden gå, for jo længere tid, der går, hvor du ikke ”fodrer” din besættelse, jo mindre fylder den. Den er som en ballon, der er lige ved at sprænges, fordi du har pustet så meget luft ind i den i kraft af alle dine forelskede tanker. Som tiden går, siver luften stille og roligt ud af ballonen igen. Til sidst slipper magien op, og du forstår ikke længere, hvorfor du var så optaget af ham eller hende.

▶ Få bogen ”Dating, desperation og selvudvikling”. Der er en læseprøve her, hvor du bl.a. kan læse mere om, hvordan du håndterer de besættende tanker.

▶ Har du brug for hjælp? Individuel session

▶ Hvor god er du til at håndtere de besættende følelser? Test dig selv her

Tænk nyt: Sådan “hacker” du dine dårlige forelskelser

Indlæg på singlespot.dk d. 14. december 2016 af Jens W. Pedersen

hack-dit-kaerlighedsliv1-e1481712276904

Mange af os singler har fastlåste mønstre, når vi går ud i verden og leder efter en kæreste.

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til indlægget herunder, har tidligere udgivet bogen “Dating, desperation og selvudvikling”, der henvender sig til singler af begge køn, og i det nye år holder han foredraget “Kærlighedens mønstre” i København. Her kommer indlægget, der handler om netop det emne:

Kender du også følelsen af, at du kommer ud for de samme ting igen og igen, når du dater – at du f.eks. gang på gang bliver afvist, føler dig invaderet, distancerer dig, finder de forkerte eller bliver såret? Det er der en grund til.

Psykologer antager, at i perioden fra du er 0-5 år, får du 50 procent af din følelsesmæssige “programmering”, fra du er 5-8 år får du 30 procent mere, så allerede der er 80 procent af din “programmering” fastlagt. Fra 8-18 får du så 15 procent oveni.

Inden du blev atten og flyttede hjemmefra, havde du dermed allerede 95 % af din følelsesmæssige programmering med i bagagen og dermed det mønster, som dit kærlighedsliv følger.

Derfor er det mønster også sejlivet. Det er som en skabelon, der er lagt ind i dit følelsesliv, og som definerer dig psykologisk set. Men du kan “hacke” dine mønstre, hvis du bliver bevidst om dem.

Skræl lagene af mønstrene
Dit mønster er som et løg, hvor du kan skrælle lag af og i takt med, at du gør det, kommer du mere og mere ind til kernen af, hvad kærlighed er. Du hænger mindre fast i dit mønster og frigør dig gradvist fra det. Jo flere lag du skræller af, des lettere bliver det.

For at illustrere det kan jeg bruge mig selv som eksempel. Allerede som 20-årig var jeg klar over, at jeg ikke kunne have et parforhold. Jeg havde prøvet gentagne gange, men det gik ikke i mere end en måneds tid eller to, så blegnede min forelskelse helt. Undtagen hvis hun ikke længere var interesseret i mig, for så blev jeg bare endnu mere vild med hende.

Jeg var altså kun interesseret i dem, jeg ikke kunne få, og man kan jo ikke have et forhold, hvis ens evne til at være i det er afhængigt af, at den anden ikke vil. Men for mig var romantisk kærlighed lig med lykke, så da den drøm brast, oplevede jeg det også sådan, at lykken dermed blev et lukket land.

Mist ikke dig selv i et forhold
Som regel omtaler jeg det mønster i datid. Det er da også sandt, at jeg i mellemtiden har haft et flerårigt forhold, og normalt bliver jeg ikke længere forelsket i nogen, jeg ikke kan få. I sommers havde jeg imidlertid en oplevelse, som mindede mig om, at mit mønster stadig hænger ved.

Jeg mødte en pige, som udsendte skiftende signaler, og det er en farlig cocktail for sådan en som mig. Jeg anspores af hendes ”ja” og tænder på hendes ”nej”, så der kan virkelig fyres op under den ild.

Det er yoyo-forholdets dynamik. Når hun signalerede ja og altså viste sin interesse, blev jeg glad. Når hun så skiftede og signalerede et nej, f.eks. ved at virke kølig eller distanceret, så blev jeg utryg og ked af det.

Men eftersom vi mennesker gerne vil være glade og undgå det modsatte, så opstod der et stort ønske hos mig om at opnå hendes bekræftelse. Op- og nedturene får dig til at søge bekræftelserne ekstra meget, og til sidst vil du måske næsten gøre hvad som helst for at få det ja.

På den måde mister du dig selv.

Gennemskuer mønstret nu
For mig var det et deja-vu fra dengang, jeg kun tændte på den uopnåelige kærlighed.

Forskellen er imidlertid, at jeg nu gennemskuer det, imens jeg er i det, og relativt hurtigt vikler mig ud af det igen, og jeg ender ikke i en langvarig depression, sådan som jeg gjorde engang.

Selvom jeg altså stadig har en snert af de gamle tendenser, er jeg ikke et offer for dem længere.

Sådan håndterer du dit eget mønster
Du bliver i stand til at håndtere dit mønster i kraft af viden og indsigt i dig selv. Det er et spørgsmål om, at du forstår, hvad der sker med dig, og hvorfor du gør, som du gør.

Den bevidstgørelse skaber klarhed, indsigt, lys og heling, som trænger ind i din følelsesmæssige programmering, oplyser den indefra og gør, at du gradvist bliver mere gennemsigtig for dig selv, frigøres og får nye valgmuligheder. På den måde integreres fornuft og følelse.

Hvis du vil være mere bevidst i dit kærlighedsliv og de mønstre, som gemmer sig i det, så holder coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersens et foredrag om emnet på Cafe Paint & Chat på Frederiksberg 29. januar 2017.

►► Læs mere om foredraget “Kærlighedens mønstre” her.