kritisk versus kreativ – eller om ikke at kunne når man skal…

Vi har alle hørt om “kreative blokeringer”. En del har også prøvet det. Personligt har jeg en permanent en af slagsen. Og nej, det er ikke en langt ude undskyldning eller et usselt forsøg på at dække over mine manglende evner. Jeg har rent faktisk evnerne – de er bare blokerede!!! 🙂

Forklaring følger

Jeg kan tegne på et vist niveau, så jeg kan sætte mig ned og tegne noget, som så også ligner det, det skulle. Men det er teknik eller håndværk. Når vi taler kreativitet er teknikken imidlertid ikke det interessante men derimod “udtrykket”. Det som kunstneren kan er først og fremmest at udtrykke sig (med sit redskab). Mit problem er så, at når jeg vil udtrykke mig, så kan jeg ikke. Hvis jeg sætter mig for at tegne, så kan jeg ikke få mit udtryk frem. Det er blokeret. Jeg kan kun tegne noget, som teknisk set er pænt og ordentligt.

En kreativ blokering er derfor heller ikke et spørgsmål om mangelfuld teknik, men er noget mentalt eller psykologisk.

Og jeg mener, at jeg har en ganske god ide om, hvad dette mentale består i.

Det er nemlig lykkedes mig at kortslutte eller omgå min egen kreative blokering ved hjælp af et simpelt trick, som gør, at jeg fjerner min opmærksomhed fra det, jeg tegner. Jeg tror, at mange andre har benyttet sig af samme trick uden selv at vide det. Før i tiden (dengang en telefon var noget, der stod på et bord, hvor der også lå en notesblok) var der fx mange, som lavede “kruseduller”, imens de talte i telefon. Man kunne også kalde det “telefontegninger”.

Telefontegninger er kreative udtryk. De er ikke “villede” men spontane og mere eller mindre ubevidste udtryk. Dette udtryk får plads og kommer frem, fordi tegnerens fokus er vendt imod noget andet; nemlig telefonsamtalen. Tricket består altså i, at den normale dagligdags bevidsthed er optaget af noget andet og derfor ikke forhindrer kreativiteten i at udfolde sig på sin naturlige måde.

Min mest kreative tid som tegner var i en periode, hvor jeg var ansat som telefoninterviewer. Nederst har jeg indsat en tegning fra dengang som bevis 🙂

Min påstand er, at kreative blokeringer består i, at vi vil noget med det, vi gør, og derfor forholder os kritisk til det. Vores almindelige dagligdags bevidsthed er optaget af resultater. Af at opnå noget. Og når vi skal præstere, så sniger der sig også en lille angst ind. Præstationsangst. Frygten for ikke at kunne, for at det ikke bliver godt nok, for at blive til grin eller måske bare for ikke at blive anerkendt og billiget. Så skal det være smukt, det vi laver. Det skal være noget særligt. Det skal generere bifald. Præstationsangst hæmmer imidlertid vores udtryk, fordi den gør os forsigtige, famlende og usikre. Det er meget naturligt, for vi vil jo gerne gøre det godt, og hæfter derfor “domme”, på det vi gør, eller vi behæfter vores handlinger med vurderinger. Vi holder et vågent øje med vores præstation, så vi kan sikre os, at den bliver så veludført som mulig.

Det kan måske være en god ide, når vi vil indøve teknik, men er en rigtigt dårlig ide, når vi ønsker at udtrykke os.

For at et kunstnerisk udtryk kan blive sandt og originalt, må det have lov til at flyde frit og uhindret. Det nytter med andre ord ikke noget, at vi løbende vil vurdere om det er godt/dårligt, pænt/grimt, interessant/uinteressant osv. De selvkritiske øjne på det, vi gør, er ikke velkomne.

Tricket kan så være at få denne kritiske bevidsthed til at se i en anden retning, fx ved at tale i telefon imens 🙂