ALLE vil være lykkelige, men man kan ville det FOR meget, dvs. så meget, at det giver bagslag. Alting med måde. Her er nogle dagligdags eksempler på, hvordan vi spænder ben for os selv i jagten på lykken:

1. Når vi vil noget rigtigt meget, kan vi få præstationsangst. For en mand er det fx helt almindeligt, hvis han står overfor en smuk kvinde. Nu skal han yde sit allerbedste, men i stedet tør han hverken at tale, bevæge sig eller trække vejret. Foran hende står derfor en helt stiv sag med bedende øjne og et krampagtigt smil på læben. Hun skal have en speciel smag, hvis hun falder for det. Havde han i stedet været sit almindelige afslappede selv, havde han nok sagt noget sjovt eller interessant på et eller andet tidspunkt…men han vil det FOR meget.
2. I det hele taget kan man sige, at det at ville noget, at skulle præstere og opnå et gode, skaber en spændingstilstand i krop og sind. Det er naturligt og uundgåeligt. Men hvis vi bliver for optagede af vores mål og præstationer, så kan det skabe permanente spændinger og stress. Ikke særlig lykkeligt…
3. Når vi vil noget for os selv, så bliver vi også nemt selvcentrerede. Det er meget forståeligt. Hvis JEG gerne vil være lykkelig, så er mit fokus på mine mål og behov – det er svært at have fokus på de andres. Så glemmer man at lytte, at give en hjælpende hånd, at udvise venlighed, nærvær og omtanke. Man fremstår kort sagt IKKE som den mest sympatiske person i verden. Man forværrer derved sine relationer. Men eftersom lykken i høj grad afhænger af vores relationer, så er man ved at opnå det modsatte af det, man gerne ville…
4. Noget af det værste er, når vi skal nå det hele på den halve tid. HELE TIDEN. Vi har jo kun det her ene liv (vil nogen mene), og så skal det leves fuldt ud. Ja, tak. Men det er usundt, hvis det er en slags dødsangst, der får os til at ville leve ekstra meget eller hurtigt. Så brænder vi ud før tid. Vi bliver utålmodige og hektiske. Man skal jo også have TID til at være i live.
5. Når man vil FOR meget er der også en stor risiko for, at man bliver en fiasko. Man fyldes måske med selvbebrejdelser, fordi det ikke er så nemt at opnå de mål og den succes, man higer efter. Så bliver de høje forventninger til lavt selvværd. Ikke særlig lykkeligt.

Derfor mener jeg faktisk, at man kan anbefale en lidt tilbagelænet indstilling til lykken. Man behøver ikke hele tiden, at være på jagt efter den. I stedet kan man bare tillade sig selv at VÆRE. Uden mål og med. At give slip på alt det man gerne vil opnå og i stedet bare være, den man er. PÅ godt og ondt. Hvis vi tager det sure med det søde, som noget naturligt, så er vi bedre stillet. Hvis vi forventer FOR meget af livet og lykken, så vil vi hele tiden være fortvivlede og skuffede over, hvor lidt vi rent faktisk opnår. Hvis vi ikke forventer alt for meget, kan vi læne os tilbage, veltilfredse. Så får vi måske endda overskud til at kigge os nysgerrigt omkring…