Mandens ensomhed

Det hedder sig, at kvinder er “relationsorienterede”, mens mænd går for at være “sagsorienterede”.  Det er naturligvis noget firkantet, at opstille sådan en kønsforskel, men i det her tilfælde kan jeg nikke genkendende til generaliseringen. Der er noget om snakken. Det ses fx ved, at piger har tendens til at mødes for at VÆRE SAMMEN, mens mændene som regel mødes for at være sammen OM NOGET; fx en fodboldkamp 🙂

Nu er det så, at jeg tænker, at det potentielt set er “farligt” for os mænd, fordi vi lever i en tid, hvor de faste fællesskaber opløses. Man kunne kalde det “de tabte fællesskabers tid”.

Vi er slet ikke knyttet til fællesskaberne på samme måde, som vi historisk set har været det. Nu er vi jo individualister. Fællesskaber er noget vi deltager i. For en tid. Sålænge det giver mening i lyset af vores personlige interesser, preferencer, mål osv. Vi er kort sagt ikke længere FORPLIGTEDE på de fællesskaber, som vi indgår i. Vi har fx arbejdsfællesskaber, som i gennemsnit udskiftes hvert 5. år. Vi har monogame forhold, som skiftes ud med mellemrum, og derved bliver til “seriel monogami”. Vi har interesser og hobbyer, som kommer og går.

Jeg synes, at jeg kan se en tendens til, at kvinder håndterer denne udskiftelighed bedre end mænd. FORDI de har nemmere ved at bevare deres individuelle venskaber, selvom de udskifter fællesskaberne. Hvis manden holder op med at interessere sig for fodbold, så mister han sine fodboldvenner. Hvis han mister sit arbejde, er hans forhold til kollegerne også fortid osv. For det var jo “sagen”, som fællesskabet drejede sig om.

For manden bliver de fragmentariske fællesskaber derfor også til fragmentariske relationer og venskaber. Den tidstypiske individualisme bliver derved til en særlig risiko for manden. I højere grad end kvinden risikerer han at blive ENSOM.

Og den ensomhed kan han ikke vikle sig ud af på nogen fornuftig måde.

Så er det, at vi finder den “stærke” og uafhængige mand nede på den lokale bodega. Ved hjælp af alkoholen får han mod til at blive relationsorienteret. Pludselig er han en rørstrømsk krammebamse, der kaster sin kærlighed på en tilfældig og ufrivillig “ven”, som han betror sig til 😀

Kan det blive mere ynkeligt?

Tro, håb, kærlighed og den slags…

Vi kender alle til at skulle noget, vi ikke har lyst til. Personligt forsøger jeg dagligt at undgå at tage opvasken, men gør det alligevel ret tit, fordi fornuften dikterer det – jeg er single så mit håb om, at en anden ville tage over, er virkelig naivt 🙂

Det er den berømte konflikt imellem fornuft og følelse. Eller lystprincip overfor realitetsprincip som Freud ville have sagt. Og hvordan skal man egentlig vælge imellem de to? Selvrealisering er jo oppe i tiden, og det indebærer, at vi opfordres til at gøre det, vi “føler for”. Men det kan dårligt blive en gylden regel, at man altid skal det…den taktik kunne i hvert fald hurtigt udvikle sig i en sundhedsskadelig retning ude i mit køkken!!! 🙂

Det ville være dejligt at have en gylden tommelfingerregel, som man kunne bruge i de situationer, hvor man er i tvivl, men den findes vist ikke!? Ikke desto mindre tror jeg på lystbetonede begrundelser og motivation.

Og jeg vil gerne advare imod, hvad jeg vil opfatte som “negative” begrundelser, fx at være motiveret af en angst. På et tidspunkt tog jeg et job, som jeg slet ikke følte for. Jeg sagde ja, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle og var bange for, at jeg ikke ville finde noget andet…jeg blev der oven i købet ret lang tid, og set i bakspejlet var det en klar fejl. I dag ved jeg, at jeg aldrig skal have den type job igen. Klogere blev jeg da i det mindste 🙂

Man kunne fx også vælge at side hjemme af frygt for at være social (eller omvendt), at drikke sig fuld af frygt for, hvad de andre mener om en, hvis man er ædru (eller omvendt). Et virkelig skræmmende eksempel kunne være at få børn af frygt for en ensom alderdom. Osv. osv. Angst fortærer sjæle. Og hvis man lader sig styre af sin angst vokser den bare.

Så mit budskab er, at man i stedet så vidt muligt bør lade sig styre af tro, håb, kærlighed og den slags… 🙂