Indlæg på SingleSpot.dk, d. 2. november 2014
Mange af os singler går rundt og drømmer om ubetinget kærlighed fra vores næste kæreste, men er det overhovedet muligt?
Coach og rådgiver i dating og forelskelse, Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, mener ikke, vi kan forlange ubetinget kærlighed, hvis vi ikke selv kan give den. Læs hans tanker om, hvordan du kommer væk fra idéen om en partner, der elsker dig fuldstændig betingelsesløst:
Indenfor psykologien er det ofte sagt, at vi har brug for at opleve ubetinget kærlighed som børn. Blev det behov ikke dækket, søger vi som voksne stadig efter den kærlighed og møder derfor andre med et: “Se mig!” og “elsk mig!” – vi prøver forgæves at få vores behov opfyldt pr. efterkrav.
Den psykologiske mekanisme spiller os nemt puds, men det nytter ikke at give barndommen skylden, når vi som voksne har brug for at tage ansvar for vores eget liv. Ved at fokusere meget på barndommen risikerer vi at hænge fast i en bitterhed over fortiden, som blot gør ondt værre.
Det du får, er det, du giver
Derfor siger jeg i stedet: Det du får, er det, du giver! Så hvis du vil have ubetinget kærlighed, må du altså selv være i stand til at give det samme. Kan du det? Nej, vel!?
Det er der næppe nogen af os, der kan, og derfor er vi så at sige ude af trit med virkeligheden, hvis vi søger det hos andre – eller måske endda kræver ubetinget kærlighed fra en potentiel partner.
Ingen af os formår at udvise ubetinget kærlighed, men vi kan øve os på kærlighed – både til os selv og andre. Og det er det afgørende, for det peger fremad med et løfte om, at vi med tiden og gradvist vil opleve mere og mere lys, kærlighed og lykke i vores liv.
Øv dig på kærlighed!
Så hvordan øver du dig? Prøv sådan her:
* Stå ved dig selv og din overbevisning.
* Giv dig selv plads og lov til at være den, du er.
* Undgå at suge kærlighed fra andre.
* Giv din kærlighed til en, som ønsker den.
* Forstå, hvordan andres handlinger er et spejl på, hvem du selv er, og tilgiv dem, fordi du selv kunne have gjort det samme som dem.
Mit helt basale synspunkt er som sagt, at vi får, hvad vi giver i kærlighed. Derfor er det at få held i kærlighed heller ikke et spørgsmål om at rage til sig – men derimod, at du vender dit fokus og lægger mærker til, hvordan du kan sprede glæde omkring dig. Hvis du kan være til glæde og behag for dine omgivelser i alt, hvad du gør, så har du nået dit høje mål.
jeg kan godt lide tanken om at “held i kærlighed” er et spørgsmål om hvor meget kærlighed man giver, i stedet for hvor meget man får, det giver et langt mindre jeg centreret udgangspunkt,
Ja Lars, det er mindre selvcentreret eller gør, at vi kan se ud over vores egen næsetip 🙂
Jeg opfatter det også som en måde at frigøre sig for en trist offerrolle, som kan gøre os vrede eller forbitrede