Kategori: Selvudvikling

GAAAB jeg er blevet voksen

Leave a comment

Nogle gange har jeg tænkt på hvor meget liv, der egentlig er som voksen. Det kan næsten virke som om, at der er et overskud af liv. Fra det tidspunkt, hvor man ligesom er “færdig” som voksen og indtil man dør, er der måske 60 år eller noget i den stil…lang tid. Og hvad hvis man hurtigt når til et punkt, hvor man føler, at man har oplevet det meste eller det hele? Sådan har jeg haft det nogle gange. Er uddannet, har rejst i verden (x antal gange), har arbejde, har haft (x antal) kærester, har måske børn eller valgt ikke at få. Hvad er der så mere at komme efter…???

Så kan man måske opdage, at man er stivnet i en fast form og hver dag ligner den foregående. Og det går jo egentlig meget godt, men HOLD KÆFT hvor er det KEDELIGT. Eller ens liv er bare blevet jævnt og middelmådigt og ikke noget at skrive hjem om.

Så er det på tide at kigge indad. Altså grundigt. Ikke bare et hurtigt kig i en kort pause fra hverdagens trummerum. Det er så nemt at blive lullet i søvn, hvis der ikke er et ydre pres, som udfordrer og sætter os i gang. Man lulles ind i trygheden. Men er det det, vi dybest set vil. Er det det, du vil?

Det var måske et lovlig retorisk spørgsmål… 🙂

Men altså, jeg anbefaler selvudvikling!

Ikke nødvendigvis men hvis man får den der fornemmelse af, at livet er gået lidt i stå…

Personligt har jeg det sådan, at de største oplevelser, og det mest berigende liv, ligger tæt på. På en måde er det ikke så svært at komme i kontakt med, for det er i os selv. Hvis man prikker lidt i ens egen overflade, så kan man opdage, at den dækker over en buldrende livskraft. Overfladen er den dagligdags, trygge væremåde og tankegang. Men hvis vi kigger nærmere på det, vil vi måske opdage, at denne trygge ramme er ret snæver. Og at vi er bange for at bevæge os udenfor den. Men lige under angsten for det ukendte bruser og buldrer livskraften. Så hvis man gerne vil udvikle sig selv og ens liv, kan man starte med at se på, hvad det er man undgår, men som man egentlig gerne ville, hvis man turde… 😉

Små tekster

Leave a comment

Hvis man ved hvilken retning, man skal gå i, så gør det ikke så meget, at man ikke kan finde ud af det (endnu), for så har man den der fornemmelse af at være på rette vej, og det er i sig selv en befrielse

—

Jeg er i gang med at skrive en bog, så jeg får nok ikke skrevet lange indlæg her foreløbig – men til gengæld kan der i fremtiden komme sådan nogle små tekststykker som ovenstående… 🙂

Mandefrigørelse…?

2 Comments

Da jeg var sådan ca. 12 år faldt jeg i skolegården, og bankede mit hoved noget så eftertrykkeligt ned i asfalten, hvilket resulterede i en stor bule i panden. Jeg tror egentlig, at jeg var lidt stolt af den bule. Men før jeg opdagede, at jeg havde fået den, oplevede jeg noget andet. Noget som jeg ellers ikke havde mærket i adskillige år, og som derfor kom helt bag på mig. Jeg var lige ved at græde. Det må have været chokket. I hvert fald vældede gråden op i mig, som en helt spontan reaktion. Noget instinktivt. Men jeg fornemmede også, at det var noget barnligt og “umandigt”, så jeg mandede mig op og holdt gråden tilbage. Lukkede sammen indeni. Siden opstod den trang til at græde aldrig igen, mens jeg var dreng og ung teenager.

Var der nogen, som havde fortalt mig, at jeg ikke måtte græde? At det ikke hørte sig til. Måske. Jeg husker det ikke. Men eksemplets magt er også stærkere. På en eller anden måde vidste jeg, at en dreng ikke skulle græde. JEG skulle i hvert fald ikke. JEG skulle ikke være en slapsvans. En tøsedreng. Nej, jeg skulle være stærk og tage det uden at kny. Og det var faktisk nemt.

I mellemtiden er jeg så blevet voksen. Og tingene er blevet mere komplicerede. Alting er mere kompliceret. I modsætning til hvad man måske skulle tro. Som voksen er man jo klogere, mere vidende og har en masse erfaringer. Ikke desto mindre er det sværere nu og mere kompliceret. Af én bestemt grund; nemlig at man som voksen bliver et bevidst væsen og begynder at forholde sig til sig selv, ens værdier og adfærd. Man kan (eller vil) ikke længere blot træde ind i en forudbestemt rolle. Fx en kønsrolle. I stedet må man tage sit liv på sig og VÆLGE. Den opgave har jeg i hvert fald taget til mig.

Og når jeg tænker over det nu, er jeg slet ikke sikker på, at det er så sejt at holde sin gråd tilbage. I nogle situationer kan det nok være et tegn på mandighed og styrke. Men det kan også bare være et tegn på, at man er følelsesløs eller ude af kontakt med sig selv. En “knudemand”. Det kan i den grad være et tegn på, at man ligger under for en bestemt norm. Et kønsstereotyp. Og hvor modigt og mandigt er det lige? Faktisk beundrer jeg de mænd, som tør vise deres følelser. Nu har vi talt om kvindefrigørelse i så mange år. Det daterer sig helt tilbage til slutningen af 1800-tallet. For mig er det at være åben og følelsesfuld ensbetydende med at være FRIGJORT som mand. Uden at man(d) af den grund bliver en flæbende karklud. Men at KUNNE føle og at TURDE vise det. Det er mit nye, voksne ideal 🙂

Det positive ved det negative…

4 Comments

Vi danskere går for at være nogle af de mest tilfredse mennesker i verden. Personligt hører jeg dog ikke til i den kategori. Jeg er en type, som ofte bemærker det utilfredsstillende. Jeg får øje på problemer og jeg adresserer dem før eller oftere end gennemsnittet.

Og når jeg så har løst problemet, eller taget konflikten, så dukker der hurtigt noget nyt op – eller jeg får øje på et andet problem, som også er der, og som jeg bare ikke lagde mærke til før. Det er som om min bevidsthed har en negativ magnetisme – den suger så at sige det negative til sig. Hvis det ikke er det ene, så er det det andet. Og ja, det er i sig selv et problem 🙂 Den fungerer tilsyneladende dårligt uden noget negativt, som den kan søbe rundt i. Den er små-afhængig. Vanemæssigt bundet til bestemte negative tankemønstre. Og til tider en plage for mine omgivelser men nok især for mig selv.

Det lyder jo ikke så godt, vel?

Nej, men det er måske alligevel heller ikke så dårligt.

Eller det er i hvert fald ikke KUN dårligt.

En ekstrem grad af negativitet medfører depression, men jeg tror ikke desto mindre, at vi har brug for et vist mål af negativitet. En positiv vinkel på det kunne være at sige, at vi er “udviklingsvæsener” (ligesom udviklingslande), dvs. væsener der er på vej. Som ikke er færdige. Det er meningen, at vi skal have et vist mål af utilfredshed for det tilsikrer, at vi er skabende og vil ændre noget; at vi opfinder noget nyt, stræber efter at blive dygtigere og mere effektive, tænker nye tanker og forsøger at opnå noget andet og mere. Utilfredshed skaber dynamik og forandring.

Hvis man derimod forestiller sig, at vi syntes, at alt var godt – hvis vi bare var helt og aldeles tilfredse, så ville vi vel opretholde status quo. For hvorfor ændre på noget, der er helt og aldeles tilfredsstillende? Vi ville nøjes med at opretholde det bestående og derved opnå stilstand i vores personligheder, samfund og kultur. Der kunne vi så sidde i al vores selvtilfredshed.

Så budskabet er, at VI HAR BRUG FOR VORES NEGATIVITET!

Den skal vi værdsætte. Vi skal være glade for, at vi ikke er tilfredse (hele tiden) – vi har med andre ord grund til at være positivt stemte overfor det negative… 🙂

Angst og depression (i hvalfiskens mave)

10 Comments
Photo-by-Pavel-Nekoranec-on

Det er nok ikke så sjovt at bo i en hval. Måske en analogi til depression? Foto af Pavel Nekoranec

 

Følelser er åbne for fortolkning. De er til dels, hvad vi gør dem til, eller hvad vi tænker om dem. Det tager de farve af. Følelser opleves forskelligt afhængigt af, hvordan de tolkes. Man kan eksempelvis tænke på følgende måder om angst:

1) “Jeg er angst = der er noget galt med mig”

2) “Jeg er angst = heri ligger et udviklingspotentiale”

Det gør en forskel. Den første måde er svær, tung og trist. Den anden måde er lovende og håbefuld, men kræver måske en forklaring. For mig at se kan der gemme sig et vigtigt budskab i en angst – den gør os nemlig opmærksomme på, at der er noget på spil i vores liv. Den markerer så at sige et sted, hvor det brænder på. Det kan være et sted, vi skal undgå, men det kan faktisk også være et sted, som vi skal hen. I nogle tilfælde henleder angsten vores opmærksomhed på et potentiale. I så fald skal vi nærme os den. Fx for at få øje på en livsopgave, dvs. på noget som giver vores liv indhold, mål og retning. Noget meget værdifuldt og livsbekræftende.

Angst peger på et sted i vores liv, hvor der virkelig er noget spil, så hvis vi nærmer os angsten for at mærke og forstå den, kommer vi tæt på os selv og får måske mulighed for at transformere vores liv.

Hvis vi derimod løber væk fra angsten, risikerer vi i stedet at ende med en depression. Meget ofte følges angst og depression ad. De som har det ene oplever ofte også det andet. Det ser derfor ud som om, de to er forbundne. Men hvordan?

Som jeg ser det, kan depression være et resultat af at have et undvigende forhold til angst. Når vi ikke vil tæt på angsten, undviger vi måske også vores egen livsnerve. Under angsten ligger livslysten. Så hvis man tør kigge på angsten, får man måske øje på lysten. Ved at konfrontere angst kan vi derfor slippe af med depression.

Jeg er ikke kristen, men jeg ser en analogi til historien om Jonas og Hvalfisken. Den kan forstås som en billedlig fremstilling af forholdet i mellem angst og depression. I historien hedder det, at Jonas får tildelt en opgave fra Gud; han skal forkynde Guds ord. Men Jonas er bange for at gøre, som Gud forlanger af ham. Derfor løber han væk. Man kan vælge at se det som en historie om et menneske og dets mission i livet. Eller dets livsopgave. Uden at inddrage de religiøse termer, kunne man sige, at historien omhandler, hvad der sker med os, hvis vi ikke tør gøre det, som virkelig betyder noget for os. Det allervigtigste i vores liv.

Jonas løber væk fra Gud, og for at komme så langt væk som muligt, går han om bord på et skib og ender ude på åbent hav. Skibet kommer imidlertid ud for en voldsom storm, og da besætningen finder ud af, at Jonas er skyld i stormen, bliver han smidt overbord og ender med at blive slugt levende af en hval.

Nej, det lyder jo ikke som nogen realistisk historie, men det er et godt billede på, hvad der kan ske med os, i mental forstand, hvis vi lader os styre af angst. I hvalens mave er der ensomt, mørkt, trist, tomt og indelukket. Vi kan forestille os, at det er sådan, Jonas har det. Og kan man få et bedre billede på, hvad det vil sige at være deprimeret? Som sådan kan historien være en fortælling om, hvordan angst medfører depression.

Da Jonas befinder sig i hvalens mave går det op for ham, at han er nødt til at påtage sig den mission, som Gud har givet ham. Hvalen spytter ham derefter ud og Jonas går i land for at forkynde Guds ord. Hans liv er igen på rette spor.

På samme måde kan det være med os, når vi holder op med at flygte fra det, vi egentlig gerne vil. Så får vi igen farve i kinderne, fordi livet vender tilbage. Så er vi på rette spor.

Og næste gang vi støder på en angst i vores liv, kan vi med fordel tænke: “Hov, hvad var det? Var der noget der, som jeg virkelig gerne ville, men som jeg hidtil har undgået at gøre?” Så kan vi opleve angsten som vores gode ven, der viser vej. På den måde kan det nærmest blive en nydelse at mærke angst. Ikke noget dårligt.

Lykke-hunger

2 Comments

ALLE vil være lykkelige, men man kan ville det FOR meget, dvs. så meget, at det giver bagslag. Alting med måde. Her er nogle dagligdags eksempler på, hvordan vi spænder ben for os selv i jagten på lykken:

  1. Når vi vil noget rigtigt meget, kan vi få præstationsangst. For en mand er det fx helt almindeligt, hvis han står overfor en smuk kvinde. Nu skal han yde sit allerbedste, men i stedet tør han hverken at tale, bevæge sig eller trække vejret. Foran hende står derfor en helt stiv sag med bedende øjne og et krampagtigt smil på læben. Hun skal have en speciel smag, hvis hun falder for det. Havde han i stedet været sit almindelige afslappede selv, havde han nok sagt noget sjovt eller interessant på et eller andet tidspunkt…men han vil det FOR meget.
  2. I det hele taget kan man sige, at det at ville noget, at skulle præstere og opnå et gode, skaber en spændingstilstand i krop og sind. Det er naturligt og uundgåeligt. Men hvis vi bliver for optagede af vores mål og præstationer, så kan det skabe permanente spændinger og stress. Ikke særlig lykkeligt…
  3. Når vi vil noget for os selv, så bliver vi også nemt selvcentrerede. Det er meget forståeligt. Hvis JEG gerne vil være lykkelig, så er mit fokus på mine mål og behov – det er svært at have fokus på de andres. Så glemmer man at lytte, at give en hjælpende hånd, at udvise venlighed, nærvær og omtanke. Man fremstår kort sagt IKKE som den mest sympatiske person i verden. Man forværrer derved sine relationer. Men eftersom lykken i høj grad afhænger af vores relationer, så er man ved at opnå det modsatte af det, man gerne ville…
  4. Noget af det værste er, når vi skal nå det hele på den halve tid. HELE TIDEN. Vi har jo kun det her ene liv (vil nogen mene), og så skal det leves fuldt ud. Ja, tak. Men det er usundt, hvis det er en slags dødsangst, der får os til at ville leve ekstra meget eller hurtigt. Så brænder vi ud før tid. Vi bliver utålmodige og hektiske. Man skal jo også have TID til at være i live.
  5. Når man vil FOR meget er der også en stor risiko for, at man bliver en fiasko. Man fyldes måske med selvbebrejdelser, fordi det ikke er så nemt at opnå de mål og den succes, man higer efter. Så bliver de høje forventninger til lavt selvværd. Ikke særlig lykkeligt.

Derfor mener jeg faktisk, at man kan anbefale en lidt tilbagelænet indstilling til lykken. Man behøver ikke hele tiden, at være på jagt efter den. I stedet kan man bare tillade sig selv at VÆRE. Uden mål og med. At give slip på alt det man gerne vil opnå og i stedet bare være, den man er. PÅ godt og ondt. Hvis vi tager det sure med det søde, som noget naturligt, så er vi bedre stillet. Hvis vi forventer FOR meget af livet og lykken, så vil vi hele tiden være fortvivlede og skuffede over, hvor lidt vi rent faktisk opnår. Hvis vi ikke forventer alt for meget, kan vi læne os tilbage, veltilfredse. Så får vi måske endda overskud til at kigge os nysgerrigt omkring…

Single fri weekend

2 Comments

Jeg har en hel weekend for mig selv. Ingen aftaler. Jeg har en god roman af Henrik Stangerup, som jeg kan læse i ro og mag.

MEN

Så kommer den der uro over mig. Jeg bliver utilfreds og synes, at der mangler noget. NOGEN. Og jeg føler, at jeg bør gøre noget, sætte noget i gang, flytte ud af byen, oprette en datingprofil, skrive et indlæg, arrangere og løbe for livet. Realisere mig selv.

Og jeg som ellers tror på evigheden

Jeg burde kunne sidde her som en anden buddhistisk munk i fuldkommen ubekymret ro

Vel vidende at jeg har god tid til ALT

Himmelsk coaching

Leave a comment

På det seneste har jeg interesseret mig for coaching. Derfor har jeg også lagt mærke til en radio-reklame, hvor salgstalen lyder, at du ved at tage en bestemt coaching-uddannelse kan blive “lige præcis den leder, du gerne ville være”.

Det lyder flot, men her kunne jeg jo godt tænke mig at dryppe lidt kritisk malurt i bægeret 🙂

Jeg har nemlig en noget anden opfattelse af, hvad man kan opnå via diverse redskaber til selvudvikling; eller rettere hvor hurtigt man kan opnå det. Coaches er før kommet under mistanke for at sælge “varm luft”, og det diskuteres, om man med coaching risikerer, at øge presset på medarbejdere, der i forvejen er stressede. Begge de kritikpunkter, mener jeg, er berettigede, hvis man skaber urealistiske forventninger til, hvor hurtigt vi udvikler os som mennesker.

En anden coach, Sofia Manning, lyder efter min mening mere troværdig, når hun siger, at det er enormt svært at forandre sig. Og at det som regel foregår med “musetrin”.

Det er menneskeligt at fejle. Ikke bare en gang, men igen og igen og igen. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal ophøre med at stræbe efter højere grader af perfektion, eller at vi skal opgive vores selvudvikling.

Men det bliver overfladisk og ligegyldigt, hvis man i kraft af jubeloptimistiske salgstaler giver indtryk af, at selvudvikling kan klares i en håndevending. Vi vil i al overskuelig fremtid sakke bagud i forhold til det, vi kunne ønske os at være. Det er et hul, som ikke kan lukkes med en hurtig spurt.

“Men jeg skal lige på det her kursus, og så bliver jeg præcis den leder, jeg gerne ville være”.

Nej, vel! 🙂

Selvrealiseringens fadæser

Leave a comment

Vi opfordres til at realisere os selv, hvilket er fint. Jeg er helt enig. MEN kan også få øje på flere faldgruber…

Det grundlæggende problem er, at selvrealisering nemt kommer til at handle om…ja, “mig selv”. Eller mig, mig, mig hele vejen igennem 🙂

En faldgrube kan derfor være, at den bliver til selvoptagethed. Det er egentlig meget naturligt for, hvis man vil realisere sig selv, må man jo også beskæftige sig med sig selv; man må fordybe sig i og registrere sine egne følelser, ens tanker, behov osv. – det kan også sagtens være godt at gøre det, men problemet opstår, hvis der bliver tale om et for ensidigt fokus. Så glemmer man måske, at vores individuelle lykke i så høj grad afhænger af de fællesskaber, som vi er en del af. Måske glemmer man endda helt at være del af et fællesskab og bliver sig selv nok…

Og når man så i lang tid har registreret ens egne følelser, tanker og behov, så ligger det snublende nært, at de skal UDLEVES. Ellers er man jo ikke virkeligt sig selv, og det bør man bestemt have mod til at være. Her har vi så faldgrube nr. 2.

Et banalt og ekstremt eksempel på hvor galt det kan gå: Hvis man indeholder morderiske følelser, vil det at realisere sig selv blive ensbetydende med at begå drab.

Derfor bør selvrealisering foregå INDENFOR det sociale, dvs. i pagt med fællesskabet eller det samfund, som vi er en del af. Den kan derimod IKKE foregå ved, at man frit udlever sine ønsker og lidenskaber. Samfund har forskellige idealer og etiske normer, og for en viking ville det nok være fint at realisere sig selv i en blodrus, men for os er det ikke ønskværdigt. I forhold til den slags morderiske tendenser er det bedre med god gammeldags fortrængning 🙂

Det ekstreme eksempel tjener til at fremhæve en pointe; det er ikke nødvendigvis godt at “være sig selv”, hvis vi dermed mangler hensyntagen eller betænksomhed over for andre. I så fald bliver det at realisere sig selv nemlig lig med at være asocial. Selvrealisering må i stedet kombineres med selvkontrol, selvdisciplin og måske endda selvfornægtelse. I hvert fald skal den kombineres med god etik…

Man kunne også bare afslutte med den helt banale konklusion, at selvrealisering ikke kan foregå ved, at man kun tænker på sig selv 🙂

Tro, håb, kærlighed og den slags…

Leave a comment

Vi kender alle til at skulle noget, vi ikke har lyst til. Personligt forsøger jeg dagligt at undgå at tage opvasken, men gør det alligevel ret tit, fordi fornuften dikterer det – jeg er single så mit håb om, at en anden ville tage over, er virkelig naivt 🙂

Det er den berømte konflikt imellem fornuft og følelse. Eller lystprincip overfor realitetsprincip som Freud ville have sagt. Og hvordan skal man egentlig vælge imellem de to? Selvrealisering er jo oppe i tiden, og det indebærer, at vi opfordres til at gøre det, vi “føler for”. Men det kan dårligt blive en gylden regel, at man altid skal det…den taktik kunne i hvert fald hurtigt udvikle sig i en sundhedsskadelig retning ude i mit køkken!!! 🙂

Det ville være dejligt at have en gylden tommelfingerregel, som man kunne bruge i de situationer, hvor man er i tvivl, men den findes vist ikke!? Ikke desto mindre tror jeg på lystbetonede begrundelser og motivation.

Og jeg vil gerne advare imod, hvad jeg vil opfatte som “negative” begrundelser, fx at være motiveret af en angst. På et tidspunkt tog jeg et job, som jeg slet ikke følte for. Jeg sagde ja, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle og var bange for, at jeg ikke ville finde noget andet…jeg blev der oven i købet ret lang tid, og set i bakspejlet var det en klar fejl. I dag ved jeg, at jeg aldrig skal have den type job igen. Klogere blev jeg da i det mindste 🙂

Man kunne fx også vælge at side hjemme af frygt for at være social (eller omvendt), at drikke sig fuld af frygt for, hvad de andre mener om en, hvis man er ædru (eller omvendt). Et virkelig skræmmende eksempel kunne være at få børn af frygt for en ensom alderdom. Osv. osv. Angst fortærer sjæle. Og hvis man lader sig styre af sin angst vokser den bare.

Så mit budskab er, at man i stedet så vidt muligt bør lade sig styre af tro, håb, kærlighed og den slags… 🙂