På det seneste har jeg interesseret mig for coaching. Derfor har jeg også lagt mærke til en radio-reklame, hvor salgstalen lyder, at du ved at tage en bestemt coaching-uddannelse kan blive “lige præcis den leder, du gerne ville være”.

Det lyder flot, men her kunne jeg jo godt tænke mig at dryppe lidt kritisk malurt i bægeret 🙂

Jeg har nemlig en noget anden opfattelse af, hvad man kan opnå via diverse redskaber til selvudvikling; eller rettere hvor hurtigt man kan opnå det. Coaches er før kommet under mistanke for at sælge “varm luft”, og det diskuteres, om man med coaching risikerer, at øge presset på medarbejdere, der i forvejen er stressede. Begge de kritikpunkter, mener jeg, er berettigede, hvis man skaber urealistiske forventninger til, hvor hurtigt vi udvikler os som mennesker.

En anden coach, Sofia Manning, lyder efter min mening mere troværdig, når hun siger, at det er enormt svært at forandre sig. Og at det som regel foregår med “musetrin”.

Det er menneskeligt at fejle. Ikke bare en gang, men igen og igen og igen. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal ophøre med at stræbe efter højere grader af perfektion, eller at vi skal opgive vores selvudvikling.

Men det bliver overfladisk og ligegyldigt, hvis man i kraft af jubeloptimistiske salgstaler giver indtryk af, at selvudvikling kan klares i en håndevending. Vi vil i al overskuelig fremtid sakke bagud i forhold til det, vi kunne ønske os at være. Det er et hul, som ikke kan lukkes med en hurtig spurt.

“Men jeg skal lige på det her kursus, og så bliver jeg præcis den leder, jeg gerne ville være”.

Nej, vel! 🙂