Jeg har en hel weekend for mig selv. Ingen aftaler. Jeg har en god roman af Henrik Stangerup, som jeg kan læse i ro og mag.
MEN
Så kommer den der uro over mig. Jeg bliver utilfreds og synes, at der mangler noget. NOGEN. Og jeg føler, at jeg bør gøre noget, sætte noget i gang, flytte ud af byen, oprette en datingprofil, skrive et indlæg, arrangere og løbe for livet. Realisere mig selv.
Og jeg som ellers tror på evigheden
Jeg burde kunne sidde her som en anden buddhistisk munk i fuldkommen ubekymret ro
Vel vidende at jeg har god tid til ALT
Hmmm,.. Det kender jeg kun altfor godt.
Og din uro skyldes jo nok, at alt er relativt… Også Evigheden..
Livet skal leves..nu..på fuld hammer.!
:O)
Hmm, ja det var vist en meget skarpsindig bemærkning. Jo, det tror jeg faktisk du har ret i; evigheden er relativ.
Nu er jeg efterhånden blevet vandt til den almindelige begrebsforvirring her, så korriger mig hvis jeg misforstår
Men at evigheden er relativ svarer til, hvad mit store idol, Martinus, siger. Ifølge ham MÅ det evige liv være relativt, fordi vi ellers slet ikke kunne opleve det. Kontraster skaber livsoplevelse og er nødvendige for livets opretholdelse.
Og selv om vi har en evighed af liv, så er vi hele tiden midt i at leve og skabe det på ny. NU. Ja, gerne med fuld hammer på! 🙂