Jeg diskuterer jævnligt tro og livsanskuelse, og som regel kommer der et tidspunkt i diskussionen, hvor de rationelle argumenter og begrundelser hører op. Man når til et punkt, hvor man bare må sige, at “ja, men sådan ser jeg altså på det” eller “sådan vælger jeg at tro”. Det gælder hvad enten ens livsanskuelse er religiøs eller ej. I sidste ende når man det sted, hvor man bare TROR.
For mit vedkommende er det punkt fx der, hvor jeg siger, at “jeg tror på et liv efter døden, fordi jeg ikke har et alternativ”. Jeg kan ikke tro, at livet ender med et sort punktum. Et mørkt hul hvor alt liv hældes ned i og, hvor der ikke ER noget mere. Jeg anerkender for så vidt, at det logisk set godt kunne være sådan. Som jeg ser det, er der nemlig hverken tvingende rationelle argumenter for eller imod liv efter døden.
Til gengæld har jeg, hvad man måske kunne kalde en eksistentiel begrundelse; hvis livet bare er dette enkelte livs korte og blandede fornøjelse, så ved jeg egentlig ikke, om det er det værd. Det giver ikke nogen mening for mig at tænke på den måde. Hvis jeg skulle tænke sådan, ville jeg dømme mig selv til at leve i, hvad jeg ville opfatte som en kold og trøstesløs eksistens. Et dødens domæne. Og hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg VÆLGER at tro noget andet.
interresant tanke, jeg har ofte spurgt mig selv om hvad jeg tror omkring døden og hvad der sker efter livet.
Jeg er kommet frem til at jeg ikke kan tro på at livet bare ender i et stort mørkt hul, som du selv skriver. Vi får lov til at gå alt for meget igennem, i løbet af et menneske liv, til at man kan tillade at lade det ende med at slukke lyset. Samtidig strider alt rationelt i mig, imod en overbevisning om at vi skulle blive genfødt, leve videre eller hvad du nu vil kalde det…
Så jeg er havnet i en enten/eller tro… men det er vel også en form for tro?
Kære Mensjegventer
Tak for din kommentar
Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår, hvad du mener med en “enten/eller” tro. Måske at du er uafklaret eller tvivlende og simpelthen ikke ved, hvad du skal tro?
Der er også “agnostikere”, der mener, at det principielt ikke kan lade sig gøre at tage stilling til den slags spørgsmål og derfor helt afviser at tage stilling.
Jeg forstår meget godt, at man kan have svært ved at tro. Jeg har også selv været ret skeptisk, men har som sagt VALGT at tro, fordi det modsatte ikke giver mening for mig.
Jeg opfatter det ikke sådan, at tro på liv efter døden strider imod vores rationalitet. Hvorfor skulle det egentlig det? Vi kan godt nok ikke huske tidligere liv, men det kan der være gode grunde til. Og FOR liv efter døden taler fx nærdødsoplevelser.
Kære Jens
Min enten/eller tro er et udtryk for jeg ikke helt ved hvad jeg skal tro. Jeg synes faktisk det er svært at tage stilling til det, og derfor lader jeg nok vær.
Synes det er fedt at du har taget stilling, og respekt for du deler din tro, for det sætter skub i mine tanker, så tak for den.
Jeg mener dog ikke at tro på liv eller død strider imod vores rationalitet. Jeg mener det strider imod min rationalitet- Personligt har jeg svært ved at tro på noget der er så abstrakt og uhåndgribeligt (og jeg er godt klar over paradokset i den udtalelse, med tanke på min romantiske forestilling om kærligheden). Men det er nu sådan jeg har valgt at tro 🙂
Ok, “min rationalitet”. Jeg skal (igen) passe på med mine antagelser omkring begreberne 🙂
Men jeg er helt enig; det er abstrakt, uhåndgribeligt, ubeviseligt osv. og helt naturligt, hvis man som du vælger IKKE at tage stilling. På en måde er det måske endda det mest rationelle valg.
Jeg tænker, at du har BRUG for at tro på den romantiske kærlighed, og derfor VÆLGER at gøre det, selvom det heller ikke nødvendigvis er specielt rationelt! 🙂
hehe, præcis 😀
Jeg skal da os bare lære at udtrykke mig klart og tydeligt, så jeg er til at forstå 😀