Jeg dyrker mindfulness, hvilket oprindeligt er en buddhistisk praksis. En del af den praksis går ud på at søge efter “jeget” og (hvis man ellers er en god buddhist) at opdage dets totale fravær. Ifølge buddhismen er der nemlig ikke noget “jeg” i betydningen en permanent kerne i individet.
Hvis en ordentlig buddhist nu ryster opgivende på hovedet ved at læse denne gennemgang, må den person meget gerne skrive en hovedrystende kommentar herunder. Måske spreder jeg fejlinformationer – eller bare en hel række dårlige argumenter? 🙂
Det jeg har forstået er imidlertid, at man i meditationen søger “jeget” ved at gennemgå hele ens eget væsen; dvs. tanker, følelser og krop. Alt det viser sig at være foranderligt eller forgængeligt. Tankerne kommer og går, følelserne ændres løbende og kroppen forfalder med alderen. Der er med andre ord ikke noget, som er permanent. Jeget forsvinder.
Ideelt set burde man altså kunne begynde en mindfulness meditation med et “jeg” og afslutte den uden 🙂
Det er bare ikke sket for mig. Tværtimod bliver jeg hårdnakket ved med at finde et jeg, når jeg leder efter det 🙂
Her er de steder, hvor jeg mener, at “jeg” kan lokaliseres:
1. “Jeg” er ikke mine tanker, følelser og krop, men den som tænker tankerne, har følelserne og sanser kroppen. Jeg er så at sige det permanente vidne til alt det, der konstant forandres.
2. “Jeg” har en personlig historie, som jeg erindrer. Jeg erindrer jo netop min egen historie, og ikke nogen andens. Det afgrænser mig som individ.
3. Buddhister tror på karma (også jeg). Men den forestilling kræver for mig at se et jeg, som sår karma og efterfølgende høster selvsamme. Eller med andre ord en handlende agent, et “jeg”.
Ps.: Jeg er med på, at “jeget” ikke kan tilskrives særlige individuelle kvaliteter – det som kendetegner mit jeg er med andre ord det samme, som kendetegner alle andre jeger. Min pointe er altså blot, at jeg rent faktisk er en afgrænset entitet.
Med mindre en god buddhist kan gendrive ovenstående??? 🙂
Fordi du beskriver det sådan måske, som om DU er til stede, mens du mediterer (og dermed leder efter det jeg-løse i en umulig tilstand, eller med jeg’et, kunne man sige – svarer til at lede efter solbrillerne, mens man har dem på, cirka). Nogle buddhister udtrykker det (jeg’et) som en bølgetop i et hav, én lille spids i en stor, samlet bevidsthed… det synes jeg er en god beskrivelse. Dit jeg er en samling sanser i universet, der oplever sig selv (derigennem) – evt. sammenligning: En tanke som et jeg i det samlede antal tanker, du oplever at have (hvor det samlede antal udgør universet). Hver tanke opleves (sanses) selvstændigt, imens den står på, men er i virkeligheden også samtidig en bølge ud af ustyrligt mange (der også oplever sig selv som selvstændige).
Karma er konsekvens, og du påvirker ikke kun “dit” jeg ved handling – hele universet forandres, hele tiden, og du oplever måske ikke engang selv, hvor meget eller hvordan.
Mht. meditationen og jeg’ets forsvinden. Nu ved jeg ikke, hvordan du gør. Men hvis du dyrker zen-metoden og f.eks. sidder og stirrer ind i en væg, så vil du – hvis du bliver siddende længe nok – opleve, at din fornemmelse af jeg forsvinder. Du flyder ind i væggen, mærker ikke hvor du er. Men det tager lang tid (for nogle hele og halve liv) at nå dertil – det er svært, meget svært at give slip på jeg-kontrollen, at bare være.
P.S. hvad så med demente? Ville du kalde et menneske individ, når det ikke husker sin specifikke barndom – er det så sig selv? Eller, hvem er “du” når du sover?
Tak for det fine svar.
Det her kan vist gå hen og blive en meget lang (og langhåret) diskussion 🙂
Min naive forestilling var ellers, at jeg nemt lige kunne få sat sagen på plads, og at buddhisterne herefter straks ville strække våben 🙂
Nå, ikke
Det jeg håbede var måske også, at vi kunne holde diskussionen indenfor, hvad man som alm. menigt medlem af menneskeheden kan tale med om; hvad der sker, når man har stirret tilstrækkeligt længe ind i en væg, er jo, som du også indikerer, utilgængeligt for os. Det er forbeholdt munke og særlige religiøse virtuoser.
Det kan jeg i hvert fald ikke tale med om eller på nogen måde bedømme.
Mht. søvnen og andre dele af vores liv, som vi ikke husker, så kan jeg ikke helt se, hvorfor det skulle være et argument for jeg-løshed? Jeg antager, at jeg stadig er ”mig” når jeg sover, men det er måske nok forbundet med en vis usikkerhed 🙂
Det som jeg imidlertid ved er, at min individualitet fortsætter efter søvnen. Jeg er stadig ”mig” når jeg vågner, og kan fortsat huske, hvad der skete for mig i går. Og selv om jeg skulle have tabt den erindring i nattens løb, så er det jo ikke sådan, at jeg pludselig erindrer en andens historie, vel?
Jeg er således fortsat afgrænset som individ.
Det er heller ikke helt klart for mig, hvordan det, at resten af universet påvirkes af mine handlinger, bliver et argument for jeg-løshed? Et argument for at vi hænger uløseligt sammen, ja. Men pointen med karma-tanken er jo netop, at den måde jeg påvirker mine omgivelser på vender tilbage til mig. Ikke til en anden. Det er fortsat ”mig”, der både sår og høster min karma.
Der er, så vidt jeg kan se, en meget tydelig jeg-afgrænsning i den filosofi.
Jeg synes, at nogle af de formuleringer du har er interessante som tankeeksperimenter eller alternative bud på en forståelse af hvad/hvem vi er, fx den om at ”jeg er en samling sanser i universet, der oplever sig selv (derigennem)”. Jeg kan ikke afvise, at det er tilfældet, men jeg savner fortsat argumenterne for, at det skulle være sådan! 🙂
Hm. Altså, sæt dig ned og stir ind i en væg – bare et kvarter om dagen, på et eller andet tidspunkt vil du forstå, hvad jeg mener. Det skal man så absolut ikke være specielt afgrænset i sin livsstil eller synderlig (mere end det) religiøst smidig for at efterprøve.
Hvad angår karmatanken så ja og nej. Ja, jeg ved godt, at det er den gængse forestilling, at ens handlinger vender tilbage og rammer een selv, men det er ikke buddhisternes linje (her taler jeg igen ud fra et mere zen-buddhistisk synspunkt). Du påvirker ved dine handlinger hele universet (som samtidig påvirker dig med hele dets handlinger) og ja, det rammer dig, konsekvensen af handlingerne, men det rammer ikke som en flitsbue, du har sendt af sted, som så x antal dage senere vender tilbage. Du sætter karret med vand i svingninger, og da du selv er en bølge i det vand, er der tale om at påvirke både sig selv i den bevægelse – såvel som alle andre (bølger) OG hele havet (universet) som sådan, på een og samme gang.
Hvis vi kan godtage, at vi alle er uløseligt forbundet, hvordan kan der da være tale om “individ”? Hvordan definerer vi det begreb? Et væsen med selvstændig hukommelse? Hm, hvordan kan du være sikker på, da, at vi to ikke deler hukommelse, at mine erindringer ikke er dine, eller omvendt?
Mht. det at vågne og have bevaret følelsen af selv… måske kunne man betragte det således: Jeg’et er som een af vores sanser, høresansen f.eks., altså på een gang en del af hele os (universet), men samtidig (nu lader vi lige som om) en selvstændig sans (individ), der kan mærke/sanse sig selv. Når du går i seng, drømmer høresansen, at den er en blomst, at den er barn igen (indsæt selv flere mulige drømmescenarier) – eller at den er synssansen, og når den vågner igen ved den godt, at den er høresans. Den fornemmelse eksisterer, vil jeg vove at påstå, lige så længe som hukommelsen (langtidshukommelsen) er intakt. I samme øjeblik denne ryger, ryger også fornemmelsen for, hvad den er. Og når den vågner derefter vil den ikke længere have mulighed for at skelne imellem den ene eller den anden tilstand – og der er to pointer gemt i denne min lille analogi: 1. at i drømmetilstanden forsvinder ofte fornemmelsen for selv samt 2. fornemmelsen for selv ligger i hjernen, nærmere bestemt i lagringen af en lang række erindringer. Forestil dig, at man kunne skyde et andet menneskes hukommelse ind i dit hoved – hvem var du da? Ville du føle dig som dig, og hvilket dig ville der her være tale om?
Og 3. (bonus-ekstra) forestillingen om jeg’et som en af sanserne, der samtidig er en del af noget større er mere en erstatning for billedet af bølgen og havet. Forvirrende måske, nu jeg kom til at blande det hele sammen.
Jeg siger med andre ord ikke, at du bare kan gå ind og overtage en anden bølges erindringer og skifte følelse af, hvem du er – og dog… der er historier i min familie, fortalt om mig, oplevelser jeg angiveligt har haft, som jeg ingen erindring har om selv. Fordi jeg var for lille. Men historierne er fortalt så mange gange, at jeg HUSKER dem, som var det mig, der havde oplevet tingene sådan. Ja, somme tider husker jeg sågar episoder, der har fundet sted, uden at jeg har været til stede – igen fordi jeg har hørt om dem igen og igen og igen. Så altså… hvis min hukommelse er det, der slår min afgrænsning fast mod omverdenen, og det er min – som individ betragtet – eneste berettigelse, tja… så… er vi s’gu på den, som sagt, den dag vi går hen og bliver manipuleret med, demente, osv., osv. Og det er så også det, jeg mener, vi er. På den. Vi har en opfattelse af at eksistere adskilt fra omverdenen, som individer – men der findes ikke noget reelt sådant, ikke i en statisk, livet-ud-klart-definerbar størrelse i hvert fald.
Nå, nu må jeg hellere stoppe – for ja, det bliver langt, og jeg får viklet mig længere og længere ud i et hav, jeg ikke helt kan nå bunden i 🙂
Men interessant spørgsmål, du stiller her på din blog. Tak.
I dag gik jeg til bekendelse overfor min mindfulness-lærer og fortalte, at jeg synes, jeg kan identificere et “jeg”. Jeg forklarede, at jeg fx identificerer det med tænkeren; ikke med tankerne som kommer og går, men med den som tænker dem.
Han spurgte mig, hvem “tænkeren” er?
Hertil svarede jeg, at “det kan jeg ikke sige”.
Det viste sig at være et godt svar ud fra et buddhistisk synspunkt. Det at man ikke kan gå videre og nærmere definere den, som tænker.
Man kan identificere en væren og en bevidsthed, men ikke komme videre end som så og nærmere beskrive eller indholdsbestemme den, som er bevidst.
Nogenlunde sådan forstod jeg, at vi kunne være enige.
Måske er jeg alligevel næsten en god buddhist 🙂
Ps.: Omkring det med hvordan vi kan være “uløseligt forbundne” og samtidig individer, så kunne en analogi være, at dit hjerte er uløseligt forbundet med din hjerne, men at de to dog stadig er adskilte fra hinanden 🙂
Nå ja, jeg fik heller ikke svaret på det med fælles erindringer…
Det er en fascinerende tanke, at vi to måske kunne “dele hukommelse”, så jeg vil nødig afvise ideen 🙂
Men dit eksempel på, hvordan man kan “erindre” noget, man ikke selv har oplevet, er jo slet ikke delt hukommelse. Det som erindres er ens egen forestilling om, hvad der er sket. Det forveksles så med en “ægte” erindring.