Jeg har set, at man udgiver gåder her – så nu kommer der en til, omend en mere eksistentiel en af slagsen:
Hvad er det lige, som gør, at nogle vælger at blive ulykkeligt forelskede?
Det kan måske virke provokerende, når jeg skriver “vælger”, for vores begreb om forelskelser indebærer ofte noget viljeløst – man kan ligesom ikke gøre for det, eller man er i sine følelsers magt…
Ikke desto mindre tror jeg, at der er et element af valg i det, bl.a. fordi der er nogen, som ALTID bliver forelskede i lige præcis dem de IKKE kan få. Og hvis det så alligevel lykkes at få den person, så blegner interessen – så er den anden alligevel ikke så fantastisk fascinerende 🙂 Det kunne jo tyde på, at man vælger at kaste sin forelskelse på det uopnåelige.
Nogle gange bliver de ulykkelige forelskelser nærmest til “besættelser”, hvor personen tilsyneladende svælger i sin ulykke.
Man er i sine følelsers vold, javel, men hvorfor vælge en kærlighed, som ikke gengældes?
Ja, det var gåden…
Og svaret kommer når I har skrevet det herunder 🙂
Jeg tænker, at grunden til at interessen ” blegner ” efter en sådan besættelse er at
Det bliver som en jagt, hvor jagten på kvinden/ manden måske i virkeligheden er jagten efter en mulighed for at få styrket sit eget ego 🙂 – det hele handler om “jeg kan få hvem jeg vil” .. Og det nervepirrende ved at … slås for sit bytte, kæmpe for det… Imod all odds!! ( Ur-instinkter:))
Når så den følelse/ tilstand er opnået ( når det lykkes:)) vil interessen dale… For hvad er der mere at komme efter? Det bliver som En slags antiklimaks tilstand …
– det er jo egentlig lidt trist..når jagten er større end fangsten itself 🙂 – godt det ikke er mig!!! 😀
Desuden har man altså et valg når det gælder forelskelse(det er måske ikke den rareste mulighed ;)) men du har valget om at give den forelskelse plads til at vokse, blomstre. Du kan også undlade at reagere på den. Undgå kontakt eller kigge ham dybt i øjene, hvad der end har tændt flammen i dig 🙂 Og på den måde undgå at forelskelsen udvikler sig. Måske vil nogle kalde det en benægtelse, men forelskelser har det jo med at komme igen! Den virkelige kamp er kærligheden – som er den svære at bevare!
Hvis din forelskelse er uopnåelig; han er gift, du er gift, det er din bedste vens eks etc. Og du fravælger den forelskelse – er det vel en kærlighedserklæring til de mennesker du ellers ville såre?
Du har en fri vilje og vil måske i virkeligheden vokse af at takke nej til forelskelsen, da du falder ud af rollen som offer; ” hvorfor er der altid mig der falder for den forkerte type” ? Du finder ud af, at du KAN tage lidt kontrol!
– Jeg tror på at man skal tage ansvar for sin egen lykke og også omvendt, derfor er det vigtigt at være selvreflektiv, især hvis man finder sig selv gentagende gange i den samme, ulykkelige situation:) – CHOOSE YOUR BATTLES!
Indrømmet.. det er lidt unuanceret skrevet. For generelt har jeg et lidt ambivalent forhold til ordet ” uopnåelig”. For hvornår er han/hun det.. ? Når hun er for smuk, han er for gammel, hun er for rig, han er for fattig? – For den form på uopnåelig tror jeg ikke på 🙂
Jeg tror klart på kærligheden – i alle former og størrelser! 🙂
/Sun Ahn
Hey Sun Ahn
Ja, det er gode pointer. Og du svarer på et spørgsmål, som er mere interessant end det, jeg stillede, for det vigtigste er ikke så meget at forstå, hvorfor nogle “vælger ” at forelske sig i de uopnåelige, men mere at forstå, at det ER et valg og, at man kan tage “kontrol” over situationen. Ja, måske netop i kærlighedens navn. Jeg kan rigtig godt lide din formulering om, at man kan “vokse af at takke nej til forelskelsen, da du falder ud af rollen som offer” – det mener jeg er helt rigtig set.
Men indirekte peger du også på en årsag til, at det kan være MEGET svært at tage det rigtige, gode eller fornuftige valg at lægge de uopnåelige forelskelser bag sig…det kunne stamme fra en indre hulhed, en fundamental længsel efter den kærlighed, man ikke kunne få, det umættelige behov for at blive bekræftet, trangen til at styrke ens ego. Forklaringen kunne være en slags kærlighedsmæssig mangel-tilstand.
Jeg kan huske en historie, jeg engang hørte, om et adoptivbarn, som havde fået for lidt at spise, der hvor det kom fra, og nu, I Danmark, slet ikke kunne få nok. Barnet blev ved med at spise, selvom det allerede havde fået rigeligt. Adoptiv-forældrene var nød til at dosere maden for, at barnet ikke skulle overspise. Det var umætteligt. På samme måde er det måske med de, som har et fundamentalt savn af kærlighed – den kærlighed de kan få, kan ikke helt tilfredsstille dem, så de må hele tiden søge en ny, eller de må stirre sig blinde på en, som er uopnåelig.
Ja, jeg tror også på kærlighed i alle former 🙂
J