I mange år har man sagt: ”Vi lever kun en gang”. Og ud fra den antagelse, har vi skyndt os med at ”gribe dagen” og leve fuldt ud, imens tid er. Jeg er ikke modstander af at leve i nuet, og i nogle situationer er det vigtigt, at vi tør gribe dagen og dens muligheder. Men som samlet livsfilosofi mener jeg, at den holdning er forfejlet og skadelig.

Jeg mener, at holdningen til livet som en engangsforeteelse, og som noget vi skal få mest muligt ud af, skaber et konstant pres på os for at leve intenst og hurtigt.

Så skal vi gribe dagen, for vi vil nødigt gå glip af noget. Men vi risikerer at få stress, hvis vi dermed forventer at nå vores mål og realisere os selv fuldt ud.

Holdningen kan oven i købet resultere i mange selvbebrejdelser, for måske magter vi det ikke. I virkeligheden er det nemlig ikke altid sådan, at mulighederne byder sig, og nogle mennesker griber forgæves ud efter dem den ene gang efter den anden.

Nyd livet

Derfor er det vigtigt at få sagt og fastslået, at en del af det at leve godt er forbundet med accept og tålmodighed. Vi skal forstå, at tiden er en uomgængelig faktor i vores langsommelige udviklingsprocesser.

I løbet af et enkelt liv vil der være noget, du ikke når. Du kan ikke, og du skal heller ikke nå det hele. Så læn dig blot roligt tilbage, accepter det, og nyd livet så godt du kan!

Der vil være muligheder, som går din næse forbi, og der vil være noget, som du bare ikke magter. Det behøver du til gengæld ikke at bekymre dig om, hvis du tror på, at livet er evigt, og at alting har sin tid.

Der findes mange beretninger om og undersøgelser af livet før og efter døden. Hvorvidt de kan overbevise os om reinkarnation må være op til den enkelte at afgøre.

Men der er et ekstra argument, som jeg kan påpege: Vores udviklingsprocesser er tilsyneladende ikke designet til et enkelt liv – nogle af de processer giver kun mening, hvis man betragter dem i et mere langsigtet perspektiv.

Få fred

Nu skriver jeg fx på en bog om det at blive ”forelsket i de forkerte” og har i den anledning indsamlet en hel del historier, hvor folk fortæller om deres kærlighedsliv, og hvordan det er gået galt gentagne gange. Læs Sandras historie og Annies historie.

Når jeg hører om de dårlige forhold, siger jeg tit noget a la:

I en vis forstand er de forkerte forhold også rigtige. At et forhold er forkert betyder nemlig ikke, at det var forgæves. Intet er forgæves. Vi lærer jo af vores fejltrin, og det er kun ved, at du gør dig erfaringer med det forkerte, at du til gengæld kommer til at forstå, hvad der er rigtigt. På den måde går det forkerte og rigtige op i en højere enhed.

Men det kan virke som en ringe trøst. Du når nemlig ikke nødvendigvis at høste frugterne af det, der gik galt – selvom folk arbejder aktivt med disse ting, og selvom de gradvist gør fremskridt, så sker det som regel med små skridt.

Derfor kan vi godt blive gamle og opleve, at vi har forpasset vores chance. Det blev aldrig helt til det, vi håbede på.

Sådan mener jeg, at det er på alle livets områder, hvor vi måske, måske ikke når frem til at udfolde vores fulde potentiale. En accept af det faktum er vigtig, hvis du skal have fred med dig selv.

Uafsluttede processer taler for reinkarnation

Intet varer evigt, og der kommer en dag, hvor alt det, du nu kæmper med, er lykkeligt glemt og borte. Men der er ingen garanti for, at det vil ske indenfor en overskuelig fremtid, så selvom alle ønsker sig et lykkeligt kærlighedsliv, er det ikke alle, der får det.

Et-livsperspektivet lukker sig om sig selv på en måde, så nogle af vores problemer ikke får en løsning. Så tager vi dem med os i graven. Dermed kan man selvfølgelig også mene, at de er afsluttede, men jeg synes ikke, at det giver anledning til noget særlig positivt livssyn.

Så jeg vil hellere sige, at selve det faktum, at vi tager uafsluttede processer med os i døden, er et vægtigt argument for at livet må fortsætte og gentage sig. Og hvis du ser sådan på det, kan du bedre leve et liv i harmoni og balance.