#Metoo: Derfor er der så få mandlige ofre

Photo-by-freestocks-web

Traditionelt set er det manden, der tager initiativ. Det er en af grundene til, at mænd oftest står bag seksuelle krænkelser. Foto: Freestocks.org

Den 5. oktober offentliggjorde New York Times en artikel, hvor en række kvindelige skuespillere anklagede Hollywood producer Harvey Weinstein for seksuelle overgreb og uterlighed. Siden har metoo-kampagnen fejet henover jorden, og kvinder en masse træder frem med deres historier. Men hvor er de mandlige ofre? Dem hører vi stort set ikke noget til af to grunde, som begge hidrører fra traditionelle kønsroller.

Det skal siges, at traditionelle kønsroller er i opløsning, så vi lever ikke nødvendigvis i pagt med dem længere. Metoo spiller selv med i de opløsningstendenser og fremmer den proces, fordi kampagnen modvirker magtmisbrug og skaber mere ligestilling imellem kønnene. På den konto bliver der mindre og mindre plads til machomænd og kvinder med stort k.

Nedenstående analyse baserer sig imidlertid på de traditionelle kønsroller.

Som moderne mand/kvinde er det ikke sikkert, at vi føler, at de passer særlig godt på os. Ikke desto mindre har vi de roller med os i bagagen, og de indgår i vores psykologi – som sådan spiller de formentlig også fortsat en rolle for vores adfærd.

Grund #1: Mænd har den seksuelle serveret
Det er typisk mænd, der står som afsendere på en seksuel krænkelse, for traditionelt set er det manden, der har serveretten i en seksuel relation. Dvs. at det påhviler ham at tage initiativ, imens kvinden forholder sig afventende og passivt.

Ja, som en del af det spil kan hun endda afvise ham på skrømt. En traditionel kvinde kan ikke sige ja i første omgang, for hun vil ikke fremstå som billig eller let på tråden.

Så ikke nok med, at mandens rolle var at tage initiativ, men han forventedes altså også til dels at ignorere og overvinde hendes modstand. Han skulle gøre kur og have selvtillid nok til at prøve igen, selvom hun afviste ham.

Allerede der har man vel nærmest opskriften på en seksuel krænkelse!

Hvis nu vi mænd var genier udi sådan noget som at læse imellem linjerne, aflæse kropssprog og afkode signaler, ja så ville vi nok have nemt ved at orientere os i det spil. Men ak, lige præcis der har vi ikke vores stærkeste side.

Det kan derfor også være lidt af et pres at påtage sig rollen som initiativtager for, hvordan ved vi, om hun ønsker sig de tilnærmelser? Nej, vi kan dårligt spørge hende først. Det vil en traditionel mand i hvert fald ikke gøre, for det opfattes som et svaghedstegn.

Han er således henvist til at tage chancen og håbe det bedste. Det er så der, at det jævnligt går galt, for han har ikke tolket hendes signaler korrekt.

Grund #2: Mænd må ikke vise svaghed
Mænd kommer ud for massevis af krænkelser af den ene eller anden slags, men vi har endog meget svært ved at italesætte os selv som ofre.

Det er umandigt at være et offer og giver ikke høj status at sætte sig selv i den position. Derfor censureres krænkelsen væk, dvs. vi fortrænger den.

Jeg kan nævne et bizart eksempel på denne kultur fra fodboldens verden, som er en slags mandighedens højborg.

Tilbage i 2003 blev AGF-spiller og holdets anfører Brian Steen Nielsen dømt for at have nikket klubkammeraten Nikolaj Hust en skalle, hvorved sidstnævnte fik beskadiget flere tænder. Det voldelige overfald blev takseret til en bødedom på 10 dagbøder a 500 kr.

Til Jyllandsposten udtalte Hust imidlertid, at: »Det var ikke mig, der bragte historien frem i lyset, og at sagen nu er taget op af politiet er heller ikke min fejl«.

Havde han selv rejst sagen, ville det da også være i strid med fodboldens macho-kodeks.

I fodbold gør man regnskaber op ved at tage sagen i egen hånd. Så den ene svinestreg gengældes med den anden, hvilket jo minder meget om de ”byttere”, der ses i bandemiljøet.

Derfor mener jeg også, at traditionel maskulinitet og voldskultur hænger sammen. I den kultur kan vi ikke være ofre og mænd på samme tid, for det er mere passende at slå igen end at udstille sin egen svaghed.

Metoo er en gave til os alle
Således de to vigtigste grunde til, at mænd sjældent figurerer som ofre for seksuelle krænkelser.

Som det fremgik, ser jeg den traditionelle machokultur som en magt og voldskultur. Det er en kultur, der baserer sig på den stærkes ret. Derfor er det også en ukærlig kultur.

En traditionel mand vil således udnytte sin magt, og en traditionel kvinde vil underlægge sig den magt.

Metoo-kampagnen modvirker disse forældede kønsroller, og dens succes demonstrerer, at vi nu for alvor er på vej væk fra en mandsdomineret kultur.

Personligt mener jeg, at metoo er en gave til os alle sammen, mænd såvel som kvinder. Den frigør os og fremmer kærlige og demokratiske værdier i vores kultur.

Er du passiv eller for meget? – bland energierne!

Hvad gør du - for meget eller slet ingenting? Foto: Morgan Sessions

Hvad gør du nu – for meget eller slet ingenting? Foto: Morgan Sessions

Jeg har lagt mærke til, at singler, der gerne vil have en kæreste, groft sagt kan deles op i passive og aktive. Den passive type er fx hende, der sidder hjemme og har ondt af sig selv, mens hun drømmer om, at charme-prinsen ringer på døren. I den for aktive ende har vi fx ham, der godt kan virke desperat, når han snart sagt kaster sig over hvem som helst i et forsøg på at score.

Det er derfor, at jeg taler om at blande energierne, for nogen har for meget og andre for lidt initiativ og gå på mod. De som er for udfarende, skræmmer typisk det modsatte køn væk, mens de passive end ikke forsøger sig. Hvilken type er du? Personligt har jeg været mest til den passive side, jeg har haft let ved at blive hængende i sofaen og svært ved at overvinde min usikkerhed.

Til dig der er passiv
Hvis du sidder derhjemme med selvmedlidenhed på den offer-agtige måde, så er den bedste kur at tage et initiativ – kom op af stolen, ud af døren og gør noget aktivt og socialt. Men gør det gerne i et tempo og på en måde, hvor du har dig selv med, sådan at du ikke træder helt ud af karakter, bliver akavet og famlende. Du behøver ikke at gå på diskotek og stå og råbe, hvis din natur er mere til det stille eller eftertænksomme.

Mit spørgsmål til dig vil være: Hvordan henvender du dig til det andet køn på en måde, som passer godt til dit temperament?

Når du tør, så vil du mærke, hvordan blodet begynder at rulle i årerne. Du får farve i kinderne og de tunge skyer over dit hoved er som blæst væk.

Til dig der er for aktiv
Hvis du ligger i den anden ende af skalaen og tager masser af initiativer a la højrøstede tilråb: “Hey babe, du er et skår!” Så vil jeg sige, at du har brug for at dæmpe din energi og foretagsomhed sådan, at du stadig kan tage initiativ, men gør det med indføling og fornemmelse for den, du henvender dig til. Vent til du får chancen i form af et langt blik eller en anden form for invitation fra hende. Og vid, at hvis hun vender det hvide ud af øjnene, så er du bare for meget!

Mit spørgsmål til dig vil være: Hvordan henvender du dig på en måde, som er respektfuld overfor hende eller ham, som du vil gøre indtryk på?

Når du forstår at begrænse og disciplinere dig selv, vil du opdage, at det ikke var dig, der var noget galt med. Du fik godt nok det ene afslag efter det andet, men det var kun pga. din fremgangsmåde.

Grader af selvkritik
De to typer har enten for meget eller for lidt selvkritik. Dem, som har for meget selvkritik, kan slet ikke komme i gang, fordi de på forhånd har dømt sig selv ude, er bange for at fejle, blive til grin eller at få ordene galt i halsen. Ja, det kan blive pinligt, men hvo intet vover…

Du, som ukritisk kaster dig over hvem som helst i håb om at få noget kærlighed, har til gengæld brug for mere af den kritiske sans – ikke så meget, at du bliver passiv, men nok til at få afstemt strategien og tage bestik af situationen. Jeg kalder det at “temperere følelser”, når du på den måde får noget mere fornuft ind i processen. Jo, det føles måske kedeligt, men vil du ikke gerne have succes?

De fem single typer
Jeg kalder den passive type for single nr. 3 og den aktive for single nr. 4. Det skal siges, at de her singletyper ikke er nogle helt faste størrelser – der er tale om tendenser i hver af os, hvor vi som oftest har en adfærd, der er passiv eller aktiv. Men du kan godt i nogle situationer være for aktiv, selvom du som hovedregel er passiv.

Du kan selvfølgelig også opnå en god balance – men hvis du ikke har den balance nu, så er mit råd, at du blander energierne, dvs. at du lader dig inspirere af dem, som gør det modsatte af dig selv.

Her har du en samlet liste over de fem single typer:

  1. Du er tilfreds som single og ønsker ikke noget andet.
  2. Du bilder dig ind, at du er tilfreds, men dybest set ønsker du at leve i et parforhold.
  3. Du er utilfreds, men forholder dig passiv. Du gør ikke noget for at få en kæreste.
  4. Du er utilfreds og aktiv – så du kaster dig gerne ud i møder med det andet køn.
  5. Du bilder dig ind, at du er utilfreds og prøver da også at få en kæreste. Men reelt ønsker du det ikke.

Kilde: Bogen “Dating, desperation og selvudvikling

Læs mere om single nr. 5

Læs mere om tempererede følelser i bogens kapitel 7

Læs mere om at blande energierne