Forstå dig selv: Giver du af et rent hjerte?

Giver du uden bagtanker?

I artiklen her borer jeg lidt i det, vi angiveligt gør ”uden beregning”, såsom når vi giver en gave eller gør nogen en tjeneste. Mange gange ”handler” vi nemlig med disse gaver og tjenester fremfor at give af et rent hjerte. Når det kommer til stykket, forventer vi som oftest at få noget igen, men vi kan sætte os selv og hinanden fri ved at give uden beregning og bagtanker.

At gøre noget af et rent hjerte vil sige at gøre det af kærlighed, medfølelse eller venlighed og uden bagtanker. Så gør vi alene noget for nogen, fordi vi gerne vil gøre det for dem. Ja, det lyder indlysende, men i rigtig mange tilfælde ligger der andre, usagte, motiver bag.

Fyren der serverer drinks i byen er egentlig ikke gavmild, men håber, at pigen gør ham selskab. Vennen, der gør dig en tjeneste, satser på, at du ville gøre det samme for ham. Du køber en lejlighed til dine børn, men forventer stiltiende, at de kommer hjem så og så tit.

Betaling pr. efterkrav
De gaver, som i virkeligheden er handelsvarer, binder os på måder, som vi kan have svært ved at gennemskue, fordi de indbefatter uudtalte forventninger.

Det gælder i mange relationer, men fx også i vores romantiske forbindelser, hvor vi kan overøse den anden med det, vi kalder kærlighed, men hvor det reelt set er en form for bestikkelse eller overtalelse.

Vi vil nemlig gøre alt for ham eller hende, fordi vi vil ”have” den person – og vi vil have ham/hende for os selv, så det er i virkeligheden egoistiske motiver, der ligger bag. Dvs. vi giver ikke for at give men for at få.

Vi skal ikke modtage ret mange af den slags gaver, hvor prisen kommer pr. efterkrav, før de gør os ubehageligt til mode.

Kunsten at elske

Derfor er gaver og tjenester også kun et udtryk for kærlighed, hvis de bliver givet af et rent hjerte og uden nogen form for beregning eller bagtanker.

Jeg mener, at vi kan blive bedre til at gennemskue vores egne og andres motiver og forventninger og bedre til at tale åbent om det emne.

Vi kan også blive bedre til at give uden at forvente noget til gengæld. Sådan at vores gaver er fri for bindinger. Så er de nemlig ægte gaver og en velsignelse for modtageren, som helt suverænt kan bestemme, hvordan de benyttes, og om vedkommende ønsker at give noget igen.

Se nøgternt på gaverne
Den nøgne sandhed befrier os, når den fjerner vores illusioner. Hvis vi nøgternt forstår og gennemskuer, at ”gaver” ofte er ”handelsvarer”, så binder og forpligter de os ikke så stærkt. Vi kan bedre tage stilling til, om vi har lyst til at indgå i de transaktioner eller ej.

En nøgtern forståelse kan befri dig for dårlig samvittighed i de tilfælde, hvor du ikke ønsker at gøre gengæld. Og den kan afhjælpe forurettelse, hvis en af dine gaver ikke kommer retur.

Det kan ganske vist være hårdt at se nøgternt på os selv og hinanden, for vi er måske ikke så ”gode” og ”velmenende”, som vi gerne ville tro.

Til gengæld peger den ærlighed fremad og befrier os for negative bindinger til andre mennesker. Og hvis du tør se nøgternt på dig selv og dine relationer, så er du allerede kommet længere end de fleste.

Hvis du har skjulte motiver, så mærkes det tydeligt, når en gave ikke kommer retur, som du inderst inde havde forventet.

Lad os fx sige, at du har givet en gave til en bekendts fødselsdag, og selvsamme bekendte ikke giver noget til din fødselsdag. Føler du dig så snydt eller forurettet? Det er i så fald helt normalt, så undlad at dømme dig selv for hårdt.

Og husk ligeledes at bide mærke i de situationer, hvor du rent faktisk gør noget uden beregning. Det kan fx være almindelig høflighed, når du holder døren for en fremmed. Det kan være et venligt smil til en tilfældig forbipasserende. Det kunne også være penge, du giver i en god sags tjeneste.

Hvordan giver vi af et rent hjerte?
De fleste af os ønsker kærlighed i vores liv og drømmer om den ubetingede slags, hvor vi altid er elskede lige meget hvad. Men hvor ofte støder vi på sådan en ubetinget kærlighed? Og hvor ofte er vi egentlig selv i stand til at give uden beregning?

Kærlighed er som nattergalen i H. C. Andersens eventyr – den dør, hvis den sættes i bur, men sæt den fri, for så velsigner den os med sin skønne sang.

Herunder er nogle ideer til, hvordan vi bliver bedre til at give frit af et rent hjerte:

  • Vær ærlig overfor dig selv omkring dine motiver, så du ikke opbygger illusioner
  • Læg mærke til, om du bliver forbitret, hvis du ikke får noget igen
  • Giv, fordi du har lyst fremfor af andre grunde
  • Glem alt om de gaver, du har givet, så du ikke forventer noget til gengæld
  • Vær opmærksom på, hvordan de gaver, der gives i den rette ånd, åbner dit hjerte
  • Del dette blogindlæg med kæreste, nære venner eller familie – og brug det som udgangspunkt for en snak om, hvad I hver især giver og forventer til gengæld.

Hvis du giver af et rent hjerte, så kalder jeg det for ”spirituel kærlighed”, mens ”romantisk kærlighed” ofte indbefatter en form for handel. Se videoen, hvor jeg kommer nærmere ind på de ”To slags Kærlighed”.

Derfor skal du kende “De 5 kærlighedssprog” som single

Indlæg på singlespot.dk d. 15. februar 2018 af Jens W. Pedersen

De fem kærlighedssprog

Du har måske hørt, om de fem kærlighedssprog, men vidste du, at du også kan bruge dem til noget som single – og ikke kun i et parforhold?

Amerikanske Gary Chapman står bag teorien om “De fem kærlighedssprog”, som er:

  • anerkendende ord
  • tid til hinanden
  • gaver
  • tjenester
  • fysisk berøring

Ved at kende til sprogene kan du gøre en forskel i dine relationer. Måske går du i øjeblikket glip af en masse kærlighed, fordi du ikke er bevidst om, hvordan du selv og andre udtrykker den på hver sin måde?

Kærlighedssprogene er relevante i alle nære relationer, men ikke mindst i vores parforhold.

Som single, der gerne vil være i et sundt parforhold i fremtiden, er det også et godt “sprog” at kunne, for i parforholdet er vi allermest motiverede for at lykkes med kærligheden.

Hvis du fortæller om dit eget kærlighedssprog og påtager dig den opgave at forstå din partners, så kan du/I udøve kærlighed på en ny og mere succesfuld måde.

Derfor skal du kende kærlighedssprogene

Hvorfor er det så godt at vide noget om kærlighedssprog? Særligt af to vigtige grunde:

Grund #1: Genkend kærlighed
For det første for at du kan genkende den andens udtryk for kærlighed og altså ved det, når han/hun udviser kærlighed overfor dig.

Hvis du ikke genkender det udtryk, så kan du jo fejlagtigt tro, at du er uelsket.

F.eks. hvis du har en partner, som viser sin kærlighed ved at gøre dig en tjeneste og hjælpe med havearbejdet.

Men imens i går der og arbejder sammen, så ville du bare sådan ønske, at han tog om dig – for fysisk berøring er din foretrukne måde, og når han ikke gør det, så mærker du ikke rigtig hans kærlighed.

I værste fald går du altså glip af kærlighed, som du virkelig har savnet og ønsker dig, fordi du simpelthen ikke opdager, at du får den.

Manglende viden om den andens kærlighedssprog kan altså være skyld i nogle store misforståelser imellem jer, som gør jer meget frustrerede.

Grund #2: Vis kærlighed bevidst
For det andet for at du selv kan udøve kærlighed på den måde, som din partner værdsætter allermest.

At udøve kærlighed er ikke nødvendigvis noget, der kommer helt af sig selv. Det er nemlig også en opgave, som vi påtager os, og hvor vi bevidst sætter os i den andens sted for at forstå, hvad han eller hun har brug for

Det betyder så også, at vi sætter os lidt ud over vores egne automatiske handle- og reaktionsmønstre.

I ovenstående eksempel kunne din havemand bevidst vælge at holde om dig, fordi han ved, at det er dit kærlighedssprog – og omvendt kunne du påtage dig at gøre ham en tjeneste, fordi du ved, hvor glad han bliver for det.

Det kan føles kunstigt i nogle situationer, men er det ikke et større udtryk for kærlighed, når vi på den måde gør os umage for at være der for den anden?

Hvis du er single og dater

Hvis du dater, anbefaler jeg, at du finder ud af, hvilket kærlighedssprog din date har. Det er måske ikke det første, du spørger om, men det er virkelig et godt emne.

Dels fordi du gerne vil have den viden, så du kan vise din interesse på den mest hensigtsmæssige måde, og dels fordi det er relevant for, hvorvidt I to er et godt match.

F.eks. ville jeg nok have svært ved at have en partner, hvis vigtigste udtryk for kærlighed var at give gaver, for det ligger lavest på min egen liste, og det siger mig ikke ret meget.

Et lille tip om kærlighedssprog
Egentlig synes jeg bare, at du skal spørge ligeud, hvis du vil vide, hvad der skal til for, at din partner eller date føler sig elsket.

Men du kan også afkode en masse ud fra, hvad han/hun gør. Mange gange gør vi nemlig det for andre, som vi selv ville sætte pris på, at de gjorde for os.

Test dit kærlighedssprog

Ved at kende hinandens kærlighedssprog kan I altså undgå mange frustrationer og dyrke kærligheden på en ny og mere bevidst facon.

Du kan læse mere om emnet og teste dit kærlighedssprog her >>

Testen er ikke særlig detaljeret, men den kan være et godt udgangspunkt for en snak eller for, at du bliver mere bevidst om dine egne ønsker og præferencer.