Hvem er den rette for dig?

hvem er den rette?

Ved du, hvordan den rette ser ud? Ellers læs med herunder, hvor du får nogle bud på det. Foto: Rachael Crowe.

De fleste singler tænker over spørgsmålet: ”Hvem er den rigtige for mig?” Eller: ”Findes der overhovedet en derude, som er rigtig for mig?” Hvis du har erfaringer med at møde de forkerte, så bliver det sidste spørgsmål sikkert ekstra påtrængende. Du kan også blive i tvivl, om du selv egner dig til et parforhold. De tvivlsspørgsmål vil jeg give nogle bud på i det følgende.

Men vi starter med spørgsmålet om, hvem du selv er, for det rigtige match er jo lige præcis den, der passer til dig og din særlige personlighed.

Herunder er der nogle basale værdier, som vi helst skal være fælles om, fx mener jeg, at du skal være meget opmærksom på følgende:

Du matcher bedst med en, som har den samme prioritet i et bestemt spørgsmål, nemlig: ”Hvad er vigtigst, ånds- eller familielivet?”

Hvis du kommer ind i et forhold til en, som slet ikke har den samme vægtning i det spørgsmål, så vil det nok gå galt – I kommer i hvert fald let til at slide på hinanden og strides om, hvis behov, der skal have forrang, for de er meget forskellige.

Familie- og åndsliv

Den letteste måde at skelne imellem de to områder er, at familielivet er det, vi har tilfælles med dyrene. Åndslivet består derimod i det specifikt menneskelige, som adskiller os fra dyr.

På den ene side står derfor alt det, der relaterer til at stifte familie og forsørge den. Det hører til vores biologi, kroppen og drifterne. Heri ligger også forelskelse og romantik. Det andet område består i ånds- eller bevidsthedslivet, såsom vores intellektuelle og kunstneriske virke, et kald eller en passion. Heri kan også nævnes en hobby eller interesse samt humanisme og næstekærlighed.

Døgnet har kun 24 timer, så hvis du vægter det ene af de to områder højt, vil der være mindre tid og energi til det andet.

meget-her---mindre-her-copy

Hvis der er meget fokus i det ene livsområde, er der mindre til det andet.

Dit familieliv kan dog godt have noget åndelighed i sig, fx hvis de nære relationer virker sådan på dig, at du får slebet kanterne af, og du af den grund udvikler dig som menneske, bliver mere rummelig, tilgivende og tolerant.

På samme måde med arbejdslivet, for det kan både forstås som det at forsørge sig selv og familien, men dit job kan også være et kald, en sag eller karriere, som optager dig – i så fald er det en del af dit åndsliv.

Hvis du har klar overvægt i dit åndsliv, kan det fx komme til udtryk i lange perioder som single og i kortvarige forhold. Klar overvægt på den modsatte side kan betyde, at du godt nok har andre interesser end ægteskabet, fx en hobby, men du vil have mand/kone og børn, og dit liv handler først og fremmest om det projekt.

Du kan også befinde dig i en mellemzone, hvor du vægter ånds- og kønslivets nogenlunde ligeligt. Så kan det være svært at vælge imellem dem, og du kommer let i konflikt med dig selv.

Mellemzonen

Hvis du er på vej ud af parforholdets domæne, vil du opleve, at din trang til at være i et parforhold, din afhængighed af det og din fornemmelse af, at det er formålet med dit liv, langsomt eroderer. Lidt efter lidt bliver det knap så vigtigt.

Så får du andre interesser, som du investerer din energi i. Og i takt med, at du investerer din energi der, så vokser de områder og får en selvstændig betydning for dig. På den måde kan du komme til et punkt, hvor du nedprioriterer et parforhold til fordel for de interesser.

Nu begynder du måske at tænke på parforholdet, som noget, der kan være dejligt, og som du gerne vil på et tidspunkt, men det haster ikke.

Eller som noget du gerne vil, hvis det ikke fylder alt for meget – så din kæreste må ikke lægge beslag på dig. Du begynder, at opleve det som irriterende, hvis han eller hun kræver alt for meget af din tid og opmærksomhed. Du vil i hvert fald ikke have, at I sidder lårene af hinanden.

Det er vigtigt, at han/hun også har noget andet at gå op i, sit eget selvstædige liv og sine egne ambitioner, som ikke har noget med dig at gøre – men som det kan være spændende at høre om, når I ses. Du er ikke så sikker på, at I skal bo sammen og bygge rede. Det med, om I skal have børn, er et åbent spørgsmål.

Placer dig og find et match

Hvis du har svært ved at afgøre, hvilket område, der vægter mest i dit tilfælde, så spørg dig selv, hvad du vil ofre dig for. Altså, hvis du fik sat pistolen for panden og skulle vælge imellem de to, hvad tager du så?

Vil du ofre parforhold og romantiske håb til fordel for dit åndsliv, dvs. fx en sag, du brænder for, eller dit kunstneriske virke. Eller vil du omvendt sige, at ægteskab og familieliv går forud for det andet.

Det er et basalt valg i vores kærlighedsliv, og i kraft af den stillingtagen bliver du afklaret på et dybt plan.

Du får en bedre forståelse for, hvem du selv er, og hvilke former for romantik og samliv, du passer ind i – men det gør også, at du bedre kan spore dig ind på, hvilken type partner, du skal opsøge for at finde den rigtige. Sørg for at finde en partner med samstemmende værdier, dvs. en, som vægter samme side.

Ubalance-copyright

De to passer ikke sammen, for han vægter parforholdet meget højere end hende.

Du bør ikke vælge en partner, som prioriterer omvendt i familie- og åndslivet, for i så fald vil I jo hele tiden slås om, hvad der er vigtigst. Den, som prioriterer parforholdet, vil hive i dig for at få sit større ægteskabelige behov dækket. Han eller hun, som prioriterer åndslivet, vil til gengæld skubbe dig væk og distancere sig.

For at få et godt match, må I altså have nogenlunde samstemmende prioriteter, så I er enige om, hvor meget I vil investere i tosomheden, hvor tit I ses, om I skal være tro, flytte sammen, have børn osv..

Dine valg har konsekvenser og indebærer tit et afsavn. Når vi vælger til, vælger vi også fra. Lad os sige, at du prioriterer dit kunstneriske virke, så vær klar over, at det kan koste på hjemmefronten. Hvis du er heldig, går de to ting op i en højere enhed, men det kan du ikke regne med.

For at få mest mulig held i dit romantiske liv, må du finde en, som ikke lægger beslag på dig og tager alt for meget af din tid. Hvis det lykkes, kan I nyde jeres liv sammen. Men I kan også begge nyde det hver for sig, for I får ikke dårlig samvittighed over at efterlade den anden, og I går ikke på kompromis med jer selv.

Balance-copyright

Der er balance i deres forhold, fordi begge prioriterer åndslivet højt.

Derfor bliver det nok heller ikke et traditionelt parforhold – I bliver mere som frie og uafhængige partnere, der nyder og inspirerer hinanden, end som ægtefolk, der ejer hinanden.

Lav din tjekliste!

Jeg anbefaler, at du laver en tjekliste over dine vigtige prioriteter – dvs. det, der skal stå flueben ud for, før du indlader dig på et forhold. Listen har flere punkter, men herunder bør indgå, om du er til et traditionelt forhold med mand/kone og børn – eller du ønsker en mere uforpligtende, moderne samlivsform.

Brug tjeklisten til at orientere dig efter, når/hvis du dater – og ud fra den stiller du spørgsmål til din date.

For hvis du vil giftes og have børn, skal du nok ikke kaste dig i armene på den første den bedste – så er det vigtigt, at du tager dig god tid og bliver sikker i din sag. Ellers risikerer du at finde sammen med typer, som ikke kan/vil give dig det, du søger.

Omvendt, hvis du er til sjov og ballade, flirt og fri sex. Vær ærlig omkring det, så I ikke går forkert af hinanden.

Og hvis du er til moderne samlivsformer, dvs. ikke at bo sammen, åbne forhold og deslige. Meld det ud, så du ikke kommer ind i et forhold, hvor du gang på gang vil skuffe din partner, som håbede på noget andet og mere.

På den måde sorterer du de forkerte fra og skaber plads til den rette!

Her er 5 punkts-planen til at finde den rigtige

Indlæg på singlespot.dk d. 5. maj 2017 af Jens W. Pedersen

find-den-rigtige-e1493983793923

Er det aldrig den helt rigtige, du forelsker dig i – så hænger du fast i noget hængedynd. Det forklarer coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen i indlægget herunder.

Han har tidligere udgivet bogen “Dating, desperation og selvudvikling”, der henvender sig til singler af begge køn, og i de kommende måneder holder han workshops  i København og Odense med titlen “Forelsket i de forkerte”. Her kommer indlægget, der handler om netop det emne:

Jeg mener, vi har noget tågesnak omkring valg af de forkerte partnere. Mange af os falder i den slags dårlige mønstre, hvor vi gentagne gange kommer ind i usunde forhold.

Når jeg taler med folk om det emne, så siger de tit: ”Jamen, der er jo en mening med, at vi finder dem, vi finder”. Det fremhæves f.eks., at vi ved at komme ind i de dårlige forhold gentager og healer traumer fra barndommen.

Det kan være rigtigt nok, men jeg får på fornemmelsen, at vi luller os selv i søvn med de forestillinger. Jeg får lyst til at sige (eller råbe):

”Vågn nu op, det er da ikke meningen, at du skal blive hængende i det der hængedynd!”

De dårlige forhold og negative tiltrækningsmønstre er hængedynd. Måske hænger du meget fast der og kan ikke hive dig op?

Følg de råd, jeg giver forneden, for hvis du fortsætter med at opsøge partnere ud fra de samme gamle kriterier, så bliver du også ved med at opnå de samme dårlige resultater.

Kærlighed skal ikke gøre ondt
Jeg tror på, at der er en mening med alt. Skal du slå et søm i, og hamrer du dig selv over fingrene, er der også en mening med det – men da ikke, at du skal fortsætte med at slå søm i på den måde.

Når vi næsten får vendt vores dårlige forhold til noget positivt med kommentarer a la: ”Men er det ikke i modgang, vi lærer mest?” Så svarer jeg: ”Jo, intet er forgæves, men hvis du går i de samme fælder gang på gang, hvad har du så lært?”

Der ligger ikke nogen fordømmelse eller kritik i det, og jeg ser ikke ned på dem, der gentager dårlige mønstre. Det har jeg selv gjort, og jeg har fuld forståelse for, at man gør det i afmagt eller af gammel vane.

Det, jeg påpeger, er kun, at vores holdninger til det her felt og til de fejltagelser, vi laver i det felt, ikke bør være anderledes, end de holdninger vi har på andre områder af livet.

Hvis det gør ondt, er der noget galt, og vores opgave er at finde ud af, hvordan vi så vidt muligt undgår den smerte i fremtiden. Kærlighed skal ikke gøre ondt.

Gør sådan i praksis
Vi skal altså have styr på, hvad det er for nogle valg, vi tager, der fører os ud i noget skidt. Og prøve at finde ud af, hvilke andre valg vi kan tage i stedet, og som fører i den rigtige retning.

I praksis anbefaler jeg, at du arbejder med følgende 5 punkter:

1. Find ud af, hvad dit mønster er
Dvs. hvad der går igen i forhold til, hvem du bliver tiltrukket af, og i de forhold, du kommer ind i. F.eks. at du altid møder gifte mænd, bliver nedgjort eller kommer ind i yoyo-forhold osv.

2. Prøv at forstå, hvad der kan være dit motiv til at tage de valg
Hvad kan f.eks. være dit motiv til kun at gå efter gifte mænd? Eller hvad kan være dit motiv til at forelske dig i piger, som nedgør dig?

Og her mener jeg altså ikke noget med, hvad der er sket/ikke sket i din barndom, men hvad du får ud af det her og nu som voksen. Eksempler på motiver kan være selvhad, dvs. at du ikke føler, at du har fortjent bedre.

Eller det kan være en ubevidst modvilje imod at komme ind i et fast parforhold – måske vil du slet ikke den der trummerum, når det kommer til stykket?

3. Tag stilling til dine motiver
Når vores motiver er ubevidste, er de svære at håndtere, men hvis du kan få øje på, hvad det motiv måtte være, så kan du også tage stilling til det igen, dvs. tage et bevidst valg. Så vil du lade dig styre af det motiv fremover?

4. Kig nærmere på den proces, der fører frem til, at du bliver afvist eller kommer ind i et dårligt forhold
I den proces vil der være nogle tegn på, at du er på vej ind i noget dårligt, men de signaler har du formentlig ignoreret hidtil. Opgaven består derfor nu i at tænke tilbage og finde ud af, hvad det var for nogle signaler, for de er dine alarmklokker.

Det kan f.eks. være, at han/hun ikke er ærlig over for dig, negligerer dig, sender skiftende signaler osv.. Det kan også være en dårlig mavefornemmelse. Hvis alarmklokkerne bimler, så holder du dig væk.

5. Vid, hvad der til gengæld fører i den rigtige retning
Dvs. f.eks. de modsatte signaler af dem, du fandt i punkt 4. Hvis din alarmklokke var en dårlig mavefornemmelse, så ved du, at en god mavefornemmelse er et godt tegn, og at du trygt kan gå et skridt videre med ham eller hende.

I punkt 5 opsumerer du, hvad du har lært i punkt 1-4. På den baggrund formulerer du din egen personlige opskrift på, hvad der skal til for, at du får mere held i kærlighed næste gang.

Som et sidste og mere generelt råd vil jeg nævne, at mennesker, der har de her dårlige mønstre, tit er for hurtige med at komme ind i stærke, lidenskabelige følelser.

Du når simpelthen ikke at lære den person at kende og finde ud af, om I to passer sammen, før du er forelsket til op over begge ører.

Så lav en tjekliste over, hvad du skal vide om den person, før du giver efter for de følelser. Og giv dig god tid til at finde ud af, hvem han/hun er, før I indleder et intimt, seksuelt forhold.

Workshop i Odense og København.
Hvis du har brug for hjælp med de fem punkter, så afholder jeg workshoppen ”Forelsket i de forkerte” i Odense og København. Læs mere om workshoppen her eller kontakt mig for at få en individuel session.

Jens W. Pedersen er forfatter til bogen Dating, desperation og selvudvikling fra forlaget Indblik (nu EgoLibris).