Angst er en sjov eller underlig følelse. Den er irrationel. Og det kan være svært at se meningen med den. Dens årsager fortaber sig i glemslens tåger, og den omgærdes følgelig med et skær af mystik. Også for den angste selv.

Angst kan anses for at være et levn fra forne tider – reminiscenser af noget der rent faktisk var farligt engang; det være sig i barndommen, i tidligere liv eller i tidligere epoker af menneskehedens historie. Det var farligt engang, men er det ikke længere. Derfor er det, der i sin tid var en fornuftig og forståelig frygt, nu blevet til en irrationel angst.

Det kendetegner imidlertid de ting, vi er angste for, at der er et gran af sandhed i dem. Tag fx edderkoppe-fobi eller angst for højder; edderkopper kan rent faktisk være farlige (omend i andre dele af verden), og højder KAN være farlige, hvis de er høje nok. Osv.

Ligegyldig hvilken type af angst vi måtte opleve, så har den som regel et gran af sandhed i sig. Og det lille gran af sandhed, kan vi hænge vores angst op på. Det lille gran dyrker vi til ukendelighed.

Således kan den, som lider af tvangshandlinger med en vis ret sige, at: “Ja, jeg ved godt, at jeg har tjekket om døren er låst, men hvad hvis jeg nu ikke fik gjort det godt nok? Jeg må lige tjekke en gang mere…”. På den måde kan vi forføre os selv med noget, der næsten lyder rimeligt og fornuftigt.

Undlad at fodre tigeren
Der kommer et punkt i enhver angst-neurotikers liv, hvor han eller hun må lade fornuften sejre over forførelsen. Man ved det jo godt. Man ved godt, at det ikke giver mening at tjekke den dør for fjerde gang. Man ved et eller andet sted godt, at man lader sig styre af sine følelser på en negativ, destruktiv måde. Man er i sine følelsers vold. Og det er ikke godt for en.

Vi skal ikke lade os styre af følelser. Jo, af det der “føles rigtigt”. I hvert fald ikke af angst. Angsten kan du ikke bruge til noget. Vi skal lytte til den. Mærke den. Men i sidste ende er det op til os at handle i overensstemmelse med vores overbevisning, viden og fornuft. Vi skal selv styre.

Hvis man lader sig styre af angst er det som at have en tiger, der står og brøler ude i baghaven. Den er sulten. Den er arrig. Den vil have mad. Den brøler og derfor bliver man bange. “Jeg må hellere give den en låns kød”, tænker man måske. Så forsvinder den nok. Ja, det gør den. Når den er mæt, så forsvinder den. Men hvor går den mon hen, når den bliver sulten igen?

At lade sig styre af sin angst svarer til at fodre tigeren – at give den næring. Så kommer den igen og igen og igen. Når man lader sig styre af angsten bekræfter man nemlig overfor sig selv, at der rent faktisk er noget at være bange for. Man styrker den uheldige tendens, man har i sindet. Man bygger videre på en kedelig vane.

Hvis man i stedet ønsker at afkode den vane, må man gøre det modsatte. Det gælder så at sige om at sulte den ud. Når man ikke længere giver næring til sin angst, så formindskes dens styrke og den forsvinder gradvist. Bekæmpelse af angst er derfor også at gå på en slags “mental slankekur”.

Men det begynder med et valg. At overvinde angst er AT VÆLGE. Det er at tage sit ansvar på sig, og tage styring på ens eget liv. Det er at sætte foden ned og gøre sig til herre i eget hus.

—

Ps.: En nysgerrig læser eller to kunne måske finde det på sin plads at spørge, hvorfor titlen netop hedder, som den gør…? Det kan jeg desværre ikke svare på. Jeg forstår det heller ikke selv. Jeg kunne bare godt lide at skrive sådan. Men nu har jeg netop slået ordet op for at tjekke, hvad det mon kunne betyde, og jeg må sige, at jeg er noget forbløffet – for ikke at sige lettere chokeret.

“Polyandri” henviser til en ægteskabsform, hvor en kvinde er gift med flere mænd!? Ja, tænk engang hvad man skal stå model til. Hvordan kan det fænomen overhovedet være opstået? Mystisk. Ja, jeg ved godt, at det ikke var noget svar. Jeg er ikke til megen hjælp her.

MEGET senere …

Hov, nu er det gået op for mig, hvad titlen kommer af, for den henviser vel nok til at angsten har mange fædre, dvs. årsager, ikke kun en enkelt. Angst består mange gange i et pres, der øges over tid, hvor den ene stressfaktor efter den anden bygger ovenpå hinanden. Til sidst kan vi ikke overskue og magte det længere, så vores nervesystem giver op. Heraf angstens mange fædre!