6 fordele ved netdating og dating apps

netdating, dating apps, sex, dating

En af de oplagte fordele ved netdating er, at det kan foregå, når det passer dig, fx i ro og mag henslængt på sengen. Foto af Daniel Apodaca

Mange af os bruger online dating, når vi søger kærligheden. For de unges vedkommende, angiver hver sjette imellem 16 og 24 år, at de har brugt netdating eller dating apps inden for de seneste tre måneder. Så det er populært, og det er der gode grunde til. Herunder får du en liste med de seks mest iøjnefaldende fordele, som jeg ser det.

 

Fordel #1: Det er nemt og fleksibelt
Når du dater via nettet, så behøver du i første omgang ikke at forlade hjemmet. Det kan fx foregå i ro og mag henslængt på sengen – og du kan være i gang døgnet rundt lige præcis, når det passer dig.

Engang i fremtiden bliver det sikkert sådan, at I ovenikøbet kan mødes i et virtuelt rum, hvor I både kan se, høre, lugte og mærke hinanden – og have sex der, hvem ved!? Foreløbig er du dog nødt til at slæbe dig ud af døren og mødes som aftalt på en café eller lignende. Skype er i hvert fald en sølle erstatning for et møde IRL.

Fordel #2: Det er billigt
I visse tilfælde er det gratis, fx Tinder, men selvom det koster noget, så er det stadig relativt billigt til sammenligning med at gå i byen hver weekend.

Fordel #3: Du ved, hvad det handler om
Netdating er et veldefineret socialt rum. Du kan forvente, at alle andre lige såvel som dig selv er på netop det sociale medie, fordi de er interesserede i en eller anden form for romantisk eller erotisk møde.

Det gør, at du har nemmere ved at aflæse de signaler, du får – så når en fyr/pige skriver til dig, så ved du, hvad det handler om.

Omvendt hvis en person viser interesse for dig på dit studie eller job, så udviser han/hun måske bare en helt alm. social adfærd som kammerat eller kollega. Tør du så bryde isen og invitere ud?

Den hurdle kan være meget svær at komme ud over men ikke på nettet, hvor du ved, at det er helt i orden.

Fordel #4: Du udvider din omgangskreds betragteligt
Mange af os har en ret snæver omgangskreds, så til dagligt møder du måske kun dine kollegaer eller de sædvanlige venner og bekendte.

På nettet har du til gengæld mulighed for at møde et hav af potentielle dates, som du ellers aldrig var stødt på.

Fordel #5: Det er lettere at tage initiativ
Hvor har du ellers mulighed for at kontakte en vildtfremmed, som du synes ser sød/interessant ud? I det offentlige rum er vi jo ikke særlig gode til at tale sammen. Kulturelt set er det ikke velset, og vi er ikke vant til det.

Derfor har de fleste også meget svært ved at indlede en samtale på gaden eller i supermarkedet – for slet ikke at tale om at invitere vedkommende ud.

Fordel #6: Du slipper for at gå i byen
Hvis du hverken kan lide dans, small talk, høj musik eller fulde mennesker, så er byture ikke det oplagte valg. Du skal helst befinde dig godt i det forum, hvor du opsøger kærligheden, og så er netdating måske det helt rigtige alternativ for dig.

 

Ønsker du personlige råd vedr. dating? – se tilbud og priser

Få bogen Dating, desperation og selvudvikling

Læs det seneste nyhedsbrev