Her er 5 punkts-planen til at finde den rigtige

Indlæg på singlespot.dk d. 5. maj 2017 af Jens W. Pedersen

find-den-rigtige-e1493983793923

Er det aldrig den helt rigtige, du forelsker dig i – så hænger du fast i noget hængedynd. Det forklarer coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen i indlægget herunder.

Han har tidligere udgivet bogen “Dating, desperation og selvudvikling”, der henvender sig til singler af begge køn, og i de kommende måneder holder han workshops  i København og Odense med titlen “Forelsket i de forkerte”. Her kommer indlægget, der handler om netop det emne:

Jeg mener, vi har noget tågesnak omkring valg af de forkerte partnere. Mange af os falder i den slags dårlige mønstre, hvor vi gentagne gange kommer ind i usunde forhold.

Når jeg taler med folk om det emne, så siger de tit: ”Jamen, der er jo en mening med, at vi finder dem, vi finder”. Det fremhæves f.eks., at vi ved at komme ind i de dårlige forhold gentager og healer traumer fra barndommen.

Det kan være rigtigt nok, men jeg får på fornemmelsen, at vi luller os selv i søvn med de forestillinger. Jeg får lyst til at sige (eller råbe):

”Vågn nu op, det er da ikke meningen, at du skal blive hængende i det der hængedynd!”

De dårlige forhold og negative tiltrækningsmønstre er hængedynd. Måske hænger du meget fast der og kan ikke hive dig op?

Følg de råd, jeg giver forneden, for hvis du fortsætter med at opsøge partnere ud fra de samme gamle kriterier, så bliver du også ved med at opnå de samme dårlige resultater.

Kærlighed skal ikke gøre ondt
Jeg tror på, at der er en mening med alt. Skal du slå et søm i, og hamrer du dig selv over fingrene, er der også en mening med det – men da ikke, at du skal fortsætte med at slå søm i på den måde.

Når vi næsten får vendt vores dårlige forhold til noget positivt med kommentarer a la: ”Men er det ikke i modgang, vi lærer mest?” Så svarer jeg: ”Jo, intet er forgæves, men hvis du går i de samme fælder gang på gang, hvad har du så lært?”

Der ligger ikke nogen fordømmelse eller kritik i det, og jeg ser ikke ned på dem, der gentager dårlige mønstre. Det har jeg selv gjort, og jeg har fuld forståelse for, at man gør det i afmagt eller af gammel vane.

Det, jeg påpeger, er kun, at vores holdninger til det her felt og til de fejltagelser, vi laver i det felt, ikke bør være anderledes, end de holdninger vi har på andre områder af livet.

Hvis det gør ondt, er der noget galt, og vores opgave er at finde ud af, hvordan vi så vidt muligt undgår den smerte i fremtiden. Kærlighed skal ikke gøre ondt.

Gør sådan i praksis
Vi skal altså have styr på, hvad det er for nogle valg, vi tager, der fører os ud i noget skidt. Og prøve at finde ud af, hvilke andre valg vi kan tage i stedet, og som fører i den rigtige retning.

I praksis anbefaler jeg, at du arbejder med følgende 5 punkter:

1. Find ud af, hvad dit mønster er
Dvs. hvad der går igen i forhold til, hvem du bliver tiltrukket af, og i de forhold, du kommer ind i. F.eks. at du altid møder gifte mænd, bliver nedgjort eller kommer ind i yoyo-forhold osv.

2. Prøv at forstå, hvad der kan være dit motiv til at tage de valg
Hvad kan f.eks. være dit motiv til kun at gå efter gifte mænd? Eller hvad kan være dit motiv til at forelske dig i piger, som nedgør dig?

Og her mener jeg altså ikke noget med, hvad der er sket/ikke sket i din barndom, men hvad du får ud af det her og nu som voksen. Eksempler på motiver kan være selvhad, dvs. at du ikke føler, at du har fortjent bedre.

Eller det kan være en ubevidst modvilje imod at komme ind i et fast parforhold – måske vil du slet ikke den der trummerum, når det kommer til stykket?

3. Tag stilling til dine motiver
Når vores motiver er ubevidste, er de svære at håndtere, men hvis du kan få øje på, hvad det motiv måtte være, så kan du også tage stilling til det igen, dvs. tage et bevidst valg. Så vil du lade dig styre af det motiv fremover?

4. Kig nærmere på den proces, der fører frem til, at du bliver afvist eller kommer ind i et dårligt forhold
I den proces vil der være nogle tegn på, at du er på vej ind i noget dårligt, men de signaler har du formentlig ignoreret hidtil. Opgaven består derfor nu i at tænke tilbage og finde ud af, hvad det var for nogle signaler, for de er dine alarmklokker.

Det kan f.eks. være, at han/hun ikke er ærlig over for dig, negligerer dig, sender skiftende signaler osv.. Det kan også være en dårlig mavefornemmelse. Hvis alarmklokkerne bimler, så holder du dig væk.

5. Vid, hvad der til gengæld fører i den rigtige retning
Dvs. f.eks. de modsatte signaler af dem, du fandt i punkt 4. Hvis din alarmklokke var en dårlig mavefornemmelse, så ved du, at en god mavefornemmelse er et godt tegn, og at du trygt kan gå et skridt videre med ham eller hende.

I punkt 5 opsumerer du, hvad du har lært i punkt 1-4. På den baggrund formulerer du din egen personlige opskrift på, hvad der skal til for, at du får mere held i kærlighed næste gang.

Som et sidste og mere generelt råd vil jeg nævne, at mennesker, der har de her dårlige mønstre, tit er for hurtige med at komme ind i stærke, lidenskabelige følelser.

Du når simpelthen ikke at lære den person at kende og finde ud af, om I to passer sammen, før du er forelsket til op over begge ører.

Så lav en tjekliste over, hvad du skal vide om den person, før du giver efter for de følelser. Og giv dig god tid til at finde ud af, hvem han/hun er, før I indleder et intimt, seksuelt forhold.

Workshop i Odense og København.
Hvis du har brug for hjælp med de fem punkter, så afholder jeg workshoppen ”Forelsket i de forkerte” i Odense og København. Læs mere om workshoppen her eller kontakt mig for at få en individuel session.

Jens W. Pedersen er forfatter til bogen Dating, desperation og selvudvikling fra forlaget Indblik (nu EgoLibris).

Sådan får du en doktorgrad i kærlighed!

blog-heart

Tag den hvide kittel på, hvis dit mønster dukker op, for det er dit forskningsfelt.

 

Jeg skriver om at blive forelsket i ”de forkerte” og prøver at hjælpe folk med at undgå det. Men det er vigtigt at forstå, hvad der menes med forkerte. Normalt siger jeg, at det er dem, der ikke er gode for dig, fx fordi du bliver afvist eller behandles dårligt.

Det betyder imidlertid ikke, at de dårlige forhold og forelskelser var forgæves, for det at møde og tiltrækkes af de forkerte er en del af vores erfaringsdannelse.

Om et bestemt forhold var forkert afhænger derfor af, hvilket perspektiv vi anlægger. De forkerte kan godt være rigtige i den forstand, at det var dem, vi skulle møde for at lære sådan og sådan.

At lære er at fejle
De forhold var vores fejltagelser, men fejl er nødvendige og uundgåelige i en læreproces. Så længe vi endnu ikke mestrer et område til perfektion, er vi stadig i gang med at opnå den mestring og for at gøre det, må vi uddybe vores forståelse af, hvad der virker på hvilken måde.

Det er trial and error. Eller det er en undersøgelse af årsag og virkning, der skal vise, hvilke regler der gælder på det felt. Så man kan sige, at du øver dig og eksperimenterer i kærlighedens laboratorium.

I kærlighedens laboratorium er du som en anden forsker i hvid kittel, der afprøver en teori. Nu er der godt nok ikke nogen mus, men du eksperimenterer og foranstalter forsøg på dit særlige område. Du forsøger dig frem efter bedste evne. Og i takt med, at du øver dig, bliver du klogere på det felt, så du til sidst behersker det til perfektion.

Så ved du alt om, hvad du skal gøre og ikke gøre. Du ved lige præcis, hvad der virker godt og dårligt, og opnår til enhver tid de bedst tænkelige resultater. Du er blevet en suveræn mester på det specifikke felt og kan fremvise dine brillante evner til glæde for andre.

Brug dit mønster
Så godt som alle mennesker har områder af deres kærlighedsliv, som de endnu ikke behersker, og hvor det går skævt for dem. De ufærdige dele af vores kærlighedsliv er dem, som kommer til udtryk i dårligdomme, der gentager sig, fx at du nu igen har mødt en, som er utro, truer eller nedgør dig. Det er et negativt mønster.

Hvad er dit personlige mønster? Test det her.
Lær at håndtere dit mønster på en workshop – læs mere her.

Når de mønstre gentager sig, så tag den hvide kittel på, for det er dit forskningsfelt. Med dig under armen har du din seneste nye teori, og et interessant spørgsmål, som nu skal afprøves. Det kan fx være spørgsmålet om, hvornår du siger stop.

En af de fejl, som mange af os begår, er, at vi bliver ved med at elske, selvom vi bliver afvist eller trådt på. Vi tror, at kærligheden overvinder alt, og hvis vi bare behandler ham eller hende med kærlig tålmodighed, så skal det nok blive godt til sidst.

Respekt som lektion
Tag Sandras historie, der handler om at turde sige nej. Det havde hun ikke lært hjemmefra, tværtimod, og derfor kom hun ind i forhold, som absolut ikke var gode for hende. Men på den måde blev hun presset helt derud på kanten, hvor hun ikke kunne mere. Hun måtte simpelthen sige stop, hvis hun skulle bevare sig selv. Og den lektion tager hun nu med sig.

16807701_1442411245791717_7311211636590229814_n

En lektion fra kærlighedens laboratorium: Vær der for andre, men lad aldrig dig selv i stikken.

Vi har alle sammen en grænse. Det er vigtigt at kende din egen, hvis du vil have gode, kærlige relationer.

Hvis du ikke er bevidst om egne grænser, så møder du partnere, der ikke respekterer dig. Derigennem lærer du imidlertid de grænser at kende, så på sin vis er de dårlige relationer faktisk gode for dig. Ikke gode i den forstand, at du burde blive i dem, men derimod gode, fordi de tvinger dig til at tage dit gode tøj og gå. Så er du fri og har lært den lektie.

Har du en lærdom, du vil dele?
Har du selv en lektion fra kærlighedslivet, som du har lyst til at dele? Din særlige historie og lektion kan være til inspiration og hjælp for andre, som står i samme dilemma. Så skriv det i kommentarfeltet herunder, eller send din historie til mig. Du har lov til at være anonym.

Forelsket i de forkerte?

I videoen her taler jeg om, hvordan vi kan komme ud af en tendens til at blive forelsket i de forkerte og fortæller lidt om min egen historie på det punkt. Hvis du har et dårligt mønster i dit kærlighedsliv, så mener jeg, at det bunder i egne valg. Derfor opfordrer jeg til, at du identificerer mønsteret og afdækker dine grunde – så skulle du være godt på vej til at skabe en forandring. Kontakt mig gerne på 50 49 54 68, hvis du vil have hjælp 🙂

Når jeg taler om grunde, så mener jeg ikke historiske årsager såsom, hvad der skete i din barndom, men derimod de grunde eller motiver, som du har her og nu i dit voksne liv. Altså, hvad får du fx ud af at vælge en, du ikke kan få, eller en, som behandler dig dårligt?

Nyhedsbrev juni 2016: Forelsket i de forkerte

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

 

En date til Valentinsdag

MX-Valentinsdag-smal

Interview med Metroxpress i dag, d. 10. februar 2016

Det falder mig ikke så let at give meget konkrete og generelle råd om, hvordan man får en date – jeg har alt for meget lyst til at nuancere det, og på den ene og den anden side og afhængigt af, hvem man er og bl.a. bl.a. bl.a. – men Metroxpress ringede, så herover er et par konkrete råd til dig, der savner en date til Valentinsdag på søndag :-)♥

 

 

Sådan får du tætte(re) venskaber

Indlæg på singlespot.dk d. 19. januar 2016 af Jens W. Pedersen

singler-og-ensomhed1-e1453239004877

Som singler kan vi være mere udsatte for ensomhed. Vi har brug for nære relationer, og konflikter kan faktisk bringe os tættere på hinanden, hvis vi adresserer dem rigtigt.

 

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, forklarer, hvordan du med girafsprog kan komme tættere på dine venner:

Da jeg i sin tid gik i gymnasiet, blev jeg rigtig irriteret på min bedste ven. Jeg kunne imidlertid ikke finde ud af at sætte ord på det og tale åbent med ham om det, så jeg trak mig væk. Det har sikkert været meget forvirrende for ham at opleve min pludselige distance, men han evnede heller ikke at tage emnet op, og derfor gled det venskab bare ud og forsvandt. Den måde at håndtere konflikter på er bestemt ikke en måde, som sikrer os imod ensomhed.

Jeg fryser nemt til is, når der er noget, som går skævt i mine relationer – hvor andre måske reagerer mere udadvendt med åbenlys vrede eller irritation, har jeg en indgroet tendens til at trække mig væk. Faktisk virker det lidt som om, at min vrede viser sig som kulde, hvilket egentlig er ret underligt, når man tænker på, at vi typisk opfatter vrede som en varm følelse, som ild, vulkanudbrud eller deslige. For mig bliver det i stedet til følelsesmæssig kulde og distance.

I dag ved jeg imidlertid, at jeg kunne have løst den konflikt på en langt bedre måde. Der findes gode kommunikative redskaber, som hjælper os. Her tænker jeg især på Girafsprog eller Ikkevoldelig Kommunikation (IVK), som netop kan sikre, at vi åbner op i stedet for at lukke i.

Sådan tackler du brudte aftaler
I mange år har jeg haft det svært med brudte aftaler, og hvis andre kommer for sent til et møde med mig. Som en slags guddommelig komik har jeg imidlertid også fået flere nære venner, som har det problem – de har netop svært ved at holde deres aftaler, og det er bestemt ikke altid, at de kommer til tiden.

Forleden skete det igen. En nær ven holdt ikke sin aftale, og næste morgen var jeg rigtig trist. Imens jeg kørte derudaf i mit nye chaufførjob, fik jeg anledning til at tænke over, hvorfor jeg mon reagerer, som jeg gør.

Jeg prøvede at analysere det i girafsprog-termer, dvs. med fokus på, hvilke tolkninger jeg har af situationen, hvilke følelser, der følger med og hvilke behov, der ligger bag. Den analyse hjalp en hel del på mit humør. På vej til arbejde havde jeg ellers først forsøgt mig med positiv tænkning, men det hjalp overhovedet ikke, så det var rart at mærke, at girafsprog-tankegangen til gengæld gav noget.

De behov, som jeg ræsonnerede mig frem til, var: Venskab, nærvær og omsorg for min tid (så jeg ikke spilder den på aftaler, der ikke holder). Men grunden til at jeg blev så ked af det og skuffet, var også, at jeg tolkede det, der skete, ind i et gammelt traume, som handler om, at jeg ikke er noget værd – sådan kommer jeg nemt til at tro om mig selv. Inde i mit hoved blev det derfor til, at jeg var blevet svigtet af min ven, som nok ikke havde lyst til at se mig.

Det virker i sig selv forløsende, når vi på den måde kan sætte ord på vores indre tanke- og føleprocesser og dermed adskille det indre drama fra den ydre situation, som gav anledning til det.

Sådan dropper du kritik
Der er den fordel ved girafsprog, at du får mulighed for at tale om det, der er svært i jeres relation uden kritik af den anden, så du kan tage en konflikt op imellem jer på en relativt ufarlig måde.

På den måde får du en chance for at vende distance til nærvær. I det konkrete tilfælde skrev jeg derfor til min ven: ”Jeg har det jo svært med aftaler, der ikke holder. Tror, jeg kommer til at tolke det som, at jeg bliver svigtet”.

Ved at skrive det på den måde taler jeg om mig selv eller mit eget indre drama og holder mig derved også på egen banehalvdel, som man siger indenfor IVK. Ikke desto mindre sætter jeg ord på det, som gør vores relation svær lige nu.

I stedet for at trække mig væk inviterer jeg til dialog, og vi kan potentielt set få et dybere og stærkere venskab, fordi vi på den måde får sat ord på det, der sker imellem os. Modsat hvad jeg i sin tid gjorde i gymnasiet.

Til alt held har jeg i dag venner, som er gode til at tage tråden op, og som kan tale videre i samme ånd, dvs. åbent og ærligt men uden beskyldninger. I løbet af vores samtale viste det sig, at vi faktisk har et fælles ønske om at ses mere, end vi gør. Vi savner begge at snakke mere sammen. Vi ønsker begge, at få det planlagt bedre, så det kan ske. Det har vi nu gjort, og det, der begyndte som en uoverensstemmelse, er endt med, at vi kom endnu tættere på hinanden.

Nu er det ikke altid, at vi er så heldige med vores konflikter, så de bliver til et fælles gode, men det er da et forsøg værd, og eksemplet viser, hvordan kulde kan blive til varme, hvis vi benytter et sprog, der inviterer til dialog og forståelse.

Mere om Girafsprog
Girafsprog er relativt simpelt, for grundlæggende arbejder man med 4 elementer: Observation, følelse, behov og anmodning. Observationen er det helt konkrete, der er sagt eller gjort, f.eks. at vi har aftalt et møde, men min ven dukker ikke op.

Observationerne er den neutrale del af en konflikt, dvs. den del, som begge parter kan blive enige om, og når du taler om det, skal det være helt nøgternt og beskrivende, dvs. uden tolkninger.

Følelserne er f.eks. ”ked af det” eller ”irriteret”, men ikke ”svigtet” – svigtet er nemlig en blanding af en følelse og en fortolkning af, hvad den anden har gjort. Når du kun taler om følelserne, holder du dig på din egen banehalvdel.

Vores behov er også vores egne. I det konkrete tilfælde var det de uopfyldte behov for venskab, nærvær og omsorg, der gjorde mig ked af det, så dem adresserede jeg i min videre samtale med min ven, men uden at gøre ham ansvarlig for dem – så man siger ikke: ”Jeg har brug for, at du kommer til tiden”. I stedet tager vi selv ansvar for vores behov og siger f.eks.: ”Jeg vil gerne drage omsorg for min tid”.

I det konkrete tilfælde kom jeg ikke med nogen specifik anmodning, men lagde indirekte op til, at vi skulle snakke om det, der var sket – jeg opfordrede altså til dialog og forsøgte dermed at få mit behov for nærvær og venskab dækket. Ved at sikre en bedre planlægning af vores møder fik jeg også taget hånd om min tid, så den ikke går til spilde.

 

Hvis du gerne vil vide mere om Girafsprog og lære det i praksis, er det bedst at tage et kursus – se LIVKOMs kursuskalender.

 

Indlægget er skrevet af Jens W. Pedersen, der er coach og rådgiver om dating og forelskelse. Han har tidligere udgivet bogen“Dating,desperation og selvudvikling”. Bogen henvender sig til singler af begge køn.

Et kærligt nytårsforsæt

Girl-with-heart-by-Dannie

Hvad med at vælge kærligheden i 2016? Foto af Dannie

 

Her i individualismens tidsalder får vi ofte et bestemt råd: ”Du skal lytte til dig selv”. Jeg synes sådan set, at det er et godt råd, for jeg tror også på, at vi er henvist til at finde svarene i os selv frem for fx i traditioner eller normalitet. Det er ikke sikkert, at du bliver særlig lykkelig af at gøre, som man plejer, så det er vigtigt at følge dit hjerte.

Alligevel har jeg ofte haft et problem med det råd, for det er slet ikke så enkelt, som man skulle tro. Mange gange er jeg splittet og i tvivl om, hvad jeg selv mener. Selvet er ikke entydigt: Det ene øjeblik fortæller jeg mig selv, at jeg skal gøre et, og snart efter er der så en ny stemme i mig, som siger noget andet. Hvilken af de stemmer, skal jeg så lytte til?

Kærlighed som valg
Nu er det årstid for nytårsforsætter, så jeg vil foreslå, at du fremover lytter til kærlighedens stemme – hvis du er i tvivl, så prøv at spørge dig selv: ”Hvad er det mest kærlige at gøre?”

Rigtigt mange af vores nytårsforsætter handler om noget, som er surt, og hvor det indebærer en form for selvdisciplin, fx at holde op med at ryge eller at gå på slankekur. I stedet går jeg ind for at vælge et forsæt, som kan inspirere os og gøre os gladere. Og hvem vil ikke gerne have mere kærlighed i deres liv? Personligt mener jeg, at kærlighed er det vigtigste overhoved, og jeg tror ikke på, at vi kan være lykkelige uden. Men jeg mener også, at der er en ret simpel måde at få mere kærlighed på, og det er ved at vælge den.

Så for at få mere kærlighed ind i dit liv, så kan du give dig selv den opgave i 2016, at du så vidt muligt vælger kærligheden, når du tager beslutninger.

Todelt natur
Jeg mener, at den menneskelige natur er todelt. Vi har en kærlig, uselvisk side, men vi har også den anden side, hvor vi sætter os selv først, dvs. egoisme, skadefryd, grådighed, hævngerrighed, jalousi, misundelse osv. – jeg må indrømme, at mit eget sind har mange af de sidste dårlige egenskaber, så det er en daglig opgave at rydde ud i de mentale tidsler.

Hvis det også er sådan for dig, så kan det være svært at se i øjnene. Jeg tror nu, at det er sådan for langt de fleste, så du er bestemt ikke alene. Vi er ivrige efter at fremstå på en måde, hvor vi sætter os selv i et gunstigt lys, og derfor ser vi ikke altid vores egne dårlige sider. Selverkendelsen er imidlertid vigtig, hvis du vil have mere kærlighed i dit liv. Du kan jo ikke rydde op i noget ukærligt, som du ikke vil se.

Nu skrev jeg, at det er simpelt, og det er det på sin vis også, men samtidig kan det være enormt svært, fordi det er uvant, så husk at have en selvkærlig tolerance med i det. En gammel sandhed siger, at vi ofte kommer til kort, når vi forsøger at vælge det gode – Paulus citeres ofte for at: ”Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”.

Kærlighedsevnen opøves
I og med at vi har en todelt natur, så vil det at lytte til sig selv nogle gange resultere i, at vi gør noget godt og andre gange, at vi gør noget ondt. Når vi tager de ukærlige valg, så er det, fordi vi er behersket af gamle egoistiske vaner i sindet.

Det kræver tålmodighed med dig selv, hvis du vil opbygge nye vaner i sindet, så du i højere grad vælger det gode. Som med alle andre evner kræver kærlighedsevnen lang tids øvelse, før den er indarbejdet og bliver til en rutine eller en ubesværet handlemåde. Men husk, at øvelse gør mester!

Godt nytår!

 

Tilmeld nyhedsbrev og se mine tilbud

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

 

Ti punkter, der fremmer dit selvværd

uden bebrejdelser

 

Som teenager betød det enormt meget for mig, hvis den rigtige pige viste sin interesse: Pludselig føltes det så som om, jeg var noget værd. Min usikkerhed forsvandt som dug for solen, og jeg blev en fandens karl, der kunne det hele. Den piges interesse gav altså et kæmpe løft til mit selvværd.

Nu havde jeg heller ikke noget højt selvværd på forhånd, så kontrasten var til at føle på. I dag betyder den slags bekræftelser mindre – ikke at jeg er fuldstændig immun og ligeglad, men basalt set har jeg nogenlunde det samme selvværd og samme syn på mig selv, hvad enten en pige viser sin interesse eller ej. Jeg kender og hviler i mig selv på en helt anden måde end i teenageårene.

Vid, hvad du søger!
Den erfaring peger på, at vores jagt på beundring og anerkendelse dybest set kan være en jagt på vores eget selvværd. Kunne det tænkes, at vi flirter, fordi vi leder efter et positivt selvbillede? Og fordi vi håber på at se det positive selvbillede afspejlet i den andens øjne. Jeg spørger også mig selv, om vi kun opsøger de bekræftelser, hvis vores eget naturlige selvværd er svagt eller flosset?

Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan, men det kan være tilfældet. Og jeg mener, at vi står os bedst ved at vide, hvad vi søger og hvorfor. Selverkendelse er en kur imod mange onder. At forstå egne motiver kan sikre os imod skuffelser i kærlighedslivet og imod ulykkelige forelskelser.

Jeg tror, at vi meget ofte får det, vi har brug for, men hvis vi bilder os ind, at vi leder efter livslang kærlighed og i virkeligheden blot vil have bekræftelser, så kommer der en skævhed ind i det, som forplumrer billedet og præger de resultater, vi opnår.

Et forbedret selvværd
Lad os sige, at du nu har på fornemmelsen, at du i virkeligheden leder efter et forbedret selvværd, når du flirter: Så bliver det næste spørgsmål naturligt nok, om du kunne få det på en anden måde? Ikke fordi der er noget forkert i at flirte men for at blive mere uafhængig af andres bekræftelser.

Jeg kan ikke påstå, at der findes en nem måde. Min erfaring er, at selvværdet er noget dybtliggende, som kun ændrer sig gradvist, men jeg vil alligevel sige, at du kan tage mange små skridt i den rigtige retning – skridt som også kan give dig et løft her og nu.

Det kan fx være ved, at:

•  Du står ved dig selv og viser, hvem du er
•  Du giver dig selv lov til at have de følelser, du nu engang har
•  Du vælger at gøre det, som gør dig glad
•  Du griber ud efter dine drømme
•  Du vælger en omgangskreds, der værdsætter dig
•  Du siger det, du mener, og siger fra, når du mener nej
•  Du vælger en positiv tolkning på dig selv
•  Du rummer dine mange personlighedstræk
•  Du ved, at vi altid gør det bedste, vi kan, ud fra de forudsætninger, vi har
•  Du forstår og accepterer, at du ikke altid magter disse ti punkter

Kærlig tålmodighed
Det sidste punkt er måske det vigtigste af dem alle. Når vi arbejder med selvudvikling ligger det i sagens natur, at vi prøver at blive til noget, som vi endnu ikke er – men det skal jo ikke føre til øget selvkritik. At hvile i sig selv er netop også at give sig selv lov til at være på vej og derfor endnu ufuldkommen.

Jeg synes også, det er vigtigt at få med, at kærlighed til selvet og kærlighed til andre dybest set er det samme, for det er i begge tilfælde kærlighed til den menneskelige natur i al dens diversitet: Til det gode og smukke såvel som til vores fejl og mangler – vi indeholder alle sammen det hele. Kærligheden er derfor heller ikke komplet, hvis den kun gælder selvet eller kun de andre.

Ovenstående opfordring til at arbejde med selvværdet, skal selvfølgelig heller ikke forstås sådan, at du nu ikke længere skal gå ud og opsøge kærligheden, hvis du har lyst til det – tværtimod! At række ud efter kærlighed kan netop være en måde at bekræfte sit selvværd på, for når du tør det og viser, hvad du vil, så siger du dermed også til dig selv: “Jeg er værd at elske” og ”jeg har fortjent kærlighed”. I det hele taget vil jeg sige, at et positivt livssyn og det at tro på dine muligheder i livet betyder meget for, hvordan du har det med dig selv.

 

Tilmeld nyhedsbrev og se mine tilbud

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

 

Single på jagt efter kærlighed: Derfor skal du lære girafsprog

Indlæg på singlespot.dk d. 7. oktober 2015 af Jens W. Pedersen

singler-på-jagt-efter-kærlighed-e1444208717482

 

Når vi singler klager over vores kærlighedsliv eller mangel på samme, så er det næsten altid, fordi der er noget, vi ikke får – altså, hvor tit siger vi: ”Jeg er virkelig utilfreds med, at jeg ikke giver mere kærlighed”? Nej, vel!?

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, forklarer, hvordan du får kærlighed ved at give den ud og være kærlig – både i forhold til dig selv og andre:

Det er helt forståeligt, at vi hver især har mest fokus på at få det, vi savner, men jeg opfordrer til, at man vender det lidt på hovedet med spørgsmål a la: Hvor ofte er jeg kærlig overfor andre? Og overfor mig selv? Hvor god er jeg til at vise hensyn og udøve empati? Er mine tanker kærlige, tolerante og tilgivende? Eller er det faktisk omvendt, så jeg har mange dømmende, vrede og kritiske tankebaner?

Måske var det på tide at tænke meget mere over de spørgsmål, for den mentalitet, du har, afgør din skæbne. Når du er kærlig, vil du helt naturligt tiltrække det samme – smil til verden og den smiler til dig!

Bruger billige scoretricks
Det er ikke helt nemt at lave om på de tanker, vi har om os selv og andre. Derfor er det også fristende at se sig om efter nogle lettere løsninger. Billige scoretricks f.eks. Jeg tror, at hvis vi virkelig vil noget med kærlighed, så har vi brug for at tage fat på et dybere plan og gå i krig med vores mentalitet.

Mother Theresa citeres for at sige: “If you judge people, you have no time to love them”. Og det er netop sagen. Vi har alle del i kærligheden, men vi kan så nemt spærre os ude fra den i kraft af vores egen ukærlige attitude.

I hvert enkelt øjeblik kan vi arbejde med vores sind, så det løfter sig, og vi kan få mærkbare resultater i nuet. Der er forskellige metoder til det, og en af dem er Ikkevoldelig Kommunikation eller Girafsprog. Det er en kommunikationsform, der er velegnet til konfliktløsning, og som bruges i verdens brændpunkter, men ikke kun det: I høj grad er det også en teknik til øget empati og forståelse for såvel egne som andres følelser og behov. Og når vi tænker i følelser og behov, så holder vi op med at tænke i rigtigt og forkert, dvs. i moralske domme.

Følelser og behov er ens eget ansvar
En af de helt basale ideer i Girafsprog er, at vi alle har de samme behov. På det plan er vi ens på tværs af opdragelse, kultur og nationalitet – og vi reagerer med de samme følelser af frustration, irritation, skam, bekymring og usikkerhed, når vores behov ikke opfyldes.

Behovene er der ikke noget galt med, tværtimod, men vores strategier til at få dem opfyldt kan være mere eller mindre hensigtsmæssige.

Girafsprog grundformen består i at udføre fire simple trin, når vi står i en konflikt: Observation, følelse, behov og anmodning. Vi taler altså nøgternt om, hvad vi ser eller hører. Dernæst holder vi os på egen banehalvdel, når vi refererer til vores følelser og fortæller, hvilke behov de bunder i. Til sidst fremsætter vi en anmodning, som ikke er et krav, men i stedet en invitation til dialog i håb om at finde en løsning til fælles bedste.

Det er en samtale-model, men det afgørende er i virkeligheden ikke ordene, men den metodiske adskillelse imellem det, vi observerer (hos andre), og det vi mærker og iagttager hos os selv i form af vores følelser og behov – det sidste skal ikke flettes for meget sammen med det første, for så bliver andre mennesker objekter for vores behov.

Den skelnen er ikke så nem, som den lyder. I praksis inddrager vi ofte andre i vores behov og siger f.eks.: ”Jeg har brug for, at du støtter mig”. Det reagerer andre instinktivt imod. Hvis vi skal blive på egen banehalvdel, må vi klargøre, at vi selv tager ansvar for vores behov . derfor fjerner vi ‘du’ fra sætningen og nøjes med at sige: ”Jeg føler mig usikker, fordi jeg har brug for støtte”.

Kærlighed i praksis
At praktisere Girafsprog er altså en øvelse i at tage ansvar for sig selv. Det er en øvelse i selv-empati, idet vi lærer egne følelser og behov at kende. Og det er en øvelse i gensidighed og en ikke-dømmende holdning, der skaber kærlige relationer. Derfor min anbefaling!

Hvis du har lyst til at lære mere, så har foreningen Livsberigende Kommunikation (LIVKOM) en kursus- og foredragskalender her: http://livkom.dk/kurser-ivk-girafsprog/

Stjerner i kærlighedslivet

Lad dig lede af stjernerne, som har dykket ned i kærlighedens væsen! Foto: John Flaskager

I gamle dage navigerede vi efter stjernerne. Det er der nok ikke så mange, der gør længere, men det med at lade sig lede af stjernerne synes jeg er et godt billede på, hvad mange af os trænger til i det moderne kærlighedsliv. Der er meget uklarhed og forvirring. Vi har brug for, at vi kan sætte vores liv ind i et større perspektiv og lade os guide af den visdom, som bl.a. findes hos de psykologer, filosoffer og mystikere, som har dykket ned i kærlighedens væsen. Selv har jeg haft stor glæde af at læse om de emner, og jeg har især fået en masse inspiration fra den danske åndsfilosof Martinus.

En anden af dem, der kan inspirere os, er Mother Theresa, som citeres for følgende udtalelse: “If you judge people, you have no time to love them”. Jeg mener, at hun rammer plet, og jeg opfatter det at iagttage og styre sin egen bevidsthed som en nøgle til kærlighedslivet. Hvis vi øver os i at rense ud i de negative, dømmende tanker, som fylder i vores bevidsthed, så kan der i stedet blive plads til kærligheden.

Øv dig i kærlighed
Et af de punkter, som forvirrer os, er, hvordan vi får mere kærlighed? Vi søger med lys og lygte efter den udenfor os selv, men er det mon den helt rigtige strategi? Nej, det mener jeg ikke, for jeg opfatter det sådan, at vi får, hvad vi giver i kærlighed. Og jeg mener, at den store forvirring stammer fra, at vi har vores blik rettet udad og har fokus på, hvordan vi får kærlighed. Men hvis vi får, hvad vi giver, så handler det i stedet om at blive gode til at repræsentere kærlighed. At være kærlig. Både overfor andre men ikke mindst i forhold til os selv.

Og hvordan gør man så det, vil du måske spørge. Det vil jeg sige er lidt af en kunst, og jeg vil også mene, at det er en øvelse, som vi ikke lærer lige fra den ene dag til den anden, men prøv fx at lægge mærke til din egen bevidsthed i løbet af en enkelt dag:

Hvor mange kærlige tanker går igennem dit hoved? Og hvor mange er i stedet mere eller mindre vrede, bebrejdende, jaloux, misundelige, bitre, intolerante osv.?

Alle den slags negative mentale klimaer eller tankeformer behersker os langt mere, end vi måske selv ønsker at være ved. Hvis du gør den øvelse, hvor du iagttager dine tanker og følelser i løbet af en dag, så vil jeg anbefale, at du virkelig husker på at være tolerant og mild overfor dig selv imens. Når de svære, ufine eller mørke tanker kommer forbi, så gør vi det jo kun værre, hvis vi banker os selv i hovedet af den grund.

Ha’ tålmodighed med dine gamle tanker
Prøv i stedet at se det, du gør, som et udtryk for fremskridt og øget bevidstgørelse – det er den kærligste tilgang, når du ser på dig selv og lægger mærke til alt det, som ikke er så smukt, ønskeligt og ideelt. Vi kan ikke ændre på noget, som vi ikke vil se – det at se helt ærligt og upartisk på os selv er derfor også et meget vigtigt første skridt på vejen. Alene det, at du går i gang med den øvelse, fortjener anerkendelse.

Vi kan ikke uden videre vælge at pakke de “slemme” tanker væk, for de repræsenterer årtusind gamle vanemæssige tankeformer. Når du arbejder med dig selv på den her måde, så må du i stedet have en masse tålmodighed, idet du langsomt og gradvist lader de tankebaner passere og svækkes. Og imens du stille og roligt giver mere plads til de gode og kærlige dele af din bevidsthedsstrøm. Her taler vi om et livslangt arbejde.

Selv den længste rejse starter imidlertid med det første skridt, og din første kærlighedsgerning består i at se på dig selv uden bebrejdelser. Den attitude kan du så tage med dig, når du ser på alle os andre, som lider af de samme skavanker og besværligheder i vores kærlighedsliv. Vi er alle i den samme båd og sejler rundt i den samme suppedas – men kig op, se stjernerne og lad dem lyse for dig på din vej!

Tilmeld nyhedsbrev og se mine tilbud

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

Kend kærlighedens inderside!

Kærlighedens inderside

Som jeg forstår det er der to veje i livet, indad og udad, og vi har brug for at gå på dem begge, hvad enten vi som personer er indadvendte eller udadvendte af natur. Her tager vi et kig på indersiden.

Ligesom åndedrættet, der går begge veje, så har vi behov for at gå ud, blande os med andre og komme til orde i det sociale liv, men vi har ligeledes behov for at vende hjem igen, finde os selv og komme til kræfter.

Tilsvarende er der to mål, som du kan opnå med din dating, du kan dels få noget udadtil i form af en partner, men du kan også opnå noget indad ved at udvikle dig som menneske. De to processer er parallelle og ligeværdige, og de er hver især et mål i sig selv.

port-ind-ansvar3Inderdøre
Jeg opfatter det sådan, at alle de mentale tilstande, vi gennemgår, indeholder muligheder. Det være sig fx ensomhed, savn, jalousi, usikkerhed, angst, vrede osv., de er hver især en port eller indvielse, som vi kan gå ind i, og på den måde får alt i livet mening. Intet er forgæves.

Jeg arbejder især med den indre vej, selvudviklingen, for det er der, jeg har min særlige ekspertise. Indenfor selvudvikling er der et meget vigtigt punkt, som er det første punkt, hvis vi vil udvikle os, for det handler om at tage ansvar. Uden det bliver vi passive og magtesløse, dvs. at vi oplever vores liv som et resultat af andres gerninger eller af ydre omstændigheder.

Ydre omstændigheder
Så er vi i en dårlig situation, fordi ham eller hende har gjort sådan og sådan, pga. vores ekskæreste, job, barndom, bopæl eller noget helt syvende. Men når vi forstår vores liv på den måde, så ender vi alligevel selv med sorteper.

Vi ender et dårligt sted, for når vi placerer skylden udenfor os selv, har vi dermed også kørt os selv ud på et sidespor rent mentalt – så har vi mistet magten til at skabe og forandre vores eget liv, for som vi forstår det, er vi åbenbart ikke selv herrer over det liv.

Savner-ansvar2Et udbredt eksempel er det humør, du kan komme i, hvis du som single går og sukker efter en kæreste. Du savner og længes og kommer ind i en trist sindstilstand. Den er din! Hvis du tager den til dig, som din egen, så åbner dit liv op. Du bliver fri af den desperation, som består i at føle sig som et offer.

Mentale handlinger
For at ændre på den triste sindstilstand kan det være tilstrækkeligt at foretage den mentale handling, som består i, at du holder op med at placere dig selv i en magtesløs position. Det er ikke nogen naturlov, at vi skal være triste, fordi vi er singler – tværtimod! Du kan være fri indeni, selvom du er bundet af nogle omstændigheder udadtil.

Når du ændrer indstilling fra at tænke på din situation som et resultat af en ydre betingelse, kan det i stedet vendes rundt og forstås som en indre proces, du gennemgår. Den tilstand du er i, kan du gå ind i, mærke, forstå bedre og arbejde med, så du finder dine egne uafhængige løsninger. Bevidstheden har en vidunderlig evne til at hele det, som vi vender vores opmærksomhed imod og går helt ind i.

Nu skal det her jo ikke forstås sådan, at du skal holde op med at søge en kæreste, hvis det er det, du ønsker. Det er også helt naturligt, at vi gerne vil gå ud, være sociale og have det sjovt sammen med andre. Men hvis du har styr på din inderside, så kan du gå ud, fordi du har lyst, i stedet for at gøre det, fordi du er bange for at være alene.

Du bliver fri og stærk af at tage ansvar!

 

Mere om held i kærlighed: Dating Guide

Køb bogen: Dating, desperation og selvudvikling

Mere om min virksomhed: Coach og forfatter Jens W. Pedersen