Et kærligt nytårsforsæt

Girl-with-heart-by-Dannie

Hvad med at vælge kærligheden i 2016? Foto af Dannie

 

Her i individualismens tidsalder får vi ofte et bestemt råd: ”Du skal lytte til dig selv”. Jeg synes sådan set, at det er et godt råd, for jeg tror også på, at vi er henvist til at finde svarene i os selv frem for fx i traditioner eller normalitet. Det er ikke sikkert, at du bliver særlig lykkelig af at gøre, som man plejer, så det er vigtigt at følge dit hjerte.

Alligevel har jeg ofte haft et problem med det råd, for det er slet ikke så enkelt, som man skulle tro. Mange gange er jeg splittet og i tvivl om, hvad jeg selv mener. Selvet er ikke entydigt: Det ene øjeblik fortæller jeg mig selv, at jeg skal gøre et, og snart efter er der så en ny stemme i mig, som siger noget andet. Hvilken af de stemmer, skal jeg så lytte til?

Kærlighed som valg
Nu er det årstid for nytårsforsætter, så jeg vil foreslå, at du fremover lytter til kærlighedens stemme – hvis du er i tvivl, så prøv at spørge dig selv: ”Hvad er det mest kærlige at gøre?”

Rigtigt mange af vores nytårsforsætter handler om noget, som er surt, og hvor det indebærer en form for selvdisciplin, fx at holde op med at ryge eller at gå på slankekur. I stedet går jeg ind for at vælge et forsæt, som kan inspirere os og gøre os gladere. Og hvem vil ikke gerne have mere kærlighed i deres liv? Personligt mener jeg, at kærlighed er det vigtigste overhoved, og jeg tror ikke på, at vi kan være lykkelige uden. Men jeg mener også, at der er en ret simpel måde at få mere kærlighed på, og det er ved at vælge den.

Så for at få mere kærlighed ind i dit liv, så kan du give dig selv den opgave i 2016, at du så vidt muligt vælger kærligheden, når du tager beslutninger.

Todelt natur
Jeg mener, at den menneskelige natur er todelt. Vi har en kærlig, uselvisk side, men vi har også den anden side, hvor vi sætter os selv først, dvs. egoisme, skadefryd, grådighed, hævngerrighed, jalousi, misundelse osv. – jeg må indrømme, at mit eget sind har mange af de sidste dårlige egenskaber, så det er en daglig opgave at rydde ud i de mentale tidsler.

Hvis det også er sådan for dig, så kan det være svært at se i øjnene. Jeg tror nu, at det er sådan for langt de fleste, så du er bestemt ikke alene. Vi er ivrige efter at fremstå på en måde, hvor vi sætter os selv i et gunstigt lys, og derfor ser vi ikke altid vores egne dårlige sider. Selverkendelsen er imidlertid vigtig, hvis du vil have mere kærlighed i dit liv. Du kan jo ikke rydde op i noget ukærligt, som du ikke vil se.

Nu skrev jeg, at det er simpelt, og det er det på sin vis også, men samtidig kan det være enormt svært, fordi det er uvant, så husk at have en selvkærlig tolerance med i det. En gammel sandhed siger, at vi ofte kommer til kort, når vi forsøger at vælge det gode – Paulus citeres ofte for at: ”Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”.

Kærlighedsevnen opøves
I og med at vi har en todelt natur, så vil det at lytte til sig selv nogle gange resultere i, at vi gør noget godt og andre gange, at vi gør noget ondt. Når vi tager de ukærlige valg, så er det, fordi vi er behersket af gamle egoistiske vaner i sindet.

Det kræver tålmodighed med dig selv, hvis du vil opbygge nye vaner i sindet, så du i højere grad vælger det gode. Som med alle andre evner kræver kærlighedsevnen lang tids øvelse, før den er indarbejdet og bliver til en rutine eller en ubesværet handlemåde. Men husk, at øvelse gør mester!

Godt nytår!

 

Tilmeld nyhedsbrev og se mine tilbud

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

 

Mandefrigørelse…?

Da jeg var sådan ca. 12 år faldt jeg i skolegården, og bankede mit hoved noget så eftertrykkeligt ned i asfalten, hvilket resulterede i en stor bule i panden. Jeg tror egentlig, at jeg var lidt stolt af den bule. Men før jeg opdagede, at jeg havde fået den, oplevede jeg noget andet. Noget som jeg ellers ikke havde mærket i adskillige år, og som derfor kom helt bag på mig. Jeg var lige ved at græde. Det må have været chokket. I hvert fald vældede gråden op i mig, som en helt spontan reaktion. Noget instinktivt. Men jeg fornemmede også, at det var noget barnligt og “umandigt”, så jeg mandede mig op og holdt gråden tilbage. Lukkede sammen indeni. Siden opstod den trang til at græde aldrig igen, mens jeg var dreng og ung teenager.

Var der nogen, som havde fortalt mig, at jeg ikke måtte græde? At det ikke hørte sig til. Måske. Jeg husker det ikke. Men eksemplets magt er også stærkere. På en eller anden måde vidste jeg, at en dreng ikke skulle græde. JEG skulle i hvert fald ikke. JEG skulle ikke være en slapsvans. En tøsedreng. Nej, jeg skulle være stærk og tage det uden at kny. Og det var faktisk nemt.

I mellemtiden er jeg så blevet voksen. Og tingene er blevet mere komplicerede. Alting er mere kompliceret. I modsætning til hvad man måske skulle tro. Som voksen er man jo klogere, mere vidende og har en masse erfaringer. Ikke desto mindre er det sværere nu og mere kompliceret. Af én bestemt grund; nemlig at man som voksen bliver et bevidst væsen og begynder at forholde sig til sig selv, ens værdier og adfærd. Man kan (eller vil) ikke længere blot træde ind i en forudbestemt rolle. Fx en kønsrolle. I stedet må man tage sit liv på sig og VÆLGE. Den opgave har jeg i hvert fald taget til mig.

Og når jeg tænker over det nu, er jeg slet ikke sikker på, at det er så sejt at holde sin gråd tilbage. I nogle situationer kan det nok være et tegn på mandighed og styrke. Men det kan også bare være et tegn på, at man er følelsesløs eller ude af kontakt med sig selv. En “knudemand”. Det kan i den grad være et tegn på, at man ligger under for en bestemt norm. Et kønsstereotyp. Og hvor modigt og mandigt er det lige? Faktisk beundrer jeg de mænd, som tør vise deres følelser. Nu har vi talt om kvindefrigørelse i så mange år. Det daterer sig helt tilbage til slutningen af 1800-tallet. For mig er det at være åben og følelsesfuld ensbetydende med at være FRIGJORT som mand. Uden at man(d) af den grund bliver en flæbende karklud. Men at KUNNE føle og at TURDE vise det. Det er mit nye, voksne ideal 🙂

Om at gerne ville tvinges

Ja, og inden, at titlen her vækker alt for meget opsigt, skal jeg skynde mig og sige, at vi taler om noget pænt og ordentligt, noget hverdagsagtigt.

Det følgende kunne anspore til en hel del fornægtelse her i individualismens tidsalder. Det er ikke comme il fout. Som frie og uafhængige væsener kan vi dårligt forstå os selv som interesserede i noget som…ja, som vi ikke er interesserede i. Men så alligevel. Er der måske ikke et eller andet med, at vi er godt tilpas med et vist element af tvang i visse situationer?

Tag fx det at gå på arbejde. Man gider jo ikke rigtigt om morgenen, når man skal af sted. Jo, måske nogle dage, men ikke hver dag. Man tager af sted under alle omstændigheder, for det SKAL man jo. Og her er så min pointe; et eller andet sted er man glad for, at man er nød til det. Uden fast mødetid ville man i stedet sove længe. På et eller andet tidspunkt ud på formiddagen, ville man så “tage sig sammen”, stå op og traske af sted. Omkring kl. 11 møder man derfor på kontoret MED DÅRLIG SAMVITTIGHED. Ja, for man ville jo egentlig gerne have været i gang noget før. Nu er den halve dag gået uden, at man har ydet en indsats, og det vil man ellers dybest set gerne. Så man er GLAD for den tvang, der ligger i at skulle møde på arbejde til en fastsat tid.

Find selv på andre situationer, hvor I gerne vil tvinges 😀

Selvrealiseringens fadæser

Vi opfordres til at realisere os selv, hvilket er fint. Jeg er helt enig. MEN kan også få øje på flere faldgruber…

Det grundlæggende problem er, at selvrealisering nemt kommer til at handle om…ja, “mig selv”. Eller mig, mig, mig hele vejen igennem 🙂

En faldgrube kan derfor være, at den bliver til selvoptagethed. Det er egentlig meget naturligt for, hvis man vil realisere sig selv, må man jo også beskæftige sig med sig selv; man må fordybe sig i og registrere sine egne følelser, ens tanker, behov osv. – det kan også sagtens være godt at gøre det, men problemet opstår, hvis der bliver tale om et for ensidigt fokus. Så glemmer man måske, at vores individuelle lykke i så høj grad afhænger af de fællesskaber, som vi er en del af. Måske glemmer man endda helt at være del af et fællesskab og bliver sig selv nok…

Og når man så i lang tid har registreret ens egne følelser, tanker og behov, så ligger det snublende nært, at de skal UDLEVES. Ellers er man jo ikke virkeligt sig selv, og det bør man bestemt have mod til at være. Her har vi så faldgrube nr. 2.

Et banalt og ekstremt eksempel på hvor galt det kan gå: Hvis man indeholder morderiske følelser, vil det at realisere sig selv blive ensbetydende med at begå drab.

Derfor bør selvrealisering foregå INDENFOR det sociale, dvs. i pagt med fællesskabet eller det samfund, som vi er en del af. Den kan derimod IKKE foregå ved, at man frit udlever sine ønsker og lidenskaber. Samfund har forskellige idealer og etiske normer, og for en viking ville det nok være fint at realisere sig selv i en blodrus, men for os er det ikke ønskværdigt. I forhold til den slags morderiske tendenser er det bedre med god gammeldags fortrængning 🙂

Det ekstreme eksempel tjener til at fremhæve en pointe; det er ikke nødvendigvis godt at “være sig selv”, hvis vi dermed mangler hensyntagen eller betænksomhed over for andre. I så fald bliver det at realisere sig selv nemlig lig med at være asocial. Selvrealisering må i stedet kombineres med selvkontrol, selvdisciplin og måske endda selvfornægtelse. I hvert fald skal den kombineres med god etik…

Man kunne også bare afslutte med den helt banale konklusion, at selvrealisering ikke kan foregå ved, at man kun tænker på sig selv 🙂

Den ideelle kærlighed – et filosofisk manifest

Sikke jeg skriver for tiden – nok fordi jeg ikke har kæreste længere og således er overladt mere til mig selv. Og måske fordi jeg nu har flere tanker om, hvad der så skal ske…

Bl.a. ske med kærligheden?

Jeg tror, jeg er ved at få et andet forhold til kærlighed, forelskelse og kvinder end tidligere. Før baserede jeg i højere grad mit liv på det; det at møde en pige og blive forelsket var så at sige mit forsøg på at blive lykkelig. Men jeg har haft rigtigt mange erfaringer med, at det førte til det modsatte, til ulykkelige forelskelser, mismod, selvmedlidenhed osv.

Den erfaring og inspiration fra kloge folk, fx den danske intuitive tænker, Martinus, har givet mig en øget forståelse af, at jeg måske bør basere mit liv på en form for kærlighed, som er mindre afhængig af gengældelse. Man kunne sige en mere universel kærlighed, som gælder tilværelsen og andre mennesker i almindelighed.

Det betyder ikke, at jeg har fået nok af kvinder, som jeg fortsat elsker og har meget lyst til. Jeg afviser heller slet ikke forelskelse og parforhold.

Måske kan man sige, at jeg har fået en mere distanceret indstilling til parforhold, men det er heller ikke helt rigtigt, for jeg vil stadig tæt på og være tilstede i et forhold eller en elskov, der hvor det virkelig betyder noget. Hvor der er noget på spil.

Men jeg baserer ikke mit liv og min lykke på det, hvilket så også betyder, at jeg bedre kan være i det og nyde det, mens det er der, og give slip når det ikke er der.

”Ikke-tilknytning” som buddhisterne ville kalde det.

Man giver og man tager, når der er noget at give og at tage af. Og når de to betingelser ikke er tilstede, så holder man op.

Det er at have et realistisk syn på den seksuelle kærlighed.

Man plager ikke sig selv og andre med sin lyst.

Med mindre man ”falder i” og kommer til at gøre det alligevel 🙂