Det følgende er muligvis noget vås…

…men den fare er jeg så vandt til. Så her kommer det alligevel 😀

Jeg prøver desperat er gøre denne her tekst bare en lille smule “sexet”.

Men ak, for her kommer så lidt filosofisk tæsken langhalm på, hvordan (jeg tror at) pligt og fællesskab hænger sammen. Jeg mener nemlig, at vores såkaldt postmoderne samfund LIDER under det, at ordet “pligt” har mistet sin betydning. Og det har det måske netop, fordi vi kun er løseligt tilknyttede til de fællesskaber, som vi er en del af.

Hvis fællesskaber “skrider” eller udvandes, så gør forpligtelser det også, fordi pligt dybest set er noget man har/påtager sig i en social sammenhæng.

Jeg tror nok, at der er en vis dækning for den påstand i socialvidenskaben, hvor man bruger begrebet “anomi” om den slags værdiopløsning, der følger på sociale sammenbrud.

Men altså, min påstand er, at “pligt” har en social natur.  Det at være forpligtet trækker så at sige på nogle klare fælles forståelser af, hvad der er mening med, hvad der betyder noget og hvad der er rigtigt/forkert. Og på et entydigt fællesskab indenfor hvis rammer pligten udføres. Eller med andre ord; man gør sin pligt, fordi man hører til i et ideologisk/kulturelt fællesskab, som forventer det af en. Og fordi ens tilhørsforhold er tilstrækkeligt stærkt til, at man også selv FØLER den forpligtelse.

Vi postmoderne er ikke længere forpligtede på de fællesskaber, som vi indgår i. Hvis de ikke rigtigt “passer os”, kan vi bare skifte dem ud. Det gælder arbejds-, bo-, trosfællesskaber osv. Ja, selv familien kan vi til dels skifte ud. I hvert fald partneren. Igen og igen.

Det eneste, som vi ikke kan skifte ud/skaffe os af med, er vel egentlig vores børn. Eller det er vi enige om, at vi ikke må. På det punkt har vi en fælles værdi, som hedder, at man ALDRIG svigter sine børn. For os der ikke har børn, kan det nogle gange føles som en plage, fordi vi pr. definition kommer i anden række. For forældrene kan det vel også være en plage. Til tider. Men jeg har også på fornemmelsen, at mange forældre faktisk NYDER det at være forpligtede. På dette ene punkt i deres liv, behøver de ikke at overveje, om de nu også gider. DE SKAL. Eller den forpligtelse kan de simpelthen ikke lægge fra sig. Ikke hvis de vil kunne betragte sig selv som ordentlige mennesker.

Og her kommer vi måske frem til min pointe; for ville vi faktisk ikke være mere tilfredse, hvis der var flere områder i livet, hvor vi følte, at der var noget vi MÅTTE gøre? Sager som vi ikke kunne slippe, fordi de var os pålagt. Ikke nødvendigvis pålagt udefra, men pålagt os af vores eget interne værdikompas. Eller pålagt os af en værdi, som var STØRRE END OS SELV.

???

Hvis det var noget vås, så ved jeg ikke, hvad læseren er, for man er jo, hvad man læser! 😀

I hvert fald hvis man ikke protesterer med en kommentar herunder!!!

Leave a Reply