Det hedder sig, at kvinder er “relationsorienterede”, mens mænd går for at være “sagsorienterede”. Det er naturligvis noget firkantet, at opstille sådan en kønsforskel, men i det her tilfælde kan jeg nikke genkendende til generaliseringen. Der er noget om snakken. Det ses fx ved, at piger har tendens til at mødes for at VÆRE SAMMEN, mens mændene som regel mødes for at være sammen OM NOGET; fx en fodboldkamp 🙂
Nu er det så, at jeg tænker, at det potentielt set er “farligt” for os mænd, fordi vi lever i en tid, hvor de faste fællesskaber opløses. Man kunne kalde det “de tabte fællesskabers tid”.
Vi er slet ikke knyttet til fællesskaberne på samme måde, som vi historisk set har været det. Nu er vi jo individualister. Fællesskaber er noget vi deltager i. For en tid. Sålænge det giver mening i lyset af vores personlige interesser, preferencer, mål osv. Vi er kort sagt ikke længere FORPLIGTEDE på de fællesskaber, som vi indgår i. Vi har fx arbejdsfællesskaber, som i gennemsnit udskiftes hvert 5. år. Vi har monogame forhold, som skiftes ud med mellemrum, og derved bliver til “seriel monogami”. Vi har interesser og hobbyer, som kommer og går.
Jeg synes, at jeg kan se en tendens til, at kvinder håndterer denne udskiftelighed bedre end mænd. FORDI de har nemmere ved at bevare deres individuelle venskaber, selvom de udskifter fællesskaberne. Hvis manden holder op med at interessere sig for fodbold, så mister han sine fodboldvenner. Hvis han mister sit arbejde, er hans forhold til kollegerne også fortid osv. For det var jo “sagen”, som fællesskabet drejede sig om.
For manden bliver de fragmentariske fællesskaber derfor også til fragmentariske relationer og venskaber. Den tidstypiske individualisme bliver derved til en særlig risiko for manden. I højere grad end kvinden risikerer han at blive ENSOM.
Og den ensomhed kan han ikke vikle sig ud af på nogen fornuftig måde.
Så er det, at vi finder den “stærke” og uafhængige mand nede på den lokale bodega. Ved hjælp af alkoholen får han mod til at blive relationsorienteret. Pludselig er han en rørstrømsk krammebamse, der kaster sin kærlighed på en tilfældig og ufrivillig “ven”, som han betror sig til 😀
Kan det blive mere ynkeligt?
Hvor har du dog så evigt ret! Det ER det mest ynkelig ved det manden… til trods for jeg selv er mand. Og det piner mig faktisk, at vi mænd ikke kan lære at gøre som kvinderne. At VÆRE SAMMEN og ikke OM NOGET. Alle de mandlige relationer er relateret til nuet. Er det den mindste ændring, så ændrer venskaberne sig også. Derfor er mange mænd også langt mere ensom gennem et helt liv end kvinderne er. Det er da lidt trist.
Sjovt, nok så er manden LANGT mere social jo længere sydpå man kommer. Her sidder mændene på café, de sludre, og ser ellers verdenen køre forbi.
Hej gromit
Tak for din kommentar. Det lyder som om, jeg ikke er alene med mine observationer.
Og ja, jeg har også en ide om, at det er noget andet sydpå. Gad vide hvorfor?…måske kunne vi lære noget!? 🙂
De bedste hilsener
Jens
Som kvinde kan jeg se store fordele ved mænds måde at være sammen på. Da jeg for et par år siden dumpede ned i Alabama, hvor jeg skulle bo et års tid, var det let at få venner når folk tilbød mig at komme med til en footballkamp/en løbetur/spille på et høvdingeboldhold eller sådan noget. Det er sværere lige at stampe veninder op til at pludre om løst og fast. Måske er det derfor, jeg som kvinde faktisk er lige så “sagsorienteret” som den værste mand. Mine venskaber handler om fælles interesserer som løb, madlavning, læsning, biograffilm og musicals, og når jeg mødes med en ven eller veninde er det næsten altid med en aftale om at vi skal se en film/lave mad sammen/prøve en god restaurant. At tiden sammen så går med en masse snak om løst og fast, det er en anden sag…
Men måske er kvinder bare bedre til at vedligeholde venskaber (jeg er så ikke, men nogle?). Jeg ser stadig venner fra en løbeklub jeg ikke længere er medlem af, og kan godt finde ud af at lave mad med løbevenner eller træne med biografvenner – er ikke så kompartmentaliseret.
Nå, lang historie, men min pointe er mest, at mændenes måde er rigtig god til at få nye venskaber, mens det “relationsorienterede” passer bedst til individer, der aldrig flytter og stadig kender folkeskolevennerne…
Hej betteskov
Ja, når det drejer sig om at komme til et nyt sted, så kan jeg også sagtens se fordele i at være sammen “om noget”. Der hvor det handler om at få nye venner og bekendtskaber er mændenes tilgang super. Men jeg oplever, at den er problematisk, når det handler om det modsatte; nemlig når man forlader et sted, en arbejdsplads, en hobby osv. Der oplever jeg, at pigerne i højere grad fastholder/vedligeholder deres venskaber. Det tilskriver jeg så, at de er relationsorienterede, fordi det betyder, at deres venskaber ikke er så knyttede til “sagen”. Måske kan det forklares på en anden måde!?
I øvrigt er det her selvfølgelig ikke så sort/hvidt, som generaliseringen lægger op til. Du kan som kvinde have tendens til at være “sagsorienteret”. Og jeg kan godt være relationsorienteret. De fleste blander nok de to former, så pointen er bare, at kvinder typisk har mere af det relationsorienterede.
Jeg synes lidt det er sådan, at mænd typisk mødes for at være sammen om noget, og så måske i forbifarten får snakket lidt om, hvordan det går, deres forhold, deres liv osv. Kvinderne mødes og taler stolpe op og stolpe ned om de emner. Så kan det da godt være, at de laver mad samtidig 😀
Tak for din kommentar
De bedste hilsener
Jens
Hej Jens
Tak for dit indlæg.
Jeg har valgt et uddrag af det til torsdagens udgave af Urban.
Fortsat god uge.
Venligst
Kenni, Urban.
Hej Kenni
Tak for det.
Så får jeg åbenbart ikke lov til at være alene om ensomheden 😀
J.
Hej Jens
I forbindelse med dit artikel i torsdags udgave af Urban, så oprettede jeg en blog.
Jeg har skrevet et modstykke til det du har skrevet om, – måske ku du være interesseret i og kigge på den -.
mvh
Maximillian
Det er total svigt af velfærdssamfundet, al fokus er på kvindernes forhold. Et skridt i den rigtige retning må være samme lovmæssige ret til krisecentre, som kvinder har nu. Kønskvotering på alle statens arbejdspladser. Barsel til mænd, samme antal dage, som de kan vælge, at afholde i barnets pubertet fra det 11 eller 12 år.
Mere fokus på mandens vilkår!
Mænd begår mere selvmord, flere mænd er narkomaner, alkoholiker, indsat i fængsel, hjemløse, men fokus er på kvinder.
Hvem dør, uden relative omkring kisten? Mænd. Vi vil også have familie, vi vil også have børn, selv om vi ikke er videreuddannede og rige.
DET ER IKKE FAIR!
Hej Maximillian
Ja, det vil jeg da.
Tak for din kommentar!
J.
Hej Johannes
Det er muligvis ikke fair, men tænk på, at mænd ikke beder om hjælp nær så meget som kvinder.
Og mænd går jo for at være det “stærke” køn.
Ud fra den betragtning er det måske ikke så underligt, hvis kvinderne får mest opmærksomhed! 🙂
Tak for din kommentar!
J.
Det er sjovt (eller det er det jo faktisk slet ikke!) – for det er noget, jeg selv har tænkt en del over på det seneste… Og det på trods af at jeg ikke selv er af hankøn.
Egentlig vil jeg bare sige tak for et velskrevent indlæg!
Selv tak. Måske har vi nogle hjerneceller til fælles. Og måske har du nogle enkelte af hankøn 🙂
Jeg tror, det mest gælder ved mand-til-mand forhold. Jeg har en del mandlige venner, og de (I) kan godt det der med at sludre i timevis – men ikke til hinanden. Det skal helst være til en kvinde, der får bolden til at rulle. Kan der være noget om snakken?
I løbet af et års tid har jeg, via ganske normal socialisering fra min side af, fået ting at vide om min kærestes venner, som han ikke engang har overvejet at spørge om i de sidste 14 år, fordi der har været langt større fokus på “lad os da lige spille fodbold og drikke nogle øl!” fremfor “hvordan går du egentlig og har det?”.
Så det er jo ikke, fordi de (I) ikke KAN praktisere relationsbonding, men det virker til at der (i min observation) er en hurdle når det kommer til at tage initiativet. Måske blandet med en form for tabu angående følelser mænd imellem??
Ja, der tror jeg, du har fat i noget af det rigtige. Det med at turde/ville/kunne tage initiativ i sociale relationer, opfatter jeg også som et helt centralt punkt. Mænd har det fx ikke med at ringe op til hinanden “bare for at snakke” eller for at høre, hvordan det går. De (vi) satser så at sige på, at der er nogle piger i nærheden, som gør det for os. Det går fint, hvis manden er i et parforhold, hvor kæresten sørger for at pleje netværket. Men hvis han ikke er i et forhold, kan det blive ensomt. Eller det kan blive en anledning til at lære det med at tage sociale initiativer! 🙂