Ja, og inden, at titlen her vækker alt for meget opsigt, skal jeg skynde mig og sige, at vi taler om noget pænt og ordentligt, noget hverdagsagtigt.
Det følgende kunne anspore til en hel del fornægtelse her i individualismens tidsalder. Det er ikke comme il fout. Som frie og uafhængige væsener kan vi dårligt forstå os selv som interesserede i noget som…ja, som vi ikke er interesserede i. Men så alligevel. Er der måske ikke et eller andet med, at vi er godt tilpas med et vist element af tvang i visse situationer?
Tag fx det at gå på arbejde. Man gider jo ikke rigtigt om morgenen, når man skal af sted. Jo, måske nogle dage, men ikke hver dag. Man tager af sted under alle omstændigheder, for det SKAL man jo. Og her er så min pointe; et eller andet sted er man glad for, at man er nød til det. Uden fast mødetid ville man i stedet sove længe. På et eller andet tidspunkt ud på formiddagen, ville man så “tage sig sammen”, stå op og traske af sted. Omkring kl. 11 møder man derfor på kontoret MED DÅRLIG SAMVITTIGHED. Ja, for man ville jo egentlig gerne have været i gang noget før. Nu er den halve dag gået uden, at man har ydet en indsats, og det vil man ellers dybest set gerne. Så man er GLAD for den tvang, der ligger i at skulle møde på arbejde til en fastsat tid.
Find selv på andre situationer, hvor I gerne vil tvinges 😀
Sådan er vi jo så forskellige. Jeg stortrives med selv at kunne vælge hvor, hvornår og i hvad, jeg vil lægge min energi. :O)
Det lyder godt! 🙂
Så skal du nok ikke have et af de der 8-4 jobs.
Men måske har du glæde af tvang i andre typer af situationer end på arbejdet…?
Tak for din kommentar.
Arbejdet ja. Rigtig godt eksempel. Tænker jeg tit på, når man ser hvad lediggang ødelægger og hvor uhyggelig konsekvenser det får når en familie mister arbejdet.
Nyder også at jeg SKAL hente børnene. SKAL handle. SKAL klare alting. At det er MIG. Nyder at skæbnen vælger visse ting for mig jeg åbenbart SKAL… nyder faktisk at tænke på, at jeg er en lille blomst i et kæmpe univers, som skal vokse, blomste og dø. Ja… jeg har ikke noget imod tvang. Synes på en måde at netop dét sætter mig fri. Giver det mening?
Ja, rigtig god mening, Johanne. Der er en frihed forbundet med at påtage sig sin skæbne. Jeg skrev sjovt nok selv om det samme i mit foregående indlæg. Du beskriver det meget smukt. Når du taler sådan om det, tænker jeg, at det lyder som en åndelig praksis, og det er imponerende, hvis du til dagligt kan opfatte dine opgaver sådan.
Tak for din kommentar.
Så vil jeg da gerne benytte muligheden til at “brokke” mig over at det er tvang at aflevere opgaver på sygeplejestudiet hver 10. uge. For NØØØJ hvor jeg ikke gider… Men efter 3 år på skolebænken, kan jeg jio godt se det har udviklet mine reflektionsevner… Men jeg magter altså alligevel ikke de opgaver 😀
Det lyder som et rigtigt godt studium, du har der, Mensjegventer 🙂
Det er vist en helt naturlig og almindelig reaktion, at man gerne vil undslippe tvang, og har lyst til at brokke sig over den.
Da jeg studerede på religion tænkte jeg nogle gange på det som et “discount-studium”, fordi der var så få undervisningstimer og det var sjældent, at vi skulle aflevere opgaver i løbet af et undervisningsforløb. Ofte var der bare en eksamen for enden af et afsluttet fag.
Som studerende var man i høj grad overladt til sig selv, så der var masser af frihed, men man kunne godt savne lidt mere tvang 😀
Tak for din kommentar.