Vi opfordres til at realisere os selv, hvilket er fint. Jeg er helt enig. MEN kan også få øje på flere faldgruber…

Det grundlæggende problem er, at selvrealisering nemt kommer til at handle om…ja, “mig selv”. Eller mig, mig, mig hele vejen igennem 🙂

En faldgrube kan derfor være, at den bliver til selvoptagethed. Det er egentlig meget naturligt for, hvis man vil realisere sig selv, må man jo også beskæftige sig med sig selv; man må fordybe sig i og registrere sine egne følelser, ens tanker, behov osv. – det kan også sagtens være godt at gøre det, men problemet opstår, hvis der bliver tale om et for ensidigt fokus. Så glemmer man måske, at vores individuelle lykke i så høj grad afhænger af de fællesskaber, som vi er en del af. Måske glemmer man endda helt at være del af et fællesskab og bliver sig selv nok…

Og når man så i lang tid har registreret ens egne følelser, tanker og behov, så ligger det snublende nært, at de skal UDLEVES. Ellers er man jo ikke virkeligt sig selv, og det bør man bestemt have mod til at være. Her har vi så faldgrube nr. 2.

Et banalt og ekstremt eksempel på hvor galt det kan gå: Hvis man indeholder morderiske følelser, vil det at realisere sig selv blive ensbetydende med at begå drab.

Derfor bør selvrealisering foregå INDENFOR det sociale, dvs. i pagt med fællesskabet eller det samfund, som vi er en del af. Den kan derimod IKKE foregå ved, at man frit udlever sine ønsker og lidenskaber. Samfund har forskellige idealer og etiske normer, og for en viking ville det nok være fint at realisere sig selv i en blodrus, men for os er det ikke ønskværdigt. I forhold til den slags morderiske tendenser er det bedre med god gammeldags fortrængning 🙂

Det ekstreme eksempel tjener til at fremhæve en pointe; det er ikke nødvendigvis godt at “være sig selv”, hvis vi dermed mangler hensyntagen eller betænksomhed over for andre. I så fald bliver det at realisere sig selv nemlig lig med at være asocial. Selvrealisering må i stedet kombineres med selvkontrol, selvdisciplin og måske endda selvfornægtelse. I hvert fald skal den kombineres med god etik…

Man kunne også bare afslutte med den helt banale konklusion, at selvrealisering ikke kan foregå ved, at man kun tænker på sig selv 🙂