Og så til en af mine kæpheste, som jeg har underholdt/plaget mine kollegaer med i meget lang tid – en hel del af dem er kvinder, og de har haft lidt vanskeligt ved at sluge kamelen, men jeg tror, at de tygger på den… 🙂
Kæphesten er som følger:
Kvinder har svært ved at håndtere mandlig svaghed, og det kommer til udtryk på måder, som er lidet flatterende for dem.
Kvinderne går jo for at tilhøre det “svage køn”. De må gerne spille på deres svaghed og belønnes for det af mænd, som galant iler til for at “redde” dem.
Det omvendte er til gengæld et klart turn off.
Mænd må helst ikke udvise svaghed. Og her kommer vi så til det lidet flatterende; nemlig den udbredte praksis med at håne de mænd, som alligevel gør det – ja, det lyder slemt, ikke!? Men jeg mener, at der er mange eksempler på det og, at rigtigt mange piger gør det.
Et klassisk eksempel er, når manden er syg. Det er en form for svaghed, og pigerne kan ikke li’ det. Derfor har de til lejligheden opfundet den meget fremherskende myte om, at mænd er åh så ynkelige, når de er syge. Ved det mindste tegn på sygdom hos en mand bliver der straks talt om, hvor “synd” det er for ham (selvfølgelig sagt i et overbærende tonefald og efterfulgt af mange *fnis*). For manden er jo slet ikke så syg, som han selv lader – i virkeligheden er han bare meget opmærksomhedskrævende. Og det er så undskyldningen for ikke at tage ham alvorligt.
Hvis en af kvinderne derimod er syg, så ER det rent faktisk synd ifølge veninder og kvindelige kollegaer, som straks slår ring om den syge og ivrigt diskuterer, hvordan hun kan hjælpes, og om hun mon ikke bør holde fri i dag (og resten af ugen)…altså en ganske anden tilgang til den syge.
Men hvorfor hele det postyr? Hvorfor skal mandens svaghed fortrænges?
Jo, forklaring følger:
Når kvinden håner den “svage” mand, skyldes det i virkeligheden hendes (for)historiske behov for en mandlig beskytter; der er tale om et urinstinkt. Manden må ikke være svag, for det truer kvindens position og overlevelse – i et primitivt samfund er han jo hendes beskytter imod diverse farer, fx de vilde dyr 🙂
Jo mere stærk og hulemands-agtig han er, jo bedre, for så er kvinden og hendes afkom sikret…
Såvidt mit forsøg ud i en evolutions-biologisk forklaring!
Jeg håber ikke, at der er læsere, som rent faktisk har forstand på det emne… 🙂
Du har delvis ret – Og ja, jeg er et af de hunkønsvæsener, der indimellem synes mænd er nogle ynkelige væsner når de er syge;-)
Men jeg skal dog understrege at jeg ligeledes tror på at myten – for visse mænd er 100 % sand.
Der findes vitterlig mænd der bliver så svage af selv den mindste sygdom at de nærmst er på vej til bedemanden. Såvel som der findes mænd der bare bider smerterne i sig og kæmper til de falder omkuld.
Det store turn off for mig som kvinde er, når jeg er i tvivl om hvorvidt hans smerter er overdrevet for at tiltrække sig medynk eller når man tydeligt kan se, at smerterne er uudholdelige – men tossen stadig nægter at søge hjælp.
Mænd må gerne være syge, de må gerne have ondt og brug for hjælp – kvinder vil gerne passe og pusle dem, de vil bare ikke pleje hans behov for overdreven medynk eller skrabe ham op af gulvet når filmen knækker.
Ok, det lyder fornuftigt. Jeg synes ikke selv jeg kender rigtigt gode eksempler på, at myten holder, men selvfølgelig skal der nok være nogle…
Den anden grøft, hvor man afviser hjælp, tror jeg faktisk er mere typisk. Personligt ville jeg nødigt “pusles” – det giver ikke de helt gode associationer. Lidt a la det at blive “pylret” om, hvilket jeg også gerne vil være fri for 🙂
Men hvis vi anerkender, at mænd kan falde i begge grøfter, er det så ikke ret bemærkelsesværdigt, at det altid er den ynkelige/svage af dem, som vi skal høre for!!!!???
Med hensyn til sygdom kan jeg ikke huske nogensinde at ha’ hånet hverken en mand eller en kvinde (undtagen ved tømmermænd 😉 ). Jeg får nemlig så frygteligt ondt af nogen, når de er sløje (fordi jeg selv er så utroligt dårlig til at være syg 🙂 ).
Jeg synes faktisk også, det er ret fedt, hvis en mand kan knibe en tåre under en sørgelig eller rørende film eller den slags. Dét bliver vel også af mange anset for “svaghed”. Men det gør ham ikke i mine øjne usexet eller umandig. Eller det modsatte for dén sags skyld. Men det er ret sympatisk.
Det decideret sexede opstår, når mennesker m/k kan begge dele – være stærke OG også vise sårbarhed. De dér “hårde” machomænd (eller evigt selvhjulpne kvinder), som i virkeligheden bare har en maske på… Vorherre bevares! Facade/løgn bliver bare aldrig sexet. Men styrke kombineret med evnen til at overgive sig/indrømme behov for omsorg osv er helt sikkert det nye sort!
Helt enig. Jeg kan godt lide den med at kunne “begge dele”. Begge køn er mest interessante, når de ikke bare er prototyper på deres køn, men blandede væsener – det er faktisk en af mine andre kæpheste, som du der får bragt på banen 🙂
Hej Jenswpedersen!
Vi har valgt et uddrag af dit indlæg til dagens avis. Mange tak for bidraget!
Bedste hilsner,
Mette, Urban
Jeg er helt enig. Kvinder vil have alfaer – og de bliver sure hvis manden falder i “power” eller hvad man skal kalde det. De bliver mindre tiltrukket, og derfor tester de manden ved at drille ham at man faker man er syg osv.
Rent psykologisk er en syg mand ubrugelig for en kvinde.
Gameren Franco har beskrevet fænomenet som “women WILL hit at man when he is lying down” – http://www.francoseduction.com
Det er skide irriterende samt ødelægger det ens værd i kvindens øjne. Min startegi nu hvis jeg er syg er ganske enkel: Cutte kontakt med kæreste imens, evt holde den absolut minimal. Det er bedre for begge parter. Så det er bedre at fake man er mindre syg end man er, og så bare klare det selv.
Jeg tror nu godt, at man kan være “alfa” og åbenlyst syg på samme tid 🙂
Men det er måske nok en svær balancegang.
For mig er det at være alfa synonymt med at have et mentalt overskud, og jeg mener bl.a. at det overskud kommer af, at man kender og står ved sig selv.
Tak for de interessante oplysninger