Sikke jeg skriver for tiden – nok fordi jeg ikke har kæreste længere og således er overladt mere til mig selv. Og måske fordi jeg nu har flere tanker om, hvad der så skal ske…

Bl.a. ske med kærligheden?

Jeg tror, jeg er ved at få et andet forhold til kærlighed, forelskelse og kvinder end tidligere. Før baserede jeg i højere grad mit liv på det; det at møde en pige og blive forelsket var så at sige mit forsøg på at blive lykkelig. Men jeg har haft rigtigt mange erfaringer med, at det førte til det modsatte, til ulykkelige forelskelser, mismod, selvmedlidenhed osv.

Den erfaring og inspiration fra kloge folk, fx den danske intuitive tænker, Martinus, har givet mig en øget forståelse af, at jeg måske bør basere mit liv på en form for kærlighed, som er mindre afhængig af gengældelse. Man kunne sige en mere universel kærlighed, som gælder tilværelsen og andre mennesker i almindelighed.

Det betyder ikke, at jeg har fået nok af kvinder, som jeg fortsat elsker og har meget lyst til. Jeg afviser heller slet ikke forelskelse og parforhold.

Måske kan man sige, at jeg har fået en mere distanceret indstilling til parforhold, men det er heller ikke helt rigtigt, for jeg vil stadig tæt på og være tilstede i et forhold eller en elskov, der hvor det virkelig betyder noget. Hvor der er noget på spil.

Men jeg baserer ikke mit liv og min lykke på det, hvilket så også betyder, at jeg bedre kan være i det og nyde det, mens det er der, og give slip når det ikke er der.

”Ikke-tilknytning” som buddhisterne ville kalde det.

Man giver og man tager, når der er noget at give og at tage af. Og når de to betingelser ikke er tilstede, så holder man op.

Det er at have et realistisk syn på den seksuelle kærlighed.

Man plager ikke sig selv og andre med sin lyst.

Med mindre man ”falder i” og kommer til at gøre det alligevel 🙂